Venezuela i statskuppets skygge

Læs anden del af Andreas Bülows beretning her

De havde håbet på en hurtig magtovertagelse. Med opbakning fra USA og en række sydamerikanske lande skulle den unge og ukendte Juan Guaidó proklamere sig selv som Venezuelas præsident. Forhåbningen var, at militæret hurtigt ville skifte side og anerkende parlamentsformanden, som så kunne begynde tilbageturen til neo-liberalisme efter 20 år med Venezuelas bolivariske revolution. Datoen blev sat til 23. januar i en nøje planlagt operation, som kom i stand med Guaidós hemmelige rejser midt i december 2018 til Washington, Colombia og Brasilien. For ikke at vække opsigt blev han smuglet over den colombianske grænse uden for de almindelige overgange. Møder blev holdt med embedsmænd i de tre regeringsbyer, og krypteret kommunikation gik forud for kuppet.

Kupforsøgets legalistiske facade

Baggrunden for kupforsøget var et præsidentvalg i maj 2018, som store dele af Venezuelas opposition havde valgt at boykotte. Forud for valget havde der været forhandlinger mellem Venezuelas regering under ledelse af Nicolás Maduro og oppositionens koalition MUD, ’Mesa de la Unidad Democrática’. Forhandlingerne blev ledet af Spaniens tidligere premierminister Zapatero, og en aftale var blevet forhandlet færdig og klar til underskrift.

I sidste øjeblik valgte oppositionen imidlertid at bakke ud, og som en konsekvens gå imod præsidentvalget og bl.a. kræve, at FN ikke sendte valgobservatører til valget. Valget blev afholdt alligevel, med deltagelse af 46 % af de stemmeberettigede. Den moderate del af oppositionen, ledet af Henry Falcón, valgte at stille op, men tabte med 21 % af stemmerne til Nicolás Maduros 68 %. Da Juan Guaidó otte måneder senere udråber sig selv som Venezuelas præsident, hænger det altså sammen med, at hverken han, hans oppositionsparti Voluntad Popular, USA eller EU anerkender 2018-valget. Derfor argumenterer kupmagerne med, at der simpelthen ikke er foregået et regulært præsidentvalg. De peger dernæst på den venezuelanske konstitutions artikel 233, som taler om, at hvis der er et ”absolut fravær” af præsidenten, så tilfalder embedet vicepræsidenten … og i vedkommendes fravær dernæst formanden for nationalforsamlingen, som i dag er Juan Guaidó. Med denne legalistiske facade blev et forsøg på magtovertagelse således indledt.

Point of no return

Det er langt fra det første kupforsøg i Venezuela. Siden det mislykkede statskup imod Maduros forgænger Hugo Chávez i april 2002, har der været utallige andre forsøg. Alt fra arbejdsgiverlockout i december 2002, paramilitær konspiration i 2004, voldelige optøjer i 2013, 2014 og 2017, helikopter-angreb på højesteret, mordforsøg med flyvende droner på Maduro og en lang række veldokumenterede militære sammensværgelser.

Alligevel er det her kupforsøg anderledes. Den argentinske sociolog Marco Terrugi, som er bosat i Venezuela, taler om et ”point of no return”: – Det er ikke det samme at lave optøjer eller mordforsøg, som ligefrem at udråbe en parallel-regering, der i princippet kan arbejde for at overtage magten i en kort eller mellemlang periode. En parallel-regering som oven i købet fik omgående støtte fra USA, Canada og senere en række lande i Europa. I alt er der over 50 lande, som støtter Guaidó, om end vigtige lande som Kina, Rusland og Indien fortsat anerkender Maduro.

Et andet kendetegn ved det nye kupforsøg er, at det denne gang er styret helt ned til mindste detalje af USA. Trump har udpeget en ansvarlig for missionen med at ”genetablere demokrati i Venezuela”, en mand ved navn Elliot Abrams. Han er en gammel kending i Det Hvide Hus, og var en af hovedarkitekterne bag præsident Ronald Reagans optræning, finansiering og støtte af paramilitære dødspatruljer i Nicaragua og andre mellemamerikanske lande.

I El Salvador var disse patruljer bl.a. ansvarlige for massakren i El Mazote i 1981, hvor 800 civile blev dræbt. Abrams er også dømt skyldig i at lyve overfor den amerikanske kongres i den såkaldte Iran-Contra-sag, om end han senere blev benådet af George W. Bush.

Det er således en benhård reaktionær antikommunist, som Trump har sat i spidsen for den nye mission. Han spiller ikke en sekundær rolle i kampen om Venezuela, men er derimod med hver gang en ny sanktion annonceres, og var således også til stede den 23. februar i Colombia, da oppositionen forsøgte at trænge ind i Venezuela med tvungen ”nødhjælp”.

Også andre personligheder som den nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, vicepræsident Mike Pence og særligt Florida- senatoren Marco Rubio, har været dominerende under kupforsøgets første seks uger.

For amerikanerne handler dette kup om tre ting: Den geopolitiske magtbalance, udryddelse af ethvert forsøg på progressiv samfundsforandring, og Venezuelas olieressourcer. John Bolton var i et interview på Fox ganske åbenmundet om sidstnævnte faktor. Han indrømmede, at en del af operationen handler om at få amerikanske olieselskaber til at kunne komme ind i Venezuela og investere.

Splittelse i hæren udebliver

Kupmagernes plan var at lægge maksimalt pres på Venezuelas væbnede styrker – i troen på at de ville skifte side og anerkende Guaidó. Som en anonym kilde, en tidligere sikkerhedsrådgiver for den amerikanske regering, sagde til Wall Street Journal, så troede de folk, der solgte planen i Washington, at det ville være en 24-timers-operation.

Presset blev lagt offentligt med direkte trusler i Trumps og Mike Pompeos taler, og samtidig forsøgte Juan Guaidó at lokke generalerne med en amnesti. Intet af det lykkedes: Venezuelas hær er – indtil nu – forblevet loyal imod Nicolás Maduro.

Den første uge efter 23. januar formåede kupmagerne at mobilisere en del af deres bagland – som havde været demoraliseret, siden deres optøjer i 2017 led nederlag – til protester på gaderne, særligt i den velhavende østlige del af Caracas. Omvendt gav kuppet også grobund for en anti-imperialistisk stemning, som gav anledning til massedemonstrationer imod amerikansk indblanding, både i Caracas og andre delstater som Zulia, Bolívar, Trujillo og Barinas. Efter to uger stod det klart, at statskuppet ikke gik som planlagt. Derfor valgte Guaidó og amerikanerne at gå over til en ny taktik: Teste de væbnede styrkers loyalitet og fremprovokere uroligheder, under dække af at ville bringe ”humanitær hjælp” ind i Venezuela.

Den store ”nødhjælpsaktion”

Lørdag den 23. februar blev udpeget som dagen, hvor denne nødhjælp skulle transporteres ind i Venezuela. USA sendte pakker fra USAID ned til den colombianske grænseby Cúcuta, hvorfra de skulle sendes ind over grænsen til Venezuela. Pakkerne kom i militærfly, og en række kilder berettede om amerikanske troppebevægelser i de caribiske farvande i dagene op til aktionen.

Mens USA i første omgang agtede at sende nødhjælp for 20 millioner dollars til Venezuela, havde John Bolton kort forinden annonceret, at USA beslaglagde værdier tilhørende den venezuelanske stat for 7 milliarder dollars. Desuden indførte Det Hvide Hus nye sanktioner, som ifølge egne beregninger vil komme til at koste Venezuela 11 milliarder dollars i resten af 2019. Disse sanktioner ligger udover dem, der allerede var implementeret, og som var blevet gradvist optrappet siden 2015.

