Ugen på venstrefløjen – 8. august 2025
Sommerferien er forbi nu, og den nærmest fløj afsted. Nu venter måneders slid indtil næste helligdag, som er juleaften. Derfor er også Ugen på venstrefløjen tilbage, og vi fortsætter, hvor vi slap. Der er mere Palæstina-aktivisme, der er nyt om Nørrebro Pride, faldet af Teslaer styrtdykker, og så er Pelle Dragsted draget på USA-turné
Pelle Dragsted på USA-turné
Fredag 1. august drog Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted på en mere end to uger lang turné til Amerikas Forenede Stater. Turnéen finder sted for at promovere den engelske oversættelse af Dragsteds bog Nordisk Socialisme.
Dragsted skriver på sin Facebook-side, at socialistiske ideer lige nu trives i USA, og at demokratiske socialister som Bernie Sanders, Alexandria Ocasio-Cortez og den demokratiske kandidat til borgmesterposten i New York, Zoran Mamdani, ”tænder et nyt håb i kampen mod Trumps oligarki og for en mere retfærdig verden.”
Ligeledes organiserer flere amerikanere ifølge Pelle Dragsted sig i fagforeninger og vinder vigtige arbejdskampe for bedre løn og rettigheder. Om denne nye interesse for socialistiske idealer vil give bedre salgstal for Nordisk Socialisme, vil tiden vise.
Undervejs på sin turné fortæller den politiske ordfører om sine oplevelser på sin Facebook-side. Her har han reflekteret over reklamer for advokater, der – mod betaling – kan hjælpe folk med at sagsøge andre folk. I Dragsteds øjne afspejler det et samfund, hvor den enorme økonomiske ulighed gør folk ufrie.
Onsdag 6. august var Pelle Dragsted til Palæstina-demonstration i New York. Han skriver, at solidariteten med Palæstina også i USA vokser sig større, og at protesterne virker, idet ”flere og flere regeringer nu føler sig så presset, at de skærper kursen.”
Turnéen varer til mandag 18. august, og undervejs besøger Pelle Dragsted disse byer: Washington DC, Philadelphia, New York, Chicago, Madison, Minneapolis – St. Paul, Seattle og Los Angeles.
Nørrebro Pride aflyst
Nørrebro Pride 2025 er aflyst. Det oplyste arrangørerne mandag 28. juli i opslag på deres profiler på Facebook og Instagram. Priden skulle have fundet sted lørdag 16. august.
Aflysningen skyldes ifølge opslaget, at der ikke var nok personer, der meldte sig som frivillige ved den seneste QTIBIPOC-konference i april. (Queer, Trans, Intersex, Black, Indigenous, People Of Colour).
Nørrebro Pride har siden 2018 været et alternativ til den noget større Copenhagen Pride, som finder sted samme dag. Ved Nørrebro Pride er demonstrationen opdelt, så etniske og seksuelle minoritetspersoner går forrest, mens deres allierede kan få lov at gå længere tilbage i optoget.
Nørrebro Pride har også fungeret som en protest mod det, arrangørerne har kaldt pinkwashing. Det gælder ifølge Nørrebro Pride fx, når virksomheder deltager i Pride-begivenheder for at udbrede fortællingen om, at de bakker op om mangfoldighed, mens de samtidig tilbyder deres ansatte dårlige arbejdsvilkår.
Det er uklart, om Nørrebro Pride vil vende tilbage i 2026.
Demonstration for Palæstina i Aarhus lørdag 9. august
I morgen lørdag 9. august er der demonstration for Palæstina i Aarhus. Demonstrationen starter på Rådhuspladsen kl. 14.30.
Demonstrationerne for Palæstina er kun blevet mere relevante, efter Benjamin Netanyahus regering har udtalt, at Israels mål nu er at erobre hele Gaza. Mere end 60.000 palæstinensere er blevet dræbt, en menneskeskabt hungersnød plager Gaza, og Israel dræber mennesker, der forsøger at komme frem til den smule nødhjælp, som får lov at komme ind i Gaza.
Hvis du er i eller omkring Aarhus, er der derfor al mulig grund til at komme på gaden.
Arrangørerne skriver, at demonstrationen finder sted for at protestere mod drab på børn og civile uanset race, religion eller etnicitet. De skriver videre, at danske og palæstinensiske flag er velkomne, men de frabeder sig bannere, skilte og aviser fra organisationer, foreninger og politiske partier.
Bag demonstrationen står en lang række arrangører, herunder Enhedslistens lokalgrupper i Aarhus, Mellemfolkeligt Samvirke, Internationale Socialister, Almen Modstand og Global Aktion.
Salget af Teslaer halveret i Danmark
Boykotten af amerikanske varer som Tesla el-biler virker. Mange siger nej, ellers tak.
I Danmark er salget af Tesla-biler dykket med 52 procent det seneste år til blot 336 biler. I Sverige faldt salget af Tesla-biler med 86 procent. I Holland gik salget 62 procent tilbage, mens det i Belgien faldt 58 procent. Kun i to europæiske lande – Norge og Spanien – solgtes der flere Tesla-biler i juli i år end i juli sidste år.
Tesla-topchef og storejer Elon Musks engagement i amerikansk politik på Donald Trumps side har kostet Tesla-koncernen kassen, opgør Berlingske Business. I alt faldt Teslas salg i første halvår af 2025 med mere end en tredjedel.
Sidste chance for at være med i Solidaritets essay-konkurrence
Det er nu ved at være sidste udkald, hvis du vil være med i Solidaritets essay-konkurrence med temaet ”Verdens tilstand”. Der er deadline for bidrag fredag 15. august.
Ikke mange dage efter at Donald Trump var blevet valgt som amerikansk præsident, erklærede Vladimir Putin, at den gamle verdensorden var død. Noget tyder på, at han har ret.
Efter Trumps tiltræden har der hersket noget nær geopolitisk kaos – ingen ved, om de alliancer, der gjaldt i går, også gælder i morgen, og hvilken betydning det vil få for os, Europa og verden.
På Solidaritet vil vi gerne kvalificere vores viden om den nye verdens(u)orden, og derfor udskriver vi en essay-konkurrence, hvor vi inviterer alle, der vil, til at skærpe den kritiske analyse af situationen.
Du kan være med til at gøre os klogere, så vær med i essay-konkurrencen. Bidrag skal sendes til [email protected]
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
