Trine Pertou Mach: Der er brug for en ny retning – ikke en regering henover midten

Vores velfærdssamfund er til stadighed under pres, og med muligheden for en regering ”hen over midten”, er det en bunden opgave for venstrefløjen ikke bare at forsvare og tilbageerobre tabt terræn, men også at tegne klart op, hvorfor fællesskab og solidaritet er langt bedre pejlemærker end ’den enkelte for sig og sin egen lykkes smed’.

Lige adgang til sundhed, uddannelse og til indkomst, hvis arbejdet eller arbejdsevnen svigter, kultur, sunde boliger og ret til værdig tilbagetrækning og pension har været og er af afgørende betydning for et stærkt og solidarisk fællesskab og for menneskers muligheder for at leve et trygt og godt liv. Det er arbejderbevægelsen i form af fagforeningerne, folkelige bevægelser og de røde partier, som har tilkæmpet de rettigheder, vores samfund er bærere af i dag. Og det er en arv som forpligter.

De sidste tre år har vist, at politik kan gøre en forskel. Vi kan lave vigtige forbedringer, når de røde partier vil det. Minimumsnormeringer. Aftalen om kontanthjælp, der forbedrer økonomien for alle grupper i systemet, Arnepensionen.

Men velfærden er presset. Resultatet er blandt andet, at der mangler de berømte hænder (og deres hoveder) inden for sundhed, ældrepleje, daginstitutioner og uddannelse. De stadig faldende optagelsestal til velfærdsuddannelserne er en klar indikation på at den er helt gal. Syge og arbejdsløse kostes rundt i et jobcenter-helvede, som ingen fortjener. Den vigtige sejr omkring retten til tidlig tilbagetrækning, er en politisk kampplads, og Arne-pensionen udfordres fra borgerligt hold.

Vejen til mere lighed

Virkelig slemt er det, at arbejderbevægelsen – i den brede forståelse ovenfor – er ved at tabe fortællingen om velfærdssamfundet: Vejen til et mere lige samfund.

Velfærdssystemet har altid været et kompromis mellem klasserne. For arbejderklassen handlede det om rettigheder, sikkerhed og mulighed for at stille næste generation bedre end en selv. For kapitalejere og borgerskabet har det handlet om i første omgang at undgå oprør fra de ’farlige klasser’, og siden om, at det var gode investeringer i udvikling af samfundets kapacitet – primært finansieret af lønmodtagerne.

“Når Liberal Alliance turer frem med slogans om, at ‘andre siger du er svag’… er det ren manipulation. Fællesskabets styrke er, at det griber os, hvis vi falder og holder en hånd ud, så vi ikke bliver efterladt på perronen.”

I dag ser dele af borgerskabet velfærdsstaten som dyr og ressource-beslaglæggende. Der er færre penge til restaurantbesøg, lystbåde, tyske luksusbiler og skirejser. Derfor kræver højrefløjen topskattelettelser. Og for kapitalejere er der færre arbejdere til rådighed til den private sektor, som de kan tjene penge på. Den private sektor skal konkurrere med den offentlige og når der er opgangstider i økonomien kræver kapitalejerne flere hænder, uagtet at der er brug for velfærden. Og uagtet at uddannet, sund og rask arbejdskraft er finansieret af fællesskabet via, ta-daa – velfærdssamfundet.  

Så når Liberal Alliance turer frem med slogans om, at andre siger ’du er svag’, men vi (altså LA) fortæller dig, at ’du er stærk’ (rent grafisk er et overstreget ”svag” erstattet af et ’’stærk’) så er det ren manipulation. Fællesskabets styrke er, at det griber os, hvis vi falder og holder en hånd ud, så vi ikke bliver efterladt på perronen. Fællesskabets styrke er at give alle noget at stå på – og et sikkerhedsnet, hvis vi er eller bliver ’svage’. Fællesskabets styrke er den enkeltes styrke.

Velfærdsstaten er et grundlæggende gode, der er råd til at tilbyde alle. Ja, faktisk er der ikke råd til det modsatte. Et lige samfund, hvor der ikke er huller i sikkerhedsnettet, hvor vi bruger fællesskabet til at løfte hinanden – fordi vi tror på, at alle vinder, når ingen taber – ja, det er mere trygt, stabilt og velfungerende. Men når de velbjærgede, der i forvejen i for stort mål bor for sig selv, kan smutte over til federe tilbud i det private, er der ikke samme bekymring for de fælles velfærdsgoder – skoler, daginstitutioner, plejehjem, hospitaler.

Og ja, det er et valg. Et meget bevidst politisk valg. Et valg af lighed og solidarisk omfordeling. Fordi uddannelse er det vigtigste våben i kampen mod ulighed. Og fordi postnummer og pengepung skal ikke afgøre, hvor god sundhed man har adgang til. Velfærd, som vi giver hinanden for at sikre et solidt fundament for at mennesker kan leve frit og udfolde sig.

Et produkt af samfundsudviklingen

Med kapitalismens guldalder fra 1945 til 1972 fik velfærdssamfundet et stort løft. Fra at være et system, der sikrede borgerne i alderdommen og i situationer med arbejdsløshed eller sygdom – blev velfærdssystemet udvidet til også at sikre den enkeltes muligheder i samfundet. Til gavn for den enkelte og samfundet. Styrkelsen af uddannelsessystemet er det mest oplagte eksempel. Ligesom udbygningen af vuggestuer og børnehaver sikrede kvindernes indtog på arbejdsmarkedet.

Men med kapitalismens tilbagevendende kriser siden 1970’erne har velfærdssamfundet været under pres i forskellige former. Fra Schlüters nedskæringspolitik, over Nyrups new public management, til Foghs politik om strukturel højere vækst i den private sektor. Både Socialdemokrater og borgerlige har historisk ført en skattepolitik, der aktivt øger kløften mellem dem, som er i arbejde og dem, som står udenfor arbejdsmarkedet. Vi ser det aktuelt med S-udspillet om at hæve beskæftigelsesfradraget i stedet for bundfradraget, der vil komme alle til gode. Skattelettelser af den helt forkerte slags.

Velfærden holder for

Resultatet af 40 år, hvor privatforbruget er eksploderet på bekostning af det offentlige forbrug, har slidt hårdt på velfærdssamfundet. Forsvarsaftalen fra foråret er yderligere gift for genopretning af velfærden. Et helt forfejlet politisk valg.

“Der er brug for at levere nye og nødvendige svar på de kriser, vi står i, allerede fra 2. november. Derfor er en hen-over-midten regering en virkelig dårlig ide”

Vi har rigeligt råd, men det er en virkelig rå politisk kamp at sikre ressourcerne. For det kræver, at vi tager kampen op mod den mest velbjærgede elite her i landet; udfordrer de privilegier, de mener at have vundet hævd på.

Det kan blive et barskt stormvejr, rent politisk, men med kapitalismens manglende evne til at løse klimakrisen, den voksende forskel mellem rig og fattig, stigende afmagt blandt mennesker, der sættes udenfor fællesskabet, ja så er der mere end nogensinde brug for at turde vælge, hvem man holder med. Der er brug for at levere nye og nødvendige svar på de kriser, vi står i, allerede fra 2. november.

Derfor er en hen-over-midten regering en virkelig dårlig ide. Og det kan blive den, der koster rød blok en valgsejr.