Zuza – Erindringer og mindeord om en slovakisk arbejderhelt

Zuzana Cingelova blev født i 1953 og blev kaldt Zuza.

Hun blev landskendt i Slovakiet, da hun i 2002 fik nys om systematisk svindel mod sine kollegaer og gik til kamp mod den. Hun arbejdede som kranfører på Slovakiets største fabrik, et amerikanskejet stålværk med 16.000 ansatte. Da Zuza gik til offentligheden med sin viden, blev det starten på en mangeårig kamp mod ejerne US Steel.

Den kamp blev Zuzas livsværk og gjorde hende til et beundret symbol på kompromisløs modstand i en ellers mudret atmosfære af vigende håb og tiltagende resignation – et årti efter kapitalismens indtog. 14. september 2024 døde Zuza i en alder af 71 år. En alt for tidlig død, fremskyndet af sultestrejker, mobning og vold.

Møde med Zuza foran premierministerens kontor i Bratislava

Jeg mødte Zuza ved en ren tilfældighed, da hun var et par dage inde i sin anden sultestrejke. Jeg og min teenagesøn gik rundt i byen uden mål, og vi besluttede at gå forbi hendes telt.

Zuza var kommet på forsiderne af aviserne nogle få dage forinden, da hun og en lille gruppe følgere havde gennemført en fem uger lang march tværs igennem landet. De havde slået en lejr op i en park over for premierministerens kontor.

Zuza var nem at spotte, da vi nærmede os lejren. Hun var en dame af beskeden statur. Hun sad i en klapstol og holdt hof som centrum for den enkle lejr. Et par lokale aktivister havde tilsluttet sig i de første dage, og der kom en stadig strøm af almindelige mennesker, for at hilse på hende, spørge om råd eller simpelthen for at lufte deres dag-til-dag frustrationer. Hun var begavet, med en stærk medfølelse og hun udstrålede selvtillid ved første blik.

Markedsøkonomien kommer til Slovakiet

I sit andet årti med markedsøkonomi var Slovakiet fanget i en rutsjebane af modsætningsfyldte følelser og energier.

Blandt de få der havde været hurtige til at udnytte udsalget af den fælles rigdom, var der eufori. Blandt den gruppe af professionelle og forretningsejere, som bevægede sig opad socialt, blev de nye realiteter budt velkommen på en mere forbeholden måde – og det samme gjaldt i de akademiske og kulturelle cirkler.

Hos arbejderne og folk, der levede langt fra byernes magtcentre, var der en stigende følelse af desorientering og forvirring. Mange mindre fabrikker i det provinsielle Slovakiet var hurtigt blevet privatiseret og derefter rippet for værdier af deres nye ejere. Arbejdsløsheden steg stærkt, og mange var blevet tvunget til at rejse til byerne for at finde arbejde, eller hutle sig igennem lavtlønnede jobs i udlandet.

Hjemme blev familier adskilt, og de små samfund faldt fra hinanden. Det traditionelle sammenhold i samfundene, som ofte blev holdt sammen af frivillige initiativer og generations-gamle netværk, var forsvundet. De kollektive landbrug var blevet privatiseret, og lokale skoler, hospitaler og offentlig transport var blevet ofre for det nye mantra om liberalisering og centralisering.

De, der fulgte den nye reform-doktrin, betragtede folkene, der blev efterladt i landsbyerne, som en slags affald fra fortiden. Det var et synspunkt, som åbent og skamløst blev fremsat i medierne.

På denne baggrund af brudte løfter og eksistentielle bekymringer trådte Zuza frem, satte foden ned og sagde sandheden til magthaverne.

Jeg henter min sovepose

Da jeg først mødte Zuza i parken, var det denne lysstråle af urokkelig modstand – i en tid der ellers var præget af underkastelse og resignation – som fik mig til at hente min sovepose hjemme og tilslutte mig hendes lejr.

Zuzas politiske bevidsthed stammede ikke fra ideologi eller fra studier af økonomisk teori. Den voksede ud af ren social indignation og var blevet antændt af en tilfældig begivenhed.

