Udvist digter med ny bog om hjem, krig og venskab: Anmeldelse af SE!

Aaiún Nins nye digte handler om hjem, sex og venskab, om krig og flugt, og om depression, selvskade og overgreb. Digtsamlingen SE! er Nins anden; debuten På min huds sorthed, udkom i 2021.

Nin blev født i Angola i 1991 og boede i Danmark i årene 2016 – 2020. I sommeren 2020 blev de tvangsudvist og flyttede til Polen, siden Schweiz. De oversatte deres engelsksprogede digte til dansk i samarbejde med forfatteren Mette Moestrup og debuterede således på dansk i Danmark efter at være blevet udvist.

Patchwork af hjem

“Jeg tror, jeg tænker på mig selv som en, der som udgangspunkt ikke har et hjem,” sagde Aaiún Nin i et interview med Eurowoman i 2021. I SE! er der på samme tid mange hjem og intet hjem.

”Mit første hjem” går igennem digtsamlingen som en rød tråd i et blåt hav. De digte, der handler om det første hjem med dets koralfarvede mure, marmorgulve, vinduesgitre af metal og smuldrende vægge ”holdt sammen af graviolatræets rødder,” er nogle af samlingens bedste.

Det rodfæstede koralhus står i kontrast til det ”nye hjem” – eller, som digtet når at rette sig selv, det nye hus – ”med grannåle uden for snedækkede vinduer.”

Eukalyptus står i kontrast til pæretræerne i ”dette nye land.” Kontrasten er nok stærkest mellem de visnende liljer i vasen på jegets værelse og det første graviola-hjem, som liljerne også sender tankerne tilbage til:

 ”Liljerne i vasen er visnet […] Mit hjem var omkranset af mange træer. Eukalyptus / kaprifolier / Og der var en hund, som hed Lulu / Murene emmede af brændt græs og sorg.” Flygtningen på værelset kommer selv til at ligne en afskåret lilje i en vase. Således skrives en flugt frem i løv.

For Nin findes hjem ikke kun inden for husets fire vægge. Hjem virker også til at findes i den kærlighed mellem digtenes jeg og hjertevennen Yancé-Myah – en kærlighed som følger digter-jeget over hele verden.

I et andet digt ankommer de efter en længere rejse, iklædt deres fars aflagte jakke, til et noget gudsforladt hus: ”Jeg finder en synål / som mor må have glemt i min jakkes venstreærme / og prikker hul i huden” – sådan syr jeget på sin vis sin mor, far og første hjem ind i kroppen, syr et patchworkjeg: ”Jeg – en selvskabt kludedukke.”

Blodsudgydelser skåret ud i pap

Der er også en ”gribbenes gud” i SE! Om den står der:

”Gribbenes gud cirkler over Congo
over marker fulde af lig
over Sudan og Haiti
over kroppe strandet i flygtningelejre
over fejlernærede børn begravet i Gazas sønderbombede ruiner
over ofre for folkedrab og sult i Tigray og Yemen.

Gribbenes gud har vinger og kløer, den
gnider sin pik hurtigere og hurtigere, den
næres ved krig og vildleder Vesten
som er grundlagt på blodsudgydelser –
Paradiset
hvor kundskabens træ blev fældet til at bygge skibe
som blev lastet med koppevirus og mennesker i lænker”

Jeg kan godt lide gribbenes gud. Jeg forestiller mig hans kolossale skygge over congolesiske gummimarker, over afhuggede hænder spredt som deforme græskar i den blodige jord. Men så er vi pludselig i Sudan, så i alverdens brændpunkter, hvilket forvandler gribbeguden fra en konkret og skræmmende mytisk figur til en mere abstrakt og konceptuel krigsdæmon. Måske er det i iver efter at blive forstået, at Aaiún Nin her bliver stundesløs?

I den anden strofe bliver læseren ligeledes hevet ud af det stærke billede, idet blandt andet Paradiset bringes på banen. En tilsyneladende manglende tiltro til, at læseren selv drager forbindelserne mellem kolonialisme, kristendom, Congo, Gaza, osv., gør flere af bogens digte overforklarende.

I sidste linje af et andet digt foreslår Nin, at Gud kunne have tilgivet Eva for at have spist æblet. Det er en overraskende og klog betragtning, der desværre udvandes af første halvdel af digtets 83 linjer, hvor der trædes vande i skammens universalitet og oprindelse i religion, som her:

“Skam er svær at indrømme / og deles sjældent med andre / men vi kender alle til den / Skam er konsekvensen af den første synd.” Det er som om, digtet forsøger at retfærdiggøre at ville tale om arvesynd, hvilket er helt overflødigt, når linjer som “Og når Gud opdagede det / ville hun bede om tilgivelse / og Gud ville tilgive hende” er retfærdiggørelse nok i sig selv.

Jeg sidder tilbage med den tanke, at Aaiún Nin er en god og original digter, hvis digte ville komme til deres fulde ret under en strengere redaktion.