Valget, oprustningen og fredsbevægelsen

Folketingsvalget 24. marts foregår i en situation, hvor oprustning er blevet almindelig statsfornuft. Krigen i Ukraine, USA’s ændrede rolle, NATO’s krav og regeringens 2035-plan danner tilsammen en politisk ramme, hvor partierne accepterer den samme grundpræmis: Danmark skal opruste og bruge flere penge på militær.

Det kan forståeligt nok skabe diskussioner i fredsbevægelsen. Når partierne i hovedtræk står på samme side i oprustningsspørgsmålet, melder spørgsmålet sig hurtigt: Skal man så ikke bruge valget til at pege på de mindst krigeriske kandidater? Skal fredspolitik omsættes til stemmevejledning?

Svaret kan ikke være, at valg er ligegyldige. Valg har konsekvenser. Det betyder noget, hvem der får regeringsmagten, og hvordan oprustningen finansieres og begrundes. Men netop derfor må man skelne mellem, hvad den enkelte vælger må tage stilling til, og hvad fredsbevægelsen som bevægelse bør gøre.

Et spørgsmål om bevægelsens karakter

Krig og oprustning er afgørende spørgsmål. Militariseringen er ikke et sideemne. Men hvis fredsbevægelsen deraf skulle udlede, at vælgerne samlet set bør rangordne deres stemme ud fra dette ene spørgsmål, ville den ændre karakter: fra at være et samfundsmæssig pressionsmiddel til i højere grad at blive trukket ind i partipolitikken.

For vælgere stemmer ikke kun som modstandere af oprustning og krig. De stemmer også som lønmodtagere, studerende, arbejdsløse, pensionister, lejere og borgere med interesser i rent drikkevand, billige boliger, gode pensionsordninger, velfærd, klima og miljø.

Et parti kan være loyalt over for oprustningslinjen og samtidig føre en mere social fordelingspolitik end sine borgerlige modstandere. Et andet kan være mindre aggressivt i krigspolitikken, men til gengæld acceptere en hårdere økonomisk kurs over for almindelige indkomster.

Det gør ikke krigspolitikken mindre vigtig. Men det viser, at vælgeren står i en bredere politisk konflikt end den, fredsbevægelsen tager sit udgangspunkt i. Derfor er spørgsmålet om stemmevejledning ikke bare taktisk. Det er et spørgsmål om fredsbevægelsens karakter.

Det er ikke kun et teoretisk problem; det er også en historisk erfaring.

Den amerikanske Vietnambevægelse byggede sin styrke på at samle bredt om ét klart krav: ’Out Now!’ – tropperne skulle ud af Vietnam nu. Det var ikke, fordi parlamentariske valg blev anset for ligegyldige, men fordi bevægelsen stod stærkest, når den fastholdt sit eget krav og sin uafhængighed af partipolitikken.

Når dele af bevægelsen i stedet orienterede sig mod bestemte kandidater, blev kravet mindre skarpt, dens basis smallere, og en del af energien blev flyttet fra mobilisering i samfundet til positionering i valgkampen. Dermed voksede også risikoen for splittelse, fordi den fælles modstand mod krigen blev afløst af uenighed om partivalg. Erfaringen peger på en forskel, som stadig gælder: massebevægelsens logik og den parlamentariske logik er ikke den samme.

Krig, fordeling og stemmevejledning

En massebevægelse lever af aktiv deltagelse, tydelige krav og evnen til at samle mennesker, som ikke er enige om alt andet. Parlamentarisk politik lever derimod af helhedspakker, kompromiser og ansvar for den samlede stat. I det øjeblik en fredsbevægelse gør stemmeanbefaling til sin opgave, forskyder den sit tyngdepunkt, fordi den så ikke længere kun skal samle modstand mod oprustning og krig, men også anvise hvilken vægt dette spørgsmål bør have i den samlede politiske stillingtagen.

Det betyder ikke, at fredsbevægelsen kan se bort fra fordelingsspørgsmålet. Tværtimod. Netop fordi oprustning ikke bare er udenrigspolitik, men også økonomisk prioritering – må bevægelsen synliggøre, hvordan oprustningen griber ind i resten af samfundets konflikter. Når staten binder sig til varigt højere militærudgifter og flerårige investeringer, ændrer den også vilkårene for den øvrige fordelingskamp. Oprustning fremstår ofte som nødvendig sikkerhedspolitik, men er samtidig en forhåndsprioritering, der forskyder resten af samfundets prioriteringer.

Pointen er ikke, at én ekstra krone til militæret mekanisk tages fra en bestemt ydelse eller pension. Pointen er, at når oprustningen gøres permanent, bliver resten af politikken en skærpet kamp om, hvem der skal betale regningen. Her mødes krigens logik og fordelingens logik – i statsbudgettet.

Netop derfor bliver spørgsmålet om stemmevejledning vanskeligt. Hvis fredsbevægelsen siger, at vælgerne først og fremmest bør stemme ud fra krigspolitikken, siger den også, at dette spørgsmål skal veje tungere end andre forhold, der former menneskers daglige liv. Den peger altså ikke bare på krigens betydning, men foretager en bredere politisk prioritering.

Her ligger en nærliggende indvending: Hvis oprustning også er fordelingspolitik, burde fredsbevægelsen så ikke netop pege på, hvem der vil bremse oprustningen eller lade kapitalen betale for den? Nej, for i det øjeblik bevægelsen gør det, overtager den en samlet politisk afvejning og risikerer samtidig at svække den bredde og selvstændighed, som er dens vigtigste styrke. Dens opgave er først og fremmest at gøre forbindelsen mellem krig og regning så tydelig, at både vælgere og partier tvinges til at forholde sig til den.

Fredsbevægelsen kan godt synliggøre, hvilke partier og kandidater der støtter oprustning, hvilke der udfordrer den, og hvordan de vil finansiere den. Men noget andet er, hvis bevægelsen kollektivt anbefaler bestemte partier og dermed forskyder sit tyngdepunkt fra pres i samfundet til partiernes indbyrdes konkurrence. Så svækker den sin egen styrke.

Den ramme partierne bevæger sig i

Her bliver en mere principiel analyse nødvendig. Staten er ikke en neutral administrator af alles fælles behov. Den er den politiske magt, der sikrer samfundets orden, ejendomsforhold, økonomi og internationale position. Derfor er krig og oprustning ikke blot resultatet af forkerte ledere eller dårlige beslutninger. De udspringer af en statslogik, hvor militær magt er et anerkendt – om end sidste – middel til at hævde og beskytte nationale interesser.

Den logik ophæver ikke forskellene mellem partierne, men sætter rammen for dem. Der er forskel på partiernes fordelingspolitik, deres tempo og deres måde at finansiere oprustningen på. Og de forskelle betyder noget for menneskers hverdag. Men så længe partierne accepterer den samme sikkerhedspolitiske grundramme, kommer deres uenigheder til at handle om, hvordan oprustningen skal gennemføres, begrundes og betales – ikke om et egentligt brud med oprustningslogikken.

Dermed bliver det også klart, hvorfor det ikke er nok blot at lede efter det mindst militaristiske parti. Der er reelle forskelle mellem partierne, og de betyder noget. Men de udspiller sig inden for en fælles ramme, hvor oprustningen som udgangspunkt accepteres. Derfor er det forståeligt, men utilstrækkeligt, hvis fredspolitik reduceres til at finde det mindst militaristiske parti.

Netop derfor må fredsbevægelsen forbinde sit taktiske og strategiske arbejde uden at blande de to niveauer sammen. Valget er ikke ligegyldigt, og krigspolitik og fordelingspolitik hænger sammen. Det samme gør det taktiske og det strategiske niveau: De forudsætter hinanden, men er ikke identiske. Derfor må man skelne mellem dem.

På det taktiske niveau har en fredsbevægelse brug for enkle krav og bred mobilisering: stop krigen, stop oprustningen, nej til atomvåben, nej til militarisering som styrende for samfundsøkonomien. Her skal bevægelsen kunne samle mennesker på tværs af grundholdninger. På det strategiske niveau er der samtidig brug for organisationer og politiske miljøer, som fastholder systemkritikken: analysen af kapitalismen, staten, militarismen og de interesser, som gør, at krig og oprustning hele tiden vender tilbage i nye former.

Problemet opstår først, når de to niveauer blandes sammen. For så skal bevægelsen ikke længere bare samle modstand mod krig men også anvise, hvilken vægt krigsspørgsmålet bør have i den samlede politiske afvejning.

Hvis bevægelsen skal bygge på fuld strategisk enighed, bliver den lille og mister sin folkelige bredde. Hvis den strategiske kritik omvendt underordnes rene taktiske hensyn, mister den både klarhed og kraft. Og hvis bevægelsen i den proces opgiver sin selvstændighed og begynder at optræde som kollektiv stemmevejleder, risikerer den også at miste sin styrke som et pres udefra.

Fredsbevægelsens opgave

Derfor er det ikke fredsbevægelsens opgave – ligesom det heller ikke er klimabevægelsens eller miljøbevægelsens – at anbefale folk bestemte partier. Dens opgave er at gøre oprustningen politisk kostbar, socialt synlig og moralsk omstridt.

Den skal forbinde modstanden mod krig med spørgsmålet om, hvem der skal betale for den. Den skal gøre klart, at militarisering ikke bare handler om våben, men også om budgetter, afkald og forskydninger i samfundets prioriteringer. Og den skal stille krav til ethvert parti og ikke stille sig til rådighed for nogen af dem.

Det fritager ikke den enkelte vælger for at vælge. Den enkelte må selv tage stilling til, hvordan krigspolitik, fordelingspolitik og andre sociale interesser skal vægtes i stemmeboksen. Men fredsbevægelsens opgave er ikke at overtage den samlede afvejning. Dens opgave er at ændre de politiske betingelser, som vælgerne må træffe deres valg indenfor.

Jo mere oprustning og krig gøres til permanent statsopgave, desto mere præges også fordelingskampen af dem. Fredsbevægelsen må blive den kraft i samfundet, som bryder oprustningens selvfølgelighed og gør regningen synlig, før den igen sendes videre til dem, der i forvejen betaler mest.