Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
28. juni. 2025

Topmøde i NATO: Et absurd teater hylder den stærkestes ret

NATO-topmødet var endnu et skridt i den forkerte retning. I dets begejstring over USA’s folkeretsstridige angreb på Iran hyldede mødet princippet om, at den stærke har ret. Det glæder sikkert Putin, skriver Finn Sørensen i dette indlæg

Rutte Trump
Mark Rutte og Donald Trump til NATO-topmøde i Haag. Foto: NATO / https://www.flickr.com/photos/nato/54611909422/

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

NATO-topmødet onsdag 25. juni var fuldstændig absurd teater. Medlemslandenes chefer kravlede på knæ for at slikke Trumps støvler. Forrest kravlede Generalsekretær Rutte med skamløs ros til Trump for hans uprovokerede angreb på Iran, selv om der er tale om et groft brud på regel nr. 1 i international lovgivning: Det er forbudt at bruge våben mod et andet land, medmindre man selv bliver angrebet.

Selvfølgelig skal Iran ikke have atomvåben; det er der ingen der skal. Men det forhindrer man ikke ved at bombe – det forhindrer man ved at forhandle og indgå aftaler med dem. Ved selv at gå i spidsen og vise sin vilje til at begrænse produktion og anvendelse af dette frygtelige våben.

Danmarks statsminister Mette Frederiksen deltog i hyldesten af Trump, og havde ikke den mindste kritik af USA’s og Israels brud på folkeretten i Palæstina. Så her tog Putin et stik hjem – det er den stærkestes ret, der gælder, lige efter hans hoved.

Et knæfald for Putin

Putin har heller ikke spor imod at blive gjort til syndebuk for en fuldstændig hæmningsløs oprustning fra Natos side. Det gør det så meget nemmere for ham at få den russiske befolkning til at støtte hans egen vanvittige oprustning og krig imod Ukraine.

Putin er næppe glad for at topmødet fastholdt den militære støtte til Ukraine, men han kan da glæde sig over, at det i topmødeerklæringen har en meget beskeden plads, og at han i modsætning til de seneste års Nato-topmøder ikke blev stemplet som aggressoren. Endnu et knæfald for Trump.

Putin ryster heller ikke i bukserne over at topmødet fastholder musketéreden i NATO-pagtens paragraf 5. Trump har jo selv sagt – så sent som i går – at den jo kan “defineres på mange måder”, ligesom han åbenbart ikke mener, at paragraf 5 er en hindring for at USA annekterer Grønland. – hvad Mette Frederiksen selvfølgelig heller ikke fandt anledning til at tale imod.

Endnu et skridt i den forkerte retning

“Absurd teater” er nok for pænt et udtryk. Det er jo noget med en vis underholdningsværdi. Men der er ingen underholdningsværdi ved et topmøde, der i den grad bakker op om den stærkestes ret på bekostning af den folkeret som det store flertal af verdens lande har så hårdt brug for – nemlig regler der kan stække stormagternes og stærkt bevæbnede slyngelstaters grænseløse adfærd bare en lille smule. Vi står i den alvorligste internationale situation efter anden verdenskrig, hvad det angår.

NATO-topmødet er endnu et skridt i den forkerte retning. Selvfølgelig skal medlemslandene være i stand til at forsvare sig selv. Men vi har ikke brug for oprustning i det vanvittige omfang, som Trump og Mette Frederiksen i forening nu har påtvunget os og de andre medlemslandes befolkninger.   

Det mest skræmmende ved topmødet var nok, at der slet ikke blev sat ord på dette nærliggende spørgsmål: Hvad forestiller NATO-lederne sig egentlig, at der skal ske på den anden side af den voldsomme oprustning og skærpelse af konflikter over alt på kloden?

Selv i de mest tilspidsede situationer under den “kolde krig” var der luft til i det mindste at nævne muligheden af forhandlinger og en sjælden gang også at indgå aftaler, der pegede i retning af afspænding, gensidig nedrustning og begrænsning af atomvåben.

Det viser så til gengæld, at det kan godt lade sig gøre, hvor håbløst det end kan virke i den aktuelle situation. Vi må gøre vores til, at Danmark – som et land, der om noget har brug for FN´s regelværk om anstændig opførsel stater imellem – giver et stærkt bidrag til at den slags kommer på dagsordenen igen. Alternativet er ikke rart at tænke på.

Om skribenten

Finn Sørensen

Finn Sørensen

Tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten (2011 - 2019). Medlem af partiets hovedbestyrelse. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER