Våbenleverancer, oprustning og Nato-medlemskab hænger nøje sammen med dårligere velfærd

Det lader til, at vi i 2025 vil se forhandlinger i krigen i Ukraine. For Ukraine gælder det nu om at stå så stærkt som muligt på slagmarken, så man også i forhandlingerne kan så stærkest muligt. Derfor har landet hårdt brug for flere og bedre våbenleverancer.

Hidtil USA været den største våbenleverandør. Det har gavnet den amerikanske industri og økonomi og de militære muligheder for at forfølge landets egne globale målsætninger – eksempelvis i Ukraine, i Mellemøsten og i det Sydkinesiske Hav.

Der er derfor gode grunde til, at Danmark og andre EU-landes krav om at sende flere og bedre våben til Ukraine også er blevet til et krav om en større europæisk – og dermed dansk – våbenproduktion. Således at våben betalt af Europa også produceres her, og bliver – det er i hvert fald håbet – til gavn for europæisk industri, økonomi og militær.

Det militærindustrielle kompleks

Jo større våbenindustrien – eller ’forsvarsindustrien, som den officielt kaldes – bliver, desto større opbakning og magt vil den få. Det kender vi fra USA. Og sådan vil det selvfølgelig blive, når kapitalejerne investerer mange penge i den, og den bliver en nødvendighed for de mange mennesker, som den har ansat.

Våbenindustrien får derfor også sine politiske repræsentanter, som argumenterer for yderligere investeringer – af hensyn til arbejdspladser, eksportindtjening, skatteindtægter m.v. Industrien bliver således en vigtig politisk kraft i samfundet. Men den bliver også en kraft, som risikerer at splitte befolkningen, eftersom nogle lever af produktion af våben, mens andre nu lever dårligere, fordi der ikke længere er råd til den samme velfærd, som før der blev brugt penge – mange penge – på våben.

Det har vi allerede erfaret herhjemme, dengang regeringen afskaffede store bededag til fordel for oprustningen. Afskaffelsen betød, at de fleste skulle arbejde mere, mens andre mistede indtægt, fordi helligdagsbetalingen forsvandt. Lønmodtagerne opfattede afskaffelsen som en provokation – i en tid med megen stress og nedslidning, og hvor pengene er blevet mindre som følge af de senere års inflation.

Alligevel stod regeringen fast og ville ikke give sig; dog næppe på grund af forslagets økonomiske betydning, men på grund af dets store symbolværdi. Med afskaffelsen af store bededag som fridag markerede regeringen nemlig, at vi fremover skal prioritere vores værdier og vores velfærd lavere end oprustningen.

“Alt andet kommer i anden række”

Lige netop denne pointe bekræftede forsvarsminister Troels Lund Poulsen fornylig på Venstres landsmøde: ”Uden Danmarks frihed, så er alt andet jo ligegyldigt, og vi skal kunne tage hånd om danskernes sikkerhed. Det er Venstres førsteprioritet, og alt andet kommer i anden række.”

Forsvarsministeren gjorde det klart, at velfærden fremover må vige for oprustningen. En lavere pensionsalder kan derfor ikke komme på tale, medmindre der er penge til overs fra oprustningen. Og eftersom ”alt andet kommer i anden række”, må det vel også gælde daginstitutioner, folkeskole, sundhed og ældrepleje m.v.?

Ifølge Troels Lund Poulsen vil forsvarsudgifterne komme til at koste op imod 300 milliarder kroner over en årrække – vel at mærke oven i de allerede afsatte 200 milliarder kroner over de næste ti år; ikke mindst fordi Danmark skal kunne leve op til Natos nye styrkemål.

Velfærd i en oprustningstid

Oprustningen hænger selvfølgelig nøje sammen med den sikkerhedspolitiske situation. Ukraine er blot er én ud af flere stater, som frygter Rusland, og som ser et Nato-medlemskab som eneste redning fra underkastelse. Garantier og ikke-angrebsaftaler kan brydes.

Men et Nato-medlemsland vil ikke kunne angribes, uden at alliancens musketered træder i kraft. Dermed risikerer Rusland at komme i krig med hele alliancen, inklusiv tre atommagter med USA i spidsen. Ingen grænsestat til Rusland vil derfor bytte sit Nato-medlemskab med nogen anden form for forsvarsordning.

Våbenleverancer, våbenproduktion, oprustning og Nato-medlemskab kan ikke adskilles men hænger nøje sammen. I dagens Danmark vil det blive betalt af borgerne gennem indgreb i arbejdsmarkedet (jf. afskaffelsen af store bededag) og tilbagegang for progressiv politik og offentlig velfærd. Det er virkeligheden.

Og det er denne virkelighed, som vi – Socialdemokratiet, venstrefløjen og fagbevægelsen – må se i øjnene, hvis vi fortsat vil støtte Ukraine militært.

Vi ved ikke, hvor mange dræbte krigen har kostet indtil dato. Formentlig skal de civile tab tælles i titusinder, mens de militære skal tælles i hundredtusinder. Dertil kommer millioner af flygtninge og ødelæggelser af byer og samfund.

Det er højst usikkert, om de fortsatte våbenleverancer vil betyde en sejr for Ukraine. Mere sandsynligt er det, at krigen blot vil fortsætte. Og helt sikkert er det, at mange tusinder endnu vil dø.