Zuza havde arbejdet på et kæmpestort stålværk i Kosice som kranfører i det meste af sit voksne liv. Efter at værket var blevet privatiseret under det vilde udsalg af statsejendom, var det blevet kørt i sænk af dets nye, uduelige private ejere. Bankerne intervenerede, og i 1998 blev det værdifulde aktiv købt af US Steel – en magtfuld virksomhed og verdensspiller på markedet, som rekonstruerede produktionen og undervejs indgik i et korrupt forhold med den lokale fagforening.

US Steel snyder arbejderne. Zuza bliver vred

Der var en hemmelig plan, hvor firmaet snød arbejderne ved at manipulere med støj- og støvmålingerne – og dermed drastisk reducerede virksomhedens udgifter til forsikringer og bonus-udbetalinger.

Efter de falske målinger var blevet udført, blev de relevante protokoller underskrevet af en fagforeningsrepræsentant, der til gengæld tog imod bestikkelse fra firmaet.

Zuza var tillidsmand, og en dag blev hun bedt om at underskrive sådan en protokol. Det blev den skelsættende begivenhed, der ændrede hendes liv for altid. Den introducerede hende til de bredere politiske aspekter af de forhold, hun var blevet rodet ind i og blev startskuddet for hendes ensomme kamp mod landets største virksomhed.

Da Zuza først havde indset omfanget af svindelen mod sine kollegaer, gik hun på med krum hals imod sin ulige modstander. Inden for et par dage havde hun været i kontakt med arbejdssikkerhedsrådet, politiet og flere lokale aviser.

Som følge deraf blev hun nægtet adgang til sin arbejdsplads, og da hun med det samme startede sin første sultestrejke foran fabriksporten, tævede vagterne hende om natten og efterlod hende forslået på kroppen og med blå, opsvulmede øjne.

Når Zuza blev vred, handlede hun uden at tøve. Når hun handlede, var hun kompromisløs og ligeglad med sin modstanders styrke, og der var ikke plads til diskussioner og taktiske overvejelser. Da fagforeningen tog del i svindlen, havde hun ingen at vende sig til for at få støtte.

Marchen fra Kosice til Bratislava

Kosice var ikke et let sted at lancere en kampagne mod US Steel, hvis indflydelse rakte dybt ind i enhver lokal institution. Da det blev klart for hende, besluttede hun at flytte sine bestræbelser til hovedstaden Bratislava. Hun fulgte sin natur og valgte ikke den nemme vej, men begav sig ud på en lang, episk march til Bratislava med en håndfuld venner og en af sine sønner. Det lille optog vandrede i fem uger 550 kilometer gennem de fattigdomsramte områder i det sydlige Slovakiet.

En gammel bil kørte deres bagage og begav sig i forvejen for at organisere en lejr for natten og et møde i det lokale kulturhus. Til møderne lyttede gruppen og samlede historier om social udelukkelse, om arbejdsløshed og nød. Den information blev skrevet ned i en bog, der var tænkt til premierministeren i Bratislava.

Zuza og hendes gruppe af vandringsmænd troede, at hvis en gruppe af deres landsmænd – hvis rettigheder var blevet groft krænket af deres udenlandske arbejdsgiver – gjorde en stor indsats, ville det blive bemærket.

Disse landsmænd havde tilbagelagt den lange rejse til hans kontor fra deres hjem i det yderste, østlige hjørne af Slovakiet. Undervejs var de stoppet i en endeløs række af landsbyer i de fattigdomsramte dale på landets sydlige udkant. Her havde de samlet information og været vidner til de dystre realiteter, som deres landsmænd stod over for.

Zuza og hendes gruppe havde troet, at premierministeren ville modtage dem på sit kontor og lytte til deres klager efter denne anstrengende rejse.

Men sandheden viste sig at være helt anderledes.

Det første møde med regeringen

Ved daggry kunne vi se en strøm af sorte limousiner, der kørte ind gennem porten på den anden side af gaden, mens vi stadig lå mageligt i vores soveposer på græsplænen.

Bortset fra mistænksomme blikke fra vagterne, var der intet, som tydede på nogen nysgerrighed i forhold til den mærkelige lejr et stenkast fra deres kontorvinduer.