Oven i alt det skal lægges de 1,2 milliarder dollars fra Venezuelas guldreserver, som den britiske Bank of England nægter at levere tilbage til Maduro-regeringen. Ifølge en afsløring i magasinet Bloomberg var det selvsamme John Bolton, som havde lavet massivt lobby-arbejde for, at reserverne skulle forblive uden for den venezuelanske regerings rækkevidde.

Med andre ord var amerikanernes donation afsat til ”nødhjælp” en dråbe i havet, sammenlignet med de summer som Venezuela mister på grund af sanktioner og beslaglæggelser. Både FN og Røde Kors afviste at deltage i aktionen og påpegede, at ægte nødhjælp måtte være upolitisk og neutral[. Under selve aktionen beklagede Internationalt Røde Kors, at nogle individer der deltog i aktionen misbrugte organisationens logo på dragter og uniformer, uden det var blevet autoriseret].

Den venezuelanske regering afviste at tillade ”nødhjælpens” indtog, da den anså det for en ulovlig provokation, som handlede om at udfordre landets territoriale suverænitet. Den pointerede også, at den selv deler pakker med mad ud til 6 millioner familier hver fjortende dag, igennem det såkaldte CLAP-system (Comité Local de Abastecimiento Popular).

En dundrende fiasko

Alligevel fortsatte kupmagerne ufortrødent med planen. Dagen inden 23. februar havde de arrangeret en ‘velgørenheds-koncert’, finansieret af den britiske milliardær Branson. Journalister og TV-hold fra hele verden var mødt op i grænseområdet for at dække begivenhederne. Både Marco Rubio og Elliot Abrams var tilstede i Cúcuta under slagets gang. Juan Guaidó selv trodsede et udrejseforbud og tog også over grænsen, for at deltage i aktionen fra den colombianske side.

Reelt set var Venezuela belejret den 23. februar. Flere hundrede sten- og molotov-kastende oppositionstilhængere tog del i et organiseret overfald på grænseposterne ved de forskellige overgange i Táchira-delstaten. Mens det colombianske politi så til uden at gribe ind, forsøgte uromagerne i flere timer at smadre hul ind til Venezuela.

Midt under deres forsøg kom de selv til at sætte ild til deres lastvogne med nødhjælp. De amerikanske politikere, Juan Guaidó og sågar vicepræsidenten Mike Pence skød straks skylden på Maduro og mente, at det beviste hans umenneskelighed og hans tyranni. Episoden blev imidlertid hurtigt dokumenteret af journalister fra TeleSur, og tre uger senere måtte også New York Times anerkende, at det var uromagerne selv der havde sat ild til lastvognene.

På trods af det store medieshow og kupmagernes forventninger blev den 23. februar en dundrende fiasko for dem. Med undtagelse af én begivenhed i den sydlige del af Bolívar-delstaten – som endnu ikke er fuldt opklaret – kom der ikke nogen skududvekslinger med store dødstal. Nationalgarden ved grænseovergangene til Colombia holdt stand uden at falde i større provokationer … så oppositionen stod ikke tilbage med et stort blodbad, som kunne bruges som undskyldning for militær intervention. Operationens andet mål blev heller ikke opfyldt. Det drejede sig om opnå den situation, hvor en stor del af hæren så sig nødsaget til at skifte side. Ifølge Colombia var der 60 menige soldater, som deserterede og vandrede over på deres side af grænsen. Senere har Guaidó hævdet, at tallet røget op over 700 – om end han kun har præsenteret videoer, hvor han mødes med mindre grupper af deserterede soldater. Men selv hvis vi accepterer kupmagernes egne tal, er det få i forhold til de 250.000 aktive tropper, der udgør Venezuelas nationalgarde.

