Vinder vi, hvis vi bare råber højt nok?

I 2018 viste mine forældres TV en pige på min egen alder, der talte foran FNs klimakonference. “This is all wrong”, sagde hun. Hun snakkede om tipping points og feedback loops. Fremtiden var blevet stjålet af rige mænd, men der var håb. Greta Thunbergs tale sluttede med at konstatere, at videnskabsfolk og alle fremtidige generationer havde fået øjnene op for, at verden måtte ændre sig. Intet kunne fortsætte som det var.

Nogen måtte gøre noget, og den nogen kunne lige så godt også være mig. Der gik ikke mange måneder, før jeg stod foran Aalborgs gamle rådhus på Gammeltorv med et hav af andre skole- og ungdomsuddannelses-elever. Demonstrationens taler, bannere, råb og sange handlede om, at situationen var kritisk – hvis ikke politikerne lyttede, ville konsekvenserne være uoverskuelige.

Fremtidens oversvømmelser, fødevarekriser og ekstremt vejr truede vores levevilkår, mens Trump havde trukket USA ud af Parisaftalen og skruet op for olieudvindingen. Heldigvis var en global bevægelse for klimahandling i fuldt sving, og et folketingsvalg stod for døren.

Hele verden var på spil, men hvis vi var mange nok, kunne vi gøre en forskel. Der var måske lys for enden af tunnelen. Jeg var overbevist om, at det var vigtigere end nogensinde at gå på gaden for en bæredygtig verden.

Dengang mærkede jeg tydeligt, hvad ordet betyder. Nu er jeg begyndt at mærke det igen.

Trump forener familien

I min familie er vi sjældent helt enige om politik. Der opstår fløje, når der bliver snakket politik omkring middagsbordet i Aalborg. Min socialliberale far indtager højrefløjen, mens min socialistiske mor og jeg indtager venstrefløjen. Han synes, vi er nogle idealister, og vi synes, at han sætter penge over mennesker. Men når jeg besøger dem for tiden, bliver der drukket Jolly Cola, og ikke Coca-Cola, for der er én ting, vi alle kan blive enige om. Vi kan ikke lide Trump.

Verdens tilstand er svimlende. Man bliver søsyg, når det, man sanser, ikke giver mening. Når synssansen siger en ting, men balancesansen siger noget andet. Når USA er Danmarks allierede – så tæt allieret, at vi skal til at have amerikanske soldater til Jylland – men landets præsident siger, at han vil tage Grønland, så får folk kvalme.

Trump har givet den danske befolkning så meget kvalme, at der er opstået en spontan boykot af amerikanske varer, som Palæstina-solidariteten kun tør drømme om. Kvalmen sætter sig i maven på folk som mine forældre, der normalt ikke er aktivt engagerede i politik. Så serverer de Jolly Cola – og derfor er den her boykot så ufattelig betydningsfuld. Det er som om, vi lever i en særlig tid, hvor alle er enige om, at det er vigtigere end nogensinde at sende et signal til amerikanerne om, at vi danskere har en grænse og siger fra.

Alt imens vi har ondt i maven over Trump, går tusinder på gaden for at demonstrere mod det folkemord, vores regering leverer våben til. Om lørdagen er der demonstration i solidaritet med Palæstina her i Aarhus, hvor jeg nu bor. Det har der været næsten hver lørdag siden oktober 2023.

Her går vi og råber de samme paroler i håb om, at hvis vi bare råber højt nok, er der snart nogen med mere magt end os, der lytter. Når jeg har deltaget, er jeg ofte faldet i snak med nogen, der har en forbindelse til Palæstina. Der er et helt særligt udtryk i øjnene på folk, der er bange for at miste dem, de elsker. For alle der har set ind i de øjne, er det vigtigere end nogensinde at kæmpe for freden. For alle, der ved hvad der foregår, er det vigtigere end nogensinde at kæmpe for solidaritet med ofrene.

Krono-centrisme

Vi bruger hele tiden vendingen “vigtigere end nogensinde før”, både når det er og ikke er berettiget.

Jeg har lært et ord, og det ord er krono-centrisme. Det betyder, at man ser et enkelt tidspunkt som historiens absolutte brændpunkt, og tit er det tidspunkt netop lige nu. Det var det for mig i 2019. Vi havde travlt. Det føltes vitterligt som om, at den sommer var et brændpunkt i historien. Enten får politikerne fingeren ud, ellers kollapser samfundet – og følelsen smittede.

Den grønne dagsorden blev så stærk, at folketingsvalget i 2019 blev kaldt et klimavalg. Det gik så vidt, at de partier, der ikke havde en plan for, hvordan de ville omstille samfundet, fremstod useriøse. Men på trods af det gik de to klimapartier, Enhedslisten og Alternativet, tilbage ved det valg.

Det lykkedes klimabevægelsen at starte en samtale om, at Danmark skal stoppe med at udlede CO₂, men det lykkedes den ikke at få valgt de partier, der har haft den rigtige analyse af klimakrisen i årevis. Hvorfor egentlig ikke?

Krono-centrismens snæversyn

Når vi ser verden med krono-centriske briller, risikerer vi ikke at have tid til at træde et skridt tilbage og tænke os om. Vi bliver blinde for historisk erfaring, og vi bliver reaktive. Alting skal være en reaktion på, at verden bevæger sig i en forkert retning. For klimabevægelsen betød det, at der ikke blev snakket om nogle helt centrale spørgsmål om den grønne omstilling:

Hvorfor kan man tjene penge på at ødelægge vores planet? Hvordan undgår vi, at den grønne omstilling gør almindelige menneskers liv dyrere og dermed øger uligheden i samfundet yderligere?

Mange kloge folk i klimabevægelsen stillede netop de her spørgsmål, men de druknede, fordi krono-centrismen favoriserer bestemte typer krav, nemlig de umiddelbare og reaktive krav. Krav, der er konservative. Krav som tit starter med “nej,” “stop” eller “bevar.” Lige nu lider de fleste folkebevægelser under den her tendens, fordi venstrefløjen er i defensiven.

Styrkeforholdet er i kapitalisternes favør, så bevægelserne føler sig pressede. Men desværre ændrer vi ikke styrkeforholdet ved at forsvare det bestående samfund.

På samme måde kan vi ikke bare bekæmpe trumpisme med anti-trumpisme, selvom det ville være rart, hvis det var så enkelt. Men hverken det demokratiske parti, der kalder Trump en trussel mod demokratiet, eller en folkebevægelse, der går på gaden og kalder ham fascist, har besejret ham.

Et andet problem er, at krono-centrismen favoriserer en bestemt strategi, nemlig protesten. Den favoriserer demonstrationer, spontane boykotter og opråb, fordi det er en slags handling, der er synlig, som kan ske lige nu. Det er typer af handlinger, der kan svare på den vrede og indignation, som mange (med rette) føler over verdens tilstand. Krono-centrismen benytter sig af de her strategier uden at stille spørgsmål til, om demonstrationer og opråb er de rigtige strategier.

Men er det så de rigtige strategier?

De nyliberales ideologiske infrastruktur

I Vesteuropa var efterkrigstiden i høj grad socialdemokratisk. Det var tydeligt allerede få år efter krigen, at genopbygningen ville blive domineret af store offentlige programmer. De mange traumatiserede skulle plejes af velfærdsstaten. Fagforeningernes magt på arbejdsmarkedet var enorm, og de blev understøttet af, at arbejdsløsheden blev holdt lav af store statslige forbrug. Selv i USA var den økonomiske skole blevet til sund fornuft. Den økonomiske skole vi kalder keynesianisme.

For de liberale var det et mareridt. De atter højere boligblokke og statslige udgifter var en glidebane mod socialisme, mente de. Derfor samlede økonomen Friedrick Hayek sammen med Milton Friedman et selskab af de folk, han så som bedst egnede til at skabe en ny liberalisme, der skulle redde individets frihed fra kollektivismens rædsler.

Sammen stiftede de Mont Pelerin Selskabet (MPS) i Schweiz i 1947, med et meget klart formål. De ville vinde over det socialdemokratiske hegemoni i det lange løb, og etablere en ny sund fornuft. MPS blev til en slags hjerne bag nyliberalismens lange kamp for at genvinde det terræn, den klassiske liberalisme havde tabt til en organiseret arbejderklasse.

De vidste, at deres ideer ikke var populære blandt almindelige mennesker, men de vidste også, at der nok skulle opstå en krise på et tidspunkt, og målet var, at politikerne ville lytte til dem, når krisen kom. For at opnå dette, måtte de erobre universiteternes økonomiske fakulteter. heldigvis for dem var den 35-årige underviser i økonomisk teori fra University of Chicago, Milton Friedman, blandt stifterne af MPS. Han uddannede den kommende generation af nyliberale økonomer i USA.

De nyliberale gik også i gang med at bygge et globalt netværk af tænketanke, radiostationer og tv-programmer, der populariserede nyliberale forklaringer på alle tidens politiske udfordringer. De skrev populærvidenskabelige bøger, der skulle give almindelige mennesker en grundlæggende forståelse for, hvordan verdens problemer kunne løses med markeder, og at statsligt forbrug i sidste ende ville føre til stagnation, inflation og lidelse.

Deres ideer var ikke et fast program eller et rigidt teoretisk system. De var fleksible og kom både med kortsigtede og langsigtede løsninger. De var heller ikke bange for at modsige hinanden eller flytte deres holdning. Den tilgang gjorde, at de kunne forene en broget samling personer og organisationer, med forskelligartede interesser, omkring en langsigtet kamp om den sunde fornuft.

Da stagflation-krisen (økonomisk stagnation og høj inflation samtidig, red.) ramte i 1970’erne, og det stod klart, at keynesiansk økonomi ikke længere kunne sikre høj løn, høj beskæftigelse og høj profit, havde de nyliberale økonomer alle løsningerne, og for den politiske elite var det oplagt at besvare krisen med nedskæringer, liberalisering og deregulering.

De nyliberale vandt ved at tænke langsigtet. De byggede institutioner, og de organiserede sig der, hvor magten var. Det er selvfølgelig nemmere for dem end for os på venstrefløjen, fordi de havde penge, og kom med politiske løsninger til borgerskabet, der havde endnu flere penge. Men jeg tror alligevel, vi kan lære noget af dem.

Venstrefløjen skal bygge muskler

Jeg tror, vi kan lære, at det nytter noget at have langsigtede visioner. At tænke ud over nærliggende demonstrationer eller den 4-årige valgcyklus. De neoliberale byggede en ideologisk infrastruktur, der var i stand til at presse sig selv ind i alle tidens politiske diskussioner, og de turde drømme om ret radikale løsninger, der ofte lå uden for det, man så som politisk muligt.

Den tilgang er modsat den krono-centriske tilgang, der er så udbredt på venstrefløjen. Problemet med det krono-centriske perspektiv er, at når man lader det dominere, spilder man sit talent på at råbe på gaden frem for at bygge den infrastruktur, der skal til for at sejre.

Det ved vi på venstrefløjen egentlig godt, for vores historiske sejre er bygget af stærke organisationer, som skabte sin egen ideologiske infrastruktur (fagforeninger, partier, arbejderejede selskaber, osv.).

Jeg siger ikke, at vi skal organisere på samme måde, som vi gjorde i det forrige århundrede, for vi må også indse, at de nationale fagforeninger er svage i en verdensøkonomi, der er så globaliseret, som den vi står i nu, og at de socialdemokratiske partier ikke længere flytter samfundet til venstre. Men vi må ikke glemme at organisere os, der hvor magten er.

Vi står i en tid, hvor det er nemt at tabe orienteringen. Der er så mange kriser, at det er svært at vide, hvor man skal starte. De politiske forandringer, der sker, er til borgerskabets fordel. Det er nemt at blive smittet med krono-centrisme – at få den følelse at alt er akut. Men alligevel må vi insistere på at organisere os med omtanke og strategisk snilde.

Vi må organisere os, så venstrefløjen bliver stærkere om 5, 10 og 30 år. Også hvis vi taber den kamp, der står for næsen af os.

Vi må anerkende, at det ikke er nok at arbejde på at gøre personer og partier populære – vi skal popularisere materielle løsninger på folks problemer. Vi skal fremlægge materielle løsninger, der bygger på socialismens universelle principper. Og det er okay, at ikke alle løsninger er politisk mulige lige nu.

Og dét, jeg synes er vigtigst, er at vi bygger organisationer, projekter, institutioner osv., hvor folk kan udvikle sig og lære. Hvor nye mennesker kan komme til og har lyst til at blive ved med at være der. Det kræver lave dørtærskler og trygge rum, men det kræver også, at vi underviser hinanden i at blive effektive organisatorer.

Det skylder vi bevægelserne. For en bevægelse som Palæstina-bevægelsen har ikke den luksus, at de kan tænke på en langsigtet strategi. Hver dag kræver folkemordet flere ofre. Det er den bredere venstrefløjs ansvar at gøde jorden for, at en bevægelse som Palæstinabevægelsen vinder.

At spise suppe og så frø

Jeg bruger de fleste af mine organisatoriske kræfter i en ungdomsorganisation. Da jeg var helt grøn på venstrefløjen, så jeg det som stedet, hvor jeg kunne lære, udvikle mig og skabe forandring.

Noget af det, jeg synes er fedt ved at være i en ungdomsorganisation, er, at man kan bidrage til netop det langsigtede arbejde. Man bliver en tragt, der leder flere folk ind i det organiserede, venstreorienterede miljø. I mit arbejde er et vigtigt fokus at skabe flere dygtige organisatorer, så venstrefløjen ikke skal afhænge af enkelte ildsjæle, der tager initiativ med en god intuition, men at det i stedet bliver et miljø med ledere i alle hjørner.

Sådan bliver bevægelsen også federe, fordi folk kan lave det, de selv synes er fedt, og får lyst til at invitere deres venner med. Vi sår frø, så venstrefløjen kan blomstre.

Nogle af de aktivister, jeg har set komme til, og har fulgt hele vejen, er med til at organisere Kasserollen. Det er et åbent folkekøkken, hvor en flok aktivister mødes en gang om måneden for at spise mad på Café Mellemfolk i Aarhus. Det er meget forskelligt, om vi er fem eller tredive, og det er meget forskelligt, hvilke organisationer vi kommer fra. Helt sikkert er det, at vi får noget suppe og en snak om, hvad der sker rundt omkring på den aarhusianske venstrefløj.

Et folkekøkken i Mejlgade får ikke kapitalistklassen til at skælve i frygt, men det får mig til at smile. Kasserollen er en feltration i klassekampen, hvor man kan mærke, at venstrefløjen består af en hel økologi af projekter og organisationer, der kæmper samme sag. Det er, når jeg mærker netop det, at jeg har allermest lyst til at kæmpe for en mere fri og solidarisk verden de næste 30 år.

---

Essayet Vinder vi, hvis vi bare råber højt nok? var en del af Solidaritets essay-konkurrence.