Trumpismen er over os – Det er tid til at gå i tænkeboksen

Under Trumps første præsident-periode anså jeg ham ikke for at høre til den del af det yderste højre, som anser demokratiet for ubrugeligt og uddateret.

Det lignede dengang – i mine måske naive øjne – snarere en mere eller mindre ideologiløs præsident, som for egen vinding skyld udnyttede de mest yderligtgående på den amerikanske højrefløj. Nu ser vi derimod – stadig i mine øjne – klare fascistiske træk i dele af Trumps tænkning og ageren.

Anvendelsen af parolen “America First” trækker tråde tilbage til 1930’ernes og 40’ernes opgør om, hvorvidt USA skulle deltage i kampen mod Tysklands nazisme og Italiens fascisme eller lade udviklingen i Europa gå sin egen skæve gang.

Efter det japanske angreb på den amerikanske flådebase Pearl Harbour i 1941, den amerikanske krigserklæring mod Japan og Tysklands efterfølgende krigserklæring mod Amerika – efterfulgt af den amerikanske deltagelse i nedkæmpning af de tyske tropper på europæisk jord – skulle man ikke tro, at nogen amerikaner længere havde lyst til at genbruge sloganet “America First”.

Parolen blev i 1930’erne brugt af de amerikanere, som ønskede at isolere sig fra den stadig stigende udsigt til krig i Europa, der fulgte med Adolf Hitler og det tyske nazistpartis magtovertagelse i 1933. De krigsmodstandere, som samlede sig – med uønsket tilstrømning fra det amerikanske nazistparti – i “The America First Committee”.

Flyverhelten Charles Lindbergh – som gennemførte den første non-stop solo-flyvning fra Amerika til Frankrig – blev talsmand for komiteen, som opnåede en ganske betydelig opbakning – ikke mindst gennem Lindberghs optræden i medier og ved stormøder.

Lindbergh var i 1930’erne flere gange i Tyskland for at studere det tyske luftvåben og fik i den forbindelse af nr. to i det nazistiske hierarki, Hermann Göring på vegne af Adolf Hitler overrakt medaljen the Service Cross of the German Eagle.

Ligner Trump-holdninger

Blot to uger efter den tyske invasion af Polen i september 1939 oplistede Lindbergh et klart grundlag for “America First”, hvorefter Amerika kun skulle engagere sig i krige, som handlede om grundlæggende forsvar for civilisationen:

“Disse krige i Europa er ikke krige, hvor vores civilisation forsvarer sig selv mod asiatiske angribere … Dette er ikke et spørgsmål om at gå sammen for at forsvare den hvide race mod en fremmed invasion.”

For Lindbergh var det ikke er argument for at gå ind i krigen i Europa, at naboen Canada havde erklæret Tyskland krig. Amerika skulle ikke blande sig i et europæisk opgør mellem demokrati og diktatur. Først hvis Amerika blev angrebet eller den hvide race blev truet, skulle Amerika drage i krig:

“Vores bånd til Europa er et bånd af race og ikke politisk ideologi … Det er den europæiske race, vi må bevare … Racemæssig styrke er afgørende, mens politiske holdninger er en luksus … hvis den hvide race nogensinde bliver alvorligt truet, så kan det blive tid for os til at tage del i dens bevarelse …”

Det er desværre ikke ude i hegnet at forestille sig tilsvarende Trump-udtalelser om Europa i dag.

De ganske mange og velorganiserede amerikanske nazister tilsluttede sig med begejstring parolen om først og fremmest at tænke på Amerika.

Med deres ideologiske udspring i det nazistiske Tyskland kan det ikke undre. De amerikanske nazister ønskede naturligvis at holde Amerika ude af krigen for ikke at spænde ben for drømmen om det stortyske rige.

Men den amerikanske gren af nazismen havde også et fælles ideologisk udgangspunkt med Charles Lindbergh i troen på hvidt overherredømme som dét, det var værd at drage i krig for.

Er det så udtryk for, at den amerikanske præsident Donald Trump er en nutidig nazist i forklædning?

Næppe.

Næppe, fordi hans to præsidentperioder har vist, at man ikke kan anbringe ham på en mur- og nagelfast placering i det politiske landskab et sted derude langt til højre. Han forbløffer til stadighed med nye, uventede standpunkter, som gør det svært at skære hans mere præcise politiske profil ud i vandfast finér.

Nogle gange bliver hans ageren udlagt som den rene principløshed, der kun har til formål at berige ham, hans familie og hans formuemæssigt ligestillede.

Umiddelbart kunne det ligne en dækkende beskrivelse.

Grundlæggende fascistiske holdninger

Jeg tror imidlertid ikke beskrivelsen længere holder, selvom Trumps udtalelser og handlinger ofte er fuldstændig kaotiske målt med traditionelle politiske linealer.

I mine øjne rummer han og ikke mindst hans tidligere wingman med den stive højrearm og motorsaven, Elon Musk, imidlertid også grundlæggende fascistiske holdninger.

Det mest karakteristiske og farligste udslag af fascistisk tænkning er hans forsøg på at træde i Adolf Hitlers og Benito Mussolini fodspor med opbygning af en fører-ideologi – hvor han som præsident skal have retten til at regere uden begrænsninger og til at sætte statens magtapparat ind mod de politiske modstandere, han åbenlyst har erkendt at hade.

Sporene fra Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien skræmmer. Ikke mindst for arbejderpartier og fagbevægelse.

Arbejderpartierne og fagbevægelsen er i forvejen ganske mange steder under pres. Og ikke mindst i de lande, hvor “Trumpismen” smitter af på vælgerskaren.

Det gælder også i Danmark. I forvejen er den danske fagbevægelsen de seneste årtier gået fra forsvarskamp til forsvarskamp – heldigvis iblandet nogle flotte ryk fremad i perioder.

Et skæbnefællesskab

De netop afholdte kommunalvalg ligner begyndelsen på en egentlig socialdemokratisk nedsmeltning. Og den seneste meningsmåling på den nuværende SVM-regerings tre års fødselsdag udbygger det billede med en S-vælgeropbakning på kun 16,5 procent.

Det lover ikke godt for de kommende år.

I praksis bliver det Venstres Troels Lund Poulsen, der afgør, om SVM-regeringen holder tiden ud. Eller om Socialdemokraterne og Moderaterne må overlade regeringskontorerne til en regering med Venstre i spidsen byggende på en stadig mere rabiat blå blok, hvor ikke mindst Dansk Folkeparti og Liberal Alliance lader sig inspirere af hver sin udvalgte del af “Trumpismen”.

Lige nu skal Socialdemokratiet i gang med at finde frem til, hvilken lære partiet kan drage af tabet i opbakning siden Folketingsvalget i 2022.

Der er dog grund til at kigge længere tilbage. Partiet røg ned på den forkerte side af en million stemmer under Anders Fogh Rasmussen-regeringerne og har ikke genvundet det tabte siden. Alle partiers opbakning svinger hen over årene, men Socialdemokratiet har ikke i nyere tid oplevet i så lang en periode at have så svært ved igen at opnå den tidligere vælgertilslutning.

Fagbevægelsen og Socialdemokratiet har et fælles historisk udgangspunkt, og selvom parti og fagbevægelse har brudt de økonomiske og politiske bånd, så er der fortsat et skæbnefællesskab.

Begge parter blev skabt med de samme værdier og grundlæggende holdninger. Og derfor møder partiet og fagbevægelsen ofte de samme udfordringer, når de værdier og grundlæggende holdninger kommer under pres.

LO (i dag FH) oplevede, at en næsten uafbrudt medlemsfremgang siden stiftelsen for langt over hundrede år siden blev afbrudt midt i 1990’erne. Faldet i den samlede organisationsgrad i den klassiske fagbevægelse er fortsat lige siden.

Ned ad bakke

I 2012 nåede LO’s andel således ned under halvdelen af alle kontingentbetalende fagforeningsmedlemmer på arbejdsmarkedet – bortset fra de overenskomstløse foreninger. I 1995 var det næsten to tredjedele af alle, der var medlem af LO.

Socialdemokraternes og den klassiske fagbevægelses tab af opbakning er ikke blot et dansk fænomen. Den nordiske velfærdsmodel bygger på lovgivning skabt med de socialdemokratiske partier i spidsen og med de nordiske arbejdsmarkeder skabt af de klassiske fagbevægelser som den afgørende forudsætning.

Fagbevægelsens organisationsgrad i alle fire nordiske lande er imidlertid faldet ganske meget over en længere periode. Et gennemgående træk i Norden er, at nedgangen i organisationsgrad er langt størst i den private sektor.

Svensk LO tabte således 25.000 medlemmer i 2024.

Norsk LO, der har en noget anden medlemssammensætning, stoppede i 2022 medlemstilbagegangen og har siden samlet haft fremgang, men repræsenterer i dag færre af alle erhvervsaktive end tidligere.

Også vælgeropbakningen til de socialdemokratiske partier i både Sverige og Norge har i perioden været under pres. Dog ikke så voldsomt som i Danmark.

I Sverige er Socialdemokraterna igen på vej op, og nogenlunde det samme gælder det norske Arbejderpartiet, men i begge lande presses partierne af voksende opbakning til indvandringsfjendske partier.

Eller rettere det lover ikke godt for nogle, men gør udsigten for andre endnu bedre.

For de nordiske lande ser det ud til at være et fællestræk, at Socialdemokratiet og fagbevægelsen ikke har formået at præsentere bud, der kan samle opbakning i større stil til håndteringen af afgørende udviklingstendenser som globalisering, konkurrence, udenlandsk arbejdskraft, øget ulighed og elitens himmelflugt.

Og for det danske Socialdemokrati kommer så oveni en strategi med at forsøge at konkurrere med højrepartierne på de mest yderliggående holdninger til indvandring og integration og slå hårdest muligt til venstrepartier. Oven i selvskabte problemer kommer så en til tider helt urimelig kritik og direkte had til Mette Frederiksen.

Og de vanskelige emner bliver endnu mere vanskelige at håndtere for arbejderpartier og fagbevægelser, når “Trumpismen” formentlig i de kommende år for alvor breder sig i Europa.

Det er virkelig tid til at gå i tænkeboksen.