Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
21. januar. 2021

‘We The People’. Den amerikanske forfatnings lange arm

Retten til at stemme og reglerne for stemmeafgivning spiller en uforholdsmæssig stor rolle for den amerikanske selvforståelse og politiske udvikling.

Skabelsesberetning. Den amerikanske forfatning bliver i debatten betragtet som et nærmest helligt dokument. Men det kan også gøre landets udvikling rigid. Illustration fra The Nation.
16 min. læsetid

Stemmeretten og reglerne for stemmeafgivning spiller en uforholdsmæssig stor rolle for den amerikanske selvforståelse og politiske udvikling. Resultatet er et USA, der trods eksplosiv udvikling er låst fast i et politisk maskineri, der hakker af sted i sporet af en 231 år gammel forfatning.


Af Karen Helveg Petersen

At så mange er blevet ved med at støtte en åbenlyst autoritær, personlighedsforstyrret og altødelæggende type som Trump – ja, at han var været i stand til at suge al ilten ud af rummet, at hans parti har været enten så enig med ham eller så bange for ham, og at de har bakket op om hans grelle brud på retsprincipper og god forvaltningsskik gennem hele hans præsidentperiode – alt det er lige ildevarslende. Tidligere højrerepublikanske ledere har været mere traditionelt konservative end den vildtskydende Trump, der ind imellem har foregivet, at han havde en social agenda, og at han ville gøre op med USA som verdens politibetjent.

Den såkaldte ’liberale verdensorden’, der måske hverken var særlig liberal eller ordentlig, er ved at falde fra hinanden – ganske som USA selv. Der er milevid forskel mellem den nu forhenværende og den nytiltrådte præsident, i deres udsyn, demokratiske opfattelse og politik, også selvom USA under begge er både imperialistisk og kapitalistisk (what else is new?). Meget er under omkalfatring og tankemønstre og teorier skal revideres eller gentænkes midt i kriser og omstruktureringer af økonomien og en spirende ny magtfordeling i verden. Selvom megen politik er strukturelt bundet, kan man godt i disse turbulente tider forestille sig ændringer af mere gennemgribende art, end det plejer at være tilfældet ved et præsidentskifte.

At der er ved at komme alvorlige fascistiske træk frem i samfundet, står til troende. Det er ikke første gang i amerikansk historie, men den massive folkelige opbakning til ’den store leder’, brug af hadtale og voldsparathed, er skræmmende. Det er ikke mccarthyisme rettet mod en bestemt gruppe, det er som et kollektivt forfald eller nedbrydning af civiliserede normer.

En hel verden har i de seneste måneder set det amerikanske politiske system udfolde sig i al sin magt og vælde og har med forbløffelse konstateret, at den amerikanske forfatning er et centralt omdrejningspunkt i debatter og stridigheder. Men er det et tegn på, at demokratiet kanaliserer de vigtigste interesser i samfundet, eller at fjendtlige kræfter hele tiden går til kanten og udfordrer forfatningen? Eller er den blot ikke tidssvarende?

Myten om det ældste demokrati

I de seneste hektiske dage har amerikanske politikere gentaget fra alle podier, at USA har den ældste demokratiske forfatning i verden. Den blev udformet og vedtaget i 1787-1789 som en naturlig følge af uafhængighedserklæringen fra Storbritannien i 1776. Senere forfatningstilføjelser (amendments) dels uddyber eller udvider, dels erstatter tidligere bestemmelser, men ellers står forfatningen uantastet. Frihedsrettighederne (Bill of Rights) vedtaget i 1791 udgør de første 10 forfatningstilføjelser. Det var de daværende 13 stater, der besluttede sig for en fælles forfatning med et føderalt system bestående af nu 50 stater med betydelig autonomi, egen guvernør og lovgivende forsamling.

Ideen om den frivillige føderation spiller en rolle den dag i dag. Hvad staterne bør stå for, og hvad den føderale regering skal tage sig af, er et gennemgående politisk-juridisk stridspunkt. Typisk er republikanerne mere interesseret i staternes selvbestemmelsesret end demokraterne, og ligeledes mener de, at regeringen skal blande sig i så lidt som muligt.  

Forfatningen bygger på den franske retsfilosof Montesquieus princip fra 1748 om magtens tredeling, dvs. adskillelse af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, oversat til et system af checks and balances, dvs. gensidig kontrol.

