Verdens største løgn

Hvorfor er EU-landenes statsoverhoveder og EU-Kommissionen så slappe over for Donald Trumps løgne? Hvorfor forholder de sig tavse, når Trump påstår, at EU blev skabt for at udbytte USA? Hvorfor ser de så flove ud, når Trump påstår, at Europas medlemmer af NATO kører på frihjul?

Har de intet kendskab til, hvordan den amerikanske økonomi fungerer? Ved de ikke, at USA ikke har haft overskud på betalingsbalancen siden 1970, og at USA’s gæld udgør 124 procent af landets BNP? Ved de ikke, at alle lande i verden – herunder Danmark – køber amerikanske statsobligationer – og dermed medvirker til at finansiere både USA’s militær og USA’s bidrag til NATO?

USA er verdens største “free-rider” for at bruge et udtryk, som amerikanske økonomer anvender. Fx James Rickards (tidligere finansiel rådgiver for CIA) og Michael Hudson (pensioneret professor i økonomi ved University of Missouri-Kansas City og forsker ved Levy Economics Institute).

Hvordan kan USA som verdens største debitor og med et enormt underskud på handelsbalancen over for lande som Kina, Mexico, Tyskland, Canada og Japan dække udgifterne til et enormt militærapparat og føre kostbare krige?

Fx brugte USA over 4.000 mia. dollars på at føre krig i Irak og Afghanistan. Det er næsten det dobbelte af Ruslands BNP målt i løbende priser. Ethvert andet land ville med sådan en enorm udgift enten være gået bankerot eller have undermineret deres egen valuta med hyperinflation.

Gør hele verdens økonomi afhængig af USA

Forklaringen på dette tilsyneladende mysterium skal findes tilbage i 1960’erne. En anekdote hævder, at Henry Kissinger i slutningen af 1960’erne mødtes med Paul Volcker som i 1976 blev direktør for The Federal Reserve Bank.

Kissinger havde et spørgsmål til Volcker: Nu hvor USA har mistet sit overskud på betalingsbalancen, hvordan kan USA så opretholde sin dominans over verdensøkonomien? Volckers svar overraskede Kissinger: USA bør tredoble sit underskud og sørge for, at alle de lande, som har et overskud på handelsbalancen over for USA, cirkulerer deres overskud gennem USA’s finansielle centrum – Wall Street.

USA havde siden Bretton Woods konferencen i 1944 etableret dollaren som en verdensvaluta. Derfor kom USA helt naturligt til (fra 1973) at dominere det internationale betalingssystem SWIFT. Enhver nation, som handler på verdensmarkedet gennem SWIFT, er nødt til at være i besiddelse af dollars. Det betyder, at sådanne nationer er nødt til at have konti i Wall Street. Hvis fx Brasilien vil sælge en ladning tømmer til Tyskland, går betalingen typisk igennem de to landes konti i Wall Street.

Volcker fik ret. Ved hjælp af dollarens status som verdensvaluta og USA’s kontrol med det internationale betalingssystem stiller lande, som har overskud på handelsbalancen over for USA, enorme mængder af kapital til rådighed for banker og kapitalfonde i Wall Street.

Strømmen af penge til Wall Street fra overskudslandene til USA’s finansielle markeder medførte en styrkelse af dollaren, en stigning i værdien af finansielle amerikanske aktiver og en stigning i de rigeste amerikaneres formuer. Bagsiden af medaljen var, at amerikanske eksportvarer med den stigende dollarkurs blev dyrere og derfor mindre konkurrencedygtige på verdensmarkedet.

Amerikanske produktionsvirksomheder måtte lukke eller flytte til Kina, hvor billig arbejdskraft kompenserede for det tab, som var en følge af den stigende dollarkurs. De største tabere i dette spil var den amerikanske arbejderklasse, som senere reagerede ved at stemme på Trump.

Hvem er den største free-rider?

Men hvorfor køber verdens lande så amerikanske statsobligationer, som dækker USA’s store underskud? Det gør de af forskellige grunde. De lande, som ikke har overskud over for USA, ophober amerikanske statsobligationer i deres centralbanker for at beskytte deres egne valutaer mod spekulation.

Derfor har vi den mærkværdige situation, at nogle af verdens fattigste lande medvirker til at finansiere USA’s underskud. De lande, som har et overskud over for USA, køber amerikanske statsobligationer af andre grunde.

Lad os tage Kina som eksempel. Hvis Kina slap sin dollarbeholdning på 3 billioner løs i Kina, ville det medføre et pres på den kinesiske renminbi i opadgående retning i forhold til dollaren. Kinas eksportvarer ville blive dyrere, og Kinas eksport ville falde i det område af verden, som handler i dollars.

Så hvad kan Kina gøre? Kina kan købe varer på verdensmarkedet i dollars. Kina kan yde billige lån til BRICS-lande og bygge infrastruktur i Afrika for at lette Kinas adgang til Afrikas råvarer. Med resten af Kinas dollarbeholdning har Kina kun et valg: At købe amerikanske statsobligationer. Andre lande med overskud over for USA kan købe amerikanske aktier og private obligationer, men det er Kina stort set afskåret fra på grund af restriktioner på kinesiske investeringer i USA. Disse opkøb af amerikanske statsobligationer går primært til at finansiere USA’s meget store militærapparat.

Hvornår betaler USA så sin gæld? Svaret er, at det gør USA ikke. Har nogen nogensinde hørt, at nu forfalder der en betaling til Kina, Japan eller Saudi Arabien, og USA skal finde pengene, så kreditorerne kan blive betalt? Det der sker, når amerikanske statsobligationer udløber, er, at USA blot udsteder nye obligationer, og det kan USA gøre, så længe der er stor efterspørgsel på obligationerne.

Så hvem er den egentlige free-rider her? Er det de lande, som kun bidrager med omkring en procent af deres BNP til NATO, eller er det USA?

Hvor er Europas guld?

Skylder Europa USA noget eller forholder det sig omvendt? I 2014 gjorde tidligere CIA-rådgiver, James Rickards, opmærksom på, at lande med store dollarbeholdninger i stedet for at købe amerikanske statsobligationer, købte guld for deres dollars uden om børserne i New York, London, Tokyo, Shanghai osv.

Grunden til disse køb er ifølge Rickards, at landene var trætte af USA’s free-ride, men man tør ikke konvertere sine dollarbeholdninger til guld åbenlyst af frygt for at udløse et run på dollaren, hvor alle vil tabe. Siden 2014 har prisen på guld været relativ stabil. Der har altså ikke været en stigning i guldprisen, som reflekterer en stigende efterspørgsel. Hvorfor?

For at finde forklaringen på det skal vi tilbage til begyndelsen af den kolde krig. Af frygt for en sovjetisk invasion overførte europæiske lande – især Tyskland og Frankrig – sine guldreserver til USA. Guldet blev opbevaret i The New York Federal Reserve. For omkring 6-7 år siden begyndte Tyskland at bede USA om at få udleveret det tyske guld, men Tyskland har siden fået et henholdende svar.

Derfor er nogle europæere begyndt at spørge, hvor deres guld er. Har USA solgt det? Ifølge Michael Hudson har USA “udlejet” det europæiske guld til guldhandlere rundt omkring i verden, som derefter har solgt det i form af shortselling – altså at man lejer værdier eller værdipapirer over en bestemt lejeperiode for et lejebeløb. Derefter sælger man det lejede i håb om, at prisen falder.

Hvorfor har USA gjort det? For at undgå at prisen på guld stiger så meget i forhold til dollaren, at det vil øge incitamentet for alverdens lande til at købe guld for deres dollars (i stedet for amerikanske statsobligationer) og opbevare guld i deres centralbanker i stedet for dollars.

Fra Wall Street til Kina?

Det tragikomiske i denne situation er, at den økonomiske analfabet, Elon Musk har bedt om adgang til The New York Federal Reserve for at inspicere guldbeholdningen. Hvis Musk får sin vilje, og hvis Donald Trump med sine importafgifter skaber så meget inflation i USA, at dollaren bliver svækket – så er der to muligheder:

Enten bliver disse to politiske klovne fjernet fra magten, eller også udløser de et run på dollaren, og skaber kaos i verdensøkonomien. Hvis USA ikke længere kan dække sit underskud ved at sælge statsobligationer, kan USA i værste fald gå bankerot.

Kina har for længst forberedt sig på denne situation. I sidste måned udsendte People’s Bank of China en meddelelse, som introducerede en digital renminbi og et betalingssystem, som kan afløse SWIFT. Hvis Kina lykkes med det, vil Beijing overtage Wall Streets rolle.

På længere sigt kan det indebære, at verdenshandlen vil finde sted i renminbi, og verdens centralbanker vil anvende den kinesiske valuta som reserve. Men først vil Kina blive nødt til at gøre renminbien fuldt ud konvertibel på verdensmarkedet – og det vil indebære en opskrivning af renminbiens kurs til skade for Kinas eksport.

Note: Mens denne kronik skrives, har Trump vedtaget at stille stigningen i toldsatser i bero over for de lande, som ikke har gjort gengæld med told på amerikanske varer. Til gengæld er toldsatsen på varer fra USA’s største kreditor, Kina, blevet hævet endnu en gang.