Zbigniew Brzezinski – russofob og antikommunist?

Den britiske journalist Edward Luce udgav i maj 2025 en omfattende biografi om en af USA’s mest indflydelsesrige udenrigspolitiske skikkelser under Den Kolde Krig: Zbigniew Brzezinski. Bogen, “Zbig: The Life of Zbigniew Brzezinski”, har vakt særlig interesse i Polen – og med god grund.

Brzezinski var født i Warszawa og bevarede hele livet et stærkt engagement i forholdene i Polen og det bredere Centraleuropa.

Brzezinski var national sikkerhedsrådgiver for præsident Jimmy Carter fra 1977 til 1981, og han regnes ofte som et modstykke til Henry Kissinger, der havde samme rolle under Richard Nixon. Hvor Kissinger stod for en realpolitisk tilgang til verdensordenen – med fokus på magtbalance og accept af indflydelsessfærer – repræsenterede Brzezinski en mere idealistisk, liberal strategi. Han afviste især den stille accept af Sovjetunionens dominans over Østeuropa, som Nixon og Kissinger i praksis havde anerkendt.

Idealisten

Brzezinski støttede aktivt dissidentbevægelser som KOR og Solidaritet i Polen samt Charta 77 i Tjekkoslovakiet. Han hilste valget af den polske pave Johannes Paul II i 1978 som et strategisk vendepunkt i Østeuropas kamp mod kommunismen. Alligevel var Brzezinski aldrig fuldt på linje med det liberale hovedspor i vestlig udenrigspolitik efter murens fald.

Hans forhold til Rusland var præget af skepsis, men også af en forståelse for de farer, der kunne følge af vestlig triumfalisme og ydmygelse af Rusland i 1990’erne. Han advarede mod den chokterapi, som den polske økonomi blev udsat for i Balcerowicz-planen, og han var stærkt kritisk over for højrefløjens opblomstring i USA efter 11. september 2001.

Irak-krigen i 2003 – uden FN-mandat – fik ikke hans opbakning. Som Barack Obama, som han støttede i primærvalget mod Hillary Clinton, mente han ikke, at Saddam Hussein udgjorde den trussel, der blev påberåbt.

Nærmest profetisk

Brzezinski vurderede, at Rusland aldrig ville kunne genopstå som imperium uden Ukraine. Derfor støttede han oprøret mod Janukovitj under Maidan-protesterne i 2013-2014, men han var skeptisk over for ukrainsk medlemskab af NATO – både før og efter Ruslands annektering af Krim. Han anså Ukraine for bedst tjent med en neutral status – en “bufferzone” mellem øst og vest – og anbefalede i sin sidste bog Strategic Vision en “finlandisering” af landet.

Hvordan han ville have forholdt sig til Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, får vi aldrig at vide. Brzezinski døde i 2017, 89 år gammel – fem år før krigens udbrud. Men hans advarsler om kaos og ustabilitet i den internationale orden fremstår i dag næsten profetiske. Kort før sin død beskrev han verdenssituationen som “yderst kaotisk”, med Kina og BRICS som voksende udfordringer til det vestlige hegemoni. USA måtte engagere sig globalt, mente han, men undgå nye katastrofer som Irak-krigen.

Brzezinski nåede også at tage afstand fra udviklingen i Polen efter Lov og Retfærdighedspartiets (PiS) magtovertagelse i 2015. Han brød sig hverken om præsident Andrzej Duda eller forslaget om et nationalt mindesmærke for afdøde Lech Kaczyński, der omkom i flyulykken ved Smolensk i 2010.

Som Tomasz Zalewski bemærker i sin anmeldelse i Polityka (nr. 23/2025), var både Brzezinski og Kissinger omdiskuterede skikkelser – ikke helte for venstrefløjen, men dog strategiske tænkere med dyb historisk indsigt og langtidsperspektiv. Deres kritik af Vestens overmod, modstanden mod Irak-krigen og tøven over for ukrainsk NATO-medlemskab kan i dag overraske dem, der alene ser dem som “høge”. De var pragmatikere, ikke doktrinære ideologer.

Det er netop denne nuancering, Edward Luces bog bidrager til. I en tid præget af kortsigtethed og politisk polarisering – i såvel USA som Europa – savnes netop den type strategiske tænkere, Brzezinski og Kissinger repræsenterede.