De 50 individuelle staters rettigheder er ofte et argument for at begrænse centralregeringens magt, og særligt højrefløjen har historisk stået stærkt på beskyttelsen af disse. Det har også rødder i Borgerkrigen, hvor Sydstaterne efter nederlaget fortsatte diskrimination af sorte med henvisning til selvbestemmelse. Illustration: Elisa Lara

Valgsystemet

Medlemmerne af Repræsentanternes Hus omfordeles mellem staterne og inden for staterne hvert tiende år, når der foreligger en ny befolkningstælling. Delstatslove fastsætter proceduren for afgrænsningen af valgdistrikter eller kredse, men der gælder visse overordnede regler, såsom at valgdistrikter skal være næsten lige store befolkningsmæssigt, nu ca. 750.000. Hver kreds vælger én repræsentant, og der er ikke nogen proportionel udligning inden for eller mellem staterne. Disse valgdistrikter gælder kun for medlemmer af Repræsentanternes Hus, ikke af Senatet. Kredsene kan manipuleres, således at det dominerende parti i en stat kan søge at få valgt flest mulige ved f.eks at koncentrere de typiske demokratiske vælgere i ét eller få valgkredse, uanset om det skaber et mærkværdigt geografisk mønster, således at demokraterne vil få valgt relativt færre repræsentanter end republikanerne (det er typisk republikanere, der benytter denne form for omfordeling af mandater). Det kaldes gerrymandering efter Elbridge Gerry, der som guvernør i Massachusetts fik et valgdistrikt til at ligne en salamander.

Ved præsidentvalgene afgør flertallet i delstaterne, hvem der tager samtlige valgmandsstemmer. Det samme med senatsvalg. Ingen regel uden undtagelse. Maine og Nebraska tillader partisplittelse blandt deres valgmænd, electors. Valgmandskollegiet er blevet drøftet til døde ved seneste præsidentvalg. Er det retfærdigt, at ikke alle stemmer i landet tæller lige? Nej, det er det ikke. Systemet vægter stemmer fra tyndtbefolkede områder højere end fra de tætbefolkede. Ingen stat kan f.eks. have mindre end tre valgmænd, for der er mindst ét medlem af Repræsentanternes Hus plus to senatorer fra hver stat. Californien har et stort ’overflertal’ af demokratiske vælgere, men repræsenteres til gengæld rigeligt med i 55 valgmænd (i 1960, da Kennedy vandt, havde det kun 32). Interessen samler sig derfor om svingstater, hvor kandidater fra begge partier kæmper om et snævert flertal.

Det er i øvrigt et system, der fremmer topartisystemet. Da det kræver 270 valgmandsstemmer at vinde, er der ikke plads til tredjeparti-kandidater. Hvis der ikke skulle være en klar vinder i valgmandskollegiet, har hver stat én stemme i Huset, og præsidentvalget afgøres med mere end 50% af stemmerne/staterne. Hvis det var lykkedes for Trump-støtterne at få underkendt nogle svingstaters valgmandsstemmer, da Kongressen trådte sammen 6. januar for den allersidste blåstempling af valgresultatet, skulle der en sådan afstemning til. Derfor kastede hans proselytter sig over Arizona, Georgia, Wisconsin og Pennsylvania, tilsammen 57 valgmandsstemmer. Bare at få forkastet stemmerne fra de tre første ville have givet 37 valgmænd, dvs. nok til at tage flertallet fra Biden, der så ville stå tilbage med 269 stemmer.

Sådan vælges den lovgivende magt i USA

– På føderalt niveau vælges Kongressens to kamre: Repræsentanternes Hus og Senatet. Præsidenten vælges af folket gennem delstaterne, der får tildelt et vist antal valgmænd svarende til det antal kongresmedlemmer, de 50 stater hver især har, dvs. medlemmerne af Repræsentanternes Hus, plus to senatorer.

– Antallet af medlemmer af Repræsentanternes Hus har siden 1929 været 435. Summen af valgmænd er 538, dvs. 435 plus 100 (lig med antallet af senatorer), og tre fra hovedstadsområdet ‘District of Columbia’, der ikke er en stat. Området har i stedet en delegeret i Repræsentanternes Hus med begrænset stemmeret.

