To sider af samme møgsag – fortalt i stereo

Metoo-sagen om formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard har et par år på bagen, men først i år udkom romanen Magt. Den er skrevet af Jakob Elkjær – pressechefen som håndterede sagen for FH, dengang Lizette Risgaard endte med at måtte forlade sin formandspost, fordi hun havde været seksuelt grænseoverskridende overfor en række unge mænd. Han har tidligere været pressechef for socialdemokraten Frank Jensen, da han var overborgmester i København.

Ifølge presseomtalen er Magt en nøgleroman om sagen. Hovedpersonen i Magt er pressechef i fagbevægelsen. Dermed er bogen skrevet fra en anden vinkel og i en anden genre end den anden bog om samme sag; selvbiografien Min version af Lizette Risgaard med samme sag som omdrejningspunkt. Sidstnævnte udkom sidste år, men blev først tilgængelig som lydbog på eReolen i år.

Jeg har valgt at anmelde lydbogsversionerne af begge titler, især da Min version læses op af Risgaard selv. Jeg var spændt på at høre, hvordan hun performede sin historie. Og nu er den så kommet på eReolen, ligesom Magt, så alle kan høre dem.

Begge bøger har lidt karakter af det, jeg kalder, “indbundne visitkort”. Det vil sige, at bøgerne i sig selv måske ikke er hovedsagen, selvom bogen som format låner autoritet til deres budskaber. Det er den type bøger, som skrives, for at forfatteren kan blive inviteret til at holde foredrag, ikke for at gå over i litteraturhistorien.

Stemmer fra magtens maskinrum

Jeg kan varmt anbefale, at man vælger Min version som lydbog – inklusive alle Risgaards forsøg på at vække medfølelse, fortælle joviale vittigheder og bagatellisere. Og med skiftet i tonefaldet, når hun giver indblik i lumsk planlægning af, hvordan hun får folk fyret.

Stemmen, kunstpauserne og de små grin er nogle steder understøttende, andre steder afslørende. At høre hende skaber spændende kontraster mellem det bogstavelige, det følelsesmæssige og det performative – og så alt det, som Risgaard prøver at overbevise lytteren om. Der er ikke altid harmoni. Det er modigt. Eller måske er hun ikke selv bevidst om mislydene.

Det kan man ikke sige om bogen Magt, som er indlæst af journalist Morten Rønnelund. Rønnelund har indlæst over 300 lydbøger. Han gør det godt og glat. Uden at det giver en ekstra dimension til værket. Selvom der er drama i bogen, og det ikke er usædvanligt, at især skuespilleruddannede indlæsere af lydbøger dramatiserer handlingen, er denne lydbog helt fri for forsøg på at gøre fortællingen mere scenisk og rollerne mere teatralske.

Det er no nonsense, selvom historien egentlig er fuld af følelsesmæssige op- og nedture. Måske er det bedre at læse bogen frem for at lytte til den – for at få den følelsesmæssige indlevelse, som bogen prøver at appellere til.

Rolex, røv og nøgler

I Magt ansættes hovedpersonen Asger som pressechef i “Industriforbundet”, som Connie Hansen bliver formand for. Han er gift med en tillidsrepræsentant og sygeplejerske og har to børn. Sønnen er plejekrævende psykisk syg og højskoleelev, mens datteren – der selv bliver udsat for krænkende adfærd på jobbet – er bogens repræsentant for den unge generation, der går ind i “bevægelsen”, som det hedder i bogen.

Asger, til gengæld, får som pressechef rollen som ham, der skal redde kastanjerne ud af ilden, når Connie har været fuld, dum og forfærdelig. Det hele ender med at koste ham både job og ægteskab.

Stilistisk er Magt en realistisk samtidsroman. Den er skåret efter en læst, som enhver ivrig romanlæser kender ud og ind. Men jeg tænkte mere end en gang på amerikanske sæbeoperaer om meget rige og magtfulde familier; altid i gang med en ny intrige, i en verden af forstillelse, kynisme og dekadent overforbrug. Hvorfor ikke en anden skønlitterær genre eller stil end en realistisk roman?

Jeg spørger, fordi romanformen med et stort persongalleri, og en dramatisk handlingsudvikling kræver, at man kan opbygge spænding og ikke mindst tegne nuancerede personligheder, hvis motiver og drivkræfter er troværdige.

Når man så tilmed prøver at skildre et miljø som fagbevægelsen, hvor politisk historiebrug er central for selvforståelsen og legitimationen af egen eksistens, arbejdsmetoder og alliancer, bliver det virkelig svært, for så skal der også researches på organisationspsykologi, historie og sociale forhold.

Hvis man læser eller lytter Magt som nøgleroman, bliver man skuffet. Analysen af fagbevægelsen, arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, som ligger til grund, er for udvendig til, at man kan tage en god debat om de emner på baggrund af bogen.

