Terrorister i uniform: Derfor er EU’s terrorstempling af Irans Revolutionsgarde nødvendig

Lad os kigge på Den Islamiske Revolutionsgardes (IRGC) lange og blodige generalieblad. De fungerer ikke som en national hær, der beskytter grænser – men som præstestyrets private dødspatrulje.

Det er det kurdiske folk i Iran, der har betalt den højeste pris i kampen mod IRGC. Siden revolutionen i 1979 har regimet ført en uerklæret, men ekstremt brutal krig mod Kurdistan. IRGC har reelt militariseret hele regionen; kurdiske byer er belejret af kontrolposter, overvågningskameraer og tunge militærbaser, der behandler civilbefolkningen som fjendtlige besættere.

Særligt de politiske partier, herunder Kurdistans Demokratiske Parti i Iran (PDKI), har været mål for IRGC’s mest nådesløse angreb. Tusindvis af modige kurdiske Peshmergaer – frihedskæmpere, der har viet deres liv til demokrati og selvbestemmelse – er faldet i kampen mod denne terrormaskine.

IRGC har ikke kun bekæmpet dem på slagmarken, men har også udført statslig terror mod deres lejre og familier, selv på den anden side af grænsen i Kurdistan-regionen i Irak. For kurderne er terrorstemplingen ikke en politisk nyhed; det er en bekræftelse af en virkelighed, de har levet i hver eneste dag i over 40 år.

IRGC’s grænseløse terror

Ud over krigen mod kurdere og kurdiske politiske partier i Iran har IRGC også spillet en aktiv rolle i at eliminere oppositionen, og de har aldrig tøvet med at operere i hjertet af Europa.

Vi glemmer aldrig mordet på den kurdiske leder Abdulrahman Ghassemlou i Wien i 1989. Han blev dræbt ved selve forhandlingsbordet med iranske diplomat-terrorister, mens han forsøgte at finde en fredelig løsning for sit folk. Tre år senere gentog historien sig på restauranten Mykonos i Berlin, hvor Sadegh Sharafkandi og hans kolleger blev mejet ned.

Disse var ikke isolerede hændelser, men en del af en koldblodig strategi om at halshugge enhver intellektuel og politisk modstand mod teokratiet.

Siden da har deres aktiviteter kun spredt sig. Fra støtte til militser i Syrien, Irak, Libanon og Yemen til cyberterrorisme og destabilisering af det globale oliemarked. IRGC er selve motoren i det iranske regimes destruktive udenrigspolitik.

Terrorsagen i Ringsted

For os i Danmark blev truslen uhyggeligt konkret med hændelsen i Ringsted. Her planlagde IRGC en likvidering af en iransk-arabisk oppositionsleder fra gruppen ASMLA.

Det var ikke en opgave udliciteret til kriminelle, men en operation orkestreret direkte af de iranske efterretningstjenester med tråde til Revolutionsgarden. At fremmede statslige aktører planlægger snigmord på dansk jord, er et utilgiveligt angreb på vores suverænitet og retssikkerhed.

Dette wakeup-call burde have ført til terrorstemplingen langt tidligere.

En lussing til regimet og håb for Kurdistan

Konsekvenserne af EU’s beslutning om at terrorstemple IRGC kan ikke undervurderes.

IRGC kontrollerer op mod halvdelen af den iranske økonomi gennem stråmandsselskaber og fonde. Ved at stemple dem som terrorister gør vi det umuligt for internationale banker og firmaer at røre ved iranske aktiver uden at risikere at blive anklaget for terrorfinansiering. Det rammer regimets pengepung hårdere end nogen andre sanktioner.

For befolkningen i Iran, der dagligt kæmper mod undertrykkelse, fængslinger og henrettelser, er dette den største anerkendelse af deres kamp. Men det er måske allermest betydningsfuldt for de kurdiske områder.

Kurdistan har altid været den iranske stats fjende nummer ét, og det er her, IRGC har været mest brutale med vilkårlige bombninger af flygtningelejre og massakrer på civile. For kurderne er terrorstemplingen et signal om, at deres bødler ikke længere kan gemme sig bag en officiel statslig uniform.

Vi skal gå hele vejen: Luk ambassaderne nu

Men terrorstemplingen må ikke være slutpunktet. Hvis vi anerkender, at IRGC er en terrororganisation, kan vi ikke fortsætte business as usual.

1. Luk ambassaderne: Det er velkendt, at iranske ambassader i Europa fungerer som logistiske centre for efterretningsvirksomhed og overvågning af herboende iranere og kurdere. De bør lukkes øjeblikkeligt. Vi kan ikke huse diplomater, der i virkeligheden er officerer for en terrorgruppe.
   
2. Rens ud i medlemsrækkerne: Alle med direkte tilknytning til IRGC, som opholder sig i EU, skal identificeres og smides ud. Det er en hån mod ofrene for deres terror, at folk med blod på hænderne kan nyde godt af europæisk frihed og sikkerhed.

Valget er klart: Enten står vi på de undertryktes side, eller også lader vi os skræmme af en organisation, der har bygget sin magt på frygt. Europa har taget det første skridt – nu skal vi have modet til at gøre arbejdet færdigt.