Vestbredden: Palæstinensiske journalister fortsætter arbejdet trods drab og trusler

Jeg mødte journalist Hafez Abu Sabra – en Palæstina-korrespondent for det jordanske medie Roya News – i en offentlig park i Nablus i september i år. Han dækker den nordlige del af Vestbredden, og for ham er palæstinensiske journalister ikke bare almindelige ansatte:

“De er vores folks stemme, deres arbejde er så indflydelsesrigt, deres billeder er i færd med at vække verden. De har spillet en central rolle i at vende den internationale holdning til støtte for det palæstinensiske folk”, sagde han.

Høje, grønne træer omringede os og gav os skygge fra varmen. Byen, som er kendt for sin historiske gamle bydel, er jævnligt blevet raidet af den israelske hær i løbet af de seneste år.

Abu Sabras’ to små døtre sad ved siden af ham – de kommer ofte med, når han arbejder, fortalte han. Brutaliteten fra besættelsen påvirker alle palæstinensere: det er vigtigt for ham, at hans børn lærer om Palæstinas historie og den virkelighed, de lever i.

På grund af sit usikre arbejde har Abu Sabra bygget et kontor i sin bil. Her har han computer, opladere, mikrofoner og alt han har brug for under sine reportager. Når han rejser rundt på Vestbredden, ved han aldrig, om han bliver stoppet ved et checkpoint i flere timer, og om han måske bliver tvunget til at sove i bilen:

“Jeg sover der ofte – mit kontor og mit hjem er i min bil. Jeg har mad, tøj, et køleskab og kaffe der”, sagde han.

I bilens forrude er der placeret et skilt, hvor der står “press”, men han fjerner det, inden han kører igennem checkpoints: det, der er ment at give ham beskyttelse, gør ham nemlig til et mål i besættelsens øjne.

21-årig journalist dræbt i Jenin

Palæstinensiske journalister på Vestbredden er konstant udsat for vold og trusler fra de israelske soldater ud over det, de i forvejen oplever fra bosættere. De lever i konstant risiko for at blive anholdt, imens de laver deres arbejde.

Siden oktober 2023 er antallet af checkpoints og militære barrierer på Vestbredden nået op på 916. Her gennemgår palæstinensere dagligt vold og timelange køer, hvilket skaber store vanskeligheder og frygt i hverdagen. Ofte er journalister forhindret i at dække besættelsens vold grundet lukkede veje og checkpoints.

Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed (PA) har ifølge Reporters Without Borders (RSF) også udført vold mod journalister.

Den 21-årige journaliststuderende Shatha al-Sabbagh blev dræbt under PA’s angreb på modstandsgrupper i Jenin 28. december 2024, mindre end to år efter de israelske styrker dræbte hendes 22-årige storebror Mutasem al-Sabbagh  i marts 2023.

Jeg mødte al-Sabbagh’s mor, Umm al-Mutasem, i Jenin i september 2025. Hun sad på en blå sofa i deres hjem, hvor hendes stue var fyldt med billeder af hendes datter. Det største billede af datteren er et, hvor hun står i pressevest – en påmindelse om hvor farligt det er at være journalist på Vestbredden.

Umm al-Mutasem forklarede, at “i begyndelsen var journalistik kun noget, hun studerede, men efter at hendes bror blev martyr, ønskede hun at vise, hvad besættelsen gør mod os, vores børn og det palæstinensiske folk generelt.”

Da al-Sabbagh blev dræbt, havde PA besat Jenin flygtningelejr i knap en måned, og mange indbyggere var uden vand og elektricitet.

Ifølge retsmedicinske beviser og øjenvidner blev Shatha Sabbagh dræbt af PA’s sikkerhedsstyrker.

Siden 7.oktober 2023 har Israel dræbt over 270 journalister og medie-arbejdere i Gaza.

“Jeg skreg, og min stemme fyldte bjergene, fyldte hele lejren”

Umm al-Mutasem begyndte at fortælle om den dag, hendes datter blev dræbt. Hun var med hende, da det skete.

Hun gik med sin mor, en ven og to nevøer for at købe chokolade i kiosken tæt på deres hjem i flygtningelejren Jenin. Al-Sabbagh bar en af hendes nevøer og holdt den anden i hånden. Hendes mor var bag dem, da der blev skudt mod dem.

Umm al-Mutasem var tættere på indgangen til kiosken og kom indenfor, men hendes datter nåede ikke ind, selvom der kun var tyve centimeter imellem dem:

“Kun tyve centimeter, og jeg klarede ikke at nå hende på grund af mængden af skud, der blev fyret mod os. Hver gang jeg rejste mig, var der skud. Jeg ville tage min datter og få hende indenfor, men jeg klarede det ikke”, sagde hun og gestikulerede, hvordan hun havde forsøgt at nå datteren.

Skuddene standsede ikke, og Umm al-Mutasem sagde, at ambulancen ikke fik lov til at komme ind til dem. Til sidst kom den, men det var for sent.

“Jeg skreg, og min stemme fyldte bjergene, fyldte hele lejren,” sagde hun. Hun tilføjede, at hun håber, folk “husker, hvor generøs og venlig hun (datteren, red.) var, hvor meget hun elskede godhed, og at hun blev dræbt uretfærdigt, hun blev dræbt mens hun fortalte sandheden.”

Mentale konsekvenser

Journalist Raneen Abahra er også blevet påvirket af de farlige forhold der eksisterer for journalister på Vestbredden. Hun startede som freelance-journalist i 2022, mens hun læste på universitetet.

“I min karriere som journalist har jeg måske skrevet tre positive historier. At være journalist i Palæstina er ikke nemt,” fortalte Abahra mig i Jenin. Vi sad på en overfyldt tagterrasse-restaurant midt i byen.

Hun har taget en lille pause fra at rapportere og tager nu en kandidatgrad i journalistik.

Da den israelske hær angreb Jenin i løbet af sommeren 2023, startede hendes sværeste periode som journalist. Da hun arbejdede i lejren, sov hun og hendes kollegaer på sygehusene, for hele tiden at være klar til at arbejde. Abahra forklarede situationen med alvor i blikket:

“Det var krævende mentalt. Jeg rapporterede om drabet på en mand, og så ville min dag være slut efter det. Jeg genoplevede hændelserne konstant, jeg mistede alle mine følelser,” fortalte hun.

På grund af det mentale pres ved at dække angrebene på hendes eget folk besluttede hun sig sidste år for at trække sig tilbage.

“Efter folkemordet i Gaza, og de fortsatte angreb på journalister indså jeg, at verden behandler os som tal. De ser ikke på os som mennesker”, sagde hun.

Abahra er ofte i kontakt med journalister i Gaza, og hun var meget tæt med Ismail al-Ghoul, som blev dræbt af staten Israel i juli 2024. Drabene på hendes kollegaer fik hende til at genoverveje, hvorfor hun arbejder med journalistik:

“Jeg begyndte at tænke, hvorfor tager vi ud for så at blive dræbt? For hvem? I dag spørger jeg mig selv, hvorfor jeg skal dø, hvis folk glemmer mig efter to dage.”

Til trods for farerne ved deres arbejde, vil Abahra fortsætte med at rapportere besættelsens forbrydelser, grundet hendes kærlighed til sit land:

“Jeg er så stolt af at være palæstinenser. Vi har ikke en lufthavn eller noget hav, men jeg elsker Palæstina. Vi elsker ikke Palæstina med checkpoints, men vi elsker vores Palæstina,” sagde Abahra.

Der findes også en engelsksproget udgave af artiklen på Electronic Intifada.