Våbenhvile nu. Det er allerede for sent

Som jeg pointerede i en tidligere leder, ynder Israel at besvare angreb med en mangedobling i antallet af døde palæstinensere for hver israeler. Det har indtil nu betydet omkring 11.000 døde palæstinensere denne gang.

Al-Shifa Hospitalet i Gaza har måttet slukke for kuvøserne, som det ikke længere havde strøm til. En kuvøse er – hvis nogen skulle være i tvivl – et redskab, hvor for tidligt fødte og andre syge spædbørn får hjælp til at trække vejret og regulere kropstemperaturen. Gazas spædbørn dør.

Israels hær har udtalt, at der er fundet våben på hospitalet. Hæren har endda delt en video, hvor de viser en papkasse med våben i. Tillykke med det, hvis det da er rigtigt. Er Gazas spædbørn en acceptabel collateral damage, fordi man finder en rusten AK-47 i kælderen på hospitalet? Spørg din egen moral. Mig bekendt var det ikke våben, men terrorister og Hamas’ militære kommandocentral, israelerne var ude efter.

Flere har givet udtryk for, at Hamas skal udlevere de gidsler, der blev taget til fange under terrorangrebet 7. oktober, hvor hele konflikten tilsyneladende startede. Det holder heller ikke. Israels højrerabiate leder Benjamin Netanyahu har flere gange afvist at udveksle gidsler mod en våbenhvile.

Målet ser ud til at være en sønderbombende ødelæggelse af Gaza. På den måde kan israelerne måske få elimineret Hamas som en politisk kraft i Gaza. Er de titusindvis af døde palæstinensere så uheldige civile ofre, som man må acceptere i forbindelse med krig?

Og hvad kommer der bagefter? Tror Netanyahu og hans højreradikale allierede, at de forældreløse palæstinensere i Gaza vil blive en del af et fredeligt palæstinensisk Kærlighedsparti, som vil arbejde for fred og fordragelighed med Israel? Vil de forældre, som har mistet børn i kuvøserne, indse fornuften i, at der jo desværre er civile ofre i en krig og acceptere israelsk hånd- og halsret over Palæstina?

Nej, detet regner Israels ledelse ikke med. Den forventelige fortsatte palæstinensiske modstandskamp vil alene give israelerne et påskud til at blive ved med at holde den palæstinenserne i et jerngreb af underkuelse.

For højreorienteret til Storbritanniens Tories – fint for Danmarks Socialdemokrati

Midt i al elendigheden er der heldigvis en stigende – og berettiget – kritik af Israel. Flere og flere regeringer begynder at kræve våbenhvile. Også blandt Israels traditionelle allierede i Vesten. Men kravet om våbenhvile kommer alt for sent. Det er tilsyneladende også gået hurtigere op for Vestens befolkninger end for regeringerne. Vestens regeringer holder langt mere med Israel end deres befolkninger.

Og så er der Danmark. I Danmark skulle statsministeren bruge flere dage på at finde ud af at sige, at hun godt kan føle nogen sympati med civile palæstinensiske ofre. Det ændrer ikke på, at Mette Frederiksen har bedt om en redegørelse for, hvordan der kan skrides ind over for ytringer, som antageligt billiger terror ved pro-palæstinensiske demonstrationer.

Der er kommet to sigtelser for udtalelser, som billiger terror. Den slags udtalelser er idiotiske, men sigtelserne kan hjælpe med til at mistænkeliggøre de tusinder og atter tusinder, som dukker op til demonstrationerne for at forsvare civile, palæstinensiske og israelske liv.

Statsministeren vil altså blande sig i, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges ved lovlige demonstrationer. Den nu tidligere britiske indenrigsminister havde lignende planer, hvorpå hun blev fyret. Det, der er for meget for en britisk Tory-regering, er altså fuld gangbar mønt i en dansk, socialdemokratisk ledet regering. Man kommer sådan til at savne Mogens Lykketoft.

I Storbritannien har en del af Labours parlamentsmedlemmer stemt imod partitoppen og for et krav om våbenhvile, som Scottish National Party havde rejst. Man kunne håbe, at nogle socialdemokratiske MF’ere herhjemme havde samme format. Var det ikke noget for dig, Pernille Rosenkrantz-Theil?                  

Det officielle Danmark vil ikke bede om våbenhvile, nej tak, ligesom Joe Biden ikke vil. Det virker så bedaget at snakke om den danske regering som USA’s skødehund, men jeg kan ikke se andre begrundelser end den floskel. Det er ikke på grund af folkeligt pres, at Danmarks regering så utvetydigt bakker op om Israels aggressive adfærd.

Drop udenomssnakken

Selvfølgelig er det idioti at synge et slagråb om, at Israels besættelse af Palæstina skal løses med jihad.

”From the river to the sea”-slagråbet må forstås som et ønske om, at staten Israel ikke skal eksistere. Det tager ikke stilling til, hvordan det skal ske. Der findes faktisk dem der er meget parate til massakrer, som det skete 7. oktober. Så hvis man ikke vil blive sat i bås med de hellige krigere, er det klogest ikke at råbe i kor med dem.

Denne debat kan være spændende nok – og sågar relevant nok, men den fjerner fokus fra, at Israel lige nu myrder løs på civile palæstinensere og i en menneskealder har holdt palæstinensiske områder besat.

Folkedrab, menneskeretskrænkelser og apartheid-lignende tilstande skal mødes med protester og internationalt pres. Det skal udløse internationale sanktioner og boykot. Derfor bør Danmark – og venstrefløjen – presse på for en international boykot af Israel, stoppe køb af artillerikanoner og raketkastere hos israelske Elbit Systems og bakke op om blokader af Terma-fabrikken, som leverer våbendele til Israel.

I første omgang er kravet en våbenhvile nu, for det er allerede for sent. Det burde virkelig ikke være kontroversielt at bakke op om FN-generalsekretær Antonio Guterres’ krav om en øjeblikkelig våbenhvile. Men det er det åbenbart. EU taler i stedet om humanitære pauser. Det er at bede om pauser i Israels massemyrderi, ikke om ophør.