Behandlingen af begreber, organisationstyper, roller, relationer og henvisninger til noget, der kunne være den virkelighed, hvor vi går på arbejde og forandrer vores liv, mangler den klare relation mellem fiktiv henvisning og realitetsnær ramme. Den verden, man sender hilsner til gennem bogen, er tåget og uklar, uskarpt analyseret.

“Industriforbundet” er en lidt ubestemmelig faglig organisation, som hverken er en rigtig hovedorganisation eller et egentligt industriforbund. Uden for romanens verden ville det være to forskellige organisationstyper, men jeg tror ærlig talt, at Elkjær er ligeglad med den sociologiske og virksomhedshistoriske side af sagen. Her er en faglig organisation bare en faglig organisation, og så er detaljerne ligegyldige. Konsekvensen er, at jeg som læser taber nøglen, som skulle åbne døren fra romanen til verden udenfor.

I Magt er arbejderbevægelsen bare en bevægelse, uden nærmere specifikation, bortset fra at den har mange penge. Udenfor Magt er den historiske arbejderbevægelse et klart afgrænset udtryk for en bestemt historisk bevægelse i Danmark.

Så når hovedpersonen Asger hævder, at før i tiden styrede fagbevægelsen Socialdemokratiet, men nu styrer Socialdemokratiet fagbevægelsen, kommer det til at fremstå som underligt umotiverede påstande om verden. Der bliver ikke talt ind i konkrete, kritiske positioner i forhold til fagbevægelsens forskellige organisationer og virksomheder, eller til den historiske arbejderbevægelse.

Manglen på motivation understreges af, at mange af personerne i romanen angiveligt altid har drømt om at arbejde for arbejderbevægelsen. Hvorfor i alverden har de det? Det er ikke udelukkende, fordi persontegningen ikke når dybere, at det er svært at forstå. For i Magt er “Industriforbundet” ligesom partiet reduceret til et intrigehelvede, hvor pamperne, når de ikke slås eller underløber hinanden – eller gramser – i YSL-jakkesæt og Rolex-ur, bestiller vin til en prop-pris på 400 euro, mens de er til international konference med de mest fattige og udsatte grupper på arbejdsmarkedet som tema.

Det er jo ikke en analyse. Det er en stereotyp historie om de dekadente folk i fagforeningerne, der æder, drikker og horer som svin, imens de spenderer på medlemmernes regning og behandler hinanden og deres ansatte dårligt. Og den historie skaber altså ikke samfundsdebat, bare medlemsafdrift.

I Krifa horer og drikker de i det mindste ikke… tænker jeg som læser, uden rigtigt at tænke det, for jeg er jo ikke den forargede BT-læser og husar, men på jagt efter en skønlitterært reflekteret diskussion af bevægelsernes konkrete udfordringer. Jeg får den bare ikke.

Trolde til debat

Efter romanen har journalist Jakob Elkjær annonceret, at han vil holde foredrag om sine erkendelser i forbindelse med krænkelsessagen, som ledte til Risgaards fald. De foredrag kommer ikke til at handle om fagbevægelsen eller arbejderbevægelsen, men om brugen af kommunikatører som brandslukkere og kriseberedskab i forbindelse med krænkelsessager og andre skandaler i virksomheder og organisationer.

Jeg ville ønske, at han i stedet havde skrevet en debatbog. For i de passager i bogen, hvor man kommer tættere på kommunikatørernes rolle, bliver bogen virkelig interessant. Her drejer det sig om, hvordan branden slukkes, hvem der kaldes ind, når der er ild i hytten og hvem der får skylden, når det hele brænder sammen. Uden at sige for meget, så er der dele af den side af historien i Magt, som er pænt ubehagelige. Det er helt klart, når Elkjær skriver om sin egen faggruppe, at han har bedst tag i mig som lytter.

For eksempel når bogen, måske – igen, det er en roman – afslører brugen af troldehære i sociale medier for at ændre stemningen omkring en sag. Eller når den viser, hvordan kommunikatørerne også bruger kampagnemetoder mod hinanden. Man må selv læse Magt og overveje, hvad det indebærer, hvis alt det, der står om kommunikatørernes metoder i fagbevægelsen og andre politisk styrede organisationer, er sandt. Men det fylder desværre for lidt i bogen, så man er nødt til at læse igennem alt muligt andet for at nå ind til det.

Efter bogens udgivelse holder Jakob Elkjær debatorienterede foredrag om sine erfaringer med kommunikatørens rolle som brandslukker. Jeg vil i hvert fald gerne anbefale Elkjærs foredrag, og så kan man jo spørge ham, om det der står i bogen om fagbevægelsens og Socialdemokratiets uetiske brug af kommunikation er sandt. Jeg er til gengæld ikke så sikker på, at jeg anbefaler ham at skrive endnu en roman.

Fra stenbro til klippetop

Min version er til gengæld et studie i selviscenesættelse på godt og ondt, og skriver sig ind i den bedre ende af de mange politiske selvbiografier, som dansk faglitteratur er så rig på. Ikke mindst fordi bogen rækker videre end til bare at handle om hende. Den rækker helt ind i fagbevægelsens krise, som en fortælling om, hvad der ifølge hendes version skulle til for at komme til tops i den bevægelse, og hvad der gik tabt på vejen.

Lizette Risgaards bog kan, netop på grund af hendes sammensathed som person, læses og lyttes på mange måder. Bogen er blevet kritiseret for sine sceneskift og fortællingen om hendes liv. Men jeg synes, at det er en stor styrke, fordi det giver et dybere indblik i sammenhænge og brud i hendes identitet og selvforståelse i en bevægelse. Jeg tror ikke, at hendes identitetsforvirring er unik, men tværtimod symptomatisk for krisen i den del af fagbevægelsen, som hun er en del af.

Lizette Risgaard har alle de typiske danske arbejder-identitetsmarkører med i sin fortælling. Der bliver slidt og slæbt i familien. Hun vokser op på Nørrebro, går i folkeskolen, hører heavy metal og flytter til Vestegnen. Der bliver bestilt mad på grillen med ekstra salatmayo. Svigerdatteren er SOSU, og familiehunden er et gadekryds. Risgaard har også en bror, der blev bortadopteret på grund af dårlig økonomi. Den socialdemokratiske partibog er i orden.

Det er en klassisk dansk arbejderfamiliehistorie med et forbrugsmønster, som passer så perfekt til alle de socialdemokratiske arbejderklichéer, at det næsten fremstår hult. Hvorfor er der ikke bare en enkelt, der er parkeret på kontanthjælp, har læst arkæologi, er blevet børsmægler, lytter til klassisk musik, har giftet sig med en iraner eller set lyset hos Jehovas Vidner?

Hvordan blev magtmennesket Lizette skabt?

Arbejderidentiteten og forbrugsvalgene er på plads, men hvordan blev magtmennesket Lizette skabt? Intet i hendes opvækst tyder på, at hun har været i et hårdt miljø eller har været særligt rivaliserende eller ambitiøs, da hun var ung. Efter skolen starter hun beskedent. Hun bliver rengøringsassistent i en fagforening. Siden bliver hun kontorassistent, også i en fagforening. Det går godt. Hun bliver tillidsrepræsentant. Helt almindeligt. Hun bliver gift med Hr. Risgaard. Igen, ganske normalt. Hun tjener gode penge nok til at købe hus.

Men så kommer alle intrigerne i fagbevægelsen. Og de bliver værre og værre, jo tættere hun kommer på toppen. Der bliver brugt mobningsmetoder, som er kendt fra den del af arbejdsmarkedet, hvor der er karriere, penge og magt at komme efter. Det er tilbageholdelse af information, fratagelse af opgaver, udelukkelse fra beslutningsprocesser, ondsindet sladder, karaktermord og så videre – det vil sige mobning, som måske ikke er direkte rovmobning, men som efterlader folk på en meget kold og ensom perron, de ikke kan komme videre fra, medmindre de gør sig hårde og dygtige til at spille det samme spil.

Jeg sidder som lytter tilbage med det indtryk, at det er fagbevægelsen og ikke opvæksten på stenbroen, der har forhærdet Lizette Risgaard. Men er det i virkeligheden, fordi Risgaard med en bitter smag i munden ønsker at give mig det indtryk, at det er de andres skyld, at hun blev nødt til at være hård ved dem og blive almægtig? Tvivlen er interessant både specifikt i portrættet af hende som et sammensat menneske og mere generelt som udtryk for indre konflikter i bevægelser, der gerne vil gøre det så godt.

Generel forhærdelse i en bevægelse, hvis formål skulle være et bedre samfund, er meget værre end for mange sekunders berøring lidt over eller lidt under halebenet. Lyspunktet er, at hun alt til trods faktisk nævner, at der er nogle folk omkring hende, som siger fra. Så får man i det mindste nogle nuancer med, selvom hun affejer de stemmer, der siger hende imod.

Bogen viser, at hendes evne til at sætte sig i arbejdsgivernes sted har fået hende til at smelte helt sammen med dem, da hun bliver fagboss. I det sekund bruger hun alle tricks i bogen mod sine egne folk og mod dem, som hun ønsker at rydde af vejen. Helt uden empati og almindelig anstændighed. Og det er her bogen bliver virkelig ubehagelig. Men det er også her, man skal høre lydbogen frem for at læse.

