Ydelseskommissionen løser ikke problemerne i kontanthjælpssystemet
Kontanthjælp er hverken noget man bliver rig af, eller noget særligt mange ønsker at ende på. Det nye udspil fra ydelseskommissionen tager ikke højde for, at nedsættelser rammer folk, der i forvejen har det svært.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
31. maj offentliggjorde ydelseskommissionen sine længe ventede anbefalinger om kontanthjælpssystemet. Desværre er det mere fra samme skuffe, som politikerne har hentet deres politik fra gennem de seneste tyve år, når det gælder ledighed og sociale ydelser.
Ydelseskommissionen blev nedsat af regeringen for halvandet år siden, og havde til opgave at gentænke kontanthjælpssystemet. Det var i den grad tiltrængt. Med kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen var der kommet så mange særregler, at det efterhånden var vanskeligt for både borgere og kommunale sagsbehandlere at finde rundt i. Samtidig har det været en bunden opgave for regeringen at gøre noget ved den stigende fattigdom, der blandt andet kunne tilskrives stramningerne på kontanthjælpsområdet.
“Teknisk set er det ikke et løftebrud fra regeringens side. Kontanthjælpsloftet bliver afskaffet. Man sætter bare samtidig kontanthjælpen ned”
I det fælles forståelsespapir, som udgør grundlaget for regeringsdannelsen, fremgår følgende: “En ny regering vil bekæmpe fattigdom og vil derfor indføre en fattigdomsgrænse, så udviklingen kan følges. Blandt andet med henblik på at bekæmpe fattigdom nedsættes endvidere en ydelseskommission, som efter senest 12 måneder skal foreslå anbefalinger på ydelsesområdet.”
Men hvis man tror, ydelseskommissionens arbejde først og fremmest skulle handle om at give kontanthjælpsmodtagere flere penge mellem hænderne, tager man fejl. Og hvis man tror, at regeringens hensigtserklæring om at afskaffe kontanthjælpsloftet betød, at reglerne skulle føres tilbage til tiden før blå blok indførte kontanthjælpsloftet i 2016, tager man også fejl. Den opgave ydelseskommissionen fik, var nemlig at skabe et nyt system, der skulle balancere mellem at fungere som et socialt sikkerhedsnet og samtidig sikre, at kontanthjælpsmodtagere i videst muligt omfang bidrager til arbejdsmarkedet. Det skal kunne betale sig at arbejde.
Noget for noget
Hvad er det så, kommissionen foreslår? At et nyt kontanthjælpssystem bliver bygget op om et såkaldt ‘optjeningsprincip’, og at der kun skal være to forskellige satser: En grundsats på 6.600 kr. og en forhøjet sats på 10.450 kr. Samtidig afskaffes kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og en række særlige tillæg, bl.a. for unge med psykiske lidelser. Man kan gøre sig fortjent til den forhøjede sats, hvis man har gennemført en uddannelse, eller har været i 2,5 års ordinær beskæftigelse inden for de seneste ti år – eller hvis man er fyldt 30 år, og har gennemført grundskolen. Rationalet er, at systemet skal være enkelt og gennemskueligt, og at man skal have et tydeligt incitament til at tage en uddannelse eller et arbejde.
Det er smart tænkt, for teknisk set er det ikke et løftebrud fra regeringens side. Kontanthjælpsloftet bliver afskaffet. Man sætter bare samtidig kontanthjælpen ned. Og hvis man gerne vil op på den forhøjede sats – som i øvrigt er lavere end stort set alle de nugældende satser – kan man jo bare sørge for at gøre sig fortjent til det. Hvis ikke, må man klare sig for 6.600 kr. om måneden. Før skat vel at mærke.
Det er påfaldende, at kontanthjælp i stadig højere grad bliver opfattet som noget, man skal gøre sig fortjent til. At der tales om optjeningsprincipper og incitamenter. Det er alt sammen noget, der kan spores tilbage til den såkaldte aktiv-linje og sloganet om noget for noget, som for alvor vandt indpas omkring årtusindskiftet, og som brød med bistandslovens fokus på social sikring. Vi er efterhånden blevet så vant til at tænke på kontanthjælpsmodtagere som mennesker, der først og fremmest er grådige og arbejdssky, at vi ikke engang studser over, når der på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside fx står: ”Det har blandt andet været en bunden opgave for kommissionen at finde en afløser for kontanthjælpsloftet, uden at det bliver muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang.” Dermed får man det indtryk, at det tidligere har været muligt at modtage offentlige ydelser i ubegrænset omfang. Det har det ikke været, skulle jeg hilse at sige.

