26 min. læsetid

»Jeg har lidt svært ved at koncentrere mig om at skrive midt i alt det her coronavirvar, og der skulle også lige gå nogle dage, før jeg fandt ud af, at det er okay, hvis man har nogle nye følelser,« fortæller Mads Ananda Lodahl. Han er ligesom andre forfattere vant til at være afsondret fra omverdenen. Solidaritet har derfor bedt fem forfattere afsløre, hvordan de kommer gennem coronakrisen – og hvad de selv læser i disse dage


Af Kim Kristensen

Karantæne? Isolation? Social distancering? Hvis nogle er vant til at være alene, er det forfattere. Alene sidder de i stilheden på et mørkt loftkammer og skriver i skæret fra en enlig bordlampe. Kun optaget af arbejdet glemmer forfatteren alt om tid og sted.

»Skrivning er, på sit bedste, et ensomt liv,« sagde Ernest Hemingway i takketalen, da han modtog Nobelprisen i litteratur i 1954 i Stockholm. »Organisationer for forfattere kan afhjælpe en forfatters ensomhed, men jeg tvivler på, at de hjælper ham med at skrive. Han vokser i offentlig statur, mens han giver afkald på sin ensomhed, og ofte forringes arbejdet. For han udfører sit arbejde alene og hvis han er en tilstrækkelig god forfatter, må han møde evigheden, eller manglen på den, hver dag«.

Det var det samme J. D. Salinger forklarede, da forfatteren i et af de sjældne interviews blev spurgt, om han stadig skrev. På det tidspunkt havde han trukket sig tilbage til landsbyen Cornish i delstaten New Hampshire, og levede praktisk talt et eneboer-liv.

»Min kommunikation med offentligheden er gennem mine bøger«, forklarede J. D. Salinger. »Kontakt med offentligheden hindrer mit arbejde. Det har været et problem med nogle af mine kollegaer og det har skadet dem«.

Verden – et nødvendigt onde

Men selv Ernest Hemingway valgte i 1920’erne at skrive på caféer, når der var koldt i Paris, og han ikke havde råd til at opvarme sit arbejdsværelse, og før eller siden bliver næsten alle forfattere nødt til at komme ned fra loftkammeret og møde omverdenen (J. D. Salinger gjorde det aldrig). Enten fordi de skal finde et forlag, som vil udgive bogen, en redaktør, som vil redigere den, og en salgsafdeling som, forhåbentlig, vil sælge dem! Eller måske fordi forfatterne indser, at hvis de kæmper for meget for at beskytte deres privatsfære, risikerer de blot at miste den. Don DeLillos roman Mao II var således inspireret af et fotografi på forsiden af New York Post, hvor J. D. Salinger slog ud efter to fotografer, som havde fanget ham på en parkeringsplads (»Catcher caught,« hed overskriften).  

»Når en forfatter ikke viser sit ansigt, bliver han et lokalt symptom på Guds berømte modvillighed mod at komme til syne,« har Don DeLillo forklaret. Af samme årsag har forfatteren valgt at give nok af sig selv og sit privatliv, så journalisterne og fotograferne lader ham være i fred, når han er ude og handle ind.

140-tegns hjernernes holdeplads

Nu om dage bruger mange forfattere en stor del af deres tid på offentlige optrædener eller på de sociale medier (om end man selvfølgelig kan diskutere, om det at se på en mobil- eller computerskærm er at åbne op eller lukke ned, når en forfatter kunne have set på andre mennesker). Nogle opfatter det som netop et nødvendigt onde, der tager tid fra det væsentlige, nemlig det at skrive, hvorimod andre ser det som en mulighed for at møde læserne (og læsere køber som bekendt bøger!).

Salman Rushdie, som har fortalt, at Twitter »giver en muligheden for at lege og få en fornemmelse af, hvad folk går op i på et givent tidspunkt«, har således 1,2 millioner følgere på Twitter. Så manden med murstensbøgerne nøjes nu med 140 tegn. »Vi får se,« twittede Salman Rushdie i sin tid, efter at en havde budt ham velkommen med henvisning til, at der nu var kommet »rigtige hjerner«: »140-tegns hjerner behøver ikke vide ret meget«.

