70-årig sejlende palæstinaaktivist: ”Jeg sover så godt ombord på Handala”

Siracusa, 11. juli: Jeg sidder på kajen i Siracusa ved en lille streetcafe sammen med Vigdis Bjorvand, som om to dage senere (13. juli, red.) sejler med skibet Handala til Gaza som kok. Hun er fra Norge og 70 år gammel.

Vigdis drikker friskpresset juice, jeg expresso.

”Jeg blev aktiv i Palæstina Komiteen i Norge i 1977,” fortæller hun. 

”Dengang drev vