Trump-lejren opruster i Europa

Donald Trump står til at vinde snævert ved præsidentvalget i USA i november. Forberedelserne har været i gang længe, for denne gang skal der opnås meget mere, end det lykkedes i hans første periode, hvis det står til eks-præsidentens bagland.

Store konservative organisationer med dybe lommer er gået sammen for at udvikle detaljerede planer for den anden periode, som tager højde for de forhindringer, han mødte i den første. Tusindvis af embedsmænd vil blive fyret og erstattet af loyale Trump-folk, millioner af migranter vil blive deporteret, institutioner med ansvar for borgerrettigheder vil blive lukket.

Der vil selvfølgelig være modstand i USA, og i Europa kan gamle alliancer på regeringsplan blive udfordret til bristepunktet. Et europæisk pres mod Trump kan være ødelæggende, set fra republikansk perspektiv, derfor satser Trump-lejren på at finde nyt fodfæste på det gamle kontinent. Flere allierede, og helst allierede som kan arbejde sammen. Det yderste højre i Europa er i den forstand en del af Trump-projektet.

Orbáns ven

For tiden finder man hovedbasen for republikansk indflydelse i Europa i Ungarn. Ikke bare har den ungarske præsident og Donald Trump tit travlt med at rose hinanden til skyerne; der er opbygget en stærk relation på partipolitisk plan mellem de amerikanske republikanere og Orbáns organisationer.

Det ses tydeligst i afholdelsen af hele tre stort anlagte konferencer i Ungarn, såkaldte Conservative Political Action Conferences (CPACs), arrangeret af republikanerne med henblik på at skabe enhed på den europæiske højrefløj – og et tæt samarbejde med republikanerne.

Ved det seneste arrangement den 25.-26. april i år kunne man således høre Donald Trump love en fornyelse af en gammel alliance med Orbán, mens denne råbte eksalteret: ”Make America great again, make Europe great again! Go Donald Trump, go European sovereigntists” (Gør USA stor igen! Gør Europa stor igen! Fremad, Donald Trump, fremad europæiske suverænitetsforkæmpere!).

Det er ikke bare selve det republikanske parti, der søger at skabe fodslag på det yderste højre, men også en lang række konservative fonde – organisationer som lever stort på, at velhavende amerikanere kan trække bidrag til dem fra i skat. Det er f.eks. den ultrakonservative Edmund Burke Foundation, der den 16.-17. april – bare en uge før den seneste CPAC – afholdt deres traditionsrige NatCon konference i Bruxelles med henblik på at få den nationalkonservative bevægelse til at fremlægge ”en alternativ vision for Europa”.  

Og når den europæiske højrefløj selv tager initiativet til store møder, sørger republikanerne for at være til stede. Som da det yderste højre mødtes i Madrid 17.-18. maj på det spanske højreparti Vox’ initiativ. Også dér var det med republikansk deltagelse, omend i en tilbagetrukken rolle.

Det gælder for disse møder, at talerlisten er spækket med figurer fra det yderste højre – Vlaams Belang (Belgien), AfD (Tyskland), Vox (Spanien), Rassemblement Nationale (Frankrig), Nova Direita (Portugal), samt PiS (Polen) og Fidesz (Ungarn). For selvom der ofte er uenigheder på kryds og tværs, er projektet at overvinde dem og blive stærkere i fællesskab.

Project 2025

Deres iver for at finde bedre fodfæste i Europa i almindelighed, og i EU i særdeleshed, er ikke svær at forstå. Når Trump indsættes, skal der gås til biddet, demokratiske rettigheder og menneskerettigheder står for skud i USA, så republikanerne vil finde en måde at få en magtfuld stemme for deres sag i EU.

Det tætteste man kommer på et offentligt dokument om Trump’s planer, er ikke et dokument fra partiet, men fra en koalition af konservative organisationer med Heritage Foundation i spidsen. Heritage Foundation er mest kendt for sin ledende rolle for det republikanske parti i Reagan-æraen i 80’erne; med Trumps anden periode søger de en renæssance for deres indflydelse på national politik gennem Project 2025, en koalition, som står bag en masterplan på 900 sider for de første 100 dage med Trump kaldet ”Mandate for Leadership”. 

Project 2025 byder bl.a. på hurtig deportation af millioner af migranter, og lavere skat. Og så rækker de ud efter ’den dybe stat’ ved at planlægge massefyringer af vrangvillige embedsmænd – tallet 50.000 er nævnt – som skal fratages deres jobsikkerhed, fyres, og erstattes af loyale Trump-folk, der lynuddannes på Presidential Administration Academy, organiseret af Project 2025. Derudover skal en række statslige institutioner med ansvar for borgerrettigheder, herunder Department of Education, nedlægges.  

