Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
21. marts. 2025

Ugen på venstrefløjen – 21. marts 2025

Her er Ugen på Venstrefløjen. Lige om lidt tager jeg et tog til Kolding for at være med ved SF’s landsmøde, så hvis du også er der, så kom og besøg Solidaritets lille bogbutik. Inden da skal vi forbi Den Grønne Ungdomsbevægelses aktion mod Nordeas investeringer i fossile brændstoffer, og så er du inviteret til demonstration for demokrati i Tyrkiet

Foto: Den Grønne Ungdomsbevægelse

Den Grønne Ungdomsbevægelse i aktion mod Nordea

Aktivister i Den Grønne Ungdomsbevægelse var om morgenen fredag 21. marts i aktion mod Nordeas danske hovedkvarter på Amager. Det sker, efter Nordeas generalforsamling i Helsinki torsdag 20. marts forkastede et forslag om, at banken skulle sløjfe sine investeringer i selskaber, der udvinder fossile brændstoffer. Det skriver Den Grønne Ungdomsbevægelse i en pressemeddelelse.

“Vi kræver, at Nordea stopper al finansiering af fossil ekspansion. Banken finansierer stadig udvinding af kul, olie og gas og er dermed aktivt medskyldig i den eskalerende klimakrise,” siger Laurits Winther Pedersen, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Selvom Det Internationale Energiagentur (IEA) har udtalt, at der ikke er plads til yderligere udvinding af fossile brændstoffer, hvis kloden skal holde sig på en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, har Nordea på et år givet 2,7 milliarder kroner til fossile projekter. Det holder ikke, melder Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Nordea investerer blandt andet i det franske energiselskab Total Energies’ nye olierørsledning i Uganda og i det amerikanske selskab Exxon Mobil, som er det private firma i verden med flest planer om yderligere udvinding af fossile brændstoffer.

“Tiden for tomme løfter er ovre. Vi kan ikke acceptere, at Nordea muliggør udvidelsen af fossil produktion midt i en klimakrise, der kun bliver værre. Derfor kræver vi i dag, at Nordea lytter til videnskaben og trækker al støtte til fossile selskaber,” siger Lea Wiggen, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse.

Demonstration for Ekrem Imamoglu i Odense, Aarhus og København

Den tyske præsident Recep Tayyip Erdogans regime arresterede onsdag 19. marts oppositionspartiet CHP’s præsidentkandidat, Istanbuls borgmester Ekrem Imamoglu.

Omverden har ikke tænkt sig at glemme dette angreb på det, der måtte være tilbage af retsstaten i Tyrkiet. Derfor indkalder de tyrkiske socialdemokrater til demonstration i flere byer.

I Danmark sker det i Odense, Aarhus og København – på Rådhuspladsen i alle tre byer. Demonstrationerne finder sted søndag 22. marts kl. 13-14.

Til demonstrationerne vil der være tyrkiske og danske talere samt en symbolsk stemmeurne, hvor deltagerne vil kunne afgive deres stemme til den fængslede Ekrem Imamoglu.

SF går til landsmøde

Det er den tid på året, hvor SF’erne fra alle egne i kongeriget stævner til Comwell i Kolding for at holde deres årlige landsmøde. Det samme gør Solidaritet, som vil være til stede med en interimistisk bogbutik.

2025 er et ulige år, hvorfor der ikke er valg til partiets landsledelse. Til gengæld skal folkesocialisterne debattere en politisk udtalelse med arbejdstitlen ”Danmark har brug for en ny rød regering”. Det er en udvikling fra landsmødeudtalelsen i 2024, som fik titlen ”SF som drivkraften for en ny rød-grøn regering i Danmark”.

Forventningen herfra er, at meget af mødet vil gå med at diskutere SF’s holdninger til den bedrøvelige sikkerhedspolitiske situation, verden, Europa og Danmark befinder sig i. Her er der et spændende ændringsforslag til den politiske udtalelse.

Det drejer sig om ændringsforslag 23, som er stillet af Mikkel Sammy Christensen, Margrete Auken og partiforeningerne fra Fredericia, Tønder, Vanløse og Norddjurs. Ændringsforslaget vil understrege, at Danmark og SF skal markere folkerettens gyldighed for alle dem, der forbryder sig mod den. Forslagsstillerne giver Israels aggressioner mod Palæstina, Syrien og Libanon som eksempler på, at det er nødvendigt.

SF Brønshøj og SF Ballerup har stillet et andet ændringsforslag, som vil understrege SF’s støtte til de progressive kurdiske bevægelser i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran.

Men det er kun to ud af i alt 126 ændringsforslag, som SF’erne kan tale for og imod ved den politiske debat, som finder sted lørdag 22. marts.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] For et par uger siden gjaldt det Nordeas generalforsamling i København. Tirsdag 1. april var turen kommet til den svenske bank SEB’s generalforsamling i Stockholm. […]

  • Om skribenten

    Jonas Neivelt

    Jonas Neivelt

    Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

    Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

    Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

    Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

    Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

    Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

    20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

    Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER