Vejen til et sikkert og trygt Europa er grøn

USA og Rusland ledes i dag af autokrater. Jernmænd som Donald Trump og Vladimir Putin nedtoner klimakrisen og bruger kræfterne på at tale den globale opvarmning ned. For dem er afsmeltningen i Arktis ikke en katastrofe for menneskeheden, men en chance for at vise handling med et nyt, fossilt erhvervseventyr, kortere skibsruter til Asien – og til at fjerne alle forhindringer for at berige sig selv og deres støtter.

Som den amerikanske ekstremisme-forsker Ruth Ben-Ghiat understreger i sin bog ”Strongmen”, overtrumfer deres fortællinger om utopi, nostalgi og krise – med dem i centrum som ”handlingens mænd” – alt andet.

Men måske er noget ved at ske i EU. I det nye USA ser vi, hvad Big Oil og ekstreme højrebevægelser er i stand til sammen, når de først har magten i hænderne. USA’s handelskrig mod Europa – og at USA er blevet en mere og mere tvivlsom allieret – har også medført, at europæernes opbakning til EU har nået sit højeste i over 30 år. Putins krig i Ukraine og Trumps trusler mod Europa har fået rekordmange europæiske politikere til at vågne op.

Måske indser de europæiske politiske og økonomiske eliter nu, at en ambitiøs klimapolitik ikke er i konkurrence med oprustningen af forsvaret, som så mange medlemslande nu er gået i gang med – men derimod dens strategiske supplement.

At energiuafhængighed ikke blot af Rusland, men også af USA og Kina øger chancerne for, at Europa forbliver frit. Og at vi skal bruge Danmarks kommende EU-formandskab til at gentænke vores møde med en usikker fremtid. 

En hvid pil efter klimakampen

Efter Trump genvandt nøglerne til Det Hvide Hus i januar 2025, er det blevet tiltagende vanskeligt at høre forskel på meldinger fra Det Hvide Hus og Kreml. En undersøgelse bragt i Financial Times i marts 2025 viste, at den amerikanske højrefløj i dag har mere til fælles med Rusland end med Europa.

Både Kreml og Washington slår med deres tankesæt som Russkij Mir og Make America Great Again politisk mønt på reaktionære idéer, som har tabet og hævntørst mod udvalgte grupper af mennesker som omdrejningspunkt.

Med den tyske sociolog Andreas Reckwitz’ ord, er sådanne bevægelser tabs-iværksætteri, fordi de lever af befolkningens frygt for, at verden af i morgen bliver værre end verden i dag. En bevægelse som ikke ville have nogen gang på jorden, hvis det ikke var for sortsynet efter Sovjetunionens opløsning og den udbredte skepsis over for fremtidstroen i Vesten.

Det er afgørende for både Det Hvide Hus og Kreml at lukke ”tabersagen” klima, stoppe al klimaforskning, klimatilpasning og klimaberedskab og fjerne eksistensgrundlaget for det grønne erhvervsliv. Løsninger på klimakrisen kræver handlinger med solidaritet, empati og ”bløde værdier”, for det er komplet uforeneligt med det univers af had, løgne og konspirationsteorier, som begge regimer bygger på.

Den globale opvarmning må trylles om fra en eksistentiel risiko for vores civilisation til noget, der evt. bare kan håndteres hen ad vejen.

Mod en kulsort, reaktionær utopi

I både USA og Rusland er det i dag på højeste mode at trylle fremtidspessimisme om til optimisme ved at orientere sig tilbage i tiden. Mod en fortid, hvor fremskridtstro og forventning stadig var i live, og som både Rusland og USA nu skal bevæge sig tilbage til. Trumps version af American Greatness starter i efterkrigstiden og slutter med oliekrisen i 1973.

Make America Great Again er en nøje iscenesat version af fortiden, hvor den amerikanske drøm endnu var intakt med den hvide mand i førersædet, og hvor olie- og kulproduktion og vækst i en stor, hjemlig industri var helt uproblematisk.

Det var en tid uden regler og begrænsninger, og hvor udledning af fossil energi endnu ikke førte til klimaændringer, og hvor Amerika derfor var Great. Ifølge Trump er det sådan, USA skal møde fremtiden. Det er næppe en tilfældighed, at det også flugter med meget af det, den amerikanske olieindustri drømmer om.

I Putins Ruskij Mir er den vigtigste trumf fortællingen om at genskabe Ruslands dominans af Øst- og Centraleuropa i Sovjettiden, men også fortællingen om det endeløse russiske territorium og de uendelige sibiriske skove. Skovene gør det unødvendigt at reducere CO₂-udledning, fordi kæmpeskove har evnen til at absorbere CO₂.

I fortællingen om Rusland som en biologisk stormagt har Rusland allerede gjort nok for verden. Ja, faktisk bør EU og resten af kloden være dybt taknemmelige for Ruslands indsats. Som i USA er fossile energiselskaber en vigtig del af regimet. Olie-, gas- og kulselskaber sikrer Kreml en vis grad af økonomisk stabilitet og er afgørende for at finansiere Ruslands imperiekrige gennem salg af energi til bl.a. EU.

Siden Ruslands angrebskrig mod Ukraine i begyndte i februar 2022, har EU fx købt for mindst 206 mia. euro fossil energi i Rusland. Et studie fra universitetet i Kiel viser, at EU kan reducere sine forsvarsinvesteringer med 37 eurocent per investeret euro i grøn energi, fordi størstedelen ender direkte i den russiske krigskasse til krudt, kugler og droner.

Regimerne i Rusland og USA er blevet de nok mest tydelige eksempler på stræben efter “tabsløshed”, hvor angst for yderligere tab i fremtiden lindres ved at ”tage kontrollen tilbage” fra den ”etablerede elite” i ind- og udland. Eller fra ukrainerne, immigranterne, fredelige demonstranter der kæmper for demokratiets overlevelse, eller hvem der nu engang passer ind som hadeobjekt for regimerne.

Med internettets og tech-giganternes dominans og ekkokamre findes der i dag uhørt effektive redskaber til at styre Putins og Trumps propaganda. Også indenfor EU.

Klimapolitik som nøglen til europæisk dominans

I Putins og Trumps verden kan internationalt samarbejde, internationale organisationer og bindende aftaler ikke andet end at være udtryk for en sammensværgelse, som skal styrke visse lande og svække andre – et veritabelt komplot udefra.

Allerede i 1997, under Kyoto-forhandlingerne, udtalte den russiske topøkonom og senere Putin-rådgiver Andrei Illarionov, at ”klimastyring er en krig – krig mod hele verden… Det er en total krig mod vores land”.

En næsten identisk fortælling kom Donald Trump med i 2017, da han afviste de bindinger, internationale klimaaftaler indebar for USA sådan her: ”Vi vil ikke have, at andre ledere og andre lande griner af os længere. Og det kommer de ikke til. Det kommer de ikke til”. Trumps og Putins idealverden er en verdensorden uden stærke internationale organisationer, men et kludetæppe af større og mindre fæstninger med sig selv højt på tronen.

Klimabenægtelse er for begge verdensledere blevet til en modstandskamp. En frigørelse fra det, de betegner som en ”fabrikeret dystopi”, skabt til lejligheden af deres politiske modstandere i både ind og udland.

Hverken Make America Great Again eller Russkij Mir er farbare veje for at løse en civilisationskrise som den globale opvarmning. Tværtimod. Det er Trump og Putin også udmærket klar over.

Men hvorfor skifte kurs, når de begge i utopien, nostalgien og krisefortællingen har fundet en opskrift på uhæmmet magt, der virker. I takt med at klimaforandringerne bliver stadig mere alvorlige, bliver forhåbninger om en lys fremtid – hvor det hele nok skal blive bedre – stadig mere skrøbelige, mens nostalgien og den overhængende krise står skarpt og vækker stærke følelser.

Gentænk hvad fremskridt betyder

Europas modstandere ved godt, at klimakrisen nu er så fremskreden, at verden må accelerere sin klimaindsats. At den lange drøm om fremskridt inden for alt tænkeligt muligt betyder, at vi nu står på tærsklen til en dystopisk tidsalder med uoverskuelige klimaforandringer.

Det ved den europæiske industri- og landbrugslobby – der i disse måneder kæmper en kamp for at udvande verdens mest ambitiøse klimaregulering og resterne af EU’s New Green Deal – også. Flankeret af både Kreml og Washington og med dem en europæisk højrefløj, der forsikrer om, at EU må vælge mellem økonomisk vækst og EU’s konkurrenceevne og grøn omstilling.

Men økonomisk klimabenægtelse i konkurrenceevnens navn forværrer blot klimakrisen. Fortsat økonomisk vækst frem for alt puster dermed blot yderligere til skepsis overfor fremskridtsdrømmene. Og det giver blot endnu mere næring til frygt og utryghed i befolkningen, og dermed det højrepopulistiske Europa.  

Ender Danmarks EU-formandskab i en ånd, hvor den globale opvarmning ryger langt ned ad dagsordenen, bliver kommissionens ambitiøse mål om 95 procent CO₂-reduktion inden 2040 – EU’s vigtigste bidrag til COP 30 i Brasilien til efteråret – til det rene ingenting. Også selvom målet i sig selv ville øge energisikkerheden og konkurrenceevnen ved bl.a. at få elpriserne en tak ned.

Men måske ligger der en kerne af handlekraft i håbløsheden. For håb er ikke nødvendigt for at handle. Og ryggen mod muren har tidligere ført til at vi så os selv i spejlet og spurgte os selv, hvad vi havde gang i. Førte til nytænkning, større fokus på modstandsdygtighed og at undgå de største skader i fællesskab. Til handlinger som bevæger os væk fra ”mig først” og i retning af større fælles modstandskraft.

Det er i den ånd, Danmark bør gå til opgaven, når vi til juli overtager formandskabet for EU.