Ukraine 2025 = Tjekkoslovakiet 1938

München-aftalen

Uden at man direkte kan sammenligne de to landes situation eller den historiske sammenhæng, de indgår i, bliver der dog en række bekymrende ligheder tilbage. Først og fremmest både Hitlers og Putins benægtelse af Tjekkoslovakiets og Ukraines ret til at eksistere. Men Hitler var klog nok til ikke med det samme at kræve en fuld indlemmelse af Tjekkoslovakiet. Under påskud af at ville beskytte det store tyske mindretal i Tjekkoslovakiet (ca. 3 millioner) krævede Tyskland de områder (Sudeterlandet), hvor tyskere var i flertal, indlemmet i Tyskland. Vestmagterne, dvs. England og Frankrig, der ville strække sig langt for at undgå endnu en altødelæggende krig som Første Verdenskrig, søgte at gøre Hitler tilfreds i håbet om, at det ville stille hans territoriale tørst, som man i øvrigt håbede at kunne vende mod øst, dvs. mod Sovjetunionen. Tjekkoslovakiet og Sovjet havde i 1935 indgået en traktat om gensidig assistance i tilfælde af, at landenes sikkerhed blev truet, men Sovjet havde imidlertid betinget sig, at vestmagterne også støttede Tjekkoslovakiet. Det kunne han ikke formå dem til.

Da Hitler pressede på, indkaldtes der til den berygtede München-konference, som resulterede i aftalen af samme navn, og 30. september underskrev England, Frankrig, Tyskland og Italien München-aftalen, der gav Tyskland Sudeterlandet. Ligesom 87 år senere deltog dramaets hovedperson ikke. Hverken Tjekkoslovakiet eller Sovjet var indbudt.

For Tjekkoslovakiet var det håbløst alene at tage kampen op med Nazityskland og landet måtte acceptere den aftale, der var indgået henover hovedet på det. Senere samme dag underskrev den engelske premierminister Neville Chamberlain og Hitler en fredsaftale mellem de to lande, noget Sovjet frygtede var optakten til en alliance rettet mod Sovjet.

Det er hjemkomsten fra München til London, der er foreviget i fotografiet af Chamberlain, der netop er landet, vifter med aftaledokumenterne og holder sin berømte eller berygtede tale ”Fred i vor tid!”. Winston Churchill så aftalen for det, den var, nemlig optakten til endnu en storkrig. For Churchill havde nok hellere kvalt barnet i fødslen, for eksempel da et svagt Tyskland i strid med Versailles-traktaten rykkede ind i det demilitariserede Rhinland.

Eftergivenheden resulterede i verdenskrigen

Og pessimisterne fik ret. For Tyskland var annekteringen af Sudeterlandet blot begyndelsen. I marts 1939 besatte Tyskland resten af Tjekkoslovakiet og gjorde det til et tysk protektorat, mens Tjekkoslovakiets nabolande tog for sig af retterne, og Slovakiet løsrev sig og blev en tysk lydstat. Eftergivenheden over for det nazistiske Tyskland resulterede i klodens hidtil blodigste krig, Anden Verdenskrig.

Og nu er Trump ved at gentage tragedien. Den store forhandler starter sine forhandlinger med at forære det hele bort:

• Ukraine skal ikke forvente en genoprettelse af de internationalt anerkendte grænser
• Intet medlemskab af NATO
• Ingen amerikanske sikkerhedsgarantier

Og dertil en strøm af fornærmelser og ydmygelser fra den amerikanske præsident og hans håndlangere, der er baseret på lodrette løgne. At meget af kovendingen blev offentliggjort på sikkerhedskonferencen i München er ikke gået forbi hverken Polen eller Ukraine, for det er jo nærmest at gnide salt i såret.

Forskellen på 1938 og 2025 er, at Ukraine har vist viljen og evnen til at forsvare sig. Og det er vanskeligt at forestille sig, at man skulle kunne diktere Ukraine en fred, så længe dets hær og folk kæmper. Det samme gælder usikre løfter om en fredsbevarende styrke eller løfter om fremtidig hjælp. En våbenhvile vil blot give Rusland pusterum til at omgruppere og angribe med fornyet styrke.