Hun fortæller om, hvordan der blev klappet og hygget den aften, hun blev valgt. Og så kommer udsagnet, man skal lytte efter: “De vidste ikke, hvad der ville ske næste dag”. Måden, som det bliver sagt på, er hele lydbogen værd. “De” er de mennesker, som hun med en gennemført kynisk plan ville skille sig af med. Jeg får som lytter hele planlægningsprocessen og selve realiseringen af planen serveret råt for usødet. Med alle afslørende betoninger.

Når man hører Risgaards version, kunne man godt frygte, at hun ønsker mere magt til arbejdsgiverne i fyringssager – med isolation af den enkelte i fyringsrunder, hvor den fyringstruede står helt uden forhandlingsmuligheder, uden bisidder eller mulighed for at protestere, tale med en tillidsrepræsentant eller bare knibe en tåre sammen med en gammel kollega, inden den fyrede forlader sin arbejdsplads for sidste gang.

For en repræsentant for fagbevægelsen er det ønske en kæmpe selvmodsigelse og netop derfor interessant at gå i dybden med, fordi selvmodsigelsen også siger meget om organisationspsykologien i det her.

Klassekamp som kostumevalg: Risgaards paradokser

I Min version erklærer Lizette Risgaard rask væk, at hun tilhører arbejderklassen, selv efter at hun er trådt tilbage fra sin post som formand for FH. Efter skandalen er hun endt som medlem af bestyrelserne for Arbejdernes Landsbank og Arbejderbevægelsens Kapitalfond – udpeget af FH som plaster på såret. De to bestyrelsesposter tjener hun en lille halv million om året på, deklarerer hun i bogen.

Marx ville have klæbet mærket “kapitalist” på sådan en kapitalforvalter. Og altså i modsætning til arbejderklassen. Her er et af en lang række socialdemokratiske paradokser skåret ud i pap. På lignende paradoksal vis kalder Lizette Risgaard sig selv “en kvinde fra erhvervslivet”, da hun har rollen som formand for hovedorganisationen FH. Så FH er altså erhvervslivet? Jeg var så naiv at tro, at erhvervslivet var Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Dansk Erhverv.

At være fra arbejderklassen tolkes ikke ind i mønstre forbundet med økonomiske relationer og magtrelationer. At være klassebevidst er i Min version det samme som at træffe et selvbevidst valg af rekvisitter og iscenesættelse. At være klassebevidst handler ikke om erkendelser af en underordnet position eller en særlig form for økonomisk afhængighed. Ej heller om solidaritet med dem, der har en underordnet position i forhold til en selv, når de kommer for tæt på.

Det indtryk af Risgaards samfundsforståelse forstærkes, når hun omtaler MeToo-sagen. Hun er meget optaget af ikke at lade sig lede af “folkedomstolen” eller “folkedybet”. Men hov, det er jo det selvsamme “folkedyb”, som hun mobiliserer til kamp for bevarelse af store bededag. Hendes mistro til “folkedomstolen” oser af den samme mistro til demokratiet, som hersker på den mest konservative fløj i dansk og international politik. Det bliver stadig mere pinagtigt, når hun igen og igen spørger sig selv, om hun nu er blevet Danmarks mest magtfulde kvinde.

Da hun har nået toppen, har hun en tjener på hver hånd. Det reflekterer hun ikke over. De underordnede – herunder de personer fra MeToo-sagen, som hun igen og igen hænger ud i bogen – har i sagens natur ikke personlige assistenter, eksterne bureauer, dyre advokater, kommunikationschefer, sekretærer og vagter til rådighed. Det har man heller ikke, hvis man tilhører arbejderklassen. Jeg siger det bare, da Risgaard tydeligvis har glemt det.

Er det en hovedkonflikt i den socialdemokratiske selvbevidsthed og samfundsforståelse, som den har udviklet sig op gennem det 20. århundrede, at man ikke rigtigt kan finde sig til rette på den ene side i klassekampen eller ved den ene side af bordet i forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder? Det vil nogle mene.

Det kan være en styrke at kunne sætte sig ind i tankegangen og interesserne på den anden side af bordet, når der skal planlægges strategi og taktik i en forhandlingssituation. Men identifikationen er her kammet over og blevet til identitetsforvirring. Og det går i høj grad ud over hendes troværdighed.

Jeg vil varmt anbefale Min version som personportræt og som et krisebillede af den vigtigste bevægelse i Danmark.

---

Begge bøger kan lånes på eReolen. (Jeg er ikke så vild med salgsreklamer, meget mere vild med biblioteker).

Risgaard, L., & Baastrup, S. (2024). Min version. Grønningen 1. ISBN: 978-87-7339-397-0 https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis:139912845

Elkjær, J. (2025). Magt. Gyldendal. ISBN: 978-87-02-41061-7 https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis:140675024