Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
17. januar. 2022

Togtrafik er en central del af løsningen på klimaproblemet

Der er et kæmpe potentiale for at reducere CO2-udledningen ved at satse på bedre offentlig transport, og fx udbygge og investere i tognettet. En gåde, at regeringen hænger fast i forestillingen om grøn flytrafik, skriver Pernille Loumann.

Train Head. Maleri af Viet Ta.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Det er tirsdag morgen på Valby station. Folk stimler sammen i halvmørket på perronen med blikket fast rettet mod informationsskærmene. Også jeg, der som vanligt skal på arbejde i Trekroner, står og skutter mig og følger nervøst med i udviklingen på skærmen. Toget mod Næstved kl. 7.42 er aflyst. Næste afgang 8.12 er 10 minutter forsinket. En mand går hvileløst rundt og suger på en e-cigaret. ”Hvor er det bare typisk. Jeg skal til eksamen i dag,” siger han til en ung kvinde, der smiler høfligt som svar.

To minutter før det forsinkede tog skal ankomme, skifter informationen på skærmen. Denne afgang er nu også aflyst uden nærmere forklaring. ”Helt ærligt! Nu er det fandme for meget!” udbryder en gråhåret dame bag sit mundbind og marcherer hen mod udgangen. Måske har hun endegyldigt opgivet at komme afsted i dag. Måske går hun op for at finde en taxa.

“Ifølge tænketanken Concito udleder togrejser kun ca. en tredjedel så meget CO2 pr. personkilometer som benzin- og dieselbiler. Der er altså en stor klimamæssig gevinst ved, at så mange som muligt tager toget i stedet for bilen.”

Lidt efter ankommer et forsinket intercitytog i stedet for det aflyste regionaltog. De der skal til Roskilde og Ringsted går prøvende ind i én af vognene. Men straks lyder et højtalerudkald inde i toget: ”Dette er intercitytoget mod Fyn og Jylland. På grund af coronasituationen SKAL alle passagerer have gyldigt coronapas og pladsbillet. Passagerer, der ikke har et gyldigt coronapas og pladsbillet, vil få udstedt en kontrolafgift på 750 kroner”. Folk forlader opgivende toget igen og tager plads på perronen, hvor der nu har bredt sig en irriteret mumlen. Folk deler forarget information med hinanden om, hvor længe de har stået her, og hvor ofte de har oplevet dette.

Mange ønsker klimavenlige transportløsninger

Tog er den suverænt mest miljøvenlige form for transport. Ifølge tænketanken Concito udleder togrejser kun ca. en tredjedel så meget CO2 pr. personkilometer som benzin- og dieselbiler. Der er altså en stor klimamæssig gevinst ved, at så mange som muligt tager toget i stedet for bilen. Og danskerne går faktisk op i at rejse klimavenligt. Undersøgelser tyder på, at rigtig mange danskere gerne vil transportere sig mere klima- og miljøvenligt, end vi gør i dag.

Problemet er, at offentlig transport har fået et dårligt ry. Med god grund. Togbilletter er dyre, og tog er ofte ikke til at regne med. Når det sner, kan dørene ikke lukke, og så kan toget ikke køre. Når der er sporarbejde, opstår der kaosagtige situationer omkring togbusser, som ikke har pladser nok, og som forlænger rejsetiden betragteligt. Og så er der signalfejl og fejl på materiel eller alle mulige andre slags fejl. Alt i alt er det med til at give et indtryk af, at offentlig transport ikke er noget, man kan regne med. Hele 53 % af befolkningen vurderer ifølge Tænk, at offentlig transport ”slet ikke” eller ”i mindre grad” kan opfylde deres behov for transport til og fra arbejde og uddannelse. Det skyldes naturligvis ikke kun forsinkelser, men også det generelle antal af afgange, afstand til stationer osv.

Der er altså virkelig potentiale for forbedring for så vidt angår offentlig transport, og det er en gåde, at der ikke i Danmark bliver satset langt mere på især togtrafik som en løsning på klimaproblemet. Det er som om, politikerne har stirret sig blinde på el- og hybridbiler, som har vist sig at give en langt mindre klimagevinst end først antaget. Regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten indgik i december 2020 Aftale om grøn omstilling af vejtransporten i Danmark. Med aftalen blev registreringsafgiften ændret for at øge danskernes incitament til at købe såkaldt grønne biler. Og det billede, der tegner sig, er, at der samlet set er kommet markant flere biler på vejene i Danmark, og at mange familier har anskaffet sig en elbil som bil nummer to. Faktisk er antallet af personbiler i Danmark steget med ca. 46 pct. siden årtusindeskiftet. Det kan ikke betegnes som nogen succes set ud fra et klima- eller et trængselsperspektiv.

Og nu taler statsministeren så om, at danskerne inden 2030 skal kunne ”flyve grønt”, når vi flyver indenrigs. Det er en vanvittig prioritering. For det første er det pr. definition ikke grønt at flyve. For det andet viser Mette Frederiksen og Socialdemokratiet – igen – en helt utilstrækkelig vilje til at gøre noget ved et meget presserende problem ved at skubbe løsningen otte år ud i fremtiden. Almindelige mennesker har meget sjældent brug for at flyve indenrigs. Almindelige mennesker har brug for at kunne regne med, at de kan tage toget på arbejde til hverdag og komme til tiden. Det kan de ikke i dag.


Om skribenten

Pernille Loumann

Pernille Loumann

Socialrådgiver bosat på Nørrebro. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER