Tysklands tilstand – interview med Sahra Wagenknecht

New Left Review: Tysklands økonomi står over for flere sammenfaldende kriser. Skyhøje energipriser som følge af krigen med Rusland; et chok i leveomkostningerne med høj inflation, høje renter og faldende reallønninger; en stram finanspolitik på grund af den forfatningsbestemte begrænsning på den offentlige gæld, mens amerikanske konkurrenter satser på en ekspansiv finanspolitik; en grøn omstilling, der vil ramme nøglesektorer som bilindustrien, stål og kemikalier; og Kinas transformation, som gør landet – en af Tysklands vigtigste handelspartnere – til en konkurrent i sektorer som elektriske køretøjer. Kan du fortælle os, hvilke regioner der er hårdest ramt af nedgangen?

Den mest alvorlige krise i årtier

Sahra Wagenknecht:

Der er en stor krise under opsejling – den mest alvorlige i årtier, og Tyskland er i en værre situation end nogen anden større økonomi. Hårdest ramt er de industrielle regioner, der har været rygraden i den tyske model indtil nu—Stor-München, Baden-Württemberg, Rhin-Neckar og Ruhr-området. Under pandemien var detailhandel og serviceerhverv de mest berørte. Men nu er vores Mittelstand-virksomheder (oftest små og mellemstore, familieejede virksomheder med et langt og stabilt liv bag sig red.) under massivt pres.

I 2022 og 2023 oplevede de energiintensive industrivirksomheder et fald i produktionen på 25 procent. Det er uden fortilfælde. De er netop begyndt at annoncere masseafskedigelser. Disse små og mellemstore familieejede virksomheder — mange af dem ingeniørvirksomheder eller producenter af maskinværktøj, bildele og elektrisk udstyr — er virkelig vigtige for Tyskland. De er for det meste familieejede, hvilket betyder, at de ikke er børsnoterede og ofte har en robust karakter.

Mittelstand-virksomhederne lider virkelig i den aktuelle krise. Med de fortsat høje energipriser er der en reel fare for, at produktionsarbejdspladser vil forsvinde i stort omfang. Og når industrien forsvinder, forsvinder alt — velbetalte job, købekraft, sammenhængskraft i samfundet. Man behøver bare at kigge på Nordengland — eller afindustrialiseringen af de østtyske forbundslande. Denne solide industrielle base betyder, at vi stadig har et relativt højt antal velbetalte job.

Men Mittelstand-virksomhederne har været under pres i lang tid. Mainstream-politikere ynder at lovprise dem, fordi de er meget populære i Tyskland — det er en ganske imponerende bedrift at have bevaret disse små, højt specialiserede familievirksomheder trods presset fra virksomhedsovertagelser og globalisering. Hjulpet på vej af den billige euro og billig russisk gas blev nogle af dem såkaldte “skjulte mestre” og verdensmarkedsledere.

Jeg ønsker ikke at idealisere Mittelstand. Der er familieejede virksomheder, som udnytter deres medarbejdere ret hårdt. Men det er stadig en anden kultur end den, man finder hos de børsnoterede virksomheder med internationale investorer, som kun er interesseret i at jagte høje afkast. At lade Mittelstand blive ødelagt ville være en reel politisk fejltagelse, fordi mange aspekter af den økonomiske krise har deres rødder i dårlige politiske beslutninger — beslutninger som krigen med Rusland, den måde den grønne omstilling håndteres på, den antagonistiske holdning til Kina. De er alle klart i strid med Tysklands økonomiske interesser.

Racisme og multikultur

New Left Review: Du siger, at racisme skal bekæmpes, men når BSW’s (Bündnis Sahra Wagenknecht, Wagenknechts parti, red.) EU-manifest erklærer, at der i Frankrig og Tyskland findes ‘islamistisk påvirkede parallelsamfund’, hvor ‘børn vokser op med had til vestlig kultur’, lyder det som ren dæmonisering. Samtidig er BSW’s ledelse og de parlamentsmedlemmer dog utvivlsomt de mest multikulturelle af alle tyske partier. Hvad vil du sige til det?

