Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
25. januar. 2022

Trine Pertou Mach: Hvornår bliver krise-cocktailen for stærk til demokratiet?

Uligheden er eksploderet under coronapandemien. Det har haft katastrofale konsekvenser for flere hundrede millioner mennesker, mens de rige er blevet rigere. Det er på høje tid at snakke om omfordeling af verdens rigdom, skriver Trine Pertou Mach i denne klumme.

De latterlige milliardærer. Mens resten af verden lider under pandemien, har de superrige skrabet milliarder ind, og gjort den i forvejen store kløft endnu bredere. De mest tonedøve af dem – Elon Musk, Richard Branson og Jeff Bezos – har brugt anledningen til at starte et rumkapløb. Illustration: Lauren Klein.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I min arbejdsverden går indeværende uge under navnet ’Davos-ugen’. Den uge, hvor de rige og magtfulde mødes i den schweiziske alpeby med den overbevisning, at de kan løse alverdens problemer med deres penge og viden. Det faktum, at mødet i år også er virtuelt, har – ud over formentlig at spare verden for lidt CO2-udledning – haft den konsekvens, at der tales og skrives meget lidt om det.

Med årets tema ”Working Together, Restoring Trust” bliver der ellers gjort et hæderligt forsøg på at bringe sig selv i spil som klodens frelsere midt i coronakrisen. Men de er også del af den magtfulde elite, der i årtier har lobbyet for skattelettelser til sig selv og deres virksomheder og arbejdet for et økonomisk system, der favoriserer deres formuer på bekostning af størstedelen af verdens befolkning. Og efter at kloden i to år har siddet i coronapandemiens jerngreb må vi blot konstatere, at denne magtelite desværre har fået endnu mere magt – og i særdeleshed endnu flere penge.

Traditionen tro udkom Oxfam’s årlige ulighedsrapport op til Davos-ugen under titlen ”Inequality Kills. The unparalleled action needed to combat unprecedented inequality in the wake of COVID-19”.

Den står selvfølgelig i coronapandemiens skygge, og viser en ulighedskrise på speed. I den ene ende har vi et lille mindretal af klodens befolkning, de i forvejen allerrigeste. De har tjent styrtende med penge. Dollarmilliardærernes formuer er vokset mere under pandemien, end de har gjort de seneste 14 år – tilsammen. Den største årlige stigning i milliardærrigdom, siden man begyndte at registrere det.  

Samtidig stiger uligheden mellem nationalstater for første gang i en generation. Pandemiens indvirkning på de fattigste menneskers liv og livsmuligheder har været katastrofale, og over 160 mio. mennesker er blevet skubbet ud i fattigdom. Den har haft et massivt tilbageslag for ligestilling mellem kønnene og massiv slagside også for racialiserede grupper.

Derfor må jeg bare sige, at ’Genopretning af tilliden’ er en vanvittig underdrivelse af den åbenlyse udfordring, som burde få politiske ledere til at ligge søvnløse.

Uligheden er både konsekvens og dynamo

De seneste to års coronakrise har sat den sociale og politiske udvikling mange år tilbage. Oxfam’s tal viser, at millioner af mennesker har mistet livet som følge af ulige adgang til vacciner og sundhed. Og som nævnt har den ramt verdens i forvejen fattigste, marginaliserede grupper, piger og kvinder hårdest.

“Pandemiens indvirkning på de fattigste menneskers liv og livsmuligheder har været katastrofale, og over 160 mio. mennesker er blevet skubbet ud i fattigdom.”

Ligestillingen er banket tilbage: Millioner af kvinder har mistet deres job og er blevet tvunget over i ulønnet arbejde i hjemmet. Nedlukningerne har i høj grad ramt kvindedominerende fag som turisme, service og omsorgsfag. Derudover har skolenedlukninger sendt millioner af børn hjem verden over. Frygten er, at over 20 mio. piger aldrig vil vende tilbage til skolen efter nedlukningerne.

Omfanget af kønsbaseret vold – herunder partnervold – er steget verden over særligt i perioder med lockdown.

Vi kommer heller ikke uden om, at pandemien gør forskel på mennesker. Der er faktisk forskel på, hvem du er, og hvor du kommer fra, i forhold til dine chancer for at overleve sygdommen. Mennesker, der bor i udviklingslande, har dobbelt så stor risiko for at dø af Covid-19 som mennesker, der bor i højindkomstlande. Og folk med bangladeshisk etnicitet i Storbritannien har fem gange større risiko for at dø som følge af virussen sammenlignet med den hvide britiske befolkning.

De alvorlige konsekvenser af coronakrisen er naturligvis også skabt af sygdom og økonomisk nedgang som følge af pandemien. Problemet er blot, at udover at pandemien har fået uligheden til at stige, så har den eksisterende ulighed vist sig at være direkte forbundet med pandemiens dødelighed og konsekvenser. Her spiller den globale ulige adgang til sundhed og vaccine afgørende ind.

Ulighed i indkomst er en stærkere indikator end alder for, om man dør af corona. Tyg lige på den (men ikke for længe – der skal handling til). At mange lande nu står overfor krav om nedskæringer i de kommende år i forbindelse med corona-hjælpepakker fra bla. IMF, kommer til at skubbe yderligere til ulighed og fattigdom. På den anden side står verdens rigeste og konkurrerer om, hvem der har den hurtigste raket.

Systemet er problemet

Et eksplosivt boom i nogle få milliardærers formuer er ikke et sundhedstegn. Verdens ti rigeste mænd, som bl.a. tæller Elon Musk og Jeff Bezos, har i løbet af de første knap to år af pandemien mere end fordoblet deres formuer – og disse ti mænd har nu seks gange så stor formue, som de 40 procent af jordens befolkning, der har mindst formue, svarende til 2,9 mia. mennesker.

