Tidligere redaktør for Solidaritet valgt som næstforperson i Dansk Journalistforbund
Solidaritets tidligere redaktør er valgt som ny næstforperson for Dansk Journalistforbund, efter hun gik til valg på at ville forbedre vilkårene for de mange løstansatte i mediebranchen. Solidaritet har talt med hende om, hvordan hun og Dansk Journalistforbund kan løse den opgave
Tidligere redaktør for Solidaritet Lise Møller Schilder blev mandag 28. april valgt til ny næstforperson for Dansk Journalistforbund (DJ).
Det står klart efter et valg ved fagforeningens delegeretmøde i Nyborg. Her fik hun 156 ud af 300 stemmer – og vandt dermed en klar sejr foran Sebastian Risbøl med 67 stemmer, Connie Bøgvad Schmidt med 40 stemmer og Maria Bech Trier med 37 stemmer.
Lise Møller Schilder er allerede gået i gang med arbejdet i det nye formandskab, hvor hun sidder sammen med DJ’s nyvalgte forperson Allan Boye Thulstrup.
Journalistforbundets nye næstforperson gik til valg på at forbedre forholdene for freelancere og andre løstansatte i mediebranchen.
Solidaritets nuværende redaktør har derfor talt med sin forgænger for at høre nærmere om hendes målsætninger i arbejdet for DJ.
Solidaritet: Tillykke med valget! Hvordan føles det?
Lise Møller Schilder: ”Mange tak. Det føles uvirkeligt, men også rigtig godt. Jeg er parat til at arbejde benhårdt for medlemmerne, og jeg har en masse gode ideer til, hvordan vi kan komme tættere på vores medlemmer og blive mere relevante for dem.”
Hvad vil du særligt arbejde for?
“Jeg blev valgt på, at vi skal hæve bunden af arbejdsmarkedet. Selvfølgelig skal man arbejde for alle medlemmer, men det kræver også, at man arbejder for at nyuddannede, vikarer, freelancere og løstansatte får bedre vilkår og betaling end i dag.”
Hvad kan DJ konkret gøre for at forbedre disse arbejderes vilkår?
“Det er vigtigt at organisere folk. Det er vigtigt at skabe netværk og faglige klubber på medierne – men også for de medlemmer, som ikke er fast tilknyttet et enkelt medie. På et presset mediemarked kan det være svært at lave de store, forkromede aftaler for alle. Derfor er det vigtigt at lave flere netværk, hvor de enkelte medlemmer og forbundet kan hjælpe hinanden til at få en retfærdig betaling for deres arbejde.
Men ud over en bedre løn er der andre sidegevinster – blandt andet i form af et bedre arbejdsmiljø. Mange freelancere og kommunikatører sidder og arbejder meget alene. Her kan det hjælpe på arbejdsmiljøet at mødes med andre fagfæller. Det kræver en investering, men det er en vigtig opgave for Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation, som er fagforeningens fulde navn.”
Har DJ ikke gjort det godt nok for freelancere indtil nu?
“Man har holdt freelancerne lidt ud i strakt arm. Måske har man ikke rigtig vidst, hvad man skulle gøre for at forbedre deres vilkår. Noget har man dog gjort: DJ har været gode i sager om ophavsret og gode til at hjælpe folk med at komme på kursus, når de skal en bygge en virksomhed op. FreelanceGruppen er også et godt netværk, men forbundet kunne fra centralt hold godt blive bedre til at facilitere netværk og lokale forhandlinger.”
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
