Venstrefløjen må have en troværdig forsvarspolitik i kampen mod autokrati og fascisme

Kære venner og kammerater.

Tak for muligheden for at tale her om dette vigtige emne.

Ruslands fuldskalakrig i Ukraine, genvalget af Donald Trump og det ekstreme højres fremmarch rundt om i verden har medført store ændringer i global politik, i globale magtforhold og ift. global sikkerhed. Det er ændringer, som vi på venstrefløjen også er tvunget til at reagere på og tage i betragtning i vores analyser af udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Det er ikke altid en let opgave. Det ligger i venstrefløjens DNA at modsætte sig militarisering, at tale om fred i stedet for krig og at forstå sikkerhed som et bredt fænomen, der også adresserer farerne ved miljøkatastrofer og socialpolitikkens rolle i at skabe en varig sikkerhed.

Men den aktuelle situation kræver mere af os. Kun at sige, at vi modsætter os krig og modsætter os et samfund bygget op omkring det militærindustrielle kompleks, overser den ideologiske dimension af, hvad der sker i verden lige nu. Det overser det vigtige skifte, der er sket globalt set: Det tydelige skifte mod stærkere autoritære stormagtskræfter. På grund af det skifte er der brug for et progressivt alternativ.

“Krig” har en ideologi, “krig” startes af mennesker, der har et navn, der opholder sig et bestemt sted, men vigtigst af alt – en klar politik. Autoritære højreorienterede ledere som Putin og Netanyahu er villige til at bruge konventionel krigsførelse, undertrykkelse og endda folkedrab for at fremme deres egne politiske mål.

Fremkomsten af autoritære stormagter udgør lige nu den største trussel mod fred og stabilitet verden over – især når der samtidig ses en svækkelse af respekten for international lov og dens institutioner.

Den autoritære højrefløj angriber grundlæggende rettigheder

Kære venner.

Den autoritære højrefløj angriber individer og gruppers frihed og grundlæggende rettigheder i deres egne lande, samt andre staters frihed og uafhængighed. Når fascismen angriber, må man forsvare sin egen og andres frihed. Nogle gange gøres det ved at gribe til våben.

Derfor er det essentielt for venstrefløjen at bruge de rigtige ord for, hvad der sker, og hvad vi er oppe imod. I stedet for at positionere os mod “våben”, skal vi forsvare frihed, demokrati, pluralisme og menneskerettigheder. Vi er imod den imperialistiske autoritære højrefløj, og det vi må udvikle er en udenrigspolitik baseret på modstand mod nyfascisme og autoritarisme. En antifascistisk udenrigspolitik.

Den liberale højrefløj begik den fejl at vende det blinde øje til autoritarisme, så længe den var rettet mod sårbare grupper. Putins autokrati var ikke et problem for højrefløjen, så længe det kun manifesterede sig i undertrykkelsen af landets egne minoriteter og indskrænkningen af oppositionens frihed.

I tilfældet med Putin og Rusland har vi set en udvikling, der er typisk for systemer, som bliver totalitære: Først rettes undertrykkende foranstaltninger mod allerede sårbare grupper. Trin for trin indskrænkes den politiske frihed for alle, der er uenige i regeringens politik. I dag er der ingen politisk frihed i Rusland. I 2022 førte den ideologi til en imperialistisk udenrigspolitik i form af en storstilet angrebskrig i Ukraine.

USA har langt stærkere demokratiske strukturer og traditioner end Rusland og Kina, men det ændrer ikke på, at Donald Trump også repræsenterer en autoritær ideologi, og at retsstatsprincippet er i fare i USA. Det er tydeligt i den måde, Trump-administrationen har angrebet minoritetsgrupper som transkønnede og immigranter.

Det er også tydeligt i bestræbelserne på at begrænse ytringsfriheden på universiteter og i Trumps forsøg på at fratage føderale ansatte retten til overenskomstforhandlinger, samt i de talrige udtalelser vedrørende Grønland, Panamakanalen og Ukraine. Personer i Trump-administrationen, som fx Elon Musk og J.D. Vance, har gentagne gange udtrykt deres klare støtte til Europa yderste højrefløj, som Vox i Spanien, RN i Frankrig og AfD i Tyskland.

I tilfældet med Trump ser vi, at højrefløjens ledere ikke evner at reagere på autoritarisme. Indtil nu har strategien over for Trump været imødekommenhed, fordi “det er det eneste, der virker.” Samtidig siges det, at Putin kun forstår magt. Når det kommer til USA, er mange parate til at imødekomme en præsident, der åbenlyst støtter den yderste højrefløj og viser foragt for demokrati og menneskerettigheder. Det ville være opsigtsvækkende, hvis vi havde samme tilgang til et andet land eller en anden autoritær leder.

Denne udvikling styrker også ledere andre steder i verden, der repræsenterer lignende ideologier. Netanyahu begår folkedrab i Gaza for øjnene af den vestlige verden. Erdogan har intensiveret sine angreb på opposition og journalister i Tyrkiet. I Ungarn har Orbán netop fremsat ny lovgivning i parlamentet, som vil gøre det muligt at undertrykke det, der er tilbage af uafhængige medier, opposition og civilsamfund.

Vi må have en troværdig forsvarspolitik

Kære venner.

Tavshed og overgivelse kan ikke være svaret. Det vil ikke stoppe den udvikling, vi ser i Rusland. At forberede sig på krig er heller ikke svaret, og det er en generel afvisning af våben heller ikke.