Gjorde Europa alt?

De vesteuropæiske NATO-lande må sidde tilbage med en bitter smag i munden. For gjorde man sit yderste for at sikre Ukraine al den støtte, landet havde brug for at modgå aggressoren i tide? Nej, mange lande var rædde for at overtræde Putins røde linjer. Det må derfor også føles som et slag i ansigtet for Ukraine, når man i dagens The Guardian kan læse, at EU i 2024 har købt for 22 milliarder euro fossile brændstoffer fra Rusland, men kun har sendt Kiev for 19 milliarder euro hjælp.

Man havde heller ikke hørt efter i timen, hvad angår USA. For allerede under Obama blev det tydeligt, at USA var ved at vende ansigtet mod Asien. Og selv om USA med Biden som præsident holdt hånden under og over Ukraine, var man meget påpasselig med ikke at give Ukraine våben, der kunne ramme de baser, hvorfra Rusland i fred terroriserede Ukraines befolkning forvisset om, at Vesten ikke ville sende våben, der kunne ramme dem. Ironisk nok var det en af USA’s nærmeste allierede, Danmark, der var forrest i støtten til Ukraine velvidende, at vandt Putin krigen i Ukraine, stod Europa over for den mest alvorlige situation siden Cuba-krisen med en aggressiv og uberegnelig atommagt i Ruslands skikkelse.

Ingen vej tilbage

Men at man skulle ende med at stå alene dvs. uden USA er nok kommet som århundredets overraskelse især for politikere som Mette Frederiksen, der har satset alt på sammen med sine forgængere at være USA’s mest trofaste allierede, der altid var parat til at sende ekspeditionsstyrker afsted, når USA kaldte.

Og det er ironisk, at det nu er konservative stemmer, der lufter ideen om at sætte baseaftalen med USA på hold, mens socialdemokraterne forarget afviser, at Danmark skulle bryde en aftale med et USA – der er godt i gang med at bryde så mange aftaler som muligt. Her kan regeringen hurtigt komme i klemme med en stor del af befolkningen, der næsten uanset politisk holdning er forarget over USA’s opførsel, og småstatens strategiske afhængighed af den amerikanske atomparaply og efterretningssamarbejdet. For noget tyder på, at regeringen mener, at man ved at være artig igen kan komme ind i den trumpske varme. Men den vante verdensorden er i opbrud på en måde, hvor der ingen vej er tilbage. De europæiske NATO-lande er for alvor alene hjemme og står mellem at rette ind efter Trump stort set uden noget at skulle have sagt og så påbegynde den pinefulde og enorme proces, det vil blive, at stå på egne ben med alt, hvad det indebærer.

I sidste instans rejser den seneste tids hurlumhej omkring forsvars- og sikkerhedsproblemet det spørgsmål, om NATO faktisk eksisterer. En ting er imidlertid sikker, uden en europæisk indsats er Ukraine fortabt, og det har de europæiske lande ikke råd til.

Venstrefløjen mangler en troværdig forsvars- og sikkerhedspolitik

For venstrefløjen – in casu Enhedslisten – presser spørgsmålet om udarbejdelsen af en troværdig, venstreorienteret forsvars- og sikkerhedspolitik sig på efter de seneste ugers sikkerhedspolitiske jordskælv. En opgave man alt for længe har forsømt. Godt nok er Enhedslisten i folketinget en stærk støtte for Ukraine, godt nok har man gennemført en diskussion i partiet om forsvars- og sikkerhedspolitikken, men indtil videre er det blot blevet til en ’sammenfatning af diskussionen’. Skal man nå at have noget substantielt at diskutere på det kommende årsmøde i maj, hvor emnet er på dagsordenen, skal man skynde sig og må fokusere partiets arbejde på opgaven.