Ugen på venstrefløjen – 16. januar 2026
Det har været endnu en, skal vi sige hektisk uge på den internationale scene. Ugen på venstrefløjen vil forsøge at samle op på et par af ugens hovednyheder, som ikke direkte handler om Grønland. Fagbevægelsens Hovedorganisation opfordrer til at indføre en formueskat for at finansiere skattelettelser til de lavestlønnede. I en ny bog hentyder SF’s Jacob Mark til et muligt politisk comeback. Og så er du inviteret til demonstration mod USA’s imperialisme i Latinamerika
Fagbevægelsens Hovedorganisation: Formueskat skal finansiere skattelettelser til de fattigste
Uligheden i samfundet stiger, og de seneste års stigende fødevarepriser har ikke gjort situationen bedre for landets lavindkomstfamilier. Det er baggrunden for, at Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) nu spiller ud med et forslag, som i deres øjne både vil kunne modarbejde uligheden i samfundet og give en økonomisk håndsrækning til de mest trængte.
FH vil nemlig indføre en formueskat, som skal finansiere skattelettelser for dem med de laveste lønindkomster. Mere konkret foreslår FH at øge jobfradraget med i alt 3,2 milliarder kroner.
”For en familie med en lav eller mellemindkomst kan det betyde cirka 3.900 kroner mere om året. Penge, der kan mærkes i husholdningen – især for de kolleger, der gør rent, passer ældre eller arbejder på lageret”, udtaler FH-formand Morten Skov Christiansen på FH’s hjemmeside.
Ud over jobfradraget foreslår FH også, at man indfører en midlertidig fødevarecheck, som skal målrettes arbejdere med lave lønninger, pensionister og modtagere af overførselsindkomster. Denne fødevarecheck vil ifølge FH give en almindelig lønarbejderfamilie 4.100 kroner om året.
”De stigende fødevarepriser har i virkeligheden været et forstørrelsesglas på en skævhed i vores samfund, som er vokset. Der er blevet større forskel mellem dem, der har mest og mindst. Vi har brug for at skabe mere luft i hverdagen hos de lønmodtagere, der knokler hver eneste dag”, siger Morten Skov Christiansen.
Pengene skal som sagt finansieres gennem en formueskat. Denne skat skal lyde på 0,3 procent for dem, der har en formue på over 20 millioner kroner.
”Uligheden stiger. Derfor er det kun rimeligt, at alle dem med store friværdier og aktieopsparinger – især nord for København – betaler lidt mere til samfundet. Det skal være med til at modvirke den ulighed, som er vokset meget her i Danmark de seneste årtier”, siger Morten Skov Christiansen.
Man kan læse hele FH’s forslag her.
Jacob Mark hentyder til muligt politisk comeback
22. oktober 2024 meddelte SF’s folketingspolitiker og stemmesluger, Jacob Mark, at han trak sig fra Folketinget. Siden har han passet barn og arbejdet i først energiselskabet Andel og siden Danmarks Naturfredningsforening. Men i en ny bog teaser Jacob Mark med, at man måske ikke har set det sidste til ham i dansk politik.
Det sker i hans nye bog Signalfejl, som udkom torsdag 15. januar. På sidste side skriver Jacob Mark: ”Jeg tror ikke, at min sidste politiske dans er danset.” Den samme åbning fremgår i et interview i Weekendavisen, hvor han – adspurgt om man kommer til at se ham tilbage i politik – svarer: ”Jeg har i hvert fald ikke … lukket døren for tanken.”
Også Informations anmelder spekulerer i, at Jacob Marks bog kan forstås som en ”affyringsrampe til at vende tilbage til Christiansborg og måske endda melde sig ind i kampen om at blive SF’s næste formand.”
Ud over denne sidste sætnings åbning for et politisk comeback handler Signalfejl om Jacob Marks vej tilbage fra den stress-sygemelding, som lå bag hans farvel til politik og var tæt på at koste ham synet.
Demonstration mod USA’s imperialisme i Latinamerika
Mens opmærksomheden i Danmark for tiden retter sig mod USA’s imperialistiske fremfærd over for Grønland, er der torsdag 22. januar demonstration mod USA’s imperialistiske fremfærd i Latinamerika.
Demonstrationen arrangeres af initiativet ”Stop USA-imperialismen i Latinamerika”, som er oprettet af en række forskellige organisationer, der alle protesterer mod USA’s angreb på Venezuela og andre lande i Latinamerika.
På Facebook skriver arrangørerne følgende om demonstrationen:
”USA har angrebet Venezuela, bombet tætbeboede områder og dræbt over 100 mennesker – heriblandt civile. USA har allerede tidligere dræbt over 100 civile i venezuelanske og colombianske farvande. Nu truer USA med nye militære angreb mod Venezuela og andre latinamerikanske lande som Colombia, Cuba og Mexico. Samtidig truer Trump med at erobre Grønland.
Det kan og må vi ikke acceptere.
Derfor indkalder initiativet “Stop USA-imperialismen i Latinamerika” til demonstration. Vi går på gaden for at sige klart fra over for USA’s aggressioner og for at vise solidaritet med befolkningerne i de lande, der rammes af imperialistisk vold og trusler.”
Demonstrationen finder sted torsdag 22. januar klokken 17 i København. Den starter på Kongens Nytorv og bevæger sig siden til USA’s ambassade på Dag Hammarskjölds Allé, hvor den ventes at slutte omkring klokken 19.
Inden da minder vi om demonstrationen mod USA’s trusler mod Grønland i morgen lørdag 17. januar klokken 12.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