Efter adskillige forespørgsler og et godt stykke tid inde i sultestrejken, kom der alligevel en invitation til et kort informationsmøde med vice-premierministeren. Da Zuza kom ind i mødelokalet, opdagede hun til sin overraskelse, at rummet var fuldt af journalister. Hun indså, at det lovede en-til-en-møde var blevet lavet om til en pressekonference. Det planlagte formål var klart at ødelægge hendes offentlige image – ved at udstille hvordan den veltalende minister kunne besnakke den simple, uuddannede arbejderklasse kvinde fra de uudviklede udkantsområder af landet.

Zuza genfortalte med passion sine stærke indtryk fra den lange march. Ministeren fortalte hende med et sarkastisk smil på sine læber, at han var klar over alle disse problemer, men siden han ikke var gud, havde han ikke magt til at løse dem.

Zuza svarede, at hun som kranfører øjeblikkelig ville stoppe sit job, hvis hun måtte indse, at hun ikke sikkert kunne styre kranen. Hun foreslog med styrke, at hvis ministeren indså, at han var ude af stand til at løse de sociale problemer i sit land, så var det logisk, at han trådte tilbage.

Ministeren forlod hurtigt rummet og efterlod Zuza alene med de nysgerrige slovakiske journalister.

På den syttende dag af sultestrejken kom der sundhedspersonale fra Røde Kors for at undersøge Zuza og hendes fire unge medsultende. De var gået over gaden til ministerkontoret for at bede om strøm til deres medicinske udstyr, men det blev nægtet. Denne kyniske gestus kom som et chok for dem alle. De indså, at strejken i stigende omfang satte et mærke på deres svækkede kroppe. Efter en kort diskussion blev det besluttet at flytte videre til Bruxelles.

På besøg i EU-Parlamentet

I Bruxelles blev vi mødt på busstationen af to slovakiske parlamentarikere, som bad dem om ikke at kaste skam på deres land og tilbød at betale vores busbilletter tilbage.

I tre uger vandrede vi gennem de endeløse korridorer i parlamentet. Vi mødtes med velmenende, men magtesløse politiske grupper og menneskerettigheds-aktivister, fandt husly i sympatiserende familiers hjem og havde ophold i et kloster.

Da hun kom tilbage – og efter at have deltaget i Det Sociale Forum i London, som hun havde fået sponsoreret – besluttede Zuza at fortsætte sin kamp gennem Slovakiets retssystem.

Fra huset i byen til barndomshjemmet i skoven

Efter års mobning fra virksomheden var Zuza tvunget til at opgive sit hus i byen Moldava nad Bodvou. US Steel var både den største fabrik og den største arbejdsgiver i Kosice, og firmaets indflydelse rakte langt ind i enhver kommunal institution.

Efterhånden som niveauet af chikane voksede, blev det i stigende grad vanskeligt for hende at opretholde en acceptabel tilværelse i byen. Efter alle basale fornødenheder var blevet lukket i et stykke tid, og nogen var brudt ind og havde smadret hendes fjernsyn, besluttede Zuza at søge tilflugt i sit barndomshjem, en forladt vingård i bakkerne over Streda nad Bodrogom.

På en kold og regnfuld dag i efteråret 2007 kørte jeg Zuza og nogle få kasser med hendes ejendele fra huset i Moldava nad Bodou til hendes barndomshjem på den trædækkede bakke.

Gården i skoven bestod af to beskedne bygninger, hvor ingen af dem havde hverken vand, el eller gas. Begge huse var i elendig forfatning. Den mindre bygning, som mest lignede en hytte, havde tidligere huset en fattig roma-familie og havde en brændeovn og et spartansk køkken. Et hul i taget i køkkenet ”forsynede huset med frisk luft og ventilation”, som Zuza sagde med et sarkastisk smil.

Den første vinter var kold og barsk. Primitive reparationer holdt regnen og sneen ude og i det mindste noget af varmen fra brændeovnen inde.

Gennem sin tid med aktiv kamp havde Zuza opbygget et solidt netværk af med-aktivister og sympatisører i Slovakiet og i udlandet. Mange følte sig i gæld til hende. Nu kom alle disse reserver af sammensparet goodwill tilbage i form af reparationer, blikkenslagerarbejde, fliselægning osv.  Hendes sønner var dygtige med mur-skeer, hamre og save, og huset syntes at vokse med stadig større fart.

For hvert besøg jeg kom på, syntes der at være et nyt rum eller en anden detalje mere. På mit sidste besøg nogle få måneder før Zuza døde, kunne jeg ikke længere regne ud, hvor i denne labyrint det gamle køkken med hullet i taget havde været.

En kæmpe i retssalene

Da Zuza besluttede at føre sin kamp i retssalene uden hjælp fra advokater, mødte mange af os det med skepsis. Retssystemet er som en vild jungle, og advokater er som tigre, trænet til at lokke folk ind i hjørner, med lille mulighed for at slippe væk.

Det var i disse retsmøder, jeg kom til at indse omfanget af Zuzas mentale skarphed.

Aftenen inden et retsmøde ville en håndfuld aktivister ankomme til Zuzas hus fra nær og fjern. Zuza ville socialisere og diskutere med dem alle og så trække sig tilbage til et bord i køkkenet, hvor hun ville ryge cigaretter, drikke kaffe og blive oppe til daggry, mens hun gennemgik et bjerg af dokumenter og lovbøger.

Hun var en mester i at forstå informationerne og i at udtænke den bedste strategi i retssalen.  Hendes modstandere blev misledt af hendes arbejderklasse-fremtræden.

De dyreste advokater i byen følte sig sikre på, at de kunne tryne og besejre Zuza med en lille indsats.

Når Zuza sad ved sit bord i retssalen, tog hun kontrol over processen. Hun syntes altid at være et skridt foran sine modstandere. Hun skældte dommeren ud, fik nogle vidner smidt ud af retssalen og sad altid tilbage med det sidste ord. Det var interessant at følge, hvordan hun lokkede sine modstandere til at lyve, for derefter resolut at trække et dokument ud fra stakken på bordet, der beviste deres uhæderlighed.

Stærk sans for retfærdighed

Zuza var aldrig en holdspiller. Hun fulgte sine egne instinkter uden at tage hensyn til eller frygte konsekvenserne. Alle hendes anstrengelser blev drevet af en stærk sans for retfærdighed og et grundfæstet raseri mod de ændrede økonomiske betingelser, der efterlod et bredt lag af befolkningen forsvarsløs og sårbar. Efter at hun havde givet op i forhold til retssalene, blev hun kandidat for et nyt socialistisk parti, som aldrig kom i parlamentet.

Zuza var helt klar over, hvor særlig hun var, og hun satte pris på den opmærksomhed og beundring, det gav hende. Men hendes enorme energi blev altid brugt til gavn for andre. Hun påtog sig de mest umulige byrder af stress og lidelse uden at fortryde.

Hun blev banket af virksomhedens vagter, chikaneret af dens management og offentligt ydmyget i medier, men hun blev ikke stille. Selv om hun blev udskammet af de liberale medier, blev hun stadig mere populær blandt almindelige mennesker.

Jeg så mere end en gang, hvordan taxachauffører eller cafeejere i Bratislava afviste at modtage penge fra hende.

En plads blandt de arbejderhelte ingen synger om

Zuza vandt ikke sin ulige kamp mod den gigantiske virksomhed. Kapitalens ubegrænsede magt over almindelige folks liv forbliver uændret. Men hun gav magt til nogle af de magtesløse med en følelse af håb og ved at stole på solidaritetens uovervindelighed.

Hun beviste, at uretfærdighed kan udfordres, uanset hvor små chancerne er, og hun gav en følelse af selvværd til nogle af de glemte mennesker i Slovakiet.

Zuzana Cingelova var en loyal ven, en frygtløs kæmper og har til evig tid fortjent en vigtig plads i de endeløse annaler af ubesungne arbejderhelte.

---

Tim Horvaths tekst er oversat fra engelsk af Mikael Hertoft.