Planen nyder opbakning fra mere end 100 organisationer, hvoraf mange er organiseret som ’velgørende’ fonde. Og alene deres økonomiske muskler giver et fingerpeg om deres magt. 80 af de hundrede organisationer er organiseret som ’velgørende’ fonde, og en væsentlig del af deres regnskaber er derfor offentligt tilgængelige. De senest tilgængelige oplysninger viser, at de i 2022 havde udgifter for hele 2,3 milliarder dollars.

Det er en stigning på hele 30 procent i udgifter siden 2020 og et fingerpeg om, at det rige USA sætter mange penge i konservative, politiske organisationer.

Alliance Defending Freedom

Det kan også mærkes i Europa.

Hvis vi f.eks. kigger på det yderste, kristne højre, er der en tydelig opadgående kurve i pengene, som investeres i indflydelse i Europa. Således har en organisation som Alliance Defending Freedom (ADF), som for tiden er mest kendt for den hovedrolle, de spillede ved de retssager, som fjernede retten til abort i USA på føderalt plan.

Kigger man på de senest tilgængelige oplysninger fra det amerikanske skattevæsen, er det en organisation med kraftigt vokseværk, også i Europa. I året før juni 2019 brugte organisationen således 16 millioner kroner i Europa. Det tal var i juni 2022 steget til 36 millioner kroner, altså mere end en fordobling.

ADF er en organisation, som fokuserer på retssager og domstole, og de har i de senere år gjort sig bemærket ved sin indsats for at rulle retten til abort tilbage i Polen, ligesom de har ydet opbakning til anti-abortaktivister i Sverige og Tyskland. De har været på pletten for at hjælpe, når borgere har diskrimineret eller udtalt sig stærkt nedsættende om LGBT+ personer er kommet i klemme i retssystemet.

Udover at denne indsats må bære frugten i sig selv for ADF, så handler deres tilstedeværelse i Europa også om at forsvare deres sejre i USA. Som en juridisk rådgiver for ADF udtrykte det i 2017, så arbejder de for, at ”dårlige eksempler ikke spreder sig i Europa, og derfra til USA.”

Denne ultrakonservative organisation er en af hovedkræfterne i Heritage Foundations Project 2025, og tæt på Trump. Deres dagsorden er således ikke begrænset til kampen for ultrakonservative religiøse værdier. De har et bredere politisk sigte. Så da NatCon konferencen, der skulle bidrage til en fælles europæisk vision fra højre fandt sted i Bruxelles i april, var det med lederen af ADF i Europa, Paul Coleman på talerlisten.

De allierede i Europa-Parlamentet

ADF er også til stede som lobbyister i Bruxelles. Med et årligt budget i omegnen af 5 millioner kroner årligt til deciderede lobbyaktiviteter, kan det blive til en del. Både journalister og EU-parlamentarikere beretter således om at blive bombarderet med materiale fra ADF, når noget, de arbejder med, er på dagsordenen.

Og så er ADF flittige netværkere. De afholder jævnligt konferencer i samarbejde med højrefløjen om emner, de er engageret i.

Mens der er eksempler på samarbejde med den store, magtfulde konservative gruppe (European People’s Party, EPP, herunder de danske konservative), så er det European Conservatives and Reformists (ECR, som Danmarksdemokraterne vil tilslutte sig), som ADF har opbygget den bedste relation til. Det er en gruppe som bl.a. tæller italienske Melonis Italiens Brødre, Vox fra Spanien, PiS fra Polen, og Sverigedemokraterne.

Efter valget

Op til valget til EU-Parlamentet i 2019 var der ligesom nu en hel del bekymring over udsigten til et langt større yderste højre. Den frygt viste sig overdreven, fordi deres valgresultat var ringere end forventet, og fordi det yderste højre sjældent var i stand til at tale med én stemme.

Denne gang er anderledes. I dag tæller det yderste højre flere regeringspartier – Ungarn, Holland, Italien – og en lang række partier, som står til at blive betydeligt større, såsom spanske VOX og franske Rassemblement. Og så har der været mange forsøg på at bearbejde de uenigheder, som eksisterer mellem partierne for at skabe en mere fælles front – forsøg, hvor Trump-lejren har givet sit store bidrag, og efter alt at dømme vil blive ved med at gøre det.

Og så er der én ting mere. På øverste plan i EU-hierarkiet synes man at vejre, at vinden blæser langt mod højre. I forbindelse med en stort anlagt debat i Maastricht i Holland, åbnede den nuværende og formentlig kommende formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, døren for samarbejde med ECR.

Dermed vil døren så også være åbnet for, at Trumps tropper kan hævde sig mere i europæisk politik.