Tilbage til fremtiden? Anmeldelse af Jodi Dean: “Capital’s Grave. Neofeudalism and the new class struggle”

Der sker mange ting ude i verden lige nu: krig i Europa, folkemord i Palæstina og en uhørt udenrigspolitisk situation med verdens mest magtfulde aktør i centrum. Alt dette sker, imens den kapitalisme, som vi kender, er ved at forandre sig til noget radikalt nyt: neofeudalisme.

Det er i hvert fald den tese, som den amerikanske teoretiker Jodi Dean forsøger at artikulere og forsvare i hendes seneste bog Capital’s Grave: Neofeudalism and the New Class Struggle, der udkom sidste år på forlaget Verso.

Umiddelbart lyder tesen radikal i en verden, der synes at være mere kapitalistisk end nogensinde før. Men ser man godt efter, argumenterer Dean, bidrager denne accelerering af kapitalismen til at skabe noget fundamentalt nyt.

Eller næsten da. For pointen er, at den ændring – vi ser i kapitalismen verden over – er så voldsom, at den reintroducerer logikker, bevægelser og mønstre, som gjorde sig gældende i den samfundsform, den tidlige kapitalisme oprindeligt afløste. På den måde mener Dean ikke, at kapitalismen er regressiv, men i stedet ser vi gamle feudale logikker vende tilbage i moderne, nye klæder.

Monopol i stedet for markeder

En sådan ide kalder på en gennemgribende samtidsanalyse af den eksisterende kapitalisme og en fortolkning af de gamle feudale dynamikker. Det er bogens beskedne 175 sider ikke nok til.

Alligevel er bogen relevant og interessant. Ikke mindst fordi den skriver sig ind i den voksende litteratur og teoretiseren over de – efter nogles mening – voldsomme ændringer, kapitalismen gennemlever i disse år. Her tænker jeg blandt andet på Yanis Varoufakis’ Tecnofeudalism, McKenzie Warks Capital Is Dead: Is This Something Worse? og Grace Blakeleys Vulture Capitalism.

Men også fordi Dean virkelig formår at forklare med konkrete eksempler fra den eksisterende kapitalisme. Centralt er argumentet om, at de væsentlige logikker og dynamikker i kapitalismen (konkurrence, kapitalakkumulering, reinvestering og produktivitetsforøgelse) nu synes at være trådt i baggrunden og i stedet så småt bliver erstattet af den kapitallogik, der gjorde sig gældende i feudalismen. Akkumulation sker i dag i stigende grad uden om produktiv investering og tager i stedet form af renter, rovdrift og politisk favoriseret omfordeling.

Dean bruger Uber som eksempel. Hun viser, hvordan platformens forretningsmodel ikke sigter mod produktivitetsforbedringer eller teknologisk effektivisering i klassisk forstand, men mod markedsdominans og destruktion af eksisterende sektorer. Det klinger også af USA’s radikale højrefløjs idé – særligt Peter Thiels – om at erstatte konkurrence med markedsmonopol.

Kapital akkumuleres ikke ved at “udvide kagen”, men ved at sikre sig en større del af den eksisterende. Ofte sker det gennem politisk pres, juridiske undtagelser og aggressiv lobbyisme. Det samme mønster genfindes hos platforme som DoorDash og Airbnb, der ikke forbedrer markederne, men fragmenterer dem og forværrer de materielle betingelser for arbejdere og forbrugere.

Tiltalende analyse – mangelfulde svar

Hvor feudalisme traditionelt forstås som et system baseret på direkte fysisk og økonomisk tvang, og kapitalisme som et system baseret på markedets indirekte tvang, argumenterer Dean for, at denne forskel i stigende grad udviskes.

Politisk magt udøves ikke længere primært gennem beskatning og love, der gør sig gældende for alle i samfundet. Snarere er vi nu vidne til en magt, der operer gennem gebyrer, sanktioner og patenter, hvis omfang afhænger af din position i den samfundsmæssige orden.

Mens Deans argument er tiltalende, virker hendes politiske opfordringer og analyser af de kommende politiske kampe malplacerede og ude af trit med hendes egen analyse. I bogens afsluttende kapitler foreslår hun at centrere venstrefløjens politisk kamp om, hvad hun kalder ’universal basic services’, ligesom hun også advokerer for en tilbagevenden til de politiske partier som modstykke til den kommende neofeudalisme.

At understrege behovet for partier synes kontraintuitivt – netop fordi partier i feudalismen var uden for nogen som helst politisk magt eller indflydelse. Hvis fremtidshorisonten er en ny feudalisme, virker det som en dårlig ide at modarbejde den med instrumenter fra den ’gamle’ kapitalistiske verdensorden.

På samme måde synes fokus på de arbejdere og arbejdsdomæner, der forstås som service-arbejde (herunder sundhedsarbejde, men også service-jobs) at være en sympatisk overvejelse. Men at privilegere et bestemt politisk subjekt virker også modstridende med den måde, feudalismen undertrykker ikke blot enkelte grupper, men alle samfundslag, der ikke befinder sig i toppen af samfundet, eller kommer feudalherrerne til gode.

Men uanset om man accepterer betegnelsen neofeudalisme, tvinger Dean læseren til at virkelig at overveje – om kapitalismen så småt er ved at blive lagt i graven, eller om det blot er venstrefløjens feberdrøm.

Jodi Dean: Capital’s Grave: Neofeudalism and the new class struggle

Verso Books, 2025.

Læs mere på Verso Books’ hjemmeside.