Sahra Wagenknecht:

Den slags steder findes i Tyskland. Der er ikke så mange som i Sverige eller Frankrig, men de er mærkbare. Hvis man kun ser mennesker som produktionsenheder og samfundet som en økonomi, der bliver beskyttet af politiet, behøver det måske ikke at bekymre én særlig meget. Vi ønsker at undgå en spiral af gensidig mistillid og fjendtlighed.

De i vores gruppe, der har det, du kalder en ‘multikulturel baggrund’, kender begge sider og har en vital interesse i et samfund, hvor alle mennesker kan leve sammen i fred og være fri for udnyttelse. De kender på egen krop det tomme i de neoliberales immigrationspolitikker. ‘Åbne grænser’ er præcis det — når det handler om at indfri løfter. Og kvinderne i vores gruppe er især glade for at leve i et land, der stort set har overvundet patriarkatet, og de ønsker ikke at se det genindført ad bagvejen.

Går den grønne omstilling mod Tysklands økonomiske interesser?

New Left Review: Du har nævnt, at den grønne omstilling går imod Tysklands økonomiske interesser. Hvad mener du med det?

Sahra Wagenknecht:

De Grønnes miljøpolitik straffer de fleste mennesker på pengepungen. De støtter høje CO₂-afgifter – som gør fossile brændstoffer dyrere – for at skabe et incitament til at udfase dem. Det kan fungere for velhavende mennesker, der har råd til at købe en elbil, men hvis man ikke har mange penge, betyder det blot, at man bliver dårligere stillet. De Grønne udstråler arrogance over for fattige mennesker og er derfor hadet af en stor del af befolkningen.

Alternative für Deutschland udnytter hadet mod De Grønne, eller rettere den politik, De Grønne fører. Folk bryder sig ikke om at blive dikteret af politikere om, hvad de skal spise, hvordan de skal tale, eller hvordan de skal tænke. Og De Grønne er prototypen på denne missionerende holdning, hvor de fremmer deres pseudo-progressive dagsorden.

Hvis man har råd til en elbil, bør man køre elbil. Men man skal ikke tro, at man er et bedre menneske end en i middelklassen, der kører i en gammel dieselbil i, fordi de ikke har råd til andet. I dag er De Grønnes vælgere ofte meget velstående. De er de mest ‘økonomisk tilfredse’, viser undersøgelser. De repræsenterer en følelse af selvtilfredshed, selvom de samtidig driver leveomkostningerne i vejret for folk, der kæmper for at få enderne til at mødes: “Vi er de dydige, fordi vi har råd til at købe økologisk mad. Vi har råd til en ladcykel. Vi har råd til at installere en varmepumpe. Vi har råd til det hele.”

New Left Review: Hvilken miljøpolitik vil du så føre?

Sahra Wagenknecht:

En politik, som den brede befolkning kan leve med, bade økonomisk og socialt. Vi har brug for omfattende offentlige investeringer for at håndtere de umiddelbare konsekvenser af klimaforandringerne. Fra byplanlægning til skovbrug, fra landbrug til offentlig transport. Det bliver dyrt. Vi foretrækker at bruge de offentlige udgifter til at afbøde klimaforandringer frem for eksempelvis at øge vores såkaldte “forsvarsbudget” til 3 procent af BNP eller mere. Vi kan ikke betale for det hele på én gang. Vi har brug for fred med vores naboer, så vi kan erklære krig mod “global opvarmning”.

Vi støtter ikke at ødelægge den nationale bilindustri ved at gøre elbiler obligatoriske for at opfylde nogle vilkårlige emissionsstandarder. Ingen, der lever i dag, vil komme til at opleve, at de gennemsnitlige temperaturer falder igen, uanset hvor meget vi reducerer CO₂-udledningen.

Først skal vi udstyre plejehjem, hospitaler og daginstitutioner med aircondition på offentlige udgifter og sikre områder tæt på floder og vandløb mod oversvømmelser. Vi skal sørge for, at omkostningerne ved at forfølge ambitiøse emissionsreduktionsmål ikke bliver pålagt almindelige mennesker, der allerede har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.

“Die Linke havde forandret sig”

New Left Review: Hvorfor forlod du Die Linke efter så mange år?

Sahra Wagenknecht:

Mest fordi Die Linke havde forandret sig. Partiet vil nu være grønnere end De Grønne og kopierer deres model. Identitetspolitikken dominerer, og de sociale spørgsmål er blevet skubbet til side. Die Linke var tidligere ganske succesfuldt. I 2009 fik partiet 12 procent af stemmerne – over 5 millioner vælgere – men i 2021 endte de under spærregrænsen på 5 procent med kun 2,2 millioner stemmer.

Disse privilegerede diskurser, hvis jeg må kalde dem det, er populære i akademiske kredse i storbyerne, men ikke blandt de almindelige mennesker, der tidligere stemte på venstrefløjen.

Die Linke havde tidligere et stærkt fodfæste i det Østtyskland, men folk dér orker ikke debatterne om diversitet, i hvert fald ikke i den form, de bliver ført; de virker ganske enkelt fremmedgørende for vælgere, der ønsker ordentlige pensioner, ordentlige lønninger og, selvfølgelig, lige rettigheder.

Vi er for, at alle skal kunne leve og elske, som de ønsker. Men der er en overdreven form for identitetspolitik, hvor man skal undskylde for at udtale sig om et emne, hvis man ikke selv har en baggrund som migrant, eller man skal undskylde, fordi man er heteroseksuel. Die Linke er blevet opslugt af denne slags diskussioner og har som resultat mistet stemmer. Nogle af vælgerne er blevet sofavælgere, mens andre er gået til højrefløjen.

Vi havde ikke længere et flertal i partiet, fordi det miljø, der støttede Die Linke, havde ændret sig. Det var klart, at partiet ikke kunne reddes. Derfor var vi nogle, der sagde til os selv, at enten fortsætter vi med at se partiet gå under, eller også må vi gøre noget. Det er vigtigt, at de utilfredse har et sted at gå hen. Mange sagde, at de ikke længere vidste, hvem de skulle stemme på. De ville ikke stemme på AfD, men de kunne heller ikke stemme på nogen andre. Det var motivationen for at sige, lad os gøre noget selv og starte et nyt parti.

Vi kommer ikke alle fra venstrefløjen; vi er lidt mere end en genoplivning af venstrefløjen, så at sige. Vi har også til en vis grad inkorporeret andre traditioner. Jeg beskrev denne tilgang i min bog, De Selvretfærdige, som “konservativ-venstre”. Med andre ord: Socialt og politisk er vi på venstrefløjen, men på det social-kulturelle plan ønsker vi at møde folk, hvor de er—ikke prædike for dem om ting, de afviser.

Fire principper for Bündnis Sahra Wagenknecht

New Left Review: Hvad er BSW’s program?

Sahra Wagenknecht:

Der er fire centrale principper. Det første er en politik, som er baseret på økonomisk fornuft. Det kan lyde vagt, men det handler om situationen i Tyskland, hvor regeringens politikker er ved at ødelægge vores industrisektor. Og hvis industrien ødelægges, er det også en dårlig situation for medarbejderne og velfærdsstaten. Derfor: en fornuftig energipolitik og en fornuftig industripolitik er førsteprioritet.

Det andet princip er social retfærdighed. Det er helt centralt for os. Selv da økonomien gik godt, havde vi stadig en voksende lavtlønssektor med stigende fattigdom og social ulighed. En stærk velfærdsstat er afgørende. Det tyske sundhedsvæsen er under enormt pres. Du kan vente i måneder, før du overhovedet får lov at se en specialist. Sygeplejepersonalet er frygteligt overbelastet og dårligt betalt. Vi støttede deres strejke stærkt i 2021. Skolesystemet svigter også.

Som jeg har nævnt, har en stor del af unge, der afslutter skolen eller gymnasiet, ikke den grundlæggende viden, der skal til for at blive optaget som lærlinge eller praktikanter. Imens forfalder Tysklands infrastruktur. Der er omkring 3.000 forfaldne broer, som ikke bliver repareret og på et tidspunkt skal rives ned. Deutsche Bahn er konstant forsinket. Den offentlige administration har forældet udstyr. De etablerede politikere er godt klar over alt dette, men de gør intet ved det.

