Udtalelse fra Komiteen for Kvinde-Liv-Frihed: Tolvdageskrigen og den skrøbelige våbenhvile mellem Israel og Iran

Israels angreb på Iran – nu kaldet ”tolvdages-krigen” – er foreløbig afsluttet med en skrøbelig våbenhvile. Den har skabt lidt håb hos den iranske befolkning, som både er imod Israel og USA’s angreb og det islamiske regimes krigsmageri. En afslutning på krigen giver mulighed for, at befolkningens kamp for rettigheder, velfærd og frihed kan genoptages.

Befolkningen i Iran er lettede, da en fortsættelse af krigen ville føre til masseødelæggelse, økonomisk ruin, nedbrud af sociale samfundsstrukturer og et sort scenarie som i Libyen, Irak og Afghanistan.

Det islamiske regime har intensiveret undertrykkelsen

Det islamiske regime har dog udnyttet krigssituationen til at intensivere undertrykkelsen. Under Iran-Irak krigen i 1980’erne blev arbejderaktivister, kvinde- og samfundsaktivister, venstrefløjen – og alle de grupper, som var i opposition til regimet – fængslet og henrettet som “støtter” eller “spioner” for Irak. Nu gentages dette under navnet “spioner for Israel”. Ifølge regimets egne rapporter er over 700 blevet arresteret for spionage de seneste dage, og både politiske og ikke-politiske henrettelser er steget.

Krigstilstand betyder ikke kun bombninger, men også angreb på befolkningens kamp. Våbenhvilen og håbet om fred ændrer magtbalancen igen til fordel for folket over for regimet. Trods regimets forsøg på at skabe frygt med arrestationer og henrettelser, vil vi inden længe være vidne til en fortsættelse af befolkningens kamp og en tilstand som før krigens begyndelse i forhold til protester og strejker.

Våbenhvilen har også ramt en højreorienteret og krigslysten fløj i oppositionen. Monarkisterne, som har støttet USA’s og Israels angreb på Iran – og selv får politisk og økonomisk støtte fra begge lande – ønskede at bruge USA’s og Israels militære angreb på Iran til et regimeskifte. Reza Pahlavi – den tidligere diktators (shahens) søn – havde erklæret sig klar til at overtage magten, hvilket også var et ønskescenarie fra israelsk side. Det scenarie ville endnu en gang sætte befolkningen ud af spillet og indsætte et regime hen over hovedet på folket. Monarkisterne anklager nu krigsmodstandere for forræderi.

Den brede modstand mod krigen og opbakning til våbenhvilen lægger pres på regimet for at acceptere en varig fred. Men alle konflikter, som førte til krigen, er stadig uløste. Krigens udbrud skyldtes ikke kun spørgsmålet om atomvåben. Derfor vil denne konflikt fortsætte – med eller uden atomproblemet.

Det handler ikke kun om atomvåben

Det militære angreb, som blev begrundet med Irans potentielle adgang til atomvåben, er en del af USA’s og det ultranationalistiske og fascistiske israelske regimes magtspil – til fordel for Vesten. Tysklands kansler Friedrich Merz opsummerede Vestens mål: “De gjorde det beskidte og svære arbejde på vegne af os alle” – en henvisning til Israels rolle i både Iran og Gaza, under påskuddet af “selvforsvar”.

På den anden side står Irans islamiske regime – et religiøst diktatur med kønsapartheid, stening, henrettelser og tortur. Regimet ønsker at blive anerkendt som regional stormagt ved at udnytte konfrontationen med USA og Israel. Angrebene handlede derfor ikke kun om atomprogrammet, men om at knække regimets regionale dominans. Assads fald i Syrien, svækkelsen af Hizbollah og iranske stedfortrædere var også del af dette opgør.

Da ingen af parterne har opnået deres mål, er risikoen for en genoptagelse af krigen stor. Verdens anti-krigsbevægelse må derfor være klar til omfattende protester. En varig fred kræver pres på Israel, USA og Vesten – og regimets fald gennem arbejdernes og folkets kamp i Iran.