Brasilien sætter foden ned

Mandagen efter fiasko-aktionen, mødtes kupmagerne til et møde i Lima-gruppen – en formaliseret alliance mellem de lande i Sydamerika som ønsker regimeskifte i Venezuela. Den amerikanske vicepræsident Mike Pence havde svært ved at skjule skuffelsen. I sin tale på konferencen var der de forventelige tirader mod Venezuela, men da det kom til de konkrete skridt forude, var der mindre krudt i geværet. Det Pence fremlagde var:

– At USA opfordrer alle Lima-gruppe landene til at fryse Venezuelas olieselskab PDVSAs værdier inde.
– At få alle Limagruppe-landene til at konfiskere al Venezuelas ejendom, besiddelser eller penge på bankkonti, og give dem til Guaidó.
– At Guaidó og USA vil “lokalisere” nye grænseområder, hvorfra “nødhjælpen” kan komme ind i Venezuela.
– At fire af Venezuelas guvernører ryger på en særlig sanktionsliste.
– At få Limagruppe-landene til at nægte visa til højtstående venezuelanske funktionærer, og anerkende Juan Guaidós repræsentanter i den inter-amerikanske udviklingsbank.

I realiteten var det beskedne handlinger. De, der på twitter havde talt for en #IntervencionMilitarYa, blev skuffede. Det samme må Marco Rubio være blevet. Inden mødet havde han lagt to billeder op af Libyens afdøde leder Gaddafi. Det ene i live, det andet under hans henrettelse. En ganske utilsløret besked til Maduro: – Fjern dig, ellers gør vi som i Libyen.

I forhold til den retorik var Pence tale svag. Dog fastholdt han, at “all options are on the table”.

Inden mødet havde både EU og Spanien advaret mod militær intervention. Blandt de latinamerikanske lande ser det ud til, at særligt Brasilien pressede imod. Bolsonaros udsending Hamilton Mourao forklarede, at man måtte vælte Maduro “uden at folk bliver forvirrede og tror, at vi er ligesom de nationer, der af historien er blevet dømt som invasorer og aggressorer, der krænker andres suverænitet”. Med andre ord: – Vi er bange for at en krig mod Venezuela vil tænde en krudttønde af utilfredshed i vores eget lands befolkning.

Med Brasilien ude af billedet, forsvandt hele muligheden for en landkrig fra øst, i hvert fald indtil videre. Også Peru, Guatemala og Chile udtrykte forbehold. Det betød ikke, at kuppet blev skrinlagt. Det betød blot, at kupmagerne måtte gå anderledes til værks.

Guaidó vender tilbage

Efter mødet i Limagruppen, valgte Juan Guaidó at tage på rundtur til en række latinamerikanske lande, herunder Brasilien og Paraguay, hvor han blev modtaget som om det var et statsmands-besøg. Amerikanerne sendte deres viceudenrigsminister for vestlige anliggender, Kimberly Breier, til at ledsage ham i begge lande. Udover at være en del af Trumps nuværende regering har hun i ti år arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste som politisk analytiker og leder, med speciale i Latinamerika. Den kendsgerning fortæller en del om det niveau af detailstyring, amerikanerne lægger i dette statskupforsøg.

Det blev hurtigt klart for kupmagerne, at Guaidó måtte vende tilbage til Venezuela, hvis det momentum han havde opbygget ikke skulle gå tabt. Derfor landede han i Caracas lufthavn i La Guaira, Vargas-delstaten, den 5. marts.

I løbet af tre ugers statskupforsøg havde den venezuelanske regering ikke arresteret én eneste af kupmagerne – hverken Guaidó selv, eller dem der åbenlyst samarbejder med ham for at gennemføre et militærkup. I stedet havde højesteret vedtaget meget forsigtige forholdsregler om at ”påbegynde en undersøgelse”, hvilket indebar en fastfrysning af Guaidós konti og et forbud mod at rejse ud af landet.

Efter at Guaidó havde overtrådt sit udrejseforbud, forventede han – og den samlede verdenspresse – at han ville blive anholdt, så snart han landede på venezuelansk grund. Det skete ikke. Tværtimod fik Guaidó lov til at tage direkte hen til en demonstration i Las Mercedes, en stenrig del af Caracas by.