Det tredje princip er fred. Vi er imod militariseringen af Tysklands udenrigspolitik, hvor konflikter eskalerer mod krig. Vores mål er en ny europæisk sikkerhedsordning, som på lang sigt bør inkludere Rusland. Fred og sikkerhed i Europa kan ikke garanteres på en stabil og varig måde, medmindre konflikten med Rusland, en atommagt, er fjernet fra bordet. Vi mener også, at Europa ikke bør lade sig trække ind i nogen konflikt mellem USA og Kina, men bør forfølge sine egne interesser gennem varierede handels- og energipartnerskaber.

I Ukraine ønsker vi våbenhvile og fredsforhandlinger. Krigen er en blodig proxy-konflikt mellem USA og Rusland. Indtil nu har der ikke været nogen seriøse forsøg fra Vesten på at afslutte den gennem forhandlinger. De muligheder, der engang eksisterede, er blevet kastet bort. Som resultat er Ukraines forhandlingsposition blevet betydeligt svækket. Uanset hvordan denne krig ender, vil den efterlade Europa med et såret, fattigt og affolket land midt i kontinentet. Men i det mindste kan den nuværende menneskelige lidelse bringes til ende.

Det fjerde princip er ytringsfrihed. Der er et pres om, at man skal tilpasse sig et stadigt smallere spektrum af tilladte meninger. Det går langt videre end debatten om Gaza. SPD’s indenrigsminister, Nancy Faeser, har indsendt et lovforslag om ‘Demokratifremme’, som ville gøre det kriminelt at håne regeringen. Vi modsætter os dette, naturligvis af demokratiske grunde. Forbundsrepublikken har en grim tradition på dette område.

Man behøver ikke at gå tilbage til undertrykkelsen i 1970’erne og forsøget på at forbyde ‘venstreorienterede ekstremister’ at arbejde i den offentlige sektor. Der blev straks gjort brug af ideologisk tvang under pandemien, og det er blevet endnu mere udtalt nu med Ukraine og Gaza. Så det er de fire hovedprincipper. Vores generelle mål er at stå for et nyt politisk udgangspunkt og sikre, at utilfredsheden ikke fortsætter med at drive mod højre, som den har gjort de senere år.

New Left Review: Hvordan har dit politiske ståsted udviklet sig siden 1990’erne?

Sahra Wagenknecht:

Jeg har været i politik i godt tre årtier. Jeg har haft nøglepositioner i PDS og Die Linke. Jeg har været medlem af forbundsdagen siden 2009 og var medformand for Die Linkes parlamentariske gruppe fra 2015 til 2019. Men jeg vil sige, at jeg er forblevet tro mod de mål, jeg gik ind i politik for i første omgang.

Vi har brug for et andet økonomisk system, der sætter mennesker i centrum, ikke profit. Levevilkårene i dag kan være ydmygende; det er ikke sjældent, at ældre mennesker roder i skraldespande for at finde flasker, de kan pante. Jeg vil ikke ignorere den slags ting. Jeg vil ændre de underliggende forhold til det bedre. Jeg er meget på farten, og uanset hvor jeg går, føler jeg, at der er mange mennesker, der ikke længere føler sig repræsenteret af nogen af partierne. Der er et kæmpe politisk tomrum. Det får folk til at blive vrede — det er ikke godt for et demokrati.

Det er på tide at opbygge noget nyt og gøre en seriøs politisk intervention. Jeg vil ikke på et tidspunkt sige til mig selv: der var et tidspunkt, hvor du kunne have ændret tingene, og du gjorde det ikke. Vi stifter vores nye parti, så de nuværende politikker, der deler vores land og risikerer dets fremtid, kan blive overvundet — sammen med inkompetencen og arrogancen i Berlin-boblen.

Teksten er en oversat og forkortet udgave af det oprindelige interview, som blev udgivet i New Left Review nr. 146 fra marts/april 2024. Den oprindelige udgave kan læses på New Left Reviews hjemmeside. Teksten er oversat af Jonas Neivelt.