At træde på folk der ligger ned
Folk glemmer, at kontanthjælp er det nederste sikkerhedsnet for mennesker, der ikke har andre økonomiske muligheder. Kontanthjælp adskiller sig markant fra fx arbejdsløsheds-dagpenge, og er ofte forbundet med en meget mere alvorlig social deroute. Man kan ikke få kontanthjælp, hvis man har formue over 10.000 kr. Det betyder, at man ikke kan få kontanthjælp, hvis man ejer et sommerhus eller en bil. I så fald vil man blive bedt om at sælge dét, man har, og leve af de penge først. Man kan heller ikke få kontanthjælp, hvis man har en ægtefælle, der har en indkomst. Det er altså ikke noget, man bare kan vælge, fordi man lige har brug for en pause fra arbejdsmarkedet. Og det er absolut heller ikke noget, man bliver rig af.
“Mange mennesker – inklusive en del politikere – tror, at de, der er rigtig syge, får tilkendt førtidspension. Det gør de ikke.”
Antallet af fattige jf. AE-Rådets og Danmarks Statistiks definition var støt stigende i perioden 2014-2017, hvor antallet af fattige toppede med over en kvart million, heraf ca. 64.500 børn. Fra 2017 er den relativt stejle stigning dog afløst af et lille fald. Stigningen i perioden 2014-2017 kan primært forklares med en reduktion af integrationsydelsen (nu selvforsørgelses- og hjemrejseydelse) samt genindførslen af 225-timers-reglen og kontanthjælpsloftet.
Rockwool Fondens Forskningsenhed har opgjort, hvad det koster for forskellige familietyper at leve en beskeden tilværelse i Danmark uden basale afsavn – de såkaldte minimumsbudgetter. Rådet for Socialt Udsatte har sammenholdt disse tal med rådighedsbeløbet for de mest økonomisk trængte personer og familier. Her viser det sig, at en del ikke har et beløb til overs hver måned, der kan dække de mest basale fornødenheder. Helt galt ser det ud for ægtepar uden børn, som enten er ramt af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet eller er på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Disse grupper mangler helt op til 5.900 kr. pr. måned for at kunne dække de basale behov.
Når ydelseskommissionen nu foreslår at nedsætte ydelserne yderligere, rammer det de grupper, der er langvarigt i kontanthjælpssystemet, meget hårdt. Hvis man skal leve af 6.600 kr. (før skat!) over en længere periode, er det indlysende, at det er et liv med store afsavn. Og logikken om, at man blot skal motiveres til at forlade systemet og komme ud på arbejdsmarkedet, er virkelig besynderlig, når man ser på, hvem det er, der er i kontanthjælpssystemet.
Ydelseskommissionens rapport viser, at to tredjedele af de personer, der modtager kontanthjælp, er blevet vurderet såkaldt ‘aktivitetsparate’. Det betyder, at de vurderes til ikke at være i stand til at forsørge sig selv via et ordinært job inden for tre måneder, eller til inden for et år at kunne begynde på og gennemføre en uddannelse på almindelige vilkår. En stor del af borgerne i systemet kan dermed siges at have andre udfordringer end blot ledighed. Rapporten viser også, at personer, der modtager kontanthjælp, langt oftere har en psykiatrisk diagnose, har siddet i fængsel eller har været anbragt som børn end den generelle befolkning.
”Men det er jo heller ikke meningen, man skal være på kontanthjælp særlig længe,” kan man høre politikerne indvende. Kontanthjælp er nemlig tænkt som en midlertidig ydelse. Og mange mennesker – inklusive en del politikere – tror, at de, der er rigtig syge, får tilkendt førtidspension. Det gør de ikke. Igennem mit arbejdsliv har jeg mødt utallige mennesker med svære psykiske lidelser, misbrugsproblemer, alvorlige fysiske sygdomme osv. – og meget ofte med en kombination af disse problemer – som har været på kontanthjælp i 10, 20 eller 30 år. Resultatet af fx at være ramt af paranoid skizofreni, stofafhængighed og kroniske smerter og samtidig leve et helt liv i fattigdom er ofte total marginalisering. Det kan ingen være tjent med. Derfor kan et ydelsessystem ikke fungere uden en effektiv hjælp til dem, der ikke kan – og ikke kommer til at kunne – arbejde. Det er ikke dét, ydelseskommissionen har præsenteret her.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER