Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
9. maj. 2025

Ugen på venstrefløjen – 9. maj 2025

Ugen på venstrefløjen er tilbage, og der er ingen vej udenom. Efter Netanyahu har meldt klar besked og proklameret, at Israel skal erobre store dele af Gaza og fordrive befolkningen, må vi igen fokusere på modstanden mod Israels folkedrab. Det gør Per Clausen og venstrefløjens frontpersoner i Folketinget. Men først og fremmest er der indkaldt til demonstrationer i weekenden. Og så bruger Kommunistisk Parti befrielsesdagen til at opreklamere Ruslands sejrsparade i Moskva. Ja, det gør de altså

Illustration: Per Johan Svendsen

Demonstrationer i Aarhus og København mod Mærsks rolle i Israels folkedrab

Som en del af den internationale bevægelse “Mayhem” – startet af Global Aktion og Den Grønne Ungdomsbevægelse i København – indkalder Den Grønne Ungdomsbevægelse, Palæstinensiske foreninger i Aarhus, Palestinian Solidarity Action, Det Palæstinensiske Multaqa i Danmark, Racismefri By, Internationale Socialister, Aarhus mod krig og terror og Rød-Grøn Ungdom til en fælles demonstration mod Mærsk lørdag 10. maj kl. 14 på Rådhuspladsen i Aarhus.

”Mærsk profiterer på folkemordet i Gaza ved at transportere våben og våbendele til Israel, og er dermed en central del af logistikkæden, der muliggør folkemordet.

Når store virksomheder som Maersks grådighed kommer over menneskelige hensyn, taber vi alle. Det er den samme grådighed og mangel på respekt for liv, der driver klimakrisen, og blandt andet har ledt Maersk til at påføre klimaskader for 105 mia. kroner gennem deres olie- og gas handel. Det er den samme grådighed, der i sin tid gjorde, at Maersk solgte våben til nazisterne under anden verdenskrig, og til andre brutale regimer efter anden verdenskrig”, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

Du kan læse mere om demonstrationen i Aarhus her.

Også i København rettes demonstranternes fokus mod Mærsk i en demonstration, som arrangeres af Alle på Gaden for et Frit Palæstina-initiativet.

Demonstrationen i København begynder lørdag 10. maj kl. 17 på Trianglen på Østerbro. Den vil derfra bevæge sig til Mærsks hovedkvarter på Esplanaden.

Venstrefløjens politikere reagerer på Netanyahus planer om at erobre Gaza og fordrive palæstinenserne

Palæstina-demonstranterne har i lang tid sagt, at Israels bombardementer og massedrab i Gaza ikke kun handlede om at nedkæmpe Hamas. Nu har Israels præsident Benjamin Netanyahu bekræftet det.

Nu taler Netanyahu helt åbent om, at Israel skal erobre i det mindste store dele af Gaza og fordrive det, der måtte være tilbage af den palæstinensiske befolkning, til et lille område i det sydlige Gaza. Med andre ord – erobringskrig og etnisk udrensning.

Det har fået venstrefløjens politikere til tasterne. Tirsdag 6. maj skrev Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted på sin Facebook-side: ”Det er etnisk udrensning. Det er krigsforbrydelser. Det er folkemord. Det er totalt og aldeles uacceptabelt.”

Derfor må verdenssamfundet og Danmark reagere. Dragsted kræver, at Danmark skal sanktionere, boykotte og isolere Israel.

Også SF’s formand Pia Olsen Dyhr fordømmer Israels planer:

”Planerne om permanent at overtage Gaza vil ikke bare starte en flodbølge af nye palæstinensiske flygtninge, som ingen steder har at flygte hen. Det vil forpeste fremtiden med endnu mere had og vold. Det er svært at se en komplet annektering af Gaza som andet end en krigsforbrydelse i en allerede lang række af forfærdeligheder.

