Trepartsaftalen er dyrt betalt

Aftaleparterne var ikke karrige med roserne, da resultatet af de langvarige trepartsforhandlinger på det offentlige velfærdsområde blev præsenteret mandag 4. december: “En fantastisk aftale, “en vigtig aftale”, “en saltvandsindsprøjtning til vores velfærdssamfund”, lød det fra arbejdsgivere, regering og de faglige organisationer. Aftalen indeholder lønløft til udvalgte grupper, og den påstår at kunne løse rekrutteringsproblemerne i kommuner og på hospitaler.

Politiken kalder det i sin leder fra 4. december en modig beslutning og mener, at de grupper, der har ”brokket” sig mest, er blevet belønnet. 

Som sygeplejerske må jeg sige: Nej, Politiken, sygeplejersker har ikke brokket sig. Vi har – sammen med andre store kvindedominerede forbund – påpeget en systematisk historisk og strukturel betinget uligeløn mellem områder med mange kvinder ansat over for de områder med mange mænd. Og vi har kæmpet en kamp for at få den uretfærdighed væk og opnå ligeløn. 

Store modydelser for højere løn

Ligelønsdagsorden blev som bekendt forsøgt ignoreret med nedsættelse af Lønstrukturkomitéen, så det var forventeligt, at den ikke var i fokus i trepartsforhandlingerne. Med regeringens udmeldinger forud for forhandlingerne var det også forventeligt, at aftalen ikke blev en dans på roser. Det har desværre vist sig at holde stik. Set i min optik er aftalen værre end forventet. I hvert fald for sygeplejersker.

Rigtig nok er der lønmidler i aftalen til de store kvindegrupper i dele af den offentlige sektor, men det præciseres samtidig, at det er de konkurrenceudsatte private erhverv, der sætter rammen for lønudviklingen. Desuden er lønmidlerne på sygeplejerskeområdet fulgt op af store modydelser.

Der er tale om modydelser, som sygeplejersker har kæmpet mod i årtier. Det går ud over arbejdsmiljøet hos ikke kun sygeplejersker, men også andre kvindegrupper på hospitalerne som jordemødre og social- og sundhedsassistenter.

Mennesker er ikke drevet af økonomi alene

Logikken i aftalen synes at være, at mennesker er drevet af økonomiske incitamenter.

Arbejdslivsforskningen viser imidlertid, at det ikke er tilfældet. Et godt liv er lige så vigtigt, og vi finder hver især vores veje til at opnå det. I forvejen er de store velfærdsområder afhængige af, at de ansatte strækker sig langt for at få enderne til at mødes og sikre en god kvalitet. Den fleksibilitet og arbejdsbelastning skal øjensynligt spændes endnu længere ud nu.

 En del af lønmidlerne skal tilskynde til at arbejde i vagter. De lønmidler er betinget af, at en markant større andel af de ansatte, som varetager plejeopgaver på hospitalerne, skal tage vagtarbejder. Det kan lyde fint, fordi udgangspunktet er, at flere skal dække vagtbyrden.

Paradokset er imidlertid, at aftalen samtidig er skruet sådan sammen, at der: “skal være en tydelig sammenhæng mellem antal præsterede vagter uden for normal arbejdstid og medarbejdernes honorering”. Jo flere vagter, jo flere penge er logikken. Det sker samtidig med, at aftalen ønsker flere på fuld tid.

Gennem mange år var kravet fra fagbevægelsen ellers, at skifteholds-ansatte skulle arbejde færre timer, fordi det slider på kroppen at arbejde i skift. Man løser næppe rekrutteringsproblemerne ved at presse arbejdskraften mere.

Sygeplejestuderende tages som gidsler

En anden del af trepartsaftalen giver et tillæg til sygeplejersker efter 4 års beskæftigelse. Men som modydelse kræves det, at regionerne skal kunne anvende sygeplejerske-ressourcerne på tværs indenfor hospitalerne. 

Sygeplejersker er i dag højt specialiserede, hvad flere gode eksempler blandt andet i Politiken har vist. At flytte sygeplejersker rundt efter arbejdsgivernes forgodtbefindende fører intet positivt med sig. Tværtimod forringes kvaliteten af arbejdet og arbejdsmiljøet.

En anden pris, der skal betales for tillægget, er, at de sygeplejestuderende skal ansættes i deres sidste lange praktikperiode. Målet er formentligt at skabe mere arbejdskraft og at vænne de studerende til de hårde arbejdsvilkår. Det er ganske enkelt sørgeligt, at de studerende tages som gidsler på denne måde.

Incitamenter fra den neoliberale værktøjskasse

Det er meget svært at forstå denne aftale som andet end endnu et forsøg på at udnytte en personalegruppes i forvejen store fleksibilitet, hvor arbejdet allerede er intensiveret og arbejdstempoet opskruet.

Det er en aftale, der lægger yderligere til den produktionslogik hentet fra private industrivirksomheder, som allerede i mange år har præget hospitalerne. Det underbygges af, at aftalen lægger op til øget brug af lokalløn og mere fleksibel løndannelse, altså mere splittelse og individualisme. Disse redskaber findes også i den neoliberale værktøjskasse, og de fremmer bestemt ikke hverken ligeløn eller et godt arbejdsmiljø.

Kronen på værket er, at aftalen i 2024 fratager enkeltorganisationer mulighed for at stemme nej, idet aftalen anmoder forligsmanden om, at alle aftaler optages i et samlet mæglingsforslag. Denne sammenkædning vil betyde, at hver enkelt gruppe ikke har mulighed for at konflikte.

Det giver arbejdsgiversiden en god mulighed for at spekulere i et forhandlingsresultat, som kan stemmes hjem, men som ikke tilstrækkeligt imødekommer grupper med særlige problemer og behov. Så det er en aftale, der forringer arbejdsmiljøet, styrker den lokale arbejdsgiverrolle og begrænser enkeltorganisationers mulighed for at strejke.

De faglige organisationers forhandlere peger på, at aftalen skal ses i sammenhæng med de kommende overenskomstforhandlinger. Med denne trepartsaftale som udgangspunkt er det ærligt talt bekymrende.