Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. februar. 2022

Vi kan kun komme ud over kommunismen ved at finde os til rette med dens historie

For tredive år siden brød Sovjetunionen sammen. Man skal forstå kommunismen i det enogtyvende århundrede i hele dens kompleksitet – både som revolution og regime, som en ansporing til antikolonialismen og som en alternativ form for socialdemokrati.

 

Af Enzo Traverso

 

Oversat fra engelsk med tilladelse fra Jacobinmag, 26. december 2021

 

 

Sovjetlederen Josef Stalin (1879-1953) taler på det russiske kommunistpartis, SUKPs 6. kongres i 1930. (Universal History Archive / Getty Images)

 

Nedenstående er et uddrag af Enzo Traversos nye bog ”Revolution: An Intellectual History” udgivet på Verso Books.

 

Arven efter oktoberrevolutionen er splittet mellem to fortolkninger, der står helt modsat over for hinanden. Det, at bolsjevikkerne kom til magten, syntes på den ene side som en bebudelse af en verdensomspændende, socialistisk forandring - på den anden side som den begivenhed, der banede vejen for en totalitær epoke. De mest radikale versioner af disse modsatte fortolkninger – den officielle kommunisme og Den kolde Krigs antikommunisme – mødes også for så vidt, som Det kommunistiske Parti i begge var en historisk kraft i en slags halvguds skikkelse.

Så mange årtier efter den har tabt sin kraft, er der intet behov for at forsvare, idealisere eller dæmonisere den kommunistiske erfaring. Den fortjener at blive forstået kritisk i sin helhed, som en dialektisk totalitet formet af indre spændinger og modsætninger, der udviser mange dimensioner i et uhyre spektrum af afskygninger - fra forløsende vitalitet til totalitær vold, fra deltagerdemokrati og kollektiv rådslagning til blind undertrykkelse og masseudryddelse, fra den mest utopiske fantasi til den mest bureaukratiske magt – til tider med et skift fra det ene til det andet inden for kort tid.

 

Som så mange andre ’ismer’ i vort politiske og filosofiske ordforråd er kommunisme et flertydigt og i sidste instans ’uklart’ ord. Dets uklarhed ligger ikke alene i den uoverensstemmelse, der skiller kommunismens ide fra dens historiske legemliggørelse. Uklarheden ligger i dens udtryksformers ekstreme mangfoldighed. Ikke bare fordi den russiske, den kinesiske og den italienske kommunisme var forskellige - men også fordi mange kommunistiske bevægelser i det lange løb undergik dybtgående forandringer på trods af, at de beholdt deres ledere og deres ideologiske referencer.

 

Når man betragter kommunismens historiske bane som et verdensfænomen, fremstår den som en mosaik af kommunismer. Skitserer man dens anatomi, kan man skelne mellem mindst fire bredt definerede former, der er forbundne og ikke nødvendigvis står i modsætning til hinanden, men tilstrækkelig forskellige til at kunne genkendes på egne præmisser: Kommunisme som revolution, kommunisme som regime, kommunisme som antikolonialisme og endelig kommunisme som en variant af socialdemokratiet.

 

En revolutionær skabelon

Det er vigtigt at huske på den stemning, den russiske revolution skabte, fordi den med stor kraft medvirkede til at skabe et symbolsk billede, der overlevede USSRs ulykker og kastede sin skygge over hele det tyvende århundrede. Dens aura tiltrak millioner af mennesker over hele verden og forblev relativt velbevaret, selv da de kommunistiske regimers aura faldt helt fra hinanden. Den gav i 1960erne og 70erne næring til en ny bølge af politisk radikalisering, der ikke alene stod fast på uafhængighed af USSR og dets allierede - men også opfattede dem som fjender.

 

Den russiske revolution opstod af Den store Krig, Første Verdenskrig. Den var et produkt af det ’lange, nittende århundredes’ sammenbrud, og den symbiotiske forbindelse mellem krig og revolution formede hele forløbet af det tyvende århundrede kommunisme. Pariserkommunen, der opstod i kølvandet på den fransk-tyske krig i 1870, var forløberen for den militariserede politik, noget mange bolsjevikiske tænkere understregede - men Oktoberrevolutionen forstørrede denne forbindelse i en skala uden sammenligning.

 

Første verdenskrig ændrede selve bolsjevismen og mange af dens træk: Flere kanoniske værker i den kommunistiske tradition som Lenins Den proletariske revolution og renegaten Kautsky (1918) eller Leon Trotskijs Terrorisme og kommunisme (1920) havde man simpelthen ikke kunnet have forestillet sig før 1914. På samme måde som der med 1789 indførtes et nyt revolutionskoncept – revolution blev ikke længere defineret som en slags astronomisk rotation, men snarere som et socialt og politisk brud – omformede oktober 1917 dette koncept og omfortolkede det i militære udtryk: Den gamle samfundsordens krise, massemobilisering, dobbeltmagt, væbnet opstand, proletarisk diktatur, borgerkrig og et voldeligt sammenstød med kontrarevolutionen.

 

Lenins Staten og revolutionen formaliserede bolsjevismen som både en ideologi (en fortolkning af Karl Marx’ ideer) og som en samling af strategiske principper, der adskilte den fra den socialdemokratiske reformisme, en politik som tilhørte det forgangne, nittende århundredes liberalisme. Bolsjevismen opstod af en tid med voksende brutalisering, da krigen brød ud i politik og ændrede dens sprog og dens praksis. Den var et produkt af den antropologiske transformation, der formede det gamle kontinent ved slutningen af Den store Krig.

 

Denne bolsjevismens genetiske kode var synlig overalt - fra teksterne til sproget, fra ikonografien til sangene, fra symbolerne til ritualerne. Den holdt længere end Anden Verdenskrig og fortsatte med at give næring til 1970ernes oprørske bevægelser, hvis paroler og liturgier var besat af og understregede ideen om et voldeligt sammenstød med staten. Bolsjevismen skabte et militært revolutionsparadigme, der meget stærkt formede de kommunistiske erfaringer over hele kloden.

 

Både den europæiske modstandsbevægelse og de socialistiske forandringer i Kina, Korea, Vietnam og Cuba genskabte en lignende symbiotisk forbindelse mellem krig og revolution. Den internationale kommunistiske bevægelse forestillede man sig derfor som en revolutionær hær af millioner af soldater, og dette fik uundgåelige konsekvenser - hvad angår organisation, autoritær indstilling, disciplin, arbejdsdeling og sidst, men ikke mindst kønshierarkier. I en bevægelse af krigere, kunne kvindelige ledere kun være en undtagelse.

 

Et jordskælv

Bolsjevikkerne var dybt overbevist om, at de handlede i overensstemmelse med ’historiens love’. Det jordskælv, som 1917 var, opstod som følge af mange, sammenfiltrede faktorer, nogen med rod i den russiske histories longue durée og andre mere midlertidige, der pludselig blev synkroniseret af krigen: Et ekstremt voldeligt bondeoprør mod det jordejende aristokrati, et oprør fra et by-proletariat, der var ramt af den økonomiske krise, og endelig det sammenbrud af hæren, der skyldtes bondesoldater, som var udmattet efter tre års frygtelig konflikt, som de hverken forstod eller kunne se en ende på.

 

Hvis disse faktorer er præmisserne for den russiske revolution, er det vanskeligt i den at se nogen angivelig historisk nødvendighed. Det sovjetiske eksperiment var skrøbeligt, usikkert og ustabilt i sine første år. Det blev konstant truet, og dets overlevelse krævede både uudtømmelig energi og enorme ofre. Victor Serge, der var vidne til disse års forløb, skrev, at bolsjevikkerne i 1919 anså Sovjetstyrets sammenbrud som sandsynligt, men at det i stedet for at gøre dem modløse, mangedoblede deres stædighed. Kontrarevolutionens sejr ville være blevet et uhyre blodbad.

 

Måske var deres modstand mulig, fordi de var opflammet af en grundlæggende overbevisning om at handle i overensstemmelse med ’historiens love’. Men i realiteten fulgte de ikke en naturgiven tendens. De var i færd med at opfinde en ny verden uden at vide, hvad deres anstrengelser ville føre til, de var inspireret af en forbløffende stærk, utopisk fantasi og var helt sikkert ude af stand til at forestille sig dens totalitære resultat.

 

Til trods for den sædvanlige appel til de ’historiske loves’ positivistiske ordforråd, havde bolsjevikkerne arvet deres militære opfattelse af revolution fra Den store Krig. De russiske revolutionære læste Clausewitz og tog sig af de uophørlige kontroverser om arven fra blanquismen og opstandens kunst; men volden i den russiske revolution opstod ikke på grund af en ideologisk indskydelse – den stammede fra et samfund, der var blevet brutaliseret af krigen.

 

Dette genetiske traume fik vidtrækkende konsekvenser. Krigen havde omformet politikken ved at ændre dens regler og indføre hidtil ukendte former for autoritære træk. I 1917 var kaos og spontanitet fremherskende i et masseparti, der hovedsageligt bestod af nye medlemmer, og som var under ledelse af gruppe af tidligere eksilerede, men de autoritære træk styrkedes hurtigt i løbet af borgerkrigen. Lenin og Trotskij hævdede, at de stod på arven fra Pariserkommunen i 1871, men Julius Martov havde ret, da han påpegede, at deres sande forgænger var den jacobinske terror i 1793-94.

 

Revolutionens militære paradigme skal imidlertid ikke forveksles med en voldskult. Trotskij fremsætter i sin Den russiske revolutions historie holdbare argumenter imod påstanden om et bolsjevikisk ’kup’, der fra 1920erne og fremover fik vid udbredelse. Han afviste den opfindsomhed, der ligger i den idylliske opfattelse af indtagelsen af Vinterpaladset som en spontan, folkelig opstand, og brugte mange sider på [at beskrive] den metodiske forberedelse af en opstand, der ud over en stram og effektiv militær organisation krævede en tilbundsgående vurdering af opstandens politiske betingelser - og et omhyggeligt valg af tidspunkterne for dens iværksættelse. ​​ 

 

Resultatet var afsættelsen af den provisoriske regering og anholdelsen af dens medlemmer praktisk talt uden blodsudgydelse. Det gamle statsapparats opløsning og opbygningen af et nyt var en smertelig proces, der foregik i løbet af mere end tre års borgerkrig. Naturligvis krævede opstanden teknisk forberedelse og blev iværksat af et mindretal, men dette var ikke det samme som en ’konspiration’. I modsætning til det udbredte synspunkt, der blev spredt af Curzio Malaparte, ligger en sejrrig opstand, skrev Trotskij, ”både hvad angår metode og historisk betydning langt fra en regeringsomvæltning, som gennemføres af konspiratorer, der handler skjult for masserne”.

 

Der er ingen tvivl om, at indtagelsen af Vinterpaladset og afsættelsen af den provisoriske regering var et vigtigt vendepunkt i den revolutionære proces: Lenin kaldte det en ’omstyrtning’ eller en ’rejsning’ (perevorot). Ikke desto mindre anerkender de fleste historikere, at denne drejning fandt sted i en periode med ekstraordinær opstandelse, karakteriseret af samfundets permanente mobilisering og konstant magtanvendelse. Den skete i en paradoksal sammenhæng, hvor Rusland - samtidig med at landet fortsat deltog i en verdenskrig - var en stat, der ikke længere havde monopol på den legitime brug af vold.

 

Desillusionen

Tesen om det bolsjevikiske ’kup’ er paradoksalt nok det punkt, hvor den konservative og den anarkistiske kritik af Oktoberrevolutionen krydser hinanden. ​​ Begrundelserne var bestemt meget forskellige – for ikke at sige diametralt modsatte – men konklusionerne faldt sammen: Lenin og Trotskij havde oprettet et diktatur.

 

Emma Goldman og Alexander Berkman - der blev udvist fra USA i 1919 på grund af deres begejstrede støtte til den russiske revolution - kunne ikke acceptere bolsjevikkernes styre og besluttede efter nedkæmpelsen af Kronstadt-oprøret i marts 1921 at forlade USSR. Goldman udsendte My Disillusionment in Russia (1923) og Berkman The Bolshevik Myth (1925), hvis konklusion udtrykte en bitter og hård vurdering:

 

Grå er dagene, der går. En for en slukkes håbets gløder. Terror og despotisme har knust det liv, der fødtes i oktober. Alle revolutionens slagord er opgivet, dens idealer er kvalt i folkets blod. Gårsdagens ånde dømmer millioner til døden; skyggen fra dagen i dag hænger som et sort røgtæppe over landet. Diktaturet tramper masserne under fode. Revolutionen er død; dens ånd råber i vildnisset.

 

Deres kritik fortjener bestemt opmærksomhed, eftersom den kom inde fra revolutionen selv. Deres diagnose var nådesløs: Bolsjevikkerne havde oprettet et partidiktatur, der ikke bare regerede i sovjetternes navn, men til tider – som i Kronstadts tilfælde – mod dem, og hvis autoritære træk var blevet mere og mere kvælende.

 

Bolsjevikkerne bestred faktisk ikke selv denne skarpe vurdering. I Den russiske revolutions år et (1930) beskrev Victor Serge USSR i borgerkrigens år således:

 

På dette tidspunkt opfyldte partiet i arbejderklassen hjernens og nervesystemets funktioner. Det så, det følte, det tænkte, det satte sin vilje igennem for og gennem masserne; dets bevidsthed, dets organisation var en modvægt til svagheden hos massens enkeltindivider. Massen ville uden det kun have været en bunke af menneskeligt støv, der oplevede forvirrede drømme med lejlighedsvise glimt af intelligens – en masse, der i fravær af en mekanisme, som var i stand til at føre til handling i stor målestok, var dømt til at forspilde sig selv - og som ville være udsat for mere vedvarende lidelser. Ved sin uophørlige agitation og propaganda, ved altid at fortælle den usminkede sandhed, hævede partiet arbejderne over deres egen snævre, individuelle horisont, og viste dem historiens mægtige perspektiver. Efter vinteren 1918-19 bliver revolutionen det kommunistiske partis værk. ​​ 

​​ 

Bolsjevikkernes lovprisning af partiets diktatur, deres forsvar for arbejdets militarisering og deres voldelige sprogbrug mod al kritik fra venstre af deres magt – hvad enten den var socialdemokratisk eller anarkistisk – var bestemt afskyelig og farlig. Det var under borgerkrigen, stalinismens forudsætninger skabtes. Det er og bliver en kendsgerning, at et venstreorienteret alternativ ikke var en let mulighed. Som Serge selv tydeligt anerkendte, var det mest sandsynlige alternativ til bolsjevismen simpelthen kontrarevolutionær terror.

 

Oktoberrevolutionen betød uden at være et kup, at et parti, der repræsenterede et mindretal, greb magten og blev endnu mere isoleret efter beslutningen om at opløse den grundlovgivende forsamling. Efter afslutningen på den russiske borgerkrig, havde bolsjevikkerne imidlertid erobret flertallet - og blev således den dominerende kraft i et ødelagt land.

 

Dette dramatiske skift skete ikke på grund af Tjekaen eller statsterroren, hvor nådesløs den end var, men på grund af splittelsen blandt fjenderne, arbejderklassens støtte, og fordi både bønderne og de ikke-russiske nationaliteter havde skiftet side. Hvis det slutgyldige resultat var et revolutionært partis diktatur, var alternativet ikke et demokratisk styre; det eneste alternativ var et militærdiktatur, der hvilede på russiske nationalister, aristokratiske jordbesiddere og pogrom-forbrydere.

 

Revolution fra oven

Det kommunistiske styre institutionaliserede revolutionens militære dimension. Det ødelagde den kreative, anarkistiske og frigørende ånd fra 1917, der hvilede på egen kraft, men indskrev på samme tid sig selv i den revolutionære proces. Revolutionens forandring til det sovjetiske regime skete i flere tempi: Borgerkrigen (1918-21), kollektiviseringen af landbruget (1930-33) og Moskva-processernes politiske udrensninger (1936-38).

 

Med opløsningen af den grundlovgivende forsamling i december 1917 fastslog bolsjevikkerne sovjetdemokratiets overlegenhed, men ved afslutningen af borgerkrigen var dette døende. I løbet af denne grusomme og blodige konflikt indførte USSR censur, undertrykte den politiske pluralisme i en sådan grad, at man opløste alle fraktioner i det kommunistiske parti selv, militariserede arbejdet, oprettede de første arbejdslejre og indførte et nyt hemmeligt, politisk politi (Tjekaen). I marts 1921 symboliserede den voldelige undertrykkelse af Kronstadt afslutningen på sovjetdemokratiet - og USSR kom ud af borgerkrigen som et etpartidiktatur.

 

Ti år senere satte kollektiviseringen af landbruget et brutalt punktum for bøndernes revolution og opfandt nye former for totalitær vold og bureaukratisk centraliseret modernisering af landet. I anden halvdel af 1930erne udryddede de politiske udrensninger fysisk resterne af den revolutionære bolsjevisme og disciplinerede hele samfundet ved at indføre et terrorvælde. I løbet af to årtier skabte USSR et gigantisk system af koncentrationslejre.

 

Fra midt i 1930erne opfylde USSR i grove træk den klassiske definition på et totalitært styre, der nogle år senere blev udarbejdet af mange konservative, politiske tænkere: Sammenhæng mellem officiel ideologi, karismatisk ledelse, etpartidiktatur, undertrykkelse af retssikkerhed og politisk pluralisme, monopol på alle kommunikationsmidler via statslig propaganda, social og politisk terror understøttet af et system af koncentrationslejre og undertrykkelse af en kapitalisme baseret på et frit marked til fordel for en centraliseret økonomi.

 

Denne beskrivelse, der i dag bruges til at påpege lighederne mellem kommunisme og fascisme, er ikke forkert, men voldsomt overfladisk. Selv hvis man både ser bort fra de enorme forskelle, der skilte de kommunistiske og fascistiske ideologier og deres politiske systemers sociale og økonomiske indhold, står den kendsgerning tilbage, at en mønstergyldig definition af det totalitære som denne ikke indfanger Sovjetregimets indre dynamik. Den er simpelthen ude af stand til at indskrive det i den russiske revolutions historiske proces. Den afbilleder USSR som et statisk, monolitisk system, hvorimod stalinismens opståen betød en dybtgående og langstrakt omdannelse af samfund og kultur.

 

Lige så utilfredsstillende er definitionen af stalinismen som en bureaukratisk kontrarevolution eller en ’forrådt’ revolution. Stalinismen betød afgjort et radikalt brud med alle ideer om demokrati og frigørelse ved egen kraft, men var ikke i den forstand en kontrarevolution. En sammenligning med Napoleons kejserdømme er relevant for så vidt, at stalinismen bevidst sammenkoblede de forandringer, der blev frembragt af den russiske revolution, med både oplysningstiden og det russiske kejserriges traditioner - men stalinismen var ikke en genoprettelse af det gamle styre, hverken politisk eller økonomisk, ja, ikke engang kulturelt. ​​ 

 

Langt fra at genoprette det gamle aristokratis magt skabte Stalinismen en fuldstændig ny økonomisk, ledelsesmæssig, videnskabelig og intellektuel elite rekrutteret fra de sovjetiske samfunds lavere klasser – først og fremmest bønderne – og uddannet i de nye, kommunistiske institutioner. Det er nøglen til at kunne forklare, hvorfor stalinismen nød godt af en samfundsmæssig konsensus, på trods af terroren og massedeportationerne.

 

Monumental og monstrøs

At fortolke stalinismen som et trin i den russiske revolutions proces, betyder ikke at optegne en lineær udvikling. Den første terrorbølge fandt sted under en borgerkrig, da selve USSRs eksistens var truet af en international koalition. Den hvide kontrarevolutions brutalitet, dens propagandas og praksis’ ekstreme vold – pogromer og massakrer – tilskyndede bolsjevikkerne til at oprette et nådesløst diktatur.

 

Stalin iværksatte den anden og den tredje terrorbølge i 1930erne – kollektiviseringen og udrensningerne – i et land, der var pacificeret, hvis grænser var internationalt anerkendt, og hvis politiske magt hverken var truet af ydre eller indre kræfter. At Hitler var kommet til magten i Tyskland signalerede naturligvis klart muligheden af en ny krig på mellemlang sigt, men den massive, blinde og irrationelle karakter af Stalins vold svækkede i væsentlig grad USSR - i stedet for at styrke landet og gøre det i stand til at modstå disse farer.

 

Stalinismen var en ’revolution fra oven’, en paradoksal blanding af modernisering og socialt tilbageslag, hvis slutresultat var massedeportationer, et koncentrationslejr-system, en række retssager, der gravede minder om Inkvisitionens fantasier frem - og en bølge af massehenrettelser, der huggede hovedet af staten, partiet og hæren. På landet betød stalinismen ifølge Nikolai Bukharin en tilbagevenden til en ’feudal udbytning’ af bønderne med katastrofale virkninger. Samtidig med at kulakkerne sultede i Ukraine, forvandlede Sovjetregimet titusinder af bønder til teknikere og ingeniører.

 

Stalinismen forende kort sagt modernisme og barbari; det udgjorde en særlig, frygtindgydende, frygtløs tendens. Arno Mayer definerer den som ’en ujævn og ustabil sammensmeltning af monumentale præstationer og monstrøse forbrydelser’. Alle venstreorienterede akademikere eller aktivister kunne naturligvis let dele Victor Serges vurdering af den moralske, filosofiske og politiske linje, der radikalt adskilte stalinismen fra den autentiske socialisme - for så vidt som Stalins USSR med hans ord var blevet ’en enevældig, kastokratisk totalitær stat, der er forblændet af sin egen magt, hvor mennesket ikke tæller’. Men det ændrer ikke den kendsgerning, som Serge selv anerkendte, at denne røde, totalitære styreform udfoldede sig i og forlængede en historisk proces, der blev sat i gang af Oktoberrevolutionen.

 

Man kunne - når man undgik alle formålsbestemte opfattelser - iagttage, at dette resultat hverken var historisk uundgåeligt eller i sammenhængende form indskrevet i et marxistisk ideologisk mønster. Ikke desto mindre kan stalinismens oprindelse ikke bare, som den radikale funktionalisme antyder, tilskrives de historiske omstændigheder, der udgjordes af krigen og den sociale tilbageståenhed i et gigantisk land med en enevældig fortid, et land i hvilket opbygningen af socialismen uundgåeligt krævede en gentagelse af den ’primitive kapitalakkumulations’ brutalitet.

 

Den bolsjevikiske ideologi spillede under den russiske borgerkrig en rolle i denne forvandling fra demokratisk opsving til hensynsløst, totalitært diktatur. Dens normative syn på vold som ’historiens jordemoder’ og dens skyldspådragende ligegyldighed over for de juridiske rammer i en revolutionær stat - der historisk set var et overgangsfænomen og dømt til at forsvinde - begunstigede afgjort fremkomsten af en autoritært etpartistyre.

 

Mange tråde løber både fra revolutionen til stalinismen og fra USSR til de kommunistiske bevægelser, der var aktive over hele verden. Stalinismen udgjorde både et totalitært regime og i adskillige årtier den fremherskende strømning på venstrefløjen i international skala.

 

Fra Moskva til Hunan

Bolsjevikkerne var radikale ’vestliggørere’. Den bolsjevikiske litteratur var fuld af referencer til den franske revolution, 1848 og Pariskommunen, men nævnede aldrig revolutionen i Haiti eller den mexikanske revolution. For Trotskij og Lenin, der elskede denne metafor, rullede ’historiens hjul’ fra Petrograd til Berlin, ikke fra de endeløse russiske landdistrikter til markerne i Morelos eller plantagerne på Antillerne.

 

I et af kapitlerne i Den russiske revolutions historie beklagede Trotskij den kendsgerning, at bønderne ofte blev overset af historiebøgerne, på samme måde som teaterkritikere ikke har opmærksomheden rettet mod de teaterarbejdere, der bag scenen sørger for, at tæppet går op og ned og udskifter scenografien. Men i hans egen bog optræder bønderne oftest som en anonym masse. De overses ikke, men iagttages mere med analytisk distance end empati langvejs fra.

 

Bolsjevikkerne var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved opfattelsen af bønderne – der var arvet fra Marx’ skrifter om den franske bonapartisme – som en kulturelt tilbagestående og politisk konservativ klasse, men deres orientering mod proletariatet var for stærk til at fuldende denne revision. Det arbejde fuldførtes ikke uden teoretiske og strategiske konfrontationer af den antikolonialistiske kommunisme i årene mellem de to verdenskrige.

 

Den kommunistiske orientering mod bønderne var i Kina et resultat af både de ødelæggende nederlag, revolutionerne i byerne led i midten af 1920erne, og indsatsen for at indskrive marxismen i en national historie og kultur. Efter Kuomintangs (GMD) blodige undertrykkelse var de kommunistiske particeller i byerne næsten fuldstændigt opløst og partiets medlemmer fængslet eller forfulgt. Efter at have trukket sig tilbage til landdistrikterne, hvor man fandt beskyttelse og kunne reorganisere bevægelsen, begyndte mange kommunistiske ledere at se på bønderne med andre øjne og forlod deres tidligere vestliggjorte blik på asiatisk ’tilbageståenhed’.

Denne strategiske drejning, der var genstand for skarpe kontroverser mellem Den kommunistiske Internationale og dens kinesiske sektion i 1930erne, holdt Mao Zedong fast i i begyndelsen af 1927 - endda før de massakrer som GMD udførte i Shanghai og Canton det år. Efter at være vendt tilbage til Hunan, hvor han var født, skrev Mao en berømt rapport, i hvilken han udnævnte bønderne til den kinesiske revolutions drivende kraft i stedet for byernes proletariat.

 

I 1931 stod Mao imod Moskvas agenter - der opfattede bondemilitser alene som udløsende faktorer for opstande i byerne - fast på at opbygge en sovjetrepublik i Jiangxi. Hvis ikke han havde troet på den kinesiske revolutions landlige karakter, kunne han ikke have organiseret Den lange March for at modstå den udryddelseskampagne, der var blevet sat i gang af GMD. Skønt marchen i begyndelsen blev opfattet som et tragisk nederlag, banede dette storslåede handling vejen for en succesrig kamp i det følgende årti, først mod den japanske besættelse og så mod GMD selv.

 

Proklamationen af Den kinesiske Folkerepublik i Beijing i 1949 var resultatet af en proces, der fra opstandene i 1925 til Den lange March og den anti-japanske kamp fandt en af sine nødvendige forudsætninger i oktober 1917 - men den var også et produkt af en strategisk ændring. Der var en kompleks, genetisk forbindelse mellem den kinesiske og den russiske revolution. Kommunismens tre hoveddimensioner – revolution, regime og anti-kolonialisme – smelter symbolsk sammen i den kinesiske revolution.

 

Som et radikalt brud med den traditionelle orden var det uimodsagt en revolution, der indvarslede afslutningen på århundreders undertrykkelse. Som afslutning på en borgerkrig resulterede den i et militariseret partis erobring af magten, et parti der fra begyndelsen oprettede sit diktatur under de mest autoritære former. Og som afslutning på femten års kamp, først mod den japanske besættelse og så imod GMD – en nationalistisk bevægelse, der var blevet agent for de vestlige stormagter – markerede den kommunistiske sejr i 1949 ikke blot kolonialismens afslutning i Kina, men også i et større perspektiv et betydningsfuldt øjeblik i den globale afkoloniseringsproces.

 

Vinden fra Baku ​​ 

Efter den russiske revolution overskred socialismen Europas grænser og blev et punkt på dagsordenen på den sydlige del af kloden og i koloniverdenen. USSR blev på grund af sin beliggenhed imellem Europa og Asien og med et gigantisk territorium - der strakte sig på tværs af begge kontinenter og var beboet af mange nationale, religiøse og etniske samfund - stedet hvor nye veje mellem Vesten og den koloniserede verden krydsede hinanden. Bolsjevismen kunne tale både til de industrialiserede landes proletariske klasser og til de koloniserede folkeslag på klodens sydlige dele.

 

I det nittende århundrede var antikolonialismen næsten ikke-eksisterende i Vesten - med den anarkistiske bevægelse, hvis aktivister og ideer var udbredt i Syd- og Østeuropa, Latinamerika og forskellige asiatiske lande, som en bemærkelsesværdig undtagelse. Efter Marx’ død baserede socialismen sine forhåbninger og forventninger på industriarbejderklassens - for det meste hvid og af mandkøn - voksende styrke, og som var koncentreret i de udviklede (for det meste protestantiske) kapitalistiske lande i Vesten.

 

Alle socialistiske massepartier havde stærke strømninger, der forsvarede Europas ’civilisatoriske mission’ i verden. Socialdemokratiske partier udskød – især de, der hørte hjemme i de største kolonimagter – koloniernes befrielse til efter Europas og USAs socialistiske omdannelse. Bolsjevikkerne brød radikalt med denne tradition.

 

Den kommunistiske Internationales anden kongres, der blev afholdt i Moskva i juli 1920, vedtog et programdokument, der opfordrede til revolutioner imod imperialismen i kolonierne: Målet var oprettelsen af kommunistiske partier i kolonierne og støtte til nationale befrielsesbevægelser. Kongressen var en tydelig drejning væk far de gamle socialdemokratiske opfattelser af kolonialismen.

 

Nogle måneder senere organiserede bolsjevikkerne en kongres af Østens folk i Baku i Azerbaijans Socialistiske Sovjetrepublik, der samlede næsten to tusind delegerede fra niogtyve asiatiske nationaliteter. Grigorij Zinovjev slog udtrykkeligt fast, at Den kommunistiske Internationale havde brudt med ældre socialdemokratiske holdninger ifølge hvilke, ’det civiliserede Europa’ kunne og skulle ’optræde som vejleder for det ’barbariske’ Asien’. Revolutioner blev ikke længere opfattet som ’hvide’ europæiske og amerikanske arbejderes enemærke - og man kunne ikke forestille sig en socialisme uden de koloniserede folkeslags befrielse.

 

Det konfliktfyldte forhold mellem kommunisme og nationalisme skulle blive klarlagt i de følgende årtier, men Oktoberrevolutionen blev startskuddet for den globale antikolonialisme. I 1920erne flyttede antikolonialismen pludseligt fra de historiske muligheders rige til den politiske strategis og militære organisations område. Konferencen i Baku var bebuderen af dette historiske skift.

 

Alliancen mellem kommunismen og antikolonialismen kom ud i adskillige kriser og spændinger med forbindelse til både ideologiske konflikter og de krav, som USSRs udenrigspolitik stillede. De franske kommunister deltog efter Anden Verdenskrigs afslutning i en koalitionsregering, der med vold undertrykte antikolonialistiske opstande i Algier og på Madagaskar, og det følgende årti støttede partiet premierminister Guy Mollet, da krigen i Algier startede. I Indien blev den kommunistiske bevægelse under Anden Verdenskrig marginaliseret på grund af sin beslutning om at indstille den antikolonialistiske kamp og støtte det britiske imperiums militære alliance med USSR imod aksemagterne.

 

Selvom disse eksempler tydeligt viser modsætningerne i den kommunistiske antikolonialisme, ændrer de ikke den historiske rolle, som USSR spillede som base for mange antikolonialistiske revolutioner. Hele afkoloniseringsprocessen fandt sted i Den kolde Krigs kontekst inden for det styrkeforhold, der var opstået i kraft af USSRs eksistens.

 

Set i bakspejlet fremstår afkoloniseringen som en historisk begivenhed, i hvilken de modsigelsesfyldte dimensioner af kommunismen, der tidligere blev nævnt – frigørelse og autoritært styre, revolution og diktatorisk magt – flød sammen. I de fleste tilfælde blev de antikolonialistiske kampe udformet og organiseret som militære kampagner, der blev udført af befrielseshære, og de politiske styrer, de oprettede, var fra begyndelsen etpartidiktaturer.

 

I Cambodia kvalte den antikolonialistiske kamps militære dimension efter en blodig krig helt alle frigørelsesimpulser, og Khmer Rouges erobring af magten havde som øjeblikkeligt resultat oprettelsen af et folkemorderisk styre. Det oprørske Havanas glæde første januar 1959 og de cambodianske ’killing fields’’ terror er de dialektiske poler i kommunismen som antikolonialisme.

 

Revolutionære reformister

Den fjerde dimension af det tyvende århundredes kommunisme er den socialdemokratiske: I visse lande og i visse perioder spillede kommunismen den rolle, der traditionelt blev udfyldt af socialdemokratiet. Det skete for det meste i årtierne efter krigen i nogle vestlige lande takket være en række omstændigheder, der havde forbindelse med den internationale sammenhæng, USSRs udenrigspolitik og klassiske socialdemokratiske partiers fravær eller svaghed - og skete også i lande, der opstod af afkoloniseringen.

 

De vigtigste eksempler på dette særlige fænomen finder man både i USA under New Deal, i efterkrigstidens Frankrig og Italien og i Indien (Kerala og Vestbengalen). Den socialdemokratiske kommunisme var selvfølgelig mere geografisk og kronologisk begrænset end dens andre former, men den eksisterede ikke desto mindre. I en vis udstrækning var socialdemokratiets genfødsel efter 1945 et biprodukt af Oktoberrevolutionen, der havde ændret magtbalancen i global skala og tvunget kapitalismen til at ændre sig betydeligt og anlægge et ’menneskeligt ansigt’.

 

Socialdemokratisk kommunisme er en selvmodsigende definition, der ikke ser bort fra fransk, italiensk eller indisk kommunismes forbindelse til revolutioner, stalinisme og afkolonisering. Den negligerer ikke disse bevægelsers evne til at lede opstande - først og fremmest modstanden mod den nazistiske besættelse – ej heller deres organiske forbindelse med Moskva i adskillige årtier. Deres første åbne kritik af USSRs udenrigspolitik fremkom først i 1960erne, først med den kinesisk-sovjetiske splittelse og så med de sovjetiske tanks invasion af Tjekkoslovakiet.

 

Selv deres interne struktur og organisation var i hvert fald til slutningen af 1970erne meget mere stalinistisk end socialdemokratisk, det samme gjaldt deres kultur, teoretiske kilder og politiske fantasi. På trods af disse tydeligt genkendelige træk, spillede den slags partier en typisk socialdemokratisk rolle: Reformere kapitalismen, holde sociale uligheder i ave, gøre sundhedspleje, uddannelse og fritid tilgængelig for det størst mulige antal mennesker - kort sagt forbedre de arbejdende klassers livsvilkår og give dem politisk repræsentation.

 

Et af de særlige træk ved den socialdemokratiske kommunisme var naturligvis dens udelukkelse fra den politiske magt, når man undtager et par år mellem afslutningen på Anden Verdenskrig og Den kolde Krigs udbrud (den socialdemokratiske kommunismes svanesang fandt sted i Frankrig i begyndelsen af 1980erne, da det franske kommunistparti (PCF) deltog i en venstrefløjskoalitions-regering under François Mitterand). Til forskel fra det britiske Labour-parti, det tyske socialdemokrati (SPD) eller de skandinaviske socialdemokratier kunne [denne form for kommunisme] ikke gøre krav på faderskab til velfærdsstaten.

 

I USA var det kommunistiske parti sammen med fagforeningerne en af New Deals støttepiller på venstrefløjen, men det trådte aldrig ind i Roosevelts regering. Det fik ikke del i magten, kun i mccarthyismens udrensninger. I Frankrig og Italien var de kommunistiske partier meget indflydelsesrige ved fødslen af efterkrigstidens socialpolitik - simpelthen på grund af deres styrke og deres evne til at lægge pres på regeringerne.

 

Virkefeltet for disse partiers sociale reformisme var ’kommunesocialismen’ i de byer, de stod i spidsen for som højborge, hvor de var enerådende som Bologna eller det ’røde bælte’ i Paris. I et meget større land som Indien kunne man opfatte de kommunistiske regeringer i Kerala og Vestbengalen som lignende former for ’lokale’, postkoloniale velfærdsstater.

 

I Europa hvilede den socialdemokratiske kommunisme på to nødvendige forudsætninger: På den ene side modstandsbevægelsen, der legitimerede kommunistiske partier som demokratiske kræfter og på den anden side den økonomiske vækst, der fulgte efterkrigstidens genopbygning. Da man nåede 1980erne var den socialdemokratiske kommunismes tid ovre. Derfor kaster kommunismens endeligt i 1989 nyt lys over socialdemokratiets egen bane.

 

I fuldt udviklet form eksisterer den socialdemokratiske velfærdsstat kun i Skandinavien. Andre steder var velfærdsstaten langt snarere et resultat af, at kapitalismen reformerede sig selv end af socialdemokratiske erobringer. Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var kapitalismen midt i et kontinent, der lå i ruiner, ude af stand til at genstarte sig selv uden stærk, statslig intervention. Marshall-planen var på trods af sit åbenlyse mål – som stort set blev nået - at forsvare det ’frie markeds’ princip mod den sovjetiske økonomi, som dens navn antyder, en ’plan’, der sikrede overgangen fra total krig til fredelig genopbygning.

 

Uden massiv amerikansk hjælp ville mange europæiske lande, der var materielt ødelagte, have været ude af stand til at komme sig så hurtigt, og USA var bekymret for, at et nyt økonomisk sammenbrud kunne skubbe hele lande i armene på kommunismen. Ud fra dette synspunkt var efterkrigstidens velfærdsstat det uventede resultat af den komplekse og modsætningsfyldte konfrontation mellem kommunisme og kapitalisme, der var begyndt i 1917.

 

Uanset sine medlemmers, ja selv sine lederes værdier, overbevisninger og engagement spillede socialdemokratiet rentierens rolle: Det kunne simpelthen forsvare frihed, demokrati og velfærdsstaten i de kapitalistiske lande, fordi USSR eksisterede, og kapitalismen var blevet tvunget til at ændre sig i sammenhæng med Den kolde Krig. Efter 1989 genvandt kapitalismen sit ’vilde’ ansigt og genopdagede sine heroiske tiders vitalitet og afviklede næsten overalt velfærdsstaten.

 

Efter faldet

Kommunismens fald i 1989 lod tæppet gå for et skuespil, der var lige så storslået, som det var tragisk, lige så spændende som det var frygtindgydende. Afkoloniseringens og velfærdsstatens tid var omme, men kommunismens sammenbrud som styreform tog også kommunismen som revolution med sig i faldet. USSRs ophør affødte i stedet for at frigøre nye kræfter en vidt udbredt bevidsthed om det historiske nederlag, det tyvende århundredes revolutioner havde lidt: Paradoksalt nok opslugte den ’reelt eksisterende socialismes’ skibbrud den kommunistiske utopi.

 

Det enogtyvende århundredes venstrefløj er tvunget til at genopfinde sig selv, at lægge afstand til tidligere tiders mønstre. Den skaber nye modeller, nye ideer og en ny utopisk fantasi. Denne genopbygning er ikke en let opgave, for så vidt som kommunismens fald efterlod verden uden alternativer til kapitalismen og skabte et andet mentalt landskab. En ny generation er vokset op i en neoliberal verden, i hvilken kapitalismen er blevet livets ’naturlige’ form.

 

Venstrefløjen genopdagede revolutionære traditioner, der havde været undertrykt og marginaliseret i århundredets løb først og fremmest anarkismen - og opdagede en mangfoldighed af politiske emner, der førhen var blevet ignoreret eller forvist til en andenrangs-position. Erfaringerne fra ’alter-globaliserings’-bevægelserne, Det arabiske Forår, Occupy Wall Street, de spanske Indignados, Syriza, franske Nuits debout og Gilets jaunes, feministiske bevægelser, LGBT-bevægelser og Black Lives Matter er trin i opbygningen af en ny revolutionær fantasi, der er diskontinuert og næres af hukommelsen, men på samme tid er isoleret fra det tyvende århundredes historie og berøvet en arv, der kan bruges til noget.

Født som den var som et forsøg på at indtage himlen med storm, blev det tyvende århundredes kommunisme med og imod fascismen et udtryk for oplysningstidens dialektik. I sidste instans var industribyer i sovjetstil, femårsplaner, kollektivisering af landbruget, rumfartøjer, gulag der blev omdannet til fabrikker, kernevåben og økologiske katastrofer forskellige former for den instrumentelle fornufts triumf.

 

Var kommunismen ikke en storslået drøms skrækindjagende facade, facaden af en ide om Fremskridtet, der udraderede og ødelagde alle forsøg på frigørelse ved egen kraft? Var stalinismen ikke et uvejr, ’der hobede vrag på vrag op’ med Walter Benjamins ord, og som millioner af mennesker fejlagtigt kaldte ’Fremskridt’? Fascismen smeltede konservative værdier, der var nedarvet fra modoplysningstiden, sammen med en moderne kult, der tilbad videnskab, teknologi og mekanisk styrke. Stalinismen kombinerede en lignende kult, der tilbad teknisk modernitet, med en radikal og autoritær form for oplysningstid: Socialismen transformeret til en ’kold utopi’.

 

En ny, global venstrefløj vil ikke få heldet med sig uden at arbejde sig gennem denne historiske erfaring. At trække kommunismens frigørende kerne frem fra ruinhoben er ikke en abstrakt handling, der kun er intellektuel - den kræver nye slag, nye konstellationer, i hvilke fortiden pludseligt vil stikke hovedet frem og ’hukommelsen blusse op’. Man kan ikke planlægge revolutioner, de opstår altid uventet. ​​ 

 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

 

 ​​ ​​ ​​​​ 

 

 

 

 ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​ ​​​​ 

Om skribenten

Enzo Traverso

Enzo Traverso

Læs mere