Trine Pertou Mach: Farvel til en anti-demokratisk elefant i en glasbutik
Det kræver genopbygning af tillid og samarbejde fra EU og Danmark, hvis Trumps nationalkonservative dagsorden skal vendes.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.
Der er travlt ved håndvasken blandt dem, der vedvarende har støttet præsident Trump gennem de sidste fire år. Efter nederlaget til Biden i november, og navnligt efter optøjerne i og omkring Capitol-bygningen i sidste uge, er mangt en republikaner og nationalkonservativ politiker, der stadig har politiske ambitioner, faldet fra. De frafaldne, både i USA og globalt, har dog en afskedssalut om, at Trump-administrationen skal bedømmes på de politiske resultater. Det handler med andre ord hverken om præsidentens optræden, der både har været brovtende og en elefant i en glasbutik, eller om de sidste måneders åbenlyse flirt med noget, der giver mindelser til fascisme og anti-demokratiske sindelag.
Det skal de ikke slippe af sted med. Naturligvis skal Trump-administrationen bedømmes på sin antifeminisme, ubekymrede omgang med konspirationsteoretikere, egen lemfældige omgang med fakta og sandhed, racistiske udfald, det kaos, der har omgivet Det Hvide Hus, og ikke mindst ubekymret foragt for demokratiske institutioner og spilleregler. Det har været en del af det politiske budskab, og skabt det bagtæppe, som Trump-administrationen har fungeret på. Det var præsidentens modus operandi at drukne dårlige politiske sager i støj og undgå seriøs politisk debat.
Ustabilitet med America First
Det ville dog være en stor fejl at reducere den strukturelle racisme, de højreradikale miljøer og antistats-grupperinger, samt skepsissen over for det demokratiske politiske system, til noget, Trump har skabt; det har han ikke. Han har profiteret af og accelereret strømninger, der fandtes før hans tid i Det Hvide Hus. Det er rigeligt alvorligt, at de kræfter i fire år har kunnet næres fra magtens centrum.
Men det er vigtigt også at dømme Trump-administrationen på dens politik. Og det er her, det bliver virkelig skræmmende. Både fordi der har været et skred mod højre, der næppe tidligere er set fra en amerikansk administration, men i endnu højere grad fordi de politiske alliancer i USA og globalt, som drev navnlig den amerikanske udenrigspolitik, er intakte og stadig vil påvirke amerikansk udenrigspolitik i fremtiden. USA er stadig den eneste magt, som har kompetencen, kapaciteten og viljen til at gennemtvinge sin udenrigspolitik i alle afkroge af kloden, bortset fra Kina og Rusland.
Der har været politisk synergi mellem dele af udenrigspolitikken og indenrigspolitikken. Afvisning af globale svar på globale problemer, America First-doktrinen og udmattethed over krige, har gensidigt støttet USA’s kurs væk fra det internationale fællesskab og den retsorden, verden hviler på. Alliancen med Israels nationalistiske højrefløj har både tilfredsstillet udenrigspolitiske høge og det Republikanske partis kristne vælgerbase. Der er tilsvarende skabt en endnu tættere alliance mellem USA og Saudi Arabien. Afvisningen af Parisaftalen har talt til de grupper i det amerikanske samfund, der ikke tror på klimaforandringer, eller som ikke vil omlægge deres livsstil. Samtidig har det gavnet Saudi Arabiens økonomiske interesser. Begge dele vil i øvrigt resultere i markant større global ustabilitet.
Pax Americana under opbrud
USA har, siden landet afløste Storbritannien som verdens mest dominerende magt efter Anden Verdenskrig, varetaget sine interesser gennem både militære interventioner, men først og fremmest ved at opretholde et globalt liberalt system, der sikrede stabilitet og markedsadgang for amerikanske virksomheder, der i mange år kunne udkonkurrere alt og alle. I USA, men også i andre højt industrialiserede lande, var der i hvert fald til slutningen af halvfjerdserne solide alliancer mellem kapital og lønmodtagere, der sikrede en social kontrakt og opretholdt en opbakning til ”Pax Americana”.
Den globale konkurrencesituation har ændret sig med neoliberalismen, USA er på ingen måde verdens førende industrimagt og det liberale verdenssystem er ikke længere entydigt et brugbart redskab for amerikanske interesser. USA er, som i mange andre OECD-lande, selv delt, både mellem kapital og lønmodtagere, men også internt blandt kapitalejere.
Det er i denne opbrudstid, vi nu befinder os. Kombinationen af, at store dele af den amerikanske befolkning er forbigået i de sidste 40 års velfærdsstigninger og at den private sektor er internt splittet, har givet spillerum for nye politiske kræfter i USA. Trump-administrationens økonomiske rationale var bundet op om en isolationistisk politik (America first), der trak (få) produktionsarbejdspladser hjem til USA mod store skattelettelser til kapitalen. Denne omfattende omfordeling af velfærd i USA blev pakket ideologisk ind i en ny nationalisme.
“Der ligger en solid opgave foran Danmark og EU med at opbygge tillid, samarbejde og genaktivere stærke alliancer”
Men der er også skabt et udenrigspolitisk tomrum, hvor nationalkonservative dagsordner kunne kombineres med særinteresser, som navnlig Israel og Saudi Arabien har udnyttet. USA’s politiske legitimitet er i dag ramponeret blandt kernestøtter ved anerkendelse af folkeretsstridige annekteringer. Ligesom USA’s Ruslandspolitik er omvandrende selvmodsigelser. Det er i sig selv stærkt bekymrende, men Trump-administrationen har samtidig modarbejdet multilateralt samarbejde i hidtil uset omfang. Udtræden af atomaftalen med Iran, Paris-aftalen og den økonomiske og politiske støtte til FN-organisationer er faretruende.
Genopbygning af det internationale fællesskab
Selvom Joe Biden som præsident vil ændre kurs på helt afgørende stræk på en række af disse områder, er de politiske alliancepartnere, både i USA og internationalt, som støttede Trump-administrationen, blevet styrket og står klar til at påvirke den fremtidige udenrigspolitik i USA til fordel for de arabiske kongedømmer og Israel. Prisen vil blive betalt af millioner af arabere, der drømmer om et liv i frihed og værdighed.
Der ligger med andre ord en solid opgave foran Danmark og EU med at opbygge tillid, samarbejde og genaktivere stærke alliancer, der støtter og styrker fælles internationale institutioner, aftaleapparater og multilateralismen, og at tilbagerulle tiltagene for en egen-stat-først baseret verden.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)