Tre bud på et klart dansk modsvar til Trumps trusler
Lad være med at godkende USA’s nye ambassadør. Stop aftalen om amerikanske baser. Brug pladsen i FN’s Sikkerhedsråd. Sådan kan Danmark aktivt svare på Trumps trusler mod Rigsfællesskabet. Det skriver Tue Magnussen i dette indlæg
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Siden Donald Trump i januar gjorde sit indtog i Det Hvide Hus, har det dansk-amerikanske forhold gennemgået en yderst markant ændring. Trump-administrationens aggressive udtalelser og folkeretsstridige trusler mod Grønland og Danmark er uden sidestykke.
Til at starte med holdt regeringen lav profil, var fodslæbende og yderst spag. Andre måtte gå i spidsen for at formulere et dansk-grønlandsk modsvar til præsident Trumps trusler mod Grønland.
Bred modstand i samfundet
Modstanden har fundet udtryk fra folkelig boykot af amerikanske varer via støttedemonstrationer for Grønland til krav om lukning af det amerikanske konsulat i Nuuk – samt en udtalt folkelig modstand mod de dansk-amerikanske baseaftaler.
Det har især afspejlet sig i flere meningsmålinger med en gennemgående modstand mod baseaftalerne. Det kom tydeligt til udtryk i Jyllands-Postens meningsmåling fredag 28. marts, hvor to tredjedele af dem, der har taget stilling, erklærede sig imod den dansk-amerikanske baseaftale, mens tilhængerne kun kunne mønstre en tredjedel.
Den helt rimelige kritik af USA og Trumps udenrigspolitik har yderligere fundet bred grobund. Selv toneangivende borgerlige koryfæer som Søren Pind, Bertel Haarder og Jarl Cordua har afsvoret deres hidtil grænseløse begejstring for og uforbeholdne støtte til USA.
Først under besøget i Grønland blev statsminister Mette Frederiksen lidt mere klar i spyttet. Med udgangspunkt i folkeretten belærte hun pædagogisk amerikanerne: ”Landegrænser, staternes suverænitet, territoriernes integritet. Det er rodfæstet i international ret. Det er fundamentale principper. Man kan ikke annektere andre lande. Heller ikke med et argument om international sikkerhed.”
Vicepræsident J. D. Vances reaktion kom hurtigt og viser, at USA ikke har opgivet Donald Trumps planer om en annektering af Grønland. Tværtimod. Såvel Trumps trusler som Vances udspil viser, at både en annektering af Grønland og begrundelsen med henvisning til såvel USA’s som international sikkerhed fortsat er på amerikanernes dagsorden.
Derfor er det vigtigt, at offentligheden kræver, at den danske regering nu konkret udmønter statsministerens principielle kritik. Først og fremmest bør regeringen huske, hvad Trump startede sit felttog mod Grønland og Danmark med.
Afvis USA’s nye ambassadør
I et opslag lillejuleaften 2024 – allerede før sin tiltræden – meddelte Trump, at han havde udpeget forretningsmanden og tidligere ambassadør i Sverige, Ken Howery til ny amerikansk ambassadør i Danmark.
Udnævnelsen skete med ordene: ”Ken vil gøre et vidunderligt stykke arbejde med at repræsentere USA’s interesser”, som præciseredes til ”ejerskab og kontrol over Grønland”. Trump udelukker vel at mærke fortsat ikke brug af økonomisk eller militær tvang for at sikre, at Grønland bliver en del af USA.
Nu afventer udnævnelsen Senatets godkendelse. Men det vurderes blot at være en formalitet. Derpå fremsender USA udnævnelsen til den danske udenrigsministers godkendelse.
Men med et sådant kommissorium og Trumps trusler om tvang og senest told på danske varer bør Lars Løkke Rasmussen nægte at godkende udnævnelsen eller i det mindste kræve en ændret opgavebeskrivelse for ambassadøren. Et modsvar, der tillige både er diplomatisk korrekt, og som ikke kan misforstås.
Stop eller udskyd aftalen om amerikanske baser
For det andet bør regeringen udskyde Folketingets anden- og tredjebehandling af aftalen om amerikanske baser i Jylland. Førstebehandlingen 11. april rejste flere spørgsmål, end den besvarede.
Aftalens uopsigelighed i 10 år, uklarhed om jurisdiktionen vil være dansk eller amerikansk, om suverænitetsafgivelsen er i overensstemmelse med den danske grundlov, den manglende danske adgang til inspektion af baserne for våben eller ulovlige klyngebomber samt baserne som oplagte bombemål har skabt en folkelig modstand – i skarp kontrast til det, der efter førstebehandlingen tegner til at blive et flertal i Folketinget for baseaftalen.
Men flere af partierne bag flertallet for baseaftalen understregede under folketingsdebatten, at timingen for aftalen er yderst uheldig, og at de helst ser, at den videre behandling udskydes.
En udskydelse af baseaftalen er derfor yderst velbegrundet og vil muliggøre en afklaring af de mange ubesvarede spørgsmål.
I baseaftalen siges det, at Danmarks internationale forpligtelser skal respekteres. Derfor bør Danmark snarest ratificere FN’s traktat om forbud mod atomvåben og derved gøre traktaten til en del af Danmarks internationale forpligtelser – og således medvirke til at hindre at der kommer atomvåben på de amerikanske baser i Jylland.
Det vil være et fornuftigt konkret dansk modsvar mod Trumps aktuelle udenrigspolitik.
Brug pladsen i Sikkerhedsrådet
For det tredje bør Danmark bruge sin plads i FN’s Sikkerhedsråd til at skabe opbakning om Grønland, men også støtte andre af de lande, som har mærket Trumps skærpelse af det amerikanske hegemoni, for eksempel Panama, Mexico og Canada.
Regeringens forsøg på opbakning i Norden og EU har utvivlsomt været meget fornuftigt. Men hvis Danmark også tør bruge sit sæde i FN’s Sikkerhedsråd, kan det for alvor varsle nye tider.
Derved kan Danmark bidrage til, at folkeretten og internationale konventioner bliver grundpiller i den internationale retsorden, som med Trump-administrationen for alvor er kommet under et alvorligt internationalt pres.
Opgavekommissoriet for den ny USA-ambassadør bør ændres, den videre folketingsbehandling af baseaftalen bør udskydes, og Danmark bør i FN eksplicit bakke op om Grønland og andre lande, som udsættes for USA’s trusler – for derved aktivt at bidrage til, at folkeretten igen bliver grundpille i den globale retsorden.
Dele af artiklen er tidligere indgået i et kortere læserbrev 12. april 2025 i Jyllands-Posten.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
