Venstrefløjens partiers tavshed på LGBTQ+-området – usolidarisk og utroværdig

For nylig offentliggjorde legetøjsgiganten Lego sin årsrapport. Hvor ord som diversitet og LGBTQ+- tidligere har haft en plads, var de i år fraværende. Det kommer næppe som en overraskelse for nogen på venstrefløjen, at kapitalister handler opportunistisk og forsøger at tie kampen for mangfoldighed, og LGBTQ-rettigheder ihjel – særligt i en tid hvor disse værdier er under pres.

Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at en lignende tavshed omkring identitetspolitiske spørgsmål ser ud til at have bidt sig fast blandt de danske venstrefløjspartier.

Tag ikke fejl. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at partier som SF og Enhedslisten – som jeg selv er en del af – grundlæggende står fast på at styrke vilkårene for LGBTQ+-personer.

Netop derfor er det desto mere bemærkelsesværdigt, at partierne på sociale medier og i pressen forholder sig tavse over for den aktuelle indskrænkning af rettigheder i Ungarn, hvor Pride-paraden i Budapest netop er blevet forbudt, eller i USA, hvor trans- og queerpersoner frygter for deres sikkerhed.

Kampen for LGBTQ+-personers rettigheder er også relevant her

Herhjemme er behovet for solidaritet ligeledes voksende. I 2023 rapporterede LGBTQ+ Danmark om en stigning i anmeldte hadforbrydelser siden 2021 rettet mod LGBTQ+-personer. I 2024 dokumenterede en rapport fra Undervisningsministeriet en markant større mistrivsel blandt LGBTQ+-elever i skolerne.

På trods af dette har der i den seneste tid stort set ikke været nogen omtale af disse udfordringer på partiernes officielle sider på sociale medier eller i pressen.

Personligt håber og tror jeg, at stilheden på LGBTQ+-området repræsenterer en uheldig forglemmelse og ikke er led i en bredere strategi. Desværre oplever jeg en stigende tendens til, at der hos dele af venstrefløjen tegnes modsætningsforhold mellem identitetspolitik og den “almene” hverdagspolitik, som er relevant for arbejderklassen.

Et eksempel på dette ses ved SF’s Trine Rønn, der i Information argumenterer for, at venstrefløjen skal vende tilbage til klassekampen. Som led i denne argumentation maler hun et uheldigt billede af en woke “elitesocialistisk storbyelite” som angiveligt diskuterer pseudoproblemer og er ude af trit med den almene befolkning.

Et andet eksempel er Enhedslistens Louis Jacobsen, der i et ellers meget væsentligt indlæg om hvordan venstrefløjen vinder arbejderne tilbage, skriver at disse føler sig overset, “når identitetspolitik fylder mere end hverdagsproblemer”.

Jeg er enig i, at venstrefløjspartierne skal arbejde på at brede deres kampe ud og i højere grad appellere til vælgere i udkantskommuner. Det skal imidlertid ikke gøres gennem en symbolsk afsværgelse af “storbyelitær” identitetspolitik, men derimod ved at vise, at klassekampen og de identitetspolitiske kampe er forbundne og forenelige.

Venstrefløjen må og skal føre klassekamp – også i endnu højere grad end hidtil. Realiseringen af denne vision må imidlertid ikke ske på en måde, der undergraver den ånd af solidaritet, som er selve fundamentet for venstrefløjen.

Det går den forkerte vej

Det var på mange måder lettere at kæmpe for LGBTQ+-rettigheder i 2010’erne, hvor fremskridtene var tydelige: samkønnede ægteskaber, juridisk kønsskifte og stigende accept i samfundet. Nu rulles rettighederne tilbage internationalt, og mistænkeliggørelsen stiger herhjemme.

Hvis vi kunne kæmpe kampen dengang, må vi også kæmpe nu, hvor behovet er størst. Når det yderste højre, i alliance med deres oligarkiske bagmænd, målrettet angriber LGBTQ+-rettigheder og presser europæiske virksomheder til at droppe diversitetstiltag, kræver det en kompromisløs og kraftfuld modstand fra venstrefløjen.

Udebliver dette modsvar risikerer venstrefløjspartierne at fremstå lige så opportunistisk som de kapitalister, vi kritiserer.

Politikerleden vokser, fordi folk ikke længere tror på, at politikere mener det, de siger. Hvis venstrefløjen tilpasser sin kommunikation efter, hvad vi tror er populært, i stedet for hvad der er nødvendigt, svigter vi vores ansvar.

På LGBTQ+-området er det derfor tid til at stå fast, ikke tie stille. Kun sådan kan vi erhverve os den troværdighed – der er forudsætningen for at vi vinder den brede befolknings tillid.