For den venezuelanske regering var det en ‘catch 22’, der ville volde dem problemer lige meget hvad de valgte at gøre. Hvis de arresterede ham, ville det nærmest være det perfekte påskud for USA og allierede til at angribe. Hvis de ikke gjorde det, var det en tilsidesættelse af den venezuelanske højesterets egen undersøgelse imod ham, som indeholdt et udrejseforbud. Risikoen ved at lade Guaidó gå fri er åbenlys: – Han kan fortsætte med at organisere statskuppet og vise, hvor svag den venezuelanske regering er, når den ikke engang kan håndhæve et udrejseforbud. I sidste ende valgte regeringen at lade ham gå fri. Der kom ikke en undskyldning for en militær intervention eller for optøjer. Det gjorde, at kupmagerne måtte overveje deres næste træk.

Strømafbrydelse

Guaidó brugte de efterfølgende dage på møder med gule fagforeninger i den offentlige sektor og snak om en ”optrappende” strejke, samt indkaldelse til en ny demonstration lørdag 9. marts. Men blot halvandet døgn inden den demonstration skulle starte, blev det meste af Venezuela ramt af strøm-blackout.

I flere dage var landet paralyseret. Metroen var lukket, så folk måtte gå langt i Caracas. Arbejdspladser var lukkede, og eleverne blev hjemme fra skole. Nogle hospitaler stoppede med at arbejde, om end andre kunne køre videre med generatorer. Ifølge den argentinske sociolog Marco Terrugi, som er bosat i Caracas, var der en stemning af modstand i befolkningen; folk stimlede sammen i grupper for at udveksle information, og Bolívar-pladsen i hovedstadens gamle bydel blev omdannet til en improviseret debatscene, hvor situationen blev diskuteret.

Den venezuelanske regering hævder, at det var et decideret hackerangreb, som afbrød en række elektroniske regulatorer. Indtil videre ved vi, at det var kraftværket ved Guri-dæmningen i det sydøstlige Venezuela, som gik ned. Det leverer strøm til omkring 80 % af Venezuela og til dele af Roraima-delstaten i Brasilien, som også blev påvirket af afbrydelsen.

Kort efter strømafbrydelsen udsendte Marco Rubio et triumferende tweet med detaljer om, hvor omfattende blackouten var. Også Juan Guaidó skrev, at “lyset kommer tilbage til Venezuela, når tyranniet falder”. Mike Pompeo supplerede med teksten: Ingen mad, ingen medicin, ingen lys. Næste stop: ingen Maduro.

Efter regeringen og arbejderne i det statslige el-selskab CORPOELEC havde fået reetableret strømmen lørdag, skete der – ifølge Maduro – et nyt angreb, som lagde strømmen ned igen. Først i løbet af mandag 11. marts begyndte regeringen på ny at få kontrol over situation og genetableret elektriciteten.

Oppositionen og Guaidó benægtede pure at have stået bag et angreb på strømforsynings-systemet, og de forsøgte at gøre grin med tanken om, at et sådant angreb overhovedet var muligt.  Til gengæld trykte det amerikanske magasin Forbes en artikel, der lagde stor vægt på, at et hackerangreb på et elektricitetssystem er en fuldstændig reel mulighed – om end den holdt fast i, at det ikke var tilfældet her.

Der er ingen tvivl om, at Venezuelas strømsystem har været præget af underinvesteringer, dårlig vedligeholdelse og centralisering. Det har venstreorienterede chavistaer og fagforeningsfolk i øvrigt også kritiseret førhen. Således er strømafbrydelser ikke ualmindelige i Venezuela, men de plejer at vare i få timer eller minutter. Dette var tydeligvis en langt større hændelse.

Desuden kunne timingen nærmest ikke være bedre for kupmagerne. Deres planer er indtil videre mislykkedes, og strømsvigtet falder virkelig belejligt for at styrke deres fortælling om, at Venezuela er i totalt kaos. ■