Der er behov for en bredere forståelse af, hvordan international politik og forsvarspolitik kan styrke strukturer og politisk samarbejde, der fremmer stabilitet, demokrati og international ret – samtidig med at man tager truslen fra autoritære ledere og fascismens tilbagevenden alvorligt.

Om ikke andet så skal følgende fire principper tjene som udgangspunkt for en antifascistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik:

Tilstrækkelig forsvarsevne

I en situation hvor autoritære ledere som Putin er parate til at bruge magt og konventionel krigsførelse, kan vi ikke blot svare, at vi er imod militarisering. Når fascismen griber til våben, er det nødvendigt at kunne forsvare sig selv. En styrkelse af det europæiske kræver, at der opbygges en tilstrækkelige forsvarsevne.

Der er intet ikke-venstreorienteret ved det; tværtimod var et tilstrækkeligt nationalt forsvar i lang tid den finske venstrefløjs alternativ til militæralliancer og NATO-medlemskab. Det princip gælder stadig: en tilstrækkelig stærk forsvarsevne gør et angreb sværere, men det betyder ikke, at det skal bruges til at angribe andre eller til militære operationer i udlandet.

Samtidig er det tydeligt, at højrefløjen forsøger at udnytte den nuværende internationale situation til at opruste til et niveau langt over det nødvendige. Krav til at bruge mere end 3 procent af BNP på forsvar, eller at EU investerer 800 milliarder euro, er så overdrevne, at der er risiko for, at det betyder massive nedskæringer på områder som klima, social sikkerhed og serviceydelser.

Selvom det er vigtigt at afvise den type krav, så er det også vigtigt ikke kategorisk at afvise forsvarsudgifter. Og når der investeres i forsvar, bør de bruges som løftestang til at styrke den europæiske industripolitik.

Den finske venstrefløj har afvist at målet er at ende på et bestemt BNP-niveau. Vi har sagt, at vi er villige til løbende at drøfte og acceptere konkrete investeringer – hvis investeringen er nødvendig for at sikre en tilstrækkelig forsvarsevne.

Det betyder også, at udgiftsniveauet kan ændre sig afhængigt af situationen. I bedste fald kan foreningen af ressourcer og et øget europæisk forsvarssamarbejde frigøre midler til andre formål, da alle medlemslande ikke har brug for at have det samme udstyr.

Styrkelse af folkeretten

En af de mest bekymrende udviklinger i vor tid er svækkelsen af respekten for international ret på et tidspunkt, hvor autoritarisme er på fremmarch. EU’s medlemsstater og Vesten bredt set bærer et hovedansvar for den udvikling, fordi vi har manglet evne og villighed til at forsvare grundlæggende regler i international ret, når det gælder folkedrabet i Gaza.

På trods af en arrestordre fra Den Internationale Straffedomstol har den israelske premierminister kunnet rejse til EU-lande. Finland har vedtaget en lov om at lukke den østlige grænse, hvilket er i modstrid med internationale menneskerettighedstraktater og EU-ret – og er nu ved at trække sig fra Ottawa-traktaten, der forbyder personelminer. Den danske regering kritiserede for nylig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Alle disse udtalelser og handlinger bidrager til at svække en multilateral og regelbaseret orden.

For at modvirke denne udvikling har vi brug for en ny international koalition af lande, der bevidst arbejder for at styrke folkerettens strukturer. Vi må presse på for at reformere FN-systemet, fremhæve respekt for eksisterende lovgivning og gøre brug af og aktivt deltage i eksisterende institutioner.

Og frem for alt: Vi har brug for konsekvent handling i stedet for dobbeltmoral.

Opbygning af nye alliancer med det globale syd

Vestens dobbeltmoral har også ført til en dybere kløft mellem det globale nord og det globale syd på et tidspunkt, hvor der er brug for et bredt internationalt alternativ til den yderste højrefløjs politik.

Tendensen forværres yderligere af, at flere vestlige lande på samme tid har besluttet at skære drastisk i midler til udviklingssamarbejde. Vi har mere end nogensinde før brug for et omfattende samarbejde, hvis vi skal kunne tilpasse os og reagere på miljøkriser.

Nye alliancer, initiativer og fælles projekter skal etableres omkring bl.a. global migration, global handelspolitik, løsninger på miljøkriser og nye teknologier, som kan bidrage til at lukke kløften. Ellers risikerer vi at miste sympati fra det globale syd til autoritære aktører, der er villige til at investere i og forsvare juridiske rettigheder i lande, som vi har forsømt.

Et program for at styrke autonomi

I en indbyrdes forbundet verden kan og bør vi ikke afbryde alle bånd til og handel med stormagter. Vi bør dog ikke have kritiske afhængigheder af lande, hvis ledere åbent støtter den yderste højrefløj eller ikke respekterer menings- og ytringsfrihed.

Europa skal derfor bygge sin egen sikkerhedsarkitektur, der ikke er afhængig af USA. EU skal også opbygge en energiforsyning, der ikke er afhængig af Rusland og USA. Uafhængighed er dog ikke muligt uden en kursændring i den økonomiske politik.

Hvis ikke det er muligt at investere storstilet i energiomstilling og infrastruktur, alternative varmesystemer og nul-emissionstransport – vil det ikke være muligt at komme afhængigheden til livs.

Talen er oversat fra engelsk af Enhedslistens landskontor.