Valg i Island: Venstrefløjen udslettet i parlamentet efter højredrejning

Den islandske venstrefløj til venstre for Socialdemokratiet har været repræsenteret i Altinget, det islandske parlament, siden 1937. Men ikke længere. Det islandske parlamentsvalg den 30. november blev ”vundet” af socialdemokratiet Alliancen ligesom det socialdemokratiske Folkets Parti (Flokkur fólksins) også fik et godt valg. Socialdemokraterne kan dog ikke kan danne regering uden en alliance med højrefløjen.

Men mere interessant betød valget, at De Venstregrønne – der havde haft statsministerposten indtil tidligere i år – måtte forlade parlamentet sammen med resten af venstrefløjen. Det er en voldsom udvikling. Ikke bare har den islandske venstrefløj siddet i parlamentet permanent siden 1937. De var i størstedelen af det 20. århundrede, og igen fra 2016-2024, større end de socialdemokratiske partier.

Hvad der gør udviklingen endnu mere markant, er den radikalisering det islandske samfund flere gange har været igennem de sidste to årtier. I både 2008-09, oven på finanskrisen – der ramte Island særlig hårdt – og igen i 2016, efter at statsministeren var indblandet i Panama Papers skandalen, væltede masseprotester regeringer i Island. I begge tilfælde var der et udbredt folkeligt krav om en ny forfatning og radikale samfundsforandringer, og begge gange åbnede protesterne døren for at venstrefløjen kunne gå i regering.

Begge gange svigtede venstrefløjen håbet om forandring. Det er altså ikke en højredrejning i samfundet, der har bragt den islandske venstrefløj til kollaps. Tværtimod var det venstrefløjens egen højredrejning – der bragte den i konflikt med befolkningens ønske om radikale forandringer – som førte til venstrefløjens forfald.

En historisk stærk venstrefløj svigtede en historisk mulighed

De Venstregrønne (VG – Vinstrihreyfingin – grænt framboð) er seneste skud på stammen af en venstrefløj hvis rødder går tilbage til 1930, da en kommunistisk udbrydergruppe fra Socialdemokratiet stiftede det islandske kommunistparti. I 1938 nedlagde kommunistpartiet sig selv og stiftede i stedet en bredere venstrefløjsalliance. Den var større end Socialdemokratiet i størstedelen af det 20. århundrede, hvor de typisk fik mellem 15-20 procent af stemmerne.

I 1998 valgte flertallet på den islandske venstrefløj at forene sig med landets to socialdemokratiske partier samt et feministisk parti og stifte det nuværende socialdemokratiske parti Alliancen, eller Socialdemokratisk Alliance (Samfylkingin – jafnaðarflokkur Íslands). Et mindretal stiftede dog i stedet De Venstregrønne, det der skulle blive det primære venstrefløjsparti på Island for de næste 25 år, altså indtil nu.

VG stod stærkt fra starten og fik ved sit første valg i 1999 9 procent af stemmerne. Efter masseprotesterne oven på finanskrisen fik VG i 2009 deres bedste valgresultat med 21,6 procent af stemmerne. På denne baggrund valgte VG at indgå i en regering med socialdemokratiet, hvor socialdemokraterne sad på statsministerposten, men hvor partierne ellers delte ministerposterne 50/50.

Valgsejren kom oven på et folkeligt krav om radikale forandringer, et mere inkluderende demokrati og et opgør med den finanskapitalistiske udviklingsmodel der året før var kollapset. Et eksempel på den radikale stemning var den forfatningsgivende forsamling, der blev valgt i 2010, og hvis anbefalinger til en ny kommende forfatning blev vedtaget ved folkeafstemning i 2012.

Disse anbefalinger inkluderede at gøre fremtidige fund af naturressourcer, som altså ikke allerede var i privat ejendom, til statslig ejendom, hvilket blev vedtaget med 82 procent. En række krav om yderligere demokratisering blev også vedtaget, inklusiv at en vis andel af vælgerne ville kunne kræve emner sat til folkeafstemning der blev vedtaget med 73 procent.

