USA’s militær er fast besluttet på at overmande Kina

Præsident Trump og forsvarsminister Mark Esper vil inddæmme Kina – og i mindre grad Rusland – med væbnet magt. Dets militære ledere påstår, at Kina har en militær overlegenhed, men alle kendte optællinger af våbensystemer viser, at USA har et meget større ødelæggelsespotentiale.

Oversat af Poul Bjørn Berg fra Independent Media Institute

Af Vijay Prashad

Den 1. april fortalte admiral Philip Davidson – leder af USA’s Stillehavskommando – den amerikanske kongres, at han gerne vil have 20 milliarder dollars til opbygningen af en solid militær afspærring fra Californien til Japan og ned gennem Stillehavsregionen. Hans forslag – under navnet ”Regain the Advantage” (Genvind Forspringet, red.) – pegede på den ”fornyede trussel, stormagtsrivaliseringen udgør for os. [U]den en effektiv og overbevisende, afskrækkende foranstaltning vil Kina og Rusland have mod på at gribe ind i regionen for at fortrænge amerikanske interesser.”

Det virkelige fokus er Kina. I januar 2019 fortalte den fungerende amerikanske forsvarsminister, Patrick Shanahan, til repræsentanter for USA’s militær, at problemet er ”Kina, Kina, Kina.” Det har været det primære fokus for alle den amerikanske præsident Donald Trumps udnævnelser til forsvarsministeriet, hvad enten det var Shanahan eller den nuværende chef, Mark Esper. Esper kan ikke åbne munden uden at bebrejde Kina; for nylig fortalte han den italienske avis La Stampa, at Kina brugte Coronakrisen til at fremme sine interesser gennem ”ondsindede” kræfter som Huawei, og ved at sende hjælp til Italien. Hvis det står til Trump og Esper, skal Kina – og i mindre grad Rusland – inddæmmes af USA med væbnet magt.

Missilbalancen

Den republikanske senator fra Arkansas, Tom Cotton har fremsat det synspunkt, at Kinas militære moderniseringsprogram har skabt en ubalance med hensyn til missiler til Kinas fordel. I marts 2018 spurgte Cotton admiral Harry Harris, der var kommandør for den amerikanske Stillehavskommando (han er nu USA’s ambassadør i Sydkorea), om Kinas missiler. ”Vi er i dag i et ugunstigt forhold over for Kina i den forstand, at Kina har landbaserede ballistiske missiler, der truer vores baser i det vestlige Stillehavsområde og vores skibe,” fortalte Harris til Kongressen.

For at afhjælpe det foreslog Harris, at USA opsagde aftalen om mellemdistance-atomvåben (“Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty“, INF, red. ) – hvilket Trump gjorde i begyndelsen af 2019. Her beskyldte han russerne for ikke at overholde aftalen, men det var tydeligt, at det Trump talte om var frygten for en kinesisk fordel med hensyn til missiler. I august 2019 afprøvede USA en mellemdistance-raket og viste dermed, at deres hensigter var klare, længe før deres udtræden af INF-traktaten.

“USA har tidligere brugt idéen om en ”ulige missilbalance”. John F. Kennedy brugte den i sin præsidentkampagne i 1958, selv om han sandsynligvis vidste, at det var forkert at sige, at USSR havde flere missiler end USA. Meget lidt har ændret sig siden.”

I marts 2019 henvendte Cotton sig til ‘the Heritage Foundation’ (amerikansk konservativ tænketank, red.) for at meddele, at USA burde begynde at producere mellemdistance ballistiske missiler – til opstilling på baser i USA’s territorium Guam og hos USA’s allierede; disse missiler skulle direkte true Kina. ”Beijing har oplagret tusindvis af missiler, der kan ramme vore allierede, vore baser, vore skibe og vores befolkning over hele Stillehavsområdet,” sagde Cotton med sin karakteristisk overdrevne jargon. Overdrivelse er vigtig for folk som Cotton; at sprede frygt er den måde, deres politik skabes på, og fakta er forstyrrende.

USA har tidligere brugt idéen om en ”ulige missilbalance”. John F. Kennedy brugte den i sin præsidentkampagne i 1958, selv om han sandsynligvis vidste, at det var forkert at sige, at USSR havde flere missiler end USA. Meget lidt har ændret sig siden.

I november 2018, altså før USA forlod INF, talte admiral Davidson til en tænketank i Washington om ”Kinas magt”. Davidson sagde, at hans forgænger, Harry Harris, i 2015 havde spøgt med, at øerne ud for den Kinesiske Folkerepubliks kyst var en ”stor mur af sand”; nu, sagde Davidson, er de blevet til ”en stor mur af SAMs”, med en henvisning til jord-til-luft-missiler. Davidson fra den militære side og Cotton fra den civile side begyndte at gentage, at Kina havde en militær overlegenhed på grund af den ”ulige missilbalance”, et forhold der ikke krævede nogen grundig undersøgelse.

USA har verdens største militærmagt

I april fandt Stockholms Internationale Fredsforskningsinstitut (SIPRI) ud af, at USA’s militærbudget var steget med 5,3 % i 2018, og nu beløb sig til 732 milliarder dollars; stigningen på blot et år svarede til hele Tysklands militærbudget. Samtidig brugte Kina 261 milliarder dollars på militæret og øgede dermed budgettet med 5,1 %. USA har 6.185 atomare sprænghoveder, mens Kina har 290 atomare sprænghoveder. Kun fem lande i verden har missiler, der kan nå frem til et hvilket som helst andet land på kloden: USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. Hvad enten det drejer sig om interkontinentale våben eller USA’s luftvåben, er der ingen tvivl om, at Kina simpelthen ikke har nogen militær overlegenhed over USA.

Alle kendte optællinger af våbensystemer viser, at USA har et meget større ødelæggelsespotentiale i en militær konfrontation end et hvilken som helst andet land – inklusive Kina. Imidlertid står det nu klart for USA, at selv om det kan bombe et land i stumper og stykker, kan det ikke længere få alle lande til at underordne sig dets vilje.

Tilbagetrækning

De Forenede Staters flåde er både overbelastet og truet. De to amerikanske hangarskibe i Stillehavet – USS Ronald Reagan og USS Theodore Roosevelt – er i vanskeligheder. USS Reagan er i Japan for at blive repareret, mens USS Roosevelt er i Guam, hvor mandskabet er hærget af COVID-19. Samtidig har USA sendt en hangarstyrke for at true Venezuela under påskud af at bekæmpe narkotika. Ved at true flere lande langt fra hinanden bliver det vanskeligt for USA at fokusere sin overlegne militære styrke på et bestemt land.

Den missilkapacitet, Iran og Kina har vist, har betydet, at den permanente tilstedeværelse af amerikanske bombefly på al-Udeid Air Base i Qatar og Anderson Air Force Base i Guam, er blevet trukket tilbage. Disse bombefly er nu på Minot Air Force Base i North Dakota, samt på Barksdale Air Force Base i Louisiana. General Timothy Ray fra det amerikanske luftvåbens hovedkommando har gjort gode miner til disse tilbagetrækninger ved at hævde, at det giver USA en større fleksibilitet. Den virkelige grund til at bombeflyene har forladt Qatar og Guam er, at det amerikanske militær frygter for disse strategisk vigtige ressourcers sikkerhed.

Hverken Iran eller Kina har styrken til at besejre USA i en militær konfrontation. Men langs begge landes grænser har Iran og Kina styrken til at ramme amerikanske og allierede mål. Den styrke står i vejen for, at USA kan underordne sig disse to lande fuldstændigt. Det er denne lokale styrke, som Kina og Iran har udviklet, USA ønsker at udslette.

Genvind overlegenheden

Admiral Davidsons rapport fra april opfordrer til dannelse af ”fremskudte, bevægelige fællesstyrker” som ”den mest troværdige måde at vise USA’s engagement og beslutsomhed over for potentielle modstandere.” Det, USA’s Stillehavskommando mener med det er, at man – frem for at have en fast base, der er sårbar over for angreb – vil flyve sine bombefly til baser hos sine allierede i Stillehavsområdet (Australien, Indien og Japan) og til andre regioner (f.eks. Sydkorea). Der vil bombeflyene være bedre beskyttet. Kina vil stadig være truet, men de kinesiske missiler vil – i hvert fald i teorien – få sværere ved at true de mobile amerikanske styrker.

Davidsons rapport har en slående, nærmest science fiction-agtig kvalitet. Der er et ønske om at skabe ”meget overlevelsesdygtige, præcisionsnetværk” i hele Stillehavsområdet, indbefattet forskellige typer missiler og radaranlæg i Palau, Hawaii, og i rummet. Han beder om enorme beløb for at udvikle et militær, der allerede er meget stærkt.

Desuden er USA engageret i udviklingen af rumforsvarsvåben, autonome våbensystemer, svævefly, overlydsmissiler og angrebsvåben til cyberkrig – alt sammen for at kunne destabilisere missilforsvarssystemer og overmande enhver modstander. Den udvikling indvarsler et nyt våbenkapløb, der bliver meget dyrt, og som yderligere vil destabilisere verdensordenen.

USA har ensidigt rustet op over for Kina og har skruet op for sin truende retorik over for Beijing. I Kina vokser frygten for en mulig amerikansk krig mod Kina, selv om mere nøgterne stemmer opfordrer den kinesiske regering til ikke at lade sig trække ind i et våbenkapløb med USA. Ikke desto mindre er truslerne troværdige, og ønsket om at opbygge en eller anden form for afskrækkende middel vokser. Fraværet af en stærk, verdensomspændende fredsbevægelse med styrke til at forhindre USA i denne oprustning er en alvorlig sag for planetens ve og vel. Behovet for sådan en bevægelse kunne ikke være større.

Denne artikel er oprindeligt bragt som en del af Globetrotter-projektet under Independent Media Institute: The US military is hell-bent on trying to overpower China

Vijay Prashad er indisk historiker, redaktør og journalist. Han er chefredaktør på LeftWord Books and og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research.