USA’s angreb på Venezuela er et beskidt og usselt kup
Trump og USA’s ulovlige angreb på Venezuela og deres brutale forsøg på at diktere et regimeskifte er farligt for verden. Også langt fra Sydamerika. Det skriver Enhedslistens forsvars- og udenrigsordfører, Trine Pertou Mach i dette indlæg
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Det ligner et beskidt og usselt kup.
Det skal fordømmes benhårdt og entydigt af hele det internationale samfund. Her er hvorfor:
Fordi hver gang en stat i egen magtpolitiske interesse tilsidesætter international lov og slipper afsted med det – fordi det ‘er en allieret’ – så bidrager det til at underminere retsordenen og sænker barren for den næste magt, der har lyst til at gøre det samme.
Fordi hvis vi tier stille, når stormagter kaster lande, regioner og verden ud i krig og forsøger at vælte regeringer og erobre land efter forgodtbefindende – så tier andre lande næste gang.
Når turen kommer til … at Trump vil tage Grønland. At Kina vil tage Taiwan. At Putin vil tage Moldova eller Georgien. At Israel vil annektere Gaza, resten af Vestbredden og Østjerusalem.
Stormagterne med imperieambitioner
De eneste, der har noget ud af den slags verdensorden, er grumme stormagter med imperieambitioner, som kigger sultent på andre lande og deres ressourcer.
Stormagter, som vil have mere land for at vise, hvor store og mægtige de er. Som vil blæse på lov og ret. Som vil tage det med magt. Fordi de kan og fordi de får lov.
De, der til gengæld ender med regningen, er almindelige mennesker i lande rundt om USA, Rusland, Kina, Israel.
Og alle os andre i småstater, som bliver lidt mere usikre for hver gang, hvor verden ser på og accepterer et ulovligt angreb, en ulovlig krig, et ulovligt regimeskifte.
Jo mere modig Trump bliver, jo mere uimodsagt han står, når han gør sådan her, jo mere appetit kan han få på at tilrane sig Grønland.
Det internationale samfund skal sige fra
Hvis man stadig er i tvivl om værdien af international lov – så spørg dig selv, hvad vi burde sige, hvis Putin lavede et raid ind i Ukraine og tog Zelenskij til fange.
Jeg forventer en klar fordømmelse fra EU, som – med alle sine fejl og mangler – efterhånden står ensomt som en sammenslutning, der reelt kan forsvare international lov og ret internationalt. EU-chef for udenrigs- og sikkerhedspolitik, Kaja Kallas’ første melding er desværre ikke et godt tegn.
Jeg forventer en klar melding fra Danmark i FN’s Sikkerhedsråd, når det træder sammen.
Alt andet vil være alt, alt for farligt og ødelæggende for verden og for mennesker i lande, der falder indenfor store magters interessesfære.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