Trods det er litteratur og ensomhed dog stadig tæt forbundet i de fleste læseres bevidsthed. Forfatteren skriver i ensomhed, og læseren læser i ensomhed. Men samtidig kan bøger netop være med til at få mennesker til at føle sig mindre ensomme, når de læser om andre. Læsning giver mulighed for at være en anden, som føler på den samme måde som læseren: At se og opleve verden gennem en andens øjne. Og på den måde bliver læseren en del af bogen. »Vi læser for at vide, at vi ikke er alene,« sagde C. S. Lewis, som skrev bøgerne om eventyrlandet Narnia.

Solidaritet har derfor bedt fem forfattere af såvel skøn- som fag-litteratur afsløre ikke bare, hvordan de klarer coronakrisen – men hvad de læser i disse dage.


Mads Ananda Lodahl

Har bl.a. skrevet: “Upassende Opførsel – 100.000 ord imod Den Heteroseksuelle Verdensorden“, “Deler blod med myg” og efterskriftet til Tomas Lagermand Lundmes “Forhud“. Ny bog udkommer snart.


»Jeg har lidt svært ved at koncentrere mig om at skrive midt i alt det her coronavirvar, og der skulle også lige gå nogle dage, før jeg fandt ud af, at det er okay, hvis man har nogle nye følelser. Eller måske nogle følelser man ikke gider have.

En ny form for ked af det, bange, vred, men også begejstret, glad og energisk. Jeg er kommet med i et have-udvalg i min andelsboligforening, så når jeg er færdig med mine daglige skriveøvelser om morgenen, går jeg ned i haven. Jeg har bygget to fuglekasser, og allerede dagen efter, at jeg satte dem op, var der kø helt ud på gaden af nye, unge lejere, der ledte efter et billigt sted at bo ikke for langt fra centrum. Musvitter, mejser og spurve mest.

Så har jeg sat nye højbede op og sat salatspirer og lagt hø omkring, så de ikke tørrer ud. Plantet masser af urter og stauder med blomster, så bierne har lidt at gå og snacke af. Jeg har fjernet græs rundt om syrener og vårguld og givet gødning, så de kan vokse og blomstre, og jeg har gravet fire helt runde huller i græsplænen, så jeg kan plante kirsebærtræer efter påske. Lige nu ser det ud som crop circles, og det passer meget godt med, at jeg går og skriver på en bog mere om aliens.

Skriver lidt, læser mere

Jeg får ellers ikke skrevet så meget lige for øjeblikket, men til gengæld får jeg læst lidt mere, end jeg plejer. Jeg har slået et gult telt op på arbejdsværelset, og når solen skinner på det, og jeg ligger og bager inde i det med min hund, er det som om teltet står uden for på en brandvarm sommerdag, og så har jeg en bakke med inde i teltet med kaffe og lidt sødt og en stak bøger.

Jeg har altid en masse bøger stående, som jeg finder rundt omkring, og nu har jeg haft tid til at læse i mange af dem. Jeg læser nogle sider, og hvis jeg kan mærke, at jeg ikke kan lide bogen, starter jeg bare på en ny. Livet er jo på en måde langt, men ikke langt nok til at læse alle bøger.

Alice Munros Too Much Happines kunne jeg ikke så godt lide. Det føltes, som om der var en eller anden besked, hun gerne ville give mig mellem linjerne.

Malcolm Gladwells essays om ketchup og entreprenørskab i What The Dog Saw var virkeligt ligegyldige og poppede. Vladimir Nabokovs Glory var kedelig, og Woody Allens noveller i Mere Anarchy mindede sjovt nok om Malcolm Gladwell, og fangede mig ikke rigtigt, men han skriver godt.