“Coronakrisen har endegyldigt vist, at den måde det økonomiske system er indrettet på, er en fejlkonstruktion.”

Ulighedskrisen ses også herhjemme. Mens det typisk er de lavest lønnede, som er i fare for at miste deres job, så er de absolut rigeste blevet markant rigere.  Finansministeriets ulighedsredegørelse viser, at indtægterne i top 1 %  er vokset med hele 47 % fra 2012-2019, (mens medianindkomsten kun er vokset med 12 %). Ligeledes viser Oxfam’s beregninger, at de danske dollarmilliardærers formue er vokset med 30 % siden pandemien begyndte. Sådan er det økonomiske system så lunefuldt.

Men tallene i sig selv er naturligvis ikke de vigtigste. Det er konsekvenserne af uligheden. Ulighed er ikke bare statistik. Det er et billede på, at mange millioner mennesker ikke kan skærme sig og mister livsgrundlag og -muligheder; i en verden, hvor det ikke behøvede at være sådan. Det er en skævhed, der ikke er skabt af corona, men af en politisk økonomi og politiske valg. Coronakrisen har forstærket de tendenser, og verdens regeringer og centralbanker har understøttet det ved at pumpe penge ud i systemet. Penge, der i den grad er røget i allerede overfyldte lommer.

Det handler altså ikke blot om forskellen mellem rig og fattig, men om forskellen mellem de absolut rigeste og størstedelen af verdens befolkning. Krisen har endegyldigt vist, at den måde det økonomiske system er indrettet på, er en fejlkonstruktion, når vi ser en udvikling som ovenstående. De ultrariges rigdom er en direkte trussel mod vores demokrati. Når man har så mange penge, har man også meget, meget stor magt. Magt som er uden for den demokratiske sfære på en måde, vi ikke tidligere har set.

Allerede inden pandemien var kloden og menneskeheden i krise: Klimakrise. Ulighedskrise. Tillidskrise. Spørgsmålet er, hvornår cocktailen af disse kriser er så stærk, at vores demokratiske svar ikke længere er nok?

Coronakrisen er nødt til at være et wake-up-call! På alle punkter er det fuldstændig uholdbart, at verdens ressourcer og velstand fordeles så ulige. Alternativet er, at vi i 2030 vil se tilbage og spørge: Hvordan kunne man lade stå til, vi vidste jo det hele?

En cocktail af kriser. Den seneste rapport fra Oxfam slår fast, at systemet kun virker til de riges fordel. Coronakrisen er nødt til at være et wake-up-call, skriver Trine Pertou Mach. Illustration: WaMU

Let’s talk about tax

For ressourcerne og pengene er der til, at det kunne være anderledes. De er i systemet, det kan vi jo se. De er bare havnet i nogle få hænder – eller blevet tildelt de få udvalgte. Og dermed får størstedelen af klodens befolkning ikke del i en fælles og lige fremtid.

“Hvis tilliden i verden virkelig skal genoprettes, så skal kompasset stå på omfordeling af magt og omskrivning af de økonomiske spilleregler.”

Og her er vi nødt til at tale om skat. Ikke bare for beskatningens skyld, men fordi det er den mest retfærdige måde at sikre, at hele kloden har mulighed for at leve et værdigt liv. Vi må som det mindste gøre fattigdom til fortid og sikre, at alle har adgang til den velfærd, der skal sikre en bæredygtig fremtid for os alle.

Her og nu bør vi tage bestik af, at vi befinder os i en ekstraordinær krisesituation. En krise, som nogle har vundet ekstraordinært på. Ved at indføre en engangsformueskat på nogle af de gigantiske gevinster (som knapt vil kunne mærkes), vil det kunne gøre en kæmpe og afgørende forskel for de fattigste og middelklassen.

De tusindvis af milliarder, der kan rejses ved mere progressiv beskatning skal gavne kloden, mennesker og velfærd. De kan give offentligt finansieret universel uddannelse, sundhedspleje og social beskyttelse. De kan investeres i demokratiudvikling, lighed, frihed og menneskers livsmuligheder. De kan levere finansiering til klimatilpasningen og den nødvendige grønne omkalfatring af vores måder at leve og handle på, så vi kan overleve klimakrisen og skabe en fossilfri verden.

Ifølge en ny analyse fra Fight Inequality Alliance, Institute for Policy Studies, Oxfam og Patriotic Millionaires, vil en formueskat, der begynder på 2 pct. årligt for dollarmillionærer og stiger op til 5 pct. for milliardærer, kunne generere 16.400 mia. kroner i 2021. Det vil være nok til at løfte 2,3 mia. mennesker ud af fattigdom, producere Covid-19 vacciner til alle verdens befolkninger og årligt levere universel sundhedspleje og et socialt sikkerhedsnet til befolkningen i alle lav- og lavere mellemindkomstlande svarende til 3,6 mia. mennesker. Working Together, Restoring Trust, ja. Men hvis tilliden i verden virkelig skal genoprettes, så skal kompasset stå på omfordeling af magt og omskrivning af de økonomiske spilleregler så de virker til gavn for de mange.


Om skribenten

Trine Pertou Mach

Trine Pertou Mach

Mangeårig politisk aktiv og debattør, med et stærkt bankende hjerte for lighed, solidaritet, internationalisme og menneskerettigheder. Tidligere medlem af Folketinget (SF). Har bl.a. været forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke og Det danske Hus i Palæstina, arbejdet i EU-Kommissionen, Nordisk Innovation og fredsorganisationen International Alert. Læs mere