I stedet førte regeringen i bedste fald en moderat reformkurs. Mens regeringen i udlandet blev hyldet for at stille finansspekulanterne for en domstol, så var realiteten i Island, at ikke blot forblev de økonomiske og politiske strukturer i det store og hele uforandret – den nye regering førte grundlæggende den samme krisepolitik som i andre lande.

Nedskæringer og store, skattebetalte redningspakker til erhvervslivet mens den islandske befolkning fortsat led hårdt under konsekvenserne af krisen med høj inflation på dagligvarer, stor privat gældsstigning, svækkelse af den islandske krone og et voldsomt fald i levestandarden.

At den socialdemokratiske-VG-regering mere og mere stillede sig i opposition til den folkelige massebevægelse der havde sikret dem valgsejren, blev for alvor tydeligt i forbindelse med Icesave-konflikten. Konflikten handlede om hvorvidt, og hvordan, den islandske stat skulle sikre den gæld og de tilgodehavender, som udenlandske kunder havde i private islandske bankvirksomhedsaktiviteter i Storbritannien og Holland, efter den islandske banksektor havde kollapset under finanskrisen og virksomheden var gået konkurs.

To gange blev regeringens forslag om en aftale om finansiering af gælden sat til folkeafstemning. I 2010 stemte 98,1 procent nej. I 2011 stemte 59,8 procent nej. Og hvad så med de førnævnte forfatningsændringer? De er 12 år efter vælgerne godkendte dem, endnu ikke blevet gennemført.

Skuffelsen var markant og VG’s regeringstid blev kort. Allerede ved næste valg i 2013 faldt regeringen og VG blev halveret og fik blot 10,8 procent. I stedet kom en årrække med borgerlige regeringer, indtil en række skandaler i 2016 og 2017 om skattesvindel og støtte til en pædofilidømt førte til de borgerlige regeringers fald.

En ny bølge af masseprotester fremsatte igen krav om radikale samfundsforandringer og åbnede døren for en ny VG-regering i 2017. VG fik statsministerposten, men måtte til gengæld indgå en regeringskoalition med det konservative Selvstændighedspartiet (Sjálfstæðisflokkurinn) og det liberale landbrugsparti Fremskridtspartiet (Framsóknarflokkurinn).

Venstrefløjen bliver en del af problemet

Utilfredsheden betød, at VG allerede gik tilbage ved valget i 2021. De lykkedes dog med at fastholde statsministerposten og regeringskoalitionen med højrefløjen. Dog førte valgresultatet til en regeringsrokade og en yderligere højredrejning af regeringen. Hvor VG havde siddet på 3 ud af 11 ministerier før valget, og dermed 8 til de borgerlige, blev fordelingen i den nye regering fortsat 3 ministerier til VG, men 10 ministerier til de borgerlige.

Frem for at rette op på katastrofekursen fortsatte VG altså kursen og holdt blikket stift fokuseret på magten over alt andet. Den faldende opbakning til VG og regeringen blev for alvor tydelig ved præsidentvalget 1. juni 2024. Ved de to foregående præsidentvalg i 2016 og 2020 vandt den selverklærede ”upolitiske” kandidat Guðni Thorlacius Jóhannesson.

Som en kandidat der ikke havde været en del af noget parti – og som stillede op på et grundlag om udvidelse af befolkningens direkte demokratiske indflydelse – blev han af mange set som en del af det ønskede brud med det bestående system. Hans valgsejre blev derfor også betragtet som en slags sejr for venstrefløjen.

Ved valget i 2024 stillede han ikke op, og VG’s forkvinde og statsminister Katrín Jakobsdóttir valgte derfor at gå af som statsminister og opstille til præsidentposten i stedet. I hendes sted overtog Bjarni Benediktsson fra Selvstændighedspartiet statsministerposten. VG havde vundet valget i 2017 på baggrund af den folkelige utilfredshed med Bjarni Benediktsson, men havde nu givet ham statsministerposten igen.

Resultat af præsidentvalget blev et nederlag til VG og Katrín Jakobsdóttir der blot fik 25.2 procent og blev besejret af erhvervskvinden Halla Tómasdóttir der fik 34.1 procent af stemmerne. Med VG yderligere svækket valgte Bjarni Benediktsson 13. oktober 2024 at lade regeringen falde for at fjerne VG fra regeringen og udskrive nyvalg.

Venstrefløjen der ikke ville agere venstrefløj kollapser

Ved valget 30. november 2024 faldt VG fra 12,6 procent af stemmerne til blot 2,3 procent. Dermed endte de langt under spærregrænsen på 5 procent og mistede derfor deres resterende 8 parlamentsmedlemmer (ud af 63 pladser). Det samme gjaldt Piratpartiet, som inden valget havde 6 parlamentsmedlemmer.

Piratpartiets udvikling fulgte samme mønster som VG’s. Piratpartiets politik har gennem årene svunget til højre og venstre, men det fremstillede sig oprindeligt som et radikalt alternativ til det bestående, der ville udvide befolkningens demokratiske magt. På denne baggrund fik de deres bedste resultat i 2016 med hele 14,5 procent af stemmerne. Før 2016-valget stod de i perioder endda til over 40 procent af stemmerne i meningsmålingerne og til at kunne danne flertalsregering med VG som konsekvens af den folkelige utilfredshed med det bestående.

I stedet for at bygge videre på denne opbakning – og lægge an til en afskaffelse af det bestående system og en radikal demokratisk forandring – gik Piratpartiet til valg på et ønske om en koalition hen over midten og et program om, at ”politik er det muliges kunst” frem for at stille ”umulige krav”. Resultatet af denne ”pragmatisme” var at man smed den historiske opbakning væk og er gået tilbage lige siden og ved det nylige valg fik en tilbagegang fra 8,6 procent til 3 procent.

Både VG og Piratpartiet blev dermed endda mindre end det tredje venstrefløjsparti, Socialistpartiet, der ellers aldrig har siddet i parlamentet. Socialistpartiet (SFÍ – Sósíalistaflokkur Íslands) blev stiftet i 2017 i frustration over VG’s højredrejning og fik ved dette valg 4 procent af stemmerne, hvilket var omtrent det samme som ved sidste valg. Desværre er det stadig under spærregrænsen på 5 procent, men de er nu Islands største parti til venstre for socialdemokraterne.

En advarsel til resten af venstrefløjen

Valget og udviklingen bør være en klar advarsel til venstrefløjen i Danmark og resten af Norden. To gange gik VG i regering oven på et dramatisk venstresving i den islandske befolkning og et folkeligt oprør mod de siddende partier og det dominerende politiske og økonomiske system.

Situationen åbnede for, at venstrefløjen kunne kæmpe for radikale demokratiske reformer, der kunne give befolkningen magten direkte i egne hænder og for en grundlæggende omdannelse af økonomien i socialistisk retning.

Men VG gjorde disse forhåbninger til skamme og modererede sine krav, allerede inden de kom i regering i 2009. Selvom der også skete gode ting i deres regeringstid, så blev ønsket om grundlæggende forandringer svigtet, og befolkningen led fortsat under krisen. Situationen blev endnu værre efter de endnu større folkelige protester i 2016, og da endnu en skandale rystede det bestående system i 2017.

VG’s jagt på ”indflydelse” betød, at alle principper blev opgivet. VG allierede sig med det samme rådne system, partiet var dannet for at bekæmpe. I sidste ende blev resultatet af jagten på magt og indflydelse, at VG måtte opgive faktisk at forandre noget. ”Magten” og ”indflydelsen” blev til tomme ord og personlige privilegier frem for en reel magt og indflydelse til at gennemføre sit politiske program.

