Venstrefløjen skal ikke forsvare europæisk imperialisme – et svar til Per Clausen og Jakob Ruggaard

“Vi befinder os på kanten af en ny verdensorden. Og hvis vi ikke strammer os an, så kan vi også stå på kanten til en ny autoritær tidsalder. Hvor antidemokratiske ledere er enige om at blæse højt og flot på rettigheder, institutioner og principper, når de deler verden imellem sig selv og deres oligark-venner.”

Sådan beskriver Per Clausen og Jakob L. Ruggaard i et debatindlæg her på Solidaritet den “nye” verdensorden, vi står overfor. Men det virker meget sjovt. For denne “nye” verdensorden virker ikke særlig ny. Tværtimod beskriver de meget godt, hvordan verden har været i de seneste mange årtier med europæisk imperialisme.

Men fra Clausen og Ruggaard lyder det, at vi nu skal til at forsvare “vores lige, demokratiske velfærdssamfund”. Men hvor lige og demokratisk er “vores velfærdssamfund” virkelig, når vi tjener penge på udbytning af tredjeverdenslande og eksport af våben til Israel? De mange folk som er ofre for europæisk, herunder dansk, imperialisme, har jo hverken stemmeret til europaparlamentet eller folketinget.

En verden uden retfærdighed er intet nyt

Fra indlægget får vi gentagne gange at vide, at den internationale retsorden først nu er under pres. F.eks. skriver de, at “internationale institutioner, lov og ret er trængt i defensiven, som sjældent før. Vi ser en udvidet gruppe af autoritære, farlige regimer på ekspansionskurs.”

Men sandheden er nok snarere, at international ret altid har måttet bukke under for vestlig imperialisme. Ikke kun USA-imperialismen – men lige så meget europæisk imperialisme. Prøv blot at se på de mange krigsforbrydelser EU-lande begår på sine militære missioner, og hvordan de bidrager til at destabilisere den tredje verden. Eller på EU’s militære støtte til Israel.

Clausen og Ruggaard maler et meget positivt billede af Danmark. De skriver for eksempel:

“Der er heller intet socialistisk i at kæmpe for, at et af de bedst fungerende velfærdslande i verden, som på baggrund af socialistiske idéer og benhård arbejderkamp har skabt den største tryghed og frihed for arbejderklassen i verden og (selv med deres fejl og mangler) nogle af de mest velfungerende demokratier i verden, skal stå forsvars- og sikkerhedspolitisk afklædt eller svagt i en tid, hvor fascismen for alvor banker på døren.”

Ved kun at se på leveforholdene for den danske arbejderklasse danner skribenterne et nationalistisk billede – af et dejligt socialistisk velfærdsdanmark. Men dropper vi det dansk-centriske perspektiv, kan vi se at Danmark ikke er et fantastisk socialistisk land.

I Danmark får folk revet deres bolig ned pga. deres etnicitet takket være ghetto-loven, og folk, der er født i Danmark, har ikke en så basal ret som dansk statsborgerskab, hvis blot deres forældre kommer fra det forkerte land. Danmark har også et kolonialt styre over Grønland. Danske virksomheder som Mærsk og Terma støtter Israels folkemord med våben. Og Danmarks “grønne omstilling” sker også på bekostning af lande i det globale syd.

Det forkerte dilemma

Per Clausen og Jakob Ruggaard påstår, at “Vi ser en udvidet gruppe af autoritære, farlige regimer på ekspansionskurs. Og vi ser USA stille sig politisk, ideologisk på deres side i åben opposition til vores demokratier og velfærdssamfund, som Trump, Vance, deres milliardæroligarkvenner og deres MAGA-bevægelse åbent betragter som fjender, der skal bekæmpes, trues og undertvinges.”

Samtidig med at de også skriver: “For der er intet socialistisk i at kæmpe for at opretholde en svag forsvarsevne i Danmark, som reelt sætter os i et vasalagtigt afhængighedsforhold til USA”

Så det er ret tydeligt, hvor Clausen og Ruggaard gerne vil hen med det her. De prøver at fortælle os, at valget mellem oprustning og nedrustning er et valg mellem demokrati og velfærd på den ene side og fascisme og oligarki på den anden side.

Og vi kan da sagtens blive enige om, at Rusland og USA er styret af fascisme og oligarki i øjeblikket. Men derfor giver det stadig ikke mening at gøre det sådan op.

For det første findes milliardær-oligarker også i Europa – også i Danmark – og de har også en del magt her. I Danmark har vi ikke meget åbenhed omkring erhvervslivets indflydelse, men der kommer en gang imellem nogle huller her og der. Vi har dokumentation på, at Moderaterne, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Konservative har modtaget en del penge fra erhvervslivet. De store partier, særligt på højrefløjen, brugte også ret mange private donorpenge under 2019-valgkampen.

Og danske politikere har også en tendens til at ende deres karriere med topposter i erhvervslivet, hvad selv EU-kommissionen har kritiseret. Vi har også eksempler på sager, hvor pengeinteresser afgjorde politiske beslutninger, som da Mærsk fik regeringen til at være imod at hæve OECD’s minimumsselskabsskat for shipping, eller da Lars Løkke prøvede at holde et ulovligt vindmølleprojekt i live efter at have været til middag med milliardærerne bag projektet.

Men for det andet og nok vigtigere begrænser Clausen og Rugaards argumentation sig til indenrigspolitiske forhold. Men det er dybt eurocentrisk at påstå, at Europa skulle være en eller anden etisk magt, som er værd at forsvare ved at ignorere europæisk imperialisme og racisme.

Lad os huske, at det danske socialdemokrati nu mener, at danske muslimer er ude på at undergrave det danske samfund indefra. Hvilket de andre regeringspartier i Europa også er på vej til. Og lad os heller ikke glemme Europas militære og økonomiske imperialisme i tredjeverdenslande, særligt i Afrika, som Danmark også er en stor del af.

Så grundlæggende handler spørgsmålet om oprustning eller nedrustning nok ikke om fascisme eller demokrati. Rettere er det et valg mellem borgerligt imperialistisk “demokrati” på den ene side og socialistisk ægte demokrati på den anden. Og ved at vælge oprustning vælger man det borgerlige “demokrati”.

Intet vasalforhold

Per Clausen og Jakob Ruggaard påstår, at nedrustning betyder “en svag forsvarsevne i Danmark, som reelt sætter os i et vasalagtigt afhængighedsforhold til USA”. Ved at gøre det op som “enten forsvarer vi os selv, eller også skal vi have USA’s hjælp” tager man udgangspunkt i, at Danmark skal forsvares af et militær.

Men som allerede etableret er Danmark en imperialistmagt, og imperialistmagter skal ikke forsvares, de skal bekæmpes. Det samme gælder resten af Europa.

Hvad Clausen og Ruggaard kalder “fascisme, diktatur, bøllemetoder, imperialisme og slyngelstater” gælder lige så meget Europa og Danmark, som det gælder USA og Rusland. Så lad os vælge kampen mod begge dele – i stedet for at støtte den ene frem for den anden.