Titusinder af demonstranter svøbt i smil, tårer, sol og Palæstinaflag

Et bølgende hav af rødt, hvidt, grønt og sort. Fra bittesmå Palæstina-flag i børnehænder, til voksennæver der krummer sig om store faner, som vinden rusker i.

Men dog ikke nær så voldsomt som det 60 meter lange og 8 meter brede, hjemmesyede banner – det krævede nok 80 par hænder til at fastholde det flotte kæmpebanner, så det ikke lettede og fløj fra vejen ved rytterstatuen og ud i kanalen. Det er første gang i mine 60 år som rød-grøn aktivist på venstrefløjen, at jeg har oplevet så kæmpestort et banner. Respekt for travle, palæstinensiske kvindehænder ved symaskiner!

Mens der hele tiden kommer myldrende flere deltagere og fylder demo’en og det meste af Slotspladsen op, begynder velkomsten og den første taler Amanda Radeljak, dansk skuespiller og kunstner, at skratte fra højtalervognen.

Blæsten gør det svært at høre ordene på afstand, men jeg fanger, at folkedrabet i Gaza er en af vor tids største forbrydelser mod menneskeheden – mod den palæstinensiske civilbefolkning. Mere end 60.000 palæstinensere er blevet dræbt og over 142.000 sårede.

Israel blokerer for nødhjælp – besættelsen bruger sult som våben

’Den israelske besættelsesmagt blokerer for al humanitær nødhjælp ind i Gaza. Besættelsen bruger åbenlyst sult som våben. Vi ser dagligt, palæstinensere enten bliver dræbt af sult eller massakreret i køerne til de israelske ‘nødhjælps-distributioner’.’

’Vi er vidner til, at verden omkring Gaza bevæger sig ind i en ny fase –flere og flere tager bladet fra munden og råber op, fordi situationen er så desperat,’ skrev arrangørerne i indkaldelsen til demonstrationen.

”Jeg har fået nok nu. Jeg har i mit liv været aktiv mod Vietnam og andre krige, mod Israels undertrykkelse og drab på palæstinensere både i Gaza og på Vestbredden. Jeg har været med i bevægelser og kampagner, men ikke noget parti. Jeg forstår, at Israel reagerede på Hamas’ terror- og gidsel-aktion 7. oktober for to år siden, men fortsat at sønderbombe Gazas boliger, hospitaler og arbejdspladser og civile til grusgrave er blodigt folkemord.

Da Mette Frederiksen-regeringen og socialdemokraterne ikke ville stoppe Terma våbensalget til den israelske krigsmaskine, så besluttede jeg aldrig mere at stemme på Socialdemokratiet”, siger Kirsten Eriksson, mens vi står ved siden af hinanden og holder det kæmpestore Palæstina-banner udstrakt.

Andre demonstranter nævner den seneste rapport fra FN-organisationen IPC (fødevaresikkerhed), hvor situationen i Gaza By betegnes som hungersnød – en halv million menneskers liv er ramt af »sult, nød og død«, mens en million flere mennesker lever i niveauet under hungersnød – som IPC kalder »katastrofe«.

Siden marts har Israel forhindret, at tilstrækkelige forsyninger kan komme ind i de belejrede områder; den menneskeskabte katastrofe kan kun udbedres, hvis Israel ændrer kursen med krigshandlinger i Gaza og sikrer adgangen til nødhjælp.

Det er for meget for almindelige mennesker – bred modstand nu

Jeg møder også Benedikte Toftegaard, som bobler over med en historie. Hun har dæleme lige på pladsen mødt sin tidligere direktør på Aller Press, som hun som tillidskvinde har siddet i mange hårde forhandlingsmøder med. ’Dig havde jeg ikke lige regnet med at møde som demonstrant med et barnebarn imod Israels krig mod palæstinenserne i Gaza,’ sagde hun til ham og hilste.

’Hvorfor ikke – det er jo ikke politik,’ svarede han.

Okay, sagde Bene konkluderende til mig – så ved vi, at modstanden mod den israelske krig og solidariteten med Palæstina er bred!

Kort efter hørte jeg en lille, men klar stemme råbe forstærket af en megafon bl.a.:

”From the river to the sea, Palestine will be free!”

Siddende på sin fars stolte skuldre opildnede den 7-8 årige dreng os andre demonstranter til at råbe med på 4-5 slagord!

Stærke sager med stemmekraft og smil.

Jeg kunne ikke finde min storebror

Jeg havde en aftale med min storebror om at mødes til demonstrationen. Det er sjældent, vi går sammen til demo, så jeg glædede mig til at se og gå med ham.

Men det var nemmere sagt end gjort.

Vi ringede sammen via mobil ved starten af demoen og aftalte at mødes i udkanten af folkemasserne mellem rytterstatuen og kanalen. Men jeg stod en lille time, også da folk var begyndt at gå i demonstration rundt om Kongens Nytorv og tilbage igen – uden at kunne finde brormand blandt de 40.000 protesterende og deres bølgende hav af Palæstina-flag.

Det er godt nok dejligt at være så mange krigsmodstandere samlet.