Vidnesbyrd i realtid – Anmeldelse af Ariana Reines: “Blodbølge”

Noget, der kendetegner vores samtid, er, at det meste af det, vi oplever, ikke sker for os, men er noget, vi ser ske for andre. På den måde lever vi i et voyeurismens årti. Og på den måde er Ariana Reines’ Blodbølge, der netop er udkommet på dansk på forlaget Kronstork, en voyeuristisk bog.

Blodbølge er et vidnesbyrd om at bære vidne, nærmere bestemt til det igangværende folkemord i Gaza. Bogen består af en blanding af digte og dagbogs- og oplæsningsnoter, og er Reines’ impulsive reaktion på folkemordet, som det udfolder sig. Derfor er der heller ikke tale om en synderlig bearbejdet tekst, men i stedet et forsøg på at “dokumentere et bestemt tidsrum” og “undvige hukommelsen”.

Det er en skam, at Blodbølge ikke er mere bearbejdet, end den er. For det havde formentlig været en bedre bog, hvis Reines havde brugt mere tid på at skrive den.

Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg hen mod slutningen af bogen stødte på den metafor, at en kvinde ”krøllede sig tilbage ind gennem sin dør som om hun kom et brev i en konvolut”. Hende har jeg også set! Men når glæden var stor, var det også, fordi den var sjælden.

Kan I tilgive mig for at sige den slags?

Ligesom Reines fik jeg efter 7. oktober 2023 et stort behov for at skrive dagbog for at kunne forholde mig til de ekstreme lidelser, jeg så i mit fjernsyn. Når man ikke kan kanalisere sine følelser over i handling, kan man i det mindste kanalisere dem over i skrift. Men ligesom når jeg i dag læser mine dagsbogsnotater fra dengang, får jeg under læsningen af Blodbølge en stærk fornemmelse af – at ikke alt, der er nødvendigt at skrive, er nødvendigt at læse.

Reines nævner Marguerite Duras’ dagbøger fra anden verdenskrig som inspiration til Blodbølge – et vidnesbyrd, Duras ikke selv huskede at have skrevet, men som ikke desto mindre blev skelsættende for Reines som ung kvinde.

Duras var en del af den franske modstandsbevægelse under anden verdenskrig og beskrev blandt andet, hvordan hendes mand blev deporteret til Buchenwald. Sådan et vidnesbyrd håber Reines, at Blodbølge også kan være. Med det rimelig store aber dabei, at hun bevidner folkemordet i Gaza gennem sin telefon.

Men det, der gør dagbøger interessante at læse, er, at de ikke forsøger at retfærdiggøre sig selv over for deres læser. Blodbølge er fuld af forklarende og udglattende tekst, der tvangsmæssigt retfærdiggør sætninger, der ingen retfærdiggørelse behøver.

For eksempel: Reines er underligt optaget af sine egne ords chokeffekt. Egentlig står der ikke noget, der er chokerende, men alligevel er det et tilbagevendende tema i samlingen: “Gad vide om jeg er ved at sige noget sygt”, “Jeg fik tårer i øjnene da jeg skrev den sætning. Hvor vover jeg at skrive sådan noget”, “Kan I tilgive mig for at sige den slags? / Jeg bliver ved, jeg er nødt til at blive ved. Guderne tilgive mig. Jeg er med jer”.

Efter jeg har læst bogen, har jeg lyst til, at det skal være en alment gældende regel, at man ikke må bede sin læser (eller Gud) om at tilgive én, hvis man ikke har skrevet noget, der helt åbenlyst kalder på tilgivelse.

Med Gud som vidne

Til gengæld er Blodbølge vellykket, når Reines i samlingens digte holder sig stramt til sit opdrag og dvæler ved, hvad det vil sige at bære vidne. Eksempelvis i samlingens absolut første digt, ‘ABSOLUT NULPUNKT’:

“At have set / Hvad jeg så / Alene i går / Du ville bønfalde Gud / (…) / Jeg så et dybrødt hul / I et spædbarns sarte kranie / Hun blev mere og mere grå i armene på sin bjergningsmand / Som lavmælt bad for hende / Da så jeg Gud / Ikke denne verden vi har skabt / I dens eget billede / Jeg ville ønske Gud så hvad jeg så / Ikke igennem mig / Men som min talsperson / (…) / Det jeg så, vidste jeg ikke hvordan man skulle se / Gud, almægtige, hvis der overhovedet findes en Gud / Må du se det for mig”.

Det er spændende, når Reines forbliver i vidnets position og indkredser det at ligge i et mørkt rum og scrolle igennem billeder på det ene eller det andet sociale medie – for pludselig at støde på et billede af et deformt lig af en baby. Gid en anden kunne se det for mig. Gid det var Gud.

Men Reines insisterer også på at skrive sig selv og sin krop ind i folkemordet. Eksempelvis ved at etablere en forbindelse mellem blodet, der flyder i Gaza, og menstruationsblodet som livgivende blod, det vil sige: Blodet som forbindelse mellem døden og livet. Men også som forbindelse mellem hendes krop, der bløder pga. menstruation, og så de døende kroppe i Gaza, der bløder pga. folkemord.

Det er tydeligt, at Reines ønsker at bruge blodet til at forbinde ting. Men jeg ville ønske, at det var lige så tydeligt, hvorfor tingene skal forbindes – for ja, hun bløder, ligesom børnene i Gaza bløder, men hvad så?

Blodbølge er bedst, når Reines er bevidst om, at hun står med næsen trykket op mod en glasrude og er vidne til et folkemord. Ikke når hun glemmer, at ruden er der.

Ariana Reines: Blodbølge
Forlaget Kronstork, 2025.
166 sider.
Vejledende pris: 185 kr.