Det er en uhellig alliance, vi ser mellem Netanyahu og Trump. Deres planer for Gaza er afstumpede og utilgivelige”, skriver hun på sin Facebook-side.

Nu vil tiden vise, om det får konsekvenser for SF’s stillingtagen til konkrete handlinger – som for eksempel at gå imod de danske leverancer til Israels F35-kampfly.

Enhedslisten kræver EU-reaktion efter droneangreb på nødhjælpsskib

Efter et nødhjælpsskib fredag 2. maj blev ramt af droneangreb nær maltesisk farvand, opfordrer Enhedslistens medlem af EU-Parlamentet, Per Clausen, nu til en klar og utvetydig fordømmelse fra EU’s side.

Ifølge rapporter fra de NGO-aktivister, der befandt sig ombord, blev skibet angrebet af flere droner, hvilket bl.a. førte til brand ombord. Clausen kalder angrebet “helt vanvittigt”, især hvis det viser sig, at der er tale om militære droner i internationalt farvand uden nogen form for officiel anerkendelse af ansvaret.

”EU må på banen med en klar fordømmelse af angrebet, ligesom man bør bidrage til at dokumentere – og om muligt retsforfølge – dem, der står bag dette forkastelige angreb”, udtaler Per Clausen.

Clausen lægger vægt på, at der er behov for en grundig undersøgelse af, hvem der står bag. Han peger på, at selv israelske medier har omtalt, at et israelsk militærfly befandt sig i området forud for angrebet – noget han mener bør føre til nærmere granskning.

”Hvis vi stiltiende accepterer, at nødhjælpsskibe kan blive angrebet med droner tæt ved EU-lande, så åbner vi op for, at andre kan gøre det samme. Det må vi forhindre”, siger han.

Han advarer mod, at sagen ender uden officiel opklaring, hvilket ifølge ham vil skabe en farlig præcedens i forhold til angreb på humanitære missioner.

Kommunistisk Parti: “Som om det er suspekt at markere sejren over fascismen med en parade i Moskva!”

I den forgangne uge har der været flere markeringer af afslutningen på anden verdenskrig i Europa i 1945 – og sejren over nazismen.

Kommunistisk Parti (KP) markerer også befrielsen. Her kritiserer de blandt andet EU’s udenrigskommissær Kaja Kallas’ opfordring til, at EU-landene ikke deltager som gæster ved Ruslands militærparade i Moskva i dag fredag 9. maj, hvor russerne markerer sejrsdagen.

”Som om det er suspekt at markere sejren over fascismen med en parade i Moskva!”, som kommunisterne skriver.

Mens der er al mulig grund til at mindes Sovjetunionens enorme civile og militære ofre i landets kamp mod Nazityskland, fremstår den udmelding noget besynderlig.

Hvis man deltager ved en militærparade i Rusland i 2025, kan det også forstås sådan, at man er med til at legitimere et autoritært styre, som på nu fjerde år fører en angrebskrig mod et naboland. Ruslands præsident Vladimir Putin nævnte da også ”den særlige militære operation” ved sin tale til militærparaden.

Paraden kan dermed ikke kun bruges til at mindes fortidens sejr over nazismen.

Kommunistisk Parti kritiserer også Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij for at opfordre andre lande til ikke at deltage i Ruslands militærparade. Det er et udtryk for ”taktløshed”, mener KP og skriver:

”Styret i Kiev mener helt åbenlyst ikke, at sejren over fascismen skal markeres. Det må give anledning til spekulationer over hvorfor.”

Jeg vil bruge lejligheden til at spekulere over, hvorfor Kommunistisk Parti ikke kan se, at Ruslands nuværende regime bruger Sovjetunionens sejr over Nazityskland til at legitimere sin erobringskrig mod et naboland.

Det er ikke ”russofobi” ikke at deltage i Putins militærparader med kampvogne, atomraketter og gåsegang. Det er kun sund fornuft.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER