Valgparadoks i Argentina? Interview med Paula Biglieri

Valget kan blive en strømpil for, hvor længe den aktuelle lyserøde bølge af valgsejre kan holde i Latinamerika. Samtidig er valget på grund af den Trumpagtige højrepopulist Javier Milies stærke kandidatur også afgørende for den fortløbende demokratiseringsproces i Argentina.

Op til anden valgrunde, der afholdes søndag 19. november, bringer vi her et interview om de politiske strømninger i Argentina med Paula Biglieri, der er professor i politik ved universitetet i Buenos Aires.

Tre præsidentkandidater

Carsten Jensen: Hvem var topkandidaterne i første runde? Kan du give os et par stikord, der beskriver dem som politikere?

Paula Biglieri: Der var tre, som havde realistiske muligheder for at gå videre.

Sergio Massa er en moderat kandidat for den nationalt folkelige lejr. Hvis han vinder, kan vi forvente en regering, der ikke er alt for fjendtlig over for systemet og elitens magt. Dette skaber dog bitterhed blandt de mere venstreorienterede peronister (se tekstblok) som fx dem, der repræsenteres af kirchnerismen.

Javier Milei er en højreekstremistisk outsider, der blev populær gennem undergravende tv-optrædener og en vittig håndtering af sociale medier, og som med sine ekstreme holdninger formåede at flytte den generelle politiske debat til højre.

Patricia Bullrich er endelig en traditionel anti-peronistisk højrefløjspolitiker, der før Javier Milei stillede op troede, at hun allerede havde vundet valget på baggrund af de dårlige resultater, som den nuværende peronistiske regerings økonomiske politik havde skabt.

Hvad står der på spil ud fra et nationalt folkeligt synspunkt ved dette valg?

Paula Biglieri: Det handler om selve det grundlag, som vi har opbygget vores demokratiske styre på efter militærdiktaturerne. Vi har på den ene side en kandidat fra den yderste højrefløj, Javier Milei, som forsvarer det seneste civil-militære diktatur og som uden at skamme sig forsvarer de morderiske gerningsmænd til grusomme krænkelser af menneskerettighederne.

Dette forsvar kombinerer han med angreb på de rettigheder, der blev opnået i den seneste venstrepopulistiske periode. Det handler fx om det egalitære ægteskab, vores demokratiske lov om kønsidentitet og om legaliseringen af abort.

Dertil kommer en super-liberalistisk (eller ’libertariansk’ som nogen siger) økonomisk dagsorden, der indeholder en fuldstændig deregulering af markederne. Samt ikke mindst ideen om at underminere den argentinske nationalbank for at afvikle vores egen valuta og i stedet basere hele økonomien på US-dollars for at få bugt med det ekstremt høje inflationsniveau.

På den anden side havde vi den moderate Sergio Masse fra den nationalt folkelige lejr, der forsvarer den traditionelle peronistiske dagsorden om at bevare sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder, omfordele indkomsten og beskytte de mest sårbare sektorer og samtidig fremme industriel udvikling og økonomisk vækst.

Men det centrale punkt, som aldrig må overses, er, at Javier Milei har angrebet et af de knudepunkter, der sammenbinder og former det argentinske demokrati, nemlig at beskyttelsen af menneskerettighederne er en fælles statslig politik.

Frihed og retfærdighed

Hvad var hovedtemaerne i valgkampen?

Paula Biglieri: Milei har sat spørgsmålstegn ved grundlæggende ting som menneskerettigheder, men han har også angrebet et kernebegreb for den folkelige lejr, nemlig forestillingerne om social retfærdighed (som han anser for at være en afvigelse) og ideen om lighed, der manifesterer den sociale retfærdighed, og med den mange års politisk praksis omkring staten og hele den peronistiske tradition.

Kampagnen for Milei har bekræftet, at social retfærdighed og lighed i hans univers står i modsætning til frihed (hans politiske parti hedder Freedom Moves Forward), og at de er barrierer, der har forhindret Argentina i at blive et rigt og veludviklet land.

Alt, hvad der er forbundet med social retfærdighed, præsenteres som en utålelig begrænsning af friheden og en kilde til fattigdom. Og det lykkedes også Milei – meget effektivt – at udbrede det synspunkt, at de høje inflationsrater og de økonomiske kriser, som landet med jævne mellemrum befinder sig i, skyldes at vi har en korrupt og ineffektiv politisk kaste, som kun tænker på at bevare sine privilegier.

Den offentlige kaste

Hvilke spørgsmål blev diskuteret mest i offentligheden?

Paula Biglieri: Statens rolle har været et af de mest diskuterede emner. Skal staten ses som en hindring for frihed og økonomisk velstand, som blot forsøger at opkræve flere og flere skatter for at bevare “kastens” privilegier, eller om det er det sæt institutioner, der garanterer adgangen til rettigheder og grundlæggende aspekter af hverdagens liv.

For eksempel blev virkningen af tilskud til offentlig transport og benzin meget diskuteret og godt udnyttet af den folkelige lejrs kandidat.

Ideen om, at der en ‘kaste’, blev til gengæld udnyttet af Javier Milei. ’Kasten’ blev et tomt ord, som alt kan fyldes i: politikere, embedsmænd, lærere i offentlige skoler, professorer og studerende på offentlige universiteter osv.

Kort sagt: enhver, der er knyttet til den offentlige sektor, beskyldes for at være et medlem af kasten. Det vil sige en snylter, der lever på offentlig bekostning, og som dermed er ansvarlig for alle argentinske onder.

Den aktuelle inflation og økonomiske krise, som ‘Milei hævder bliver fremkaldt af den offentlige ‘kaste’ blev central for dagsordenen, og det var den nationalt, folkelige lejrs svage punkt.

Der blev i det hele taget plads til en form for markedsekstremisme, som fx idéer om at skabe et organmarked (til erstatning for den nationale organtransplantationstjeneste) og at der skal skabes mulighed for, at forældre sælger deres børn.

Disse positioner, som Milei især gav udtryk for, da han var en tv-personlighed, som ingen tog alvorligt som præsidentkandidat, har haft en negativ indvirkning på hans image. Hans aggressive personlighed og hans voldsomme udbrud i diskussioner har også været en del af de bastioner, hvorfra hans modstander har været i stand til at positionere sig som en stabil og seriøs kandidat.

Endeligt har ikke mindst Mileis antifeminisme fået flertallet af de argentinske kvinder til at afvise ham. Mileis stemmer kommer især fra mænd.

Terningerne er kastet, men ikke landet

Var resultatet godt eller dårligt for venstrefløjen? Kynisk set har Milei bedre muligheder nu, hvor han står over for en venstrefløjskandidat i stedet for en fra det moderate højre. Hvis han stod over for Bullrich, ville de mennesker, der stemte på Massa, stemme imod Milei og dermed sikre Bullrich en sejr.

Men hvordan vil de mennesker, der stemte på Bullrich – og tabte – stemme i anden runde? Vil de stemme på Milei, simpelthen fordi han ikke er ‘venstreorienteret’? Så hvordan ser du Massas chancer, hvis det ekstreme højre og det moderate forenes mod ham?

Paula Biglieri: Det var et godt resultat, når man tænker på, at Sergio Massa er den nuværende økonomiminister, som indtil nu ikke har kunnet få kontrol med inflationen. Så ingen troede, at Massa var den kandidat, der ville samle flest stemmer i første runde.

Anden runde vil være ekstremt jævnbyrdig, og det er ikke muligt at forudsige en vinder på forhånd.

Det er dog sikkert er, at Bullrichs stemmer ikke automatisk overføres til Milei. Milei skaber også en masse frygt og mistillid selv blandt Bullrich-vælgere. Og Massa har været effektiv og formår at præsentere sig selv som det demokratiske styres garant og som en pragmatisk peronist, der ikke skaber så stærk afvisning fra den anti-peronistiske højrefløj, som Cristina Kirchners mere venstreorienterede peronisme. Så terningerne er kastet, men endnu ikke landet.