Udelukkelse af Knesset hindret, men israelsk venstrefløj forfølges systematisk
Imod alle odds lykkedes det Ayman Odeh, formand for den israelske venstrefløjskoalition Hadas, at undgå at blive udelukket fra Knesset sent mandag aften .
Lederen af Hadash-Ta’al, venstrefløjskoalition i det israelske parlament Knesset, Ayman Odeh har de sidste to uger været på vej til at blive udelukket af parlamentet. Knessets udvalg, der kan indstille til udelukkelse, har allerede stemt for det med 14 ud af udvalgets 17 medlemmer.
Ayman Odehs sag kom op i Knesset til en endelig afgørelse 14. juli 2025, hvor en udelukkelse kræver at 90 medlemmer af Knesset stemmer for. Næsten hele Knesset samarbejder med Netanyahus højrefløjsregering.
Udelukkelsen forhindres
Men imod alle odds lykkedes det at forhindre udelukkelsen i sidste øjeblik. Blandt andet fordi nogle af de ultra-ortodokse i Knesset stemte imod – samtidig med at de annoncerede, at de ville forlade regeringen i utilfredshed med, at den ikke har fremført et lovforslag, der fritager dem for militærtjeneste.
Så Ayman Odeh fik hjælp fra en helt uventet kant.
Men med sig har han dog også haft international solidaritet og pres. Den amerikanske politiker Bernie Sanders udtalte efter afgørelsen, at han fejrer, at det ikke lykkedes Knesset at fjerne Hadash-formanden.
Men hermed er forfølgelsen af palæstinensere og venstrefløjen i Israel desværre ikke slut. Det var et skridt i kampen.
I tilfælde af en udelukkelse af Ayman Odeh fra Knesset ville sagen have været appelleret til den israelske højesteret.
Den israelske højreregerings skærper forfølgelsen
Sagen mod Ayman Odeh er et superaktuelt eksempel på den israelske højrefløjsregerings skærpede forfølgelse af den israelske venstrefløj (Hadash og det israelske kommunistparti) samt palæstinenserne i Israel.
Det handler i høj grad om palæstinensiske borgeres parlamentariske repræsentation i Israel. Det er et slag om det demokrati, der er tilbage i et land domineret af en parlamentarisk diktatorisk højrefløj.
Siden starten på krigen mod palæstinenserne har parlamentsflertallet forsøgt at decimere antallet af venstrefløjens medlemmer af Knesset ved – systematisk på skift – at suspendere dem fra Knesset.
Dette har pt. nået et klimaks, hvor ikke bare Ayman Odeh, formanden for parlamentsgruppen, er blevet forsøgt udelukket fra Knesset. Ofer Cassif, et andet parlamentsmedlem som besøgte Danmark i november 2024, er netop blevet suspenderet indtil oktober – uden løn. Ofer Cassif har tidligere været igennem den samme procedure med trusler om permanent udelukkelse af Knesset i februar 2024, men “kun” 86 Knesset medlemmer stemte for udelukkelse – ikke nok til at gennemføre en reel udelukkelse.
Begrundelsen for at knægte parlamentsmedlemmernes rettigheder er deres verbale protester mod folkedrabet i Gaza og den etniske udrensning på Vestbredden, også på talerstolen i Knesset.
Bevidst fascistisk udvikling
Men det er kun et ydre udtryk for den tiltagende undertrykkelse af palæstinensere og den demokratiske venstrefløj i Israel, hvilket Hadash-koalitionen og det israelske kommunistparti tolker som en bevidst fascistisk udvikling i Israel: Medlemmer af organisationerne har været arresteret siden starten på krigen. Men nu retter opmærksomheden sig især mod deres ytringsfrihed.
Hadash-Ta’al fraktionen i Knesset og det israelske kommunistparti afholdt den 9. juli en Zoom-briefing for internationale kontakter, herunder European Left, det europæiske venstrepartisamarbejde, for at orientere om situationen.
Her fortalte de, hvordan den israelske regering længe inden angrebet i oktober 2023 har arbejdet på en plan for at indskrænke både palæstinensernes og israelske demokratiske kræfters indflydelse i selve Israel.
Ofer Cassif understregede på Zoom-mødet, at parlamentsmedlemmerne på grund af suspension fra deres arbejde i Knesset forhindres i at tale med deres egne vælgere. Selv oplevede han for nylig at blive angrebet fysisk af næst-formanden i Knesset og fjernet fra Knessets talerstol for at bruge ordet folkemord og for at nævne udsultningen af befolkningen i Gaza.
Næste angreb fra den ekstreme højrefløj kan blive det kommende parlamentsvalg
Vil højrefløjen søge at arrestere venstrefløjens kandidater – eller på anden vis indskrænke deres muligheder for at stille op, hvis der kommer et parlamentsvalg?
Udenlandske deltagere i Zoom-mødet spurgte om, hvad den europæiske venstrefløj kunne gøre for at fremme palæstinensernes og den israelske venstrefløjs sag?
Her lød svaret, at det for det første er vigtigt at få EU til at suspendere sin begunstigede associeringsaftale med Israel, der principielt hviler på at Israel overholder international lov; og for det andet fortsat at fokusere på folkemordet, der foregår her og nu.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
