Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
USA
12. august. 2025

Tidligere kongresmedlem i USA: Big business og Israel-lobbyen kontrollerer amerikansk politik

Amerikanske politikere er fuldstændig afhængige af tilskud fra lobbyister og det private erhvervsliv – og det er årsagen til manglen på velfærdsreformer, mener Marie Newman, der er tidligere medlem af Repræsentanternes Hus for Demokraterne

Marie Newman. Foto: Paul Goyette / https://www.flickr.com/photos/pgoyette/54520261152/

Marie Newman er enamerikansk politiker, som fra 2021 til 2023 var medlem af Repræsentanternes Hus, der – sammen med Senatet – udgør USA’s parlament, Kongressen. Hun blev valgt i 2020, men tabte til en anden demokrat i 2022.

Newman var repræsentant for Illinois’ tredje distrikt i det sydvestlige Chicago – og hun er kendt for at tilhøre venstrefløjen i Det Demokratiske Parti. Hun har blandt andet støttet Bernie Sanders kandidatur som partiets præsidentkandidat. Newman var såkaldt Justice Democrat og tog derfor ikke imod penge fra store lobbyorganisationer.

Marie Newman mener, at hun opnåede flere gode resultater i sit arbejde i Repræsentanternes Hus. Men da hun i 2021 stemte imod en bevilling på en milliard dollars til det israelske luftforsvarssystem Iron Dome, faldt hun i unåde hos Demokraterne, og hun opnåede ikke genvalg som partiets kandidat til Kongressen ved valget i 2022.

Det amerikanske online TV-program, The Young Turks, har bragt et interview med Marie Newman, som Solidaritet har fået tilladelse til at bringe. Vi bringer her en forkortet og redigeret udgave af interviewet, som kan ses i sin helhed her. Interviewer er Cenk Uygur, der er grundlægger af The Young Turks.

Den røde tråd: Afhængighed af lobbyister

Mener du, at penge fra de store firmaer eller andre lobbyorganisationer forhindrer kongresmedlemmer i at gøre det rigtige?

Ja. Årsagen til, at vi ikke har et skattefinansieret sundhedssystem og ikke kan købe medicin til overkommelige priser, skyldes pengestrømme fra de store kommercielle virksomheder. Årsagen til, at vi ikke kan gøre noget effektivt i forhold til klimaforandringerne, skyldes penge fra olieindustrien. Årsagen til, at vi ikke har børnepasningsorlov, skyldes penge fra erhvervslivet. Årsagen til, at vi ikke kan få vedtaget et lovforslag om lønninger, skyldes de store penge-interessers indflydelse på politik.

Det er ikke et ”måske”; det er den røde tråd i det, der foregår: De, som tager imod pengene fra de store virksomheder, vil hverken tage initiativ til eller støtte de lovforslag, jeg netop har nævnt.

De burde gå i t-shirts med sponsornavne

Hvor optaget er politikerne af de donationer?

”Optaget” er et velvalgt ord. For medlemmer af Kongressen bruger i gennemsnit fire timer om dagen på ”telefontid.” Det er opkald til penge-donorer. Uden den afhængighed kunne progressive og folkelige medlemmer spille en langt større rolle i Kongressen. 

Der bruges mange penge på reklamer i politik, men du siger, at folk i Kongressen er fuldstændigt besat af donationerne?

89 procent af medlemmerne i Kongressen tager imod penge fra store kommercielle virksomheder. 87 procent fra AIPAC [samlebegreb for den pro-israelske lobby i USA, red.] Men der er masser af andre interessegrupper. Medlemmerne er simpelthen nogens ejendom. De burde gå rundt med t-shirts med sponsornavne for at fortælle, hvem der støtter dem. Ligesom sportshold.

Gælder det både demokrater og republikanere?

Ja. Det er værst hos republikanerne. Men demokrater tager også imod penge. I nogle tilfælde millioner af dollars.

Ingen støtte fra partiledelsen

Fik du støtte fra spidsen af Det Demokratiske Parti, da du stillede op?

Nej. Partiledelserne siger, at de principielt støtter de siddende medlemmer. Men både hos demokrater og republikanere forsøger ledelserne på forhånd at udpege vindere og tabere.

Jeg vandt imod alle odds i 2021, selvom jeg ikke fik støtte fra ledelsen. Men i 2022, da jeg sad i Kongressen, fik jeg ikke støtte, fordi jeg havde stemt for økonomiske reformer, der løste hverdagsproblemer som børnepasning, lige rettigheder, højere lønninger, børnepasningsorlov – politik, som hele partiet burde gå ind for.

Samtidig var det tydeligt, at Israel-lobbyen ikke brød sig om mine holdninger – og når den vil af med en, så går den til stålet.

