Ulighed og fødevarechecks: Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Vi lever i en tid, hvor værdierne i denne verden bliver mere og mere ulige fordelt.

Helt ufatteligt store formuer samles på ganske få hænder. Og uligheden vokser hurtigere og hurtigere.

Oxfam offentliggjorde ved den internationale økonomiske og politiske elites nylige topmøde – World Economic Forum i den schweiziske skisportsby Davos – sin årlige ulighedsrapport.

Helt symptomatisk blev dette forsøg på at tage temperaturen på fordelingen af klodens værdier overskygget af den nok mest fremtrædende repræsentant for ulighedens vækst og koncentration af milliardærernes politiske og økonomiske magt – den amerikanske præsident Donald Trump – og hans endeløse selvros og kritik af alt og alle, som ikke deler hans politiske holdninger.

Rapporten dokumenterer, at 2025 – som for mange betød afsavn eller fattigdom på grund af kraftigt stigende energi- og fødevarepriser – blev et rekordår for dollar-milliardærerne, som oplevede den største vækst nogensinde i deres formuer.

De superriges formuer voksede således tre gange hurtigere end gennemsnittet for de seneste fem år.

Ét tal siger det hele: Verdens 12 rigeste milliardærer har tilsammen en formue, der overstiger det beløb, som fremkommer, hvis man lægger dét sammen, hele den fattigste halvdel af jordens befolkning ejer. Det er simpelthen absurd.

Oxfams danske direktør Lars Koch ser en sammenhæng mellem voksende ulighed og faldende tillid til demokratier:

“Det ser vi allerede ske rundt omkring i verden og i Danmark, hvor autoritære bevægelser næres af, at almindelige mennesker har mistet tiltroen til, at “systemet” også er til for dem og ikke kun for eliten.”

Ros til fødevarechecken, men…

Men har uligheden noget med den fødevarecheck, som regeringen omsider besluttede sig for – eller blev presset af meningsmålinger til – at udsende?

I mine øjne er svaret et klingende ja. Og sammenhængen er egentlig ganske enkel. Skal vi gøre noget ved uligheden, skal vi have styr på fakta og data.

Fødevarechecken skal roses. Ingen tvivl om det.

Et velfærdssamfund skal reagere, når påvirkninger udefra sætter mennesker i klemme. Og det handler netop om dem, der har de laveste indkomster og dermed har sværest ved at klare uforudsete store stigninger i leveomkostningerne som dem, vi har oplevet i en længere periode.

Og et velfærdssamfund skal kunne målrette hjælpeinitiativer til dem, der har behovet.

Den danske velfærdsmodel bygger på et fælles ansvar for at sikre, at alle får lige muligheder for at forsørge sig selv, tage hånd om os selv og vore egne og tage aktivt del i fællesskabet. Der skal være universel og lige adgang til eksempelvis uddannelse eller sundhed og pleje. Og dertil er det et fælles ansvar at spænde et sikkerhedsnet ud under os alle, så vi i fællesskab griber dem, hvis tilværelse slår knuder undervejs.

Når vi oplever, at den bedst stillede del af befolkningen økonomisk stikker fuldstændig af fra resten, så slår det sprækker i tiltroen til, at velfærdsmodellen er den rigtige i et moderne samfund.

Og nu har den rigeste ene procent af danskerne en formue, der er 500 gange større end den gennemsnitlige formue i den fattigste halvdel af befolkningen.

Samtidig er finansieringen af velfærden og den offentlige service hverken fulgt med behovene eller den almindelige samfundsudvikling over de seneste mere end fire årtier. Forenklet sagt er der relativt set færre ressourcer til at dække større behov.

Når det så viser sig, at vi åbenbart ikke råder over data og systemer til at udsende fødevarechecken målrettet til de borgere, der har det største behov, så går det da helt galt.

Det må være logik for burhøns, at fødevarehjælp til millionærer ikke blot skaber sprækker i tiltroen til velfærdssamfundet.

Det rokker så at sige faretruende ved båden. Ikke nødvendigvis regeringsbåden og meningsmålingerne, men derimod troen på, at vi – når det gælder velfærdsydelser – er i samme båd, hvor det store behov står foran i køen, mens den store pengepung står bagerst.

Uforståeligt

Det er svært at forstå, at et veludviklet velfærdssamfund som det danske med så mange år på bagen ikke er i stand til at målrette velfærdsydelser mere præcist.

Og fordi det er så uforståeligt, får det naturligt nok medierne til at gå på jagt efter de tudetossede eksempler på fødevarechecks til velhavere. Og de findes desværre. I alt for stort antal.

Regeringens strategi om at støtte, at velhavere kan videresende fødevarechecks til velgørende organisationer, forslår som en skrædder i helvede.

Prøv blot at tænke tanken igennem. Skatteborgerne betaler til velfærden, som fejlagtigt videregives til millionærer, der herefter kan vælge at videregive checken til områder, hvor velfærdssamfundet ikke slår til. Det er på høje tid at få gjort noget helt grundlæggende ved disse mangler.

Det var statsminister Poul Nyrup, der spurgte, om vi ikke kunne gøre det lidt bedre for mødrene, der kommer “cyklende til daginstitutionen i det tidlige morgenmørke, med de små søvndrukne bag på cyklen”.

Det spørgsmål kan i dag med rette også stilles til de data og it-systemer, som velfærden og den offentlige service hviler på.

Det handler om noget ret enkelt. Politiske beslutninger om forbedring af levevilkår forudsætter et detaljeret kendskab til befolkningens og befolkningsgruppers levevilkår.

På portørdansk er det noget så simpelt som logik for burhøns – de stakler.