Det er klart, at jeg kunne have givet bøgerne en lidt større chance, men så fandt jeg Jean-Paul Sartres novellesamling The Wall og den var forrygende og mindede meget om hans debut Kvalme, som har slået benene væk under mig to gange med 10 års mellemrum, så jeg gik direkte i gang med Ensom blandt mennesker bagefter. James Baldwins Lige over mit hoved var helt allright, og jeg nåede over hundrede sider ind, før det gik op for mig, at jeg faktisk ikke var specielt interesseret i karaktererne. Så lagde jeg den væk. Måske læser jeg videre senere.

Jeg har også været en del ude i skoven. Blandt andet med min ven Anton Vinther, som gav mig et eksemplar af sin debut Kosmonaut, der ellers først udkommer på forlaget Fahrenheit den 14. april. Det er en tegneserie om at rejse rundt i indre og ydre universer, og den er helt vidunderligt syret og et virkeligt dejligt, bogligt rum at opholde sig i. Det nød jeg meget.

Jeg kan godt lide bøger, man kan forsvinde i. Som ikke vil noget med mig, og hvor jeg glemmer mig selv og alt omkring mig. Hvor jeg på en gang kan få lov at være mig selv og slippe for at være det. Og jeg kan godt lide bøger, som jeg ikke rigtigt forstår intellektuelt, men som giver mig en følelse af, at jeg bryder gennem mine fysiske atomer og celler og bliver gople.

I går sad jeg i solen i et hjørne op ad muren – og det var lige på nippet til at være varmt nok til at have bar mave – og læste Mei-Mei Berssenbrugges helt ubeskriveligt fantastiske Hallo, roserne, som er en slags, tjaa… digte er det vel, der blander naturvidenskab og sociologi ind i et poetisk univers på en virkelig vild måde, der får mig til at føle mig stor og lille på samme tid. Lidt ligesom en anden hvid bog, jeg også havde med ned i solen: Inger Christensens tusinde efterladte sider, som er udgivet under titlen Verden ønsker at se sig selv. Her er noter og tilløb og skitser til alle hendes kendte og ukendte udgivelser. Det føles som et remix. Det kan jeg godt lide.


Asta Olivia Nordentoft

Har bl.a. skrevet: “Et ansigt til Emily”, digtsamlingen Det nemme og det ensomme, og senest romanen “Penge på Lommen”, der er en romanføljeton med undertitlen Scandinavian Star – Del 1


»I dagtimerne har jeg mest af alt været sammen med min datter på to. Vi har gået ture ved Limfjorden, plantet en blomst i vores gård, støvsuget, sådan nogle ting. Når hun sover, har jeg læst eller arbejdet på det, der skal blive opfølgeren til den roman, der for nyligt udkom.

Fordi Christopher Columbus kommer til at spille en rolle i den, har jeg læst en del faglitteratur om hans rejser og liv i øvrigt, også hans egen logbog. Det er ulidelig læsning, det er forfærdeligt at læse om den brutalitet som Tainoerne bliver udsat for som følge af Columbus ankomst, og den kombination af fuldstændig gold købmandslogik og religiøst vanvid, som Columbus forstår sin omverden ud fra, er simpelthen deprimerende at være tæt på.

Men jeg har også læst nogle af de tykke bøger, som ellers som regel venter til ferier. Jeg har læst Toni Morrisons Elskede og Svetlana Aleksijevitjs Krigen har ikke et kvindeligt ansigt. Fordi jeg læste dem samtidigt, kom de til at tale meget sammen. Blandt andet om hvordan man lever videre som traumatiseret. Om at tale og om ikke at kunne tale. Om vanskeligheden ved at få lov at tale på sit eget sprog. Jeg kan anbefale begge bøger meget«.


Viggo Toften-Jørgensen

Har bl.a. skrevet: Den glade tømrer – og andre historier fra det virkelig liv.


»Coronakrisen adskiller sig fra normale kriser ved, at byggeriet for en gangs skyld ikke bliver ramt først, men først når de efterfølgende, manglende investeringer resulterer i ordre-nedgang. Således kører min egen byggeplads, renoveringen af Nyboder, videre med uformindsket kraft. Og selv passer jeg også mit arbejde hver dag, både som almindelig tømrersvend og tillidsmand for tag-sjakket på pladsen.

For mig personligt har der dog været en pause. Som den eneste på pladsen har jeg været i karantæne i 14 dage efter en udlandsrejse.

Kakaorejse

Rejsen havde en baggrund, der tåler nærmere forklaring. Selv om jeg er hulrøvet tømrersvend uden gods eller guld, er min kone anderledes stillet: Hun er født med en sølvske i munden og i besiddelse af en betydelig formue. Noget af den har hun valgt at investere i kakaoproduktion i Honduras, Guatemala, Belize og Nicaragua. Firmaets baggrund er, at en dansker fik den gode idé at forædle kakao ved podning frem for ved frøavl, ligesom ved al anden frugt. Det betyder, at de kan garantere ensartet, høj kvalitet til kunderne, få en højere pris og derfor også kan betale bønderne to-tre gange verdensmarkedsprisen. Ellers bliver al kakao – god som dårlig – betalt med verdensmarkedsprisen.

I forbindelse med en forretningsrejse med dette firma valgte vi at tage en ferie først. Men det blev ved ferien (10 dage i Guatemala, vi absolut ikke beklager). Da vi skulle videre og starte på forretningsdelen af rejsen, var grænserne lukket, og vi havde kun én opgave: At komme hjem hurtigst muligt. Det lykkedes også med lidt møje og besvær. I mellemtiden ligger kakaoen og rådner op hos de (t) par hundrede bønder, firmaet har kontrakt med i Honduras, for der er kørselsforbud. Firmaet kan altså ikke afhente frugten til fermentering og tørring. Resultatet er, at hverken bønder eller firma får indtægter. Så er det, man spørger sig selv, hvad der er værst: Sygdommen eller kuren.

Ellers læser jeg det samme i denne tid, som jeg normalt ville læse. Vores karantæne valgte vi at tilbringe i vores sommerhus, et træskur på 37 kvadratmeter ved Vestkysten. På vejen derover fik vi – ligesom tusinder af andre – den lykkelige idé at male huset. Så jeg arbejdede mindst lige så længe, som jeg plejer, mens vi var derovre. Det var rent win-win: Sommerhuset skinner, og jeg blev fri for at høre på min kones telefonmøder dagen lang.

Læser højt for hinanden

Men læsningen indskrænkede sig altså til et par timer hver dag foruden højtlæsning. Vi har i årevis læst højt for hinanden, både når vi laver ingenting, men især når vi laver mad og vasker op. Til det formål har vi både Inger Christensen, Pablo Neruda, Naja Marie Aidt og Søren Ulrich Thomsen liggende i køkkenet. I sommerhuset var det nu den lette brigade: P.G. Woodhouse og Dan Turélls Vangede Billeder. Begge dele egner sig fortrinligt til højtlæsning.

Til indadlæsning havde jeg tre bøger med, foruden lejlighedsvise dyk i sommerhusets lille bogsamling med blandt andet min yndlingsforfatter Mark Twain, lidt Martin Andersen Nexø, lidt John Steinbeck og sådan.

Den første var Morten Møller, Niels Erik Rosenfeldt og Jesper Jørgensens Den røde underverden – Hemmelig kommunistisk virksomhed i Skandinavien mellem to verdenskrige. Den giver – ud fra den viden der nu er tilgængelig – et glimrende billede af Kominterns illegale arbejde i 1920’erne og 30’erne. Den giver dermed også baggrunden for, at DKP’s undergrundsarbejde fungerede så relativt godt under besættelsen – de havde simpelthen øvelsen. Noget min ungdoms politiske læremestre, de gamle kommunistiske modstandsfolk, gik stille med, (måske også fordi de fleste af dem var så unge, at de ikke havde været med til ret meget før besættelsen).