Udviklingen i Island er ikke et isoleret fænomen, men bør opfattes som en advarsel til resten af venstrefløjen, ikke mindst i Norden. Og det må pointeres, at vi har set lignende udviklinger i andre lande, f.eks. i Italien, for bare at nævne ét eksempel. Italien havde Vesteuropas stærkeste venstrefløj i efterkrigstiden.

Men efter en række tilpasninger til midten og den bestående magt satte den det hele over styr, og mistede i en periode også alle pladser i parlamentet, da Rifondazione Comunista røg ud i 2008 efter at have støttet den borgerlige-socialdemokratiske midterregering under Romano Prodi.

Gentager udviklingen i Island sig i Danmark?

I Danmark er udviklingen aldrig gået så langt som på Island eller i Italien. Men vi har set ansatser til samme udvikling, bare mindre ekstrem. Hverken SF eller Enhedslisten er nogensinde gået så langt til højre som VG har gjort, men i mindre omfang har vi set samme tendens.

Både SF og Enhedslisten har bevæget sig mod højre, og begge har oplevet problemer. Da SF opgav mange af sine principper og gik i en tæt alliance med Socialdemokratiet omkring 2008 og siden i regering med Helle Thorning i 2011 blev resultatet at partiets vælgeropbakning styrtdykkede fra 13 procent i 2007 til 9 procent i 2011 og 4,2 procent i 2015.

Enhedslisten har aldrig direkte været i regering, men selv hos Enhedslisten har man kunne se ansatser til samme udvikling. Da partiet kortvarigt gik i opposition til Thorning-regeringen og angreb den hårdt i 2012, steg partiet i meningsmålingerne til 13-14 procent. Da man ikke gjorde alvor af sin opposition til regeringen, faldt de igen ned til ca. 8 procent nogle måneder senere, for at stige igen til ca. 15 procent i 2013, da man igen gik imod regeringen, bl.a. under lærer-lockouten i 2013.

Da Enhedslisten igen viste sig ikke at gøre alvor af sin utilfredshed med regeringen faldt opbakning til 7,8 procent ved valget i 2015. En fremgang relativt til valget i 2011, men tæt på en halvering relativt til meningsmålingerne i 2012 og 2013, da man stod i opposition til regeringen. Siden da er Enhedslisten gået tilbage ved begge de efterfølgende folketingsvalg, herunder efter man støttede Mette Frederiksens første regering.

I sig selv er højredrejning ikke per automatik lig med dårlige valgresultater. SF er fortsat med at gå til højre, efter de forlod Thorning-regeringen, men deres rolle som oppositionsparti har sikret dem en markant fremgang pga. utilfredsheden med de efterfølgende regeringer.

Men én ting er at være i opposition. I sidste ende må formålet for ethvert parti være at få sin politik gennemført og forbedre forholdene i samfundet. Her viser erfaringerne fra bl.a. Island og fra Thorning-regeringen, bare at når venstrefløjen prioriterer ”indflydelse” og ”magt” over sine principper og perspektivet for radikale samfundsforandringer, så risikerer man, at opbakningen hurtigt forsvinder som dug for solen.

Venstrefløjens styrke kommer af at repræsentere et alternativ til det bestående. Når det bliver opgivet, så opgiver venstrefløjen også sin egen eksistensberettigelse. De folk, der sætter deres lid til, at venstrefløjen kan gøre det bedre, har en forventning om at man faktisk skaber forandringer, hvis man får indflydelse. Ikke enkelte reformer, men grundlæggende forandringer.

Skuffer man denne forventning, finder vælgerne hurtigt tilbage til de traditionelle mainstream-politiske partier og det, de i det mindste var vant til og kender. Venstrefløjens succes kommer af faktisk at agere venstrefløj, ikke af at opgive sine principper i kortsigtede forsøg på at please den politiske midte eller en søgen efter kortvarig indflydelse.