Nej til ekstra midler til Israels Iron Dome

Du stemte oprindeligt for Iron Dome [et israelske våbensystem, der kan nedskyde raketter, missiler og granater, red.] fordi det beskytter israelske civile – men stemte siden imod?

Ja og nej. Lad mig forklare: I efteråret 2021 var der to lovforslag, som vi skulle stemme om. Det første var en samlet forsvarspakke med navnet National Defense Authorization Act, som finansierer projekter i hele verden – herunder til Israels Iron Dome-projekt. Men flere uger senere henvendte Israel sig og sagde: ”Hey, vi har et problem med batteriet.”

Iron Dome er et forsvarssystem, der redder menneskeliv, så det havde jeg ikke noget problem med. Men jeg forhørte mig i mit valgdistrikt for at sikre mig opbakning. Og næsten alle svarede, at de ikke støttede en supplerende sum penge til Israel. Det var midt under corona-epidemien og ni ud af ti ønskede at bruge pengene på os selv. Både fagforeninger, religiøse organisationer, anti-våben-grupper – kort sat næsten alle svarede: ”Stem ikke på Iron Dome”. Så det gjorde jeg ikke.

Jeg skal lige forstå den del korrekt. Iron Dome er inkluderet i forsvarsbudgettet, så den del har du støttet?

Ja.

Så vender Israel tilbage med et ønske om flere penge til batterier – oven i det som landet allerede har fået?

Ja. Og det sagde jeg nej til – af de årsager jeg har opridset. Jeg var en af otte i Kongressen, som stemte imod.

Mobbet i parlamentssalen

Og jeg siger dig: Det blev modtaget, som om jeg havde myrdet nogen i parlamentssalen.

Hvad skete der?

En gruppe ældre medlemmer af Kongressen opførte sig truende. Det var som mobning i en skolegård. Jeg forklarede, at jeg havde talt med baggrundsgrupperne i mit valgdistrikt, som umisforståeligt ønskede, at jeg skulle stemme imod.

Deres svar var at true min fundraising: ”Du er færdig i valgdistriktet,” sagde de. Det skete i parlamentssalen, hvilket er et brud på Husets etiske regler. Men jeg undlod at indgive en klage, fordi folk var følelsesmæssigt helt oppe at køre.

Kom truslerne fra republikanere?

Nej, fra demokrater.

Stop for donationer

Og det lykkedes at få folk til at stoppe med at sende dig bidrag?

Ja, meget effektivt. Det må man give dem. Jeg mistede øjeblikkeligt kampagnebidrag. Det har jeg det på den ene side okay med, for hvis man troede, at jeg var højreorienteret Israel-støtte, så ønsker jeg ikke bidrag.

Men jeg havde det på den anden side dårligt, fordi de kunne true mig med penge som løftestang. Det er derfor, penge skal ud af politik: Så valgte repræsentanter vil stemme ud fra deres vælgeres ønsker, ikke donorernes. Jeg stemte ud fra mit valgdistrikts ønsker.

Når amerikanske medier siger, at det er krænkende at insinuere, at israelske lobbyister kontrollerer medlemmer af Kongressen, hvad er så din reaktion?

Jeg har personligt oplevet, hvordan AIPAC henvender sig til kongresmedlemmer. De var vrede, da jeg ikke ville snakke med dem. AIPAC intimiderer kandidater til Kongressen med krav til den politik, de skal støtte. Og de bruger penge som lokkemiddel. Mange lader sig friste, men jeg gjorde ikke. De brugte penge imod mig både i 2018 og 2020. Og i 2022 lykkedes det dem at besejre mig.

Mainstream-mediernes tavshed

Har massemedier interesseret sig for, at Israel-lobbyen kontrollerer kongressen, tyranniserer folk i fuld offentlighed og finansierer kampagner imod kandidater, der ikke støtter Israel?

Nej, den historie interesser dem ikke. Der har været uafhængige medier, som har fortalt historien. Men ingen større medier har researchet eller brugt ressourcer på problematikken. Jeg har ellers lovet journalister hjælp med at finde kilder, men ingen har påtaget sig opgaven.

Og det handler ikke bare om Israel. De store firmaers lobbyorganisationer arbejder bevidst for at rejse bestemte diskussioner. Olieselskaberne, medicinalvirksomhederne, den farmaceutiske industri, sundhedssektoren, den finansielle sektor, de store banker – de gør det samme.

Det er en standardiseret og almindelig praksis. Hvis man holder sig til deres emner, så får man tonsvis af penge. Hvis ikke er der ingen hjælp. Det forfærdende er, at de har magt og penge til at hindre lovgivningsarbejde.


Interviewet er oversat og bearbejdet af Troels Kristensen, Mikael Hertoft og Ole Wugge Christiansen.

Om skribenten

The Young Turks

The Young Turks

Amerikansk venstrefløjs-tv-program. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER