Ugen på venstrefløjen – 17. oktober 2025
Det bliver en kort omgang Ugen på venstrefløjen. Efterårsferien har hærget landet, og det er gået ud over mængden af indkomne nyheder. Noget er der dog sket. Der er åbnet et nyt online-arkiv om BZ-bevægelsens bedrifter. Enhedslisten forbereder forhandlingerne i EU-parlaments kommende møder i Strasbourg. Og så vil SF give udvidet ret til barn syg
Autonomt online-arkiv om BZ’erne
Nu åbnes et multi-medie arkiv for offentligheden med omdrejningspunkt i BZ- og Ungdomshus-bevægelsen.
Arkivet præsenterer en lang række øjenvidne-fortællinger og rummer bevægelsens egne film, bøger, blade og meget mere.
Folkene bag BZ-arkivet nævner i en pressemeddelelse, at arkivet åbner, da de mener, at ”det borgerlige Danmark” forsøger at kapre narrativet om BZ-bevægelsens tid. Det er forfatter Peter Øvigs bog BZ ifølge bagmændene bag arkivet et udtryk for.
BZ-arkivet skal fungere som en platform for folks egne historier. Her kan interesserede søge information om BZ’ernes tanker og handlinger. Derfor vil der hen ad vejen komme mere materiale og flere kilder til de samme historier.
Folkene bag arkivet skriver i pressemeddelelsen, at de ikke har nogen interesse i at tegne et ”glorværdigt helte-agtigt billede” af bevægelsen. Eftertiden kan ifølge dem lære lige så meget af BZ’ernes dumheder og mangler som af alle de ting, der lykkedes for dem.
Arkivet rummer desuden materiale om parallelle, politiske kampe og grupperinger helt frem til i dag, og på den måde tjener arkivet som aktuel materialebank.
Arkivet er gratis at anvende og kan findes på: https://www.bzportalen.dk/ – eller slet og ret: bz.dk
Enhedslistens prioriteter ved EU-parlamentets samling i Strasbourg
Enhedslisten går ind til EU-Parlamentets samling i Strasbourg den 20.-23. oktober med fokus på miljø, fred og beskyttelse af borgerne mod skadelige kemikalier.
Partiets EU-parlamentariker, Per Clausen, har været involveret i flere af ugens dagsordenspunkter, herunder forhandlingerne om bedre skovovervågning. Her frygter han, at højrefløjen i Parlamentet vil udvande eller helt afvise forslaget, hvilket ifølge ham vil svække EU’s evne til at følge udviklingen i afskovningen og illustrerer de miljømæssige konsekvenser af det nye højrefløjsflertal.
Et andet vigtigt punkt for Enhedslisten er debatten om en fredsplan for Mellemøsten, hvor Per Clausen understreger behovet for hurtig genopbygning af Gaza, især med fokus på skolegang og sundhedshjælp til børn.
Han kritiserer samtidig de borgerlige grupper, der ifølge ham forsøger at beskytte Israel mod kritik, og understreger, at Enhedslisten vil arbejde for at fastholde de vedtagne sanktioner mod Israel som en forudsætning for en retfærdig fred.
Også EU’s kemilovgivning står højt på dagsordenen. I debatterne om reformer af kemireglerne og det europæiske kemikalieagentur ECHA vil Per Clausen arbejde for enklere regler, hvor sikkerhed prioriteres højere end industriens særinteresser.
Han peger på, at mange af de komplicerede regler netop skyldes kemilobbyens undtagelser gennem årene, og at reel forenkling kræver, at disse huller i lovgivningen fjernes.
SF vil udvide retten til barn syg: København skal gå forrest
Forældre skal have ret til at blive hjemme med syge børn, indtil barnet er raskt – og fra tredje dag være dækket af en dagpengeordning. Det foreslår SF’s formand Pia Olsen Dyhr og partiets overborgmesterkandidat i København, Sisse Marie Welling i en kronik i Berlingske onsdag 15. oktober. De to vil samtidig have Københavns Kommune til at gå foran som foregangseksempel. Måske hænger forslaget sammen med borgmester-kandidaturet.
Ifølge Pia Olsen Dyhr og Sisse Marie Welling, bør retten til frihed under barns sygdom være ens for alle – uanset arbejdsplads.
Derfor foreslår partiet trepartsforhandlinger mellem staten, fagbevægelsen og arbejdsgiverne, så forældre får en lovsikret ret til at passe deres syge børn uden økonomisk usikkerhed.
”I dag afhænger det af, hvor man arbejder, om man kan blive hjemme med sit barn. Det er urimeligt,” skriver de to SF’ere i kronikken.
SF ønsker, at ordningen skal gælde for børn op til 13 år. Forældre skal kunne blive hjemme, indtil barnet er raskt, og fra tredje dag skal der udbetales dagpenge – på linje med barsel eller egen sygdom.
Partiet peger på, at Københavns Kommune, som landets største arbejdsplads, kan gå forrest og indføre mere fleksible vilkår for ansatte med syge børn.
”Når forældre får mulighed for at passe deres syge børn, mindsker vi smitte i institutionerne og stress hos forældrene. Det er en investering i trivsel,” skriver Pia Olsen Dyhr og Sisse Marie Welling.
I dag har danske forældre typisk kun én eller to barns sygedage med løn. Til sammenligning kan norske forældre holde op til 10 dage med fuld løn, mens svenske forældre kan få op til 60 dage med 80 procent af lønnen.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