Den anden bog var Lev Tolstojs Anna Karenina, som jeg stadig er i gang med. Tolstoj var – indtil han blev gammel, sær og overmoralsk – en vidunderlig, klartseende forfatter, der beskrev mennesket, netop som det er i al sin mangfoldighed. Han kunne også beskrive for eksempel arbejde og jagt umådeligt poetisk og præcist. Med sin nøgterne realisme har han noget at sige alle mennesker, selvom hans egen og hans hovedpersoners baggrund var den russiske adel.

Den tredje bog, jeg også stadig er i gang med, er det stik modsatte. Det er Joris-Karl Huysmans Mod strømmen. Den er skrevet af en lille fransk bureaukrat i slutningen af 1800-tallet, og handler om en livstræt, fransk adelsmand, der forsøger at etablere en eremitage med kunstige sanseindtryk, der overgår de virkelige. Det er en afskyelig bog, der da også vakte opsigt i samtiden som dekadencens bibel. Nej, må jeg så bede om Tolstoj! 

Det Poetiske Bureau

Grunden til, at jeg overhovedet læser den, skyldes, at der rundt om hjørnet, i en kælder i Møllegade, ligger et lille forlag, der hedder Det Poetiske Bureau. Det har jeg ofte frekventeret med fornøjelse. Udover nye danske digtsamlinger i minimale oplag udgiver de også klassikere; Ruben Dario, García Lorca m.fl. – og en del bøger af Jules Verne (!). 

Den første bog fra forlaget, jeg læste, var en aldeles uimodståelig biografi fra 1930’erne om Alexander Pushkin af den russiske eksilforfatter Henri Troyat. Den er ikke hæmmet af noter og kildekritik, men gengiver for eksempel gladeligt ordrette samtaler mellem Pushkin og tsar Nikolaj den 1.

Historien går over stok og sten, ligesom Pushkins eget liv, og har givet mig et indblik i, hvorfor Pushkin er så folkekær i Rusland. Et indblik, ingen bleg oversættelse af hans digte kan give.

Nå, men jeg kom altså forbi forlaget i en af deres sjældne åbningstider og købte et par bøger, jeg havde set i vinduet. Spurgte så, om der var noget andet af deres store udvalg, de specielt ville anbefale. Hvorefter ekspedienten – ellers en sund ung mand at se til – anbefalede Mod Strømmen.

Apropos anbefalinger, har jeg netop af min ældste datter opdaget Italo Calvino, nærmere bestemt hans Vore forfædre. Men nu fører det måske for vidt…«


Stig Hegn

Har bl.a. skrevet: “Brammingbogen”, “Jeg Nægter” og “Et herligt liv – en ungdom i VS og afdelingen i Esbjerg”.


»Da jeg var knægt, tjente alle på min alder lidt penge ved at være buddreng, de fleste bragte varer ud fra en købmand eller slagter. Jeg bragte pakker på posthuset i Slagelse og satte bøger på plads på biblioteket. Der snakkede jeg tit med en flittig låner, der ikke var mere end nogle få år ældre end mig, men Erling havde et imponerende tempo, når han gnavede sig gennem bibliotekets samlinger.

Han holdt også foredrag for mig om den franske præsident Charles de Gaulles veltalenhed – Erling gik nemlig i realen og havde fransk. Også andre ting belærte han mig om, nemlig at man ikke var fuldbefaren, hvis ikke man havde læst denne bog – hvorefter han tog mig med ned i den sidste ende af skønlitteraturen. Og her stod – den var altid hjemme – Paul Vialars Døden er en begyndelse i otte bind.

Så mange bind om sådan et emne!

Erling skulle imidlertid senere hjælpe mig. Det var mange år senere, hvor jeg var militærnægter i Kompedal ved Viborg. I protest mod forholdene i lejrene – et udvalgsarbejde om nægtervilkår havde trukket ud i årevis – strejkede vi i to dage. Vores arbejdsnedlæggelse blev af dommeren i Kjellerup takseret til 20 dages fængsel – så var regningen vel også betalt!

En del af sommeren 1964 var der så en del nægtere, der fyldte op i Viborg arrest. Vi kom i hold, da arresten ellers ikke var stor nok. Jeg delte celle med min gode ven Ib, der holdt meget øje med tiden og på et vilkårligt tidspunkt af dagen kunne meddele os, hvor mange procent af tiden der var udstået. Jeg havde imidlertid gjort op med mig selv, at mit mellemværende med barndommens Erling skulle gøres op, så jeg havde forinden lånt Døden er en begyndelsen – det var stort set to dage til hvert bind. Vialar (1898-1996, red.) var dengang ret så kendt og bogen handlede om, hvordan François Larnaud oplevede Frankrigs nederlag i 1940 og havnede i tysk krigsfangenskab og senere meldte sig til modstandsbevægelsen – plus en masse andet. Som der står i Den Store Danske Encyklopædi: Det er brede, naturalistisk prægede samfundsskildringer med lige stor vægt på det psykologiske og det sociale.

Vialar knytter an til en gammel fransk tradition, den form for realisme som Honoré de Balzac er en af de fornemste repræsentanter for. Det var jo netop Balzac, som Karl Marx fremhævede for skildringen af det franske borgerskab. Hans yndlingsroman var Balzacs Det ukendte mesterværk. Marx anbefalede Friedrich Engels at læse den, da ”den selv var et lille mesterværk, fyldt med ironi af højeste karat”. En anden fortælling karakteriserer han som en skildring af ”de grundlæggende regler for industriel produktion”. Hans skildringer forstod Marx at værdsætte. Og det var sandelig ikke, fordi at Balzac var revolutionær: Han var politisk reaktionær og royalist.

Det samme kan man sige om en anden kendt fransk forfatter, Marcel Proust. I modsætning til Balzac er Proust ikke blevet glemt. Han har endda oplevet den sjældenhed at blive oversat i to omgange – den seneste for ikke så mange år siden. Det er en stor omgang, 14 bind, og et stort oversætterarbejde. Det blev i første omgang en meget ujævn affære, og det har man rådet bod på ved 2. udgaven med en gennemgående redaktion. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at jeg ville læse den nye udgave. Men tiden var gået, og jeg var blevet stikkende i bind 3 af den nye oversættelse.

Coronatiden gjorde det imidlertid aktuelt at se, om ikke jeg kunne genopleve noget af ungdommens begejstring for storværker. I mellemtiden havde jeg med fryd læst en anden af fransk realismes storværker, Jules Romains  De gode viljer i 27 bind – det tog bare to år, men det var også dengang VenstreSocialisterne i Esbjerg udgav VS-Kysten, så fritiden var ikke så overdådig som i fængslet i Viborg.

Men hør nu her, hvad Proust har at sige os i bind 4 i coronatidens 4. uge:

”Da jeg om aftenen var steget alene på toget, var det mig i det mindste ikke ubehageligt, at natten faldt på; grunden var, at jeg ikke var nødt til at den i et fængsel af et værelse, hvis egen søvn ville holde mig vågen; jeg var omgivet af alle togets bevægelsers beroligende virksomhed som holdt mig med selskab og tilbød at tale med mig, hvis jeg ikke kunne sove, lullede mig i søvn med deres lyde, snart i en rytme, snart i en anden, en hvile fra stærke kræfters vågen i naturen, som havde kunnet antage skikkelsen af en fisk der sover i havet, eller som en ørn udstrakt med stormen som eneste støtte”.

Bedre kan man da ikke have det alene i en coronatid, vel?

Men man kan også med bogens hovedperson drømme om skønne kvinder: ”Den bondepige jeg så stærkt havde ønsket mig ville dukke op, da jeg gik alene omkring. Den høje pige jeg så komme ud fra dette hus og ad stien, i skrålyset fra den opgående sol, gå hen imod stationen, mens hun bar på en mælkejunge. I dalen hvor disse højdedrag skjulte den omgivende verden, så hun næppe nogensinde andre mennesker end på disse tog, som kun gjorde holdt et øjeblik. Hun gik langs med togstammen, mens hun tilbød nogle rejsende, der var vågnet, kaffe med mælk. Fyldt med purpurrødme i morgenlysets genskær, var hendes ansigt mere rosa end himlen. Ved synet af hende følte jeg det begær efter at leve, som genfødes i os hver gang vi på ny bliver os skønheden og lykken bevidst”.

Jeg håber, at mine medmennesker, ikke mindst de politiske venner, må over- og gennemleve denne coronatid med opløftende tanker, der kan lignes med Prousts fortæller…«


Aksel V. Carlsen

Har udgivet: “Ruslands sorte oktober”, “Kærlighed i krig og kaos”, og bidraget til antologien “Arbejdsmarkedet i Grønland”.


»I disse coronatider er min tidsrytme naturligvis ændret. Hidtil har jeg hver anden dag besøgt min mor på hendes plejehjem. Det er nu udelukket, og jeg er dybt bekymret over hendes situation.

Under den nuværende selv-isolation kunne tv have været et førstevalg for mange. Jeg finder dog især nyhedsdækningen på de danske public service-kanaler mangelfuld. Den virker ensidig. Den er domineret af en pengefikseret tankegang, hvor alt drejer sig om økonomisk vækst, omsætning og kursgevinster, og hvor fokus drejes væk fra social retfærdighed og bæredygtighed. Men også fordi der mangler inddragelse af en verden uden for USA – og desuden er den præget af en bedrevidende, koldkrigerisk tone i (sjældne) indslag om Rusland. Så danskernes almene verdensbillede bliver jo derefter. Selv fravælger jeg derfor ofte danske nyhedsmedier til fordel for de svenske, norske og tyske kanaler, der indgår i min grund-tv-pakke. Og underholdningen på vores kanaler er skandaløs med et væld af madprogrammer, platte gættelege og gentagelser af Lykkehjul.

Jeg vælger at lægge mere vægt på læsning af skøn- og faglitteratur: Jan Guillou, Ilja Ehrenburg og Andrej Belyj samt Thomas Piketty og Chantal Mouffe, og lytter desuden til musik. Og som noget nyt: Hver dag en times spadseretur for at nyde det gode vejr og få lidt motion. Det kan varmt anbefales.

Koppe-epidemi i Moskva nytår 1960

Et vedvarende projekt siden jeg (for et par år siden) flyttede, har været oprydning i papkasser og sortering af udklip og manuskripter som forberedelse til nye skriveprojekter. Eksempelvis stødte jeg på notater, som ikke kom med i min seneste bog ”Kærlighed i krig og kaos” (Frydenlund, 2018, red). De omhandler vores families oplevelser af en pludselig koppe-epidemi i millionbyen Moskva omkring nytår 1960, hvor det sovjetiske sundhedssystem virkede fantastisk effektivt. Disse tankevækkende notater er i den nuværende situation blevet aktuelle. 

Tidligere skrev jeg til venstrefløjens medier politiske kommentarer om udviklingen i Østeuropa og fik både etableret et netværk af korrespondenter og fik for vane at følge med på disse landes sociale medier. Det fortsætter jeg med. I disse dage skriver jeg jævnligt sammen med venner i syv-otte lande i Central- og Østeuropa. De beretter om den lokale situation med corona, om regeringskriser og om splittelse på deres venstrefløj – noget vi herhjemme næsten intet hører om fra denne del af Europa.

I lyset af den triste situation har det dog været opløftende at se en bred lokal interesse i disse lande for nye venstrefløjsinitiativer. To eksempler: ”Den Civile Kongres” i Moldova og ”Bevægelsen for en nye socialisme” i Rusland. Disse initiativers slagkraft er svær at spå om, men alene den interesse de mødes med (det kan ses på Youtube) vidner om en hunger efter venstrefløjens bud på nutidens problemer – om alternativer til neoliberalismen«.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.