– Også de beboede oversøiske territorier Guam, Virgin Islands, American Samoa, Puerto Rico og De nordlige Marianere vælger delegerede til Repræsentanternes Hus. De har dog ikke noget at skulle have sagt ved præsidentvalget.

+

Alle medlemmer af Repræsentanternes Hus er på valg hvert andet år. Senatsmedlemmerne har en 6-årig periode. Ved hver valgdag er ca. en tredjedel af dem på valg, normalt således, at kun den ene senator fra hver stat er på valg. Hvis et senatsmedlem trækker sig eller dør, kan guvernøren i de fleste stater udnævne en anden indtil næste valg. Reglerne er ret forskellige. F.eks. var Joe Biden bange for at udnævne Elizabeth Warren fra Massachusetts og Bernie Sanders fra Vermont til en regeringspost, for så skulle de nedlægge deres senatsmandat, og der var usikkerhed om, hvem der ville blive valgt af først guvernøren og så ved et ekstraordinært valg. For Husets vedkommende skal der i sådanne tilfælde holdes et særligt valg, hvis der er mere end 6 måneder til næste almindelige valg.

Grunden til, der skulle vælges to senatorer i Georgia i 2020 var, at den ene (Kelly Loeffler) var blevet udnævnt til senator af guvernøren før den forrige periodes udløb, da hendes forgænger havde trukket sig i utide. Et sådan dobbeltvalg i Georgia vil ikke gentage sig, idet Raphael Warnock kun er valgt for resten af den for mandatet gældende periode – to år, mens den anden nye senator, Jon Ossoff får 6 år. Det andet specielle er, at der i Georgia kræves omvalg mellem de to førende kandidater til senatsvalget (der kan være mere end to opstillet), hvis ingen har fået mere end 50% af stemmerne på den almindelige valgdag.

Farcen ved valggodkendelse

Ved valggodkendelse er der oftest en lang række institutionelle garantier, som kan modgå menneskelige fejl, snyd eller andre problemer. Hvis man er gammel nok, står efterspillet efter præsidentvalget i 2000 mellem George W. Bush og Al Gore i frisk erindring. Det var Floridas valgmandsstemmer, der ville afgøre, hvem der vandt præsidentvalget, men stemmesedlerne var vanskelige at læse, og der var et spørgsmål om stemmesedler, som ikke blev talt med. Højesteret afgjorde, at nu skulle omtællingen ophøre – til Bushs fordel.

Tyve år senere blev det vildere, men bukserne holdt også ved dette valg i den forstand, at dét præsident- og vicepræsidenthold, der blev erklæret som vinder faktisk var identisk med dét, der vandt flest stemmer både nationalt og efter valgmandsreglerne. Og det på trods af Trumps massive pres på delstatsministre og embedsmænd for at få dem til at forkaste resultatet – selv efter at flere omtællinger som i Georgia stadig gav Biden flertallet. Der var også strid om de regler, de forskellige stater havde indført under coronakrisen for at tillade udvidet adgang til at brevstemme eller møde op på valgstedet før valgdatoen. Reglerne om, hvornår stemmesedlerne skulle være afsendt og/eller modtaget på valgstederne, varierede også fra stat til stat. Alle undtagen en eller to af de over 60 retssager, der blev anlagt af Trump-siden, blev nærmest smidt ud af domstolene på grund af mangel på beviser. Også af Højesteret, hvis 6 ud af 9 dommere nu er af den konservative/ republikanske observans, hvoraf hele tre er blevet udpeget af Trump.

Efterspillet og godkendelsen var én lang farce. USA er et land fuldt af procedurer og kontrolmekanismer, og en sag kan fortsætte i det uendelige, fordi sagsøgeren kan påpege et hidtil overset juridisk eller faktuelt forhold eller gå til en anden instans. Men man må indrømme, at de republikanere, der var ansvarlige for certificeringen af afstemningen i svingstater, modstod Trumps mange indsigelser og direkte indgreb.

Præsidenten, kabinettet og Kongressens beføjelser

Præsidenten har stort politisk manøvrerum i kraft af omfattende beføjelser, hvor han ikke behøver forhåndsgodkendelse fra Kongressen. De såkaldte Executive Orders, præsidentielle dekreter, har domineret under ikke bare Trump men også Obama. Præsidentens kabinetsministre skal godkendes af Senatet, men ellers er de direkte underlagt ham, da der jo ikke er nogen premierminister. Systemet kan ikke kaldes parlamentarisk, for Kongressen kan ikke afsætte regeringen, hvis den kommer i mindretal. Det er faktisk præsidenten, der står for hele den udøvende magt med de enkelte ministre som ’sekretærer’. Til gengæld er regeringen nødt til at komme til enighed med Kongressen om budgettet.

Ikke mindre end 1000 poster udpeges af præsidenten og godkendes af Senatet, herunder ambassadører. Men derudover har alle ministerier tusindvis af poster, der besættes af den nye administration efter hvert valg. Det kaldes ofte et spoils (krigsbytte) system.

Der er det specielle ved amerikansk lovgivning, at uvedkommende, meget specifikke bestemmelser kan hæftes på en lov, riders. Et eksempel på en rider var indsættelse af et forbud mod at bruge Medicaid – offentlig sundhedssikring for mindrebemidlede – til abort tilbage i 1976. De kan også tage form af poison pills, dvs. giftige forslag stukket ind i et større lovkompleks, som modstanderen støtter, men hvor giftpillen kan få hele forslaget til at falde. Brugen af riders blev begrænset i 1985.

Mange vedtagelser kræver kvalificeret flertal, således skal der et 2/3 flertal blandt de tilstedeværende i Senatet til for at dømme en præsident i en rigsretssag. En ’filibuster’ er også en lovlig metode, dvs. en endeløs lang tale, der kun kan afsluttes af et flertal på 60 i Senatet. På den måde kan mindretallet hindre, at et forslag det er imod kan vedtages ved simpelt flertal, for der er altid mindst 40 senatorer fra hvert parti.. Det er nu vedtaget, at Senatet ikke længere kan bruge filibuster-reglen ved indsættelse af højesteretsdommere. Hvis præsidenten nedlægger veto mod en lov, skal der 2/3 flertal i Senatet til for at stemme det ned. Nogle procedurer stammer fra forfatningen, andre fra tidligere indgåede kompromiser, der normalt respekteres efterfølgende.

‘Filibusteren’ har en lang tradition i den anglosaksiske verdens retssystem, og er et udtryk for at forhale den demokratiske proces. En hyppigt anvendt metode er simpelthen at blive på talerstolen for at udskyde vedtagelser, sådan som Strom Thurmond (th.) gjorde det i 1957, da han forsøgte at stoppe Borgerrettighedsloven i at blive gennemført. Den racistiske Thurmond lykkedes dog ikke med at bremse loven, selvom hans mere end 24 timer lange tale stadig er amerikansk rekord. Bettman / Arkivfoto

Retssystemets dominans

Højesteret kan dømme, om love og vigtige afgørelser er i overensstemmelse med forfatningen. Det er måske mere korrekt at sige, at den kan give direkte retskraft til forfatningens principper, for dens afgørelser har bindende virkning. USA har ikke nogen føderal abortlovgivning, men henholder sig til Roe v. Wade dommen fra 1973. Den afgjorde, at en Texas-lov der forbød abort, stred mod forfatningens bestemmelse om retten til privatliv. Nogle dommere sværger til forfatningens bogstav (de konservative dommere, i princippet, dvs. det er det de påstår), mens de liberale eller progressive som nyligt afdøde Ruth Bader Ginsburg tænker i forfatningens ånd, dvs. fortolker dens intentioner og rækkevidde i et nutidigt lys. Modstandere anklager derfor Højesterets progressive for at lovgive, selvom en udenforstående ville synes, at det var lovgivningen, der mangler. I de senere år er Højesteret blevet mere åbenlyst politisk.De progressive vil gøre op med fortidens uretfærdigheder (behandle ulige ulige),  mens de konservative forsvarer de bestående ulige strukturer (behandle ulige lige). F.eks. var det et konservativt flertal, der i 2010 dømte, at virksomheder og foreninger kunne give ubegrænsede kampagnebidrag – det kunne nemlig udledes af princippet om ytringsfrihed!

Derfor er der altid en intens politisk kamp om valg af højesteretsdommere. For nu at gå lidt tilbage i tid, blev Reagans udnævnelse af Robert Bork, der ville rulle progressive borgerrettighedsdomme tilbage, forhindret af demokraterne. Fire år senere sad tv-seere klistret til skærmen under senatshøringen af Clarence Thomas i 1991. Ikke på grund af hans retsfilosofi, men fordi hans tidligere assistent, Anita Hill, stod frem og anklagede ham for sexchikane. Man kunne også kalde det den første offentlige MeToo sag. Thomas blev konfirmeret, imod daværende senator Joe Bidens stemme. Men Biden var leder af høringen, og er efterfølgende blevet kritiseret for en kaotisk proces med manglende efterforskning og empati med Hill. Var det fordi Thomas var sort? Det var Hill også. Thomas er formentlig den mest konservative højesteretsdommer af dem alle, men lægger sig konsekvent i slipstrømmen af lederen af gruppen. Mange ’konservative’ håbede, at Clarence Thomas, der nu er 72 år, samt en anden fra den fløj, Samuel Alito på 70 år, ville trække sig før valget i 2020. Med Biden ved roret bliver de nok hængende 4 år mere. Alle de næsten 900 føderale dommere skal godkendes af Senatet. Dommere på lavere niveauer er også udnævnt efter politiske processer.

Man kan derfor sige, at reglen om magtens tredeling allerede på dette punkt er udsat for en egenartet fortolkning i USA. Et andet fænomen er, at mange offentlige embeder, som hos os besættes administrativt , kræver valg, f.eks. sheriffer, lokale håndhævere af lov og orden.

“Det amerikanske rets- og justitssystem er i det hele taget meget kompliceret, en blanding af præcedens og procedureregler ud over den materielle lovgivning. Da der er så mange smuthuller og domme, principper og regeringsniveauer at tage med i betragtning, favoriserer det simpelthen dem, der har råd til de barskeste advokater.”

Det amerikanske rets- og justitssystem er i det hele taget meget kompliceret, en blanding af præcedens og procedureregler ud over den materielle lovgivning. Da der er så mange smuthuller og domme, principper og regeringsniveauer at tage med i betragtning, favoriserer det simpelthen dem, der har råd til de barskeste advokater. I civile men også i strafferetlige sager har det udartet til at finde en løsning uden for retslokalet. ’I don’t go to court, I settle’ (’Jeg går ikke rettens vej, jeg søger forlig’), er mantraet for den selvsikre Harvey Specter i advokatserien Suits. Til det bruger han gerne afpresning ved at vise, at han har noget på modparten.

Det er også en del af det amerikanske system. Vi har noget på hinanden, som vi kan bruge til at slå en handel af med. Det går igen i mange af det offentlige livs manifestationer. ’The Art of the Deal’

En konservativ kolonimagt

Det uløste spørgsmål om, hvorvidt Puerto Rico skal være en stat eller ej, viser  et demokratisk underskud. Øen befinder sig i et forfatningsmæssigt tomrum og lever på føderalregeringens nåde. Indtil for nylig har tre muligheder været på tapetet: Selvstændighed, status som delstat (’statehood’) eller fortsat status som territorium. Puerto Ricos økonomiske situation blev afsløret som utrolig ringe lige før orkanen Maria nærmest smadrede øen i 2017. På valgdagen 3. november 2020 stemte Puerto Rico ja til at blive den 51. stat. Også hovedstadsområdet, Washington D.C. har stemt for at blive en delstat, men ingen af afstemningerne forpligter Kongressen.

De forhenværende Dansk-Vestindiske Øer, US Virgin Islands, hænger med bagdelen i vandskorpen som hverken fugl eller fisk, men en 1993 afstemning uden den store deltagelse viste ikke noget ønske om at ændre status.

Hvis blot Puerto Rico og Washington D.C. blev stater, ville der komme 4 nye senatorer til, der nok kunne ændre balancen i Senatet dramatisk til Demokraternes fordel. Højrefløjen har derfor ikke nogen særlig interesse i at tage hul på lige den sag. For dem skal USA ikke udvikle sig med nye stater eller nye retninger, men tilbage til start: De gode gamle dage, hvor Forfatningen skabte landet.

Karen Helveg Petersen har studeret og boet 13 år i USA.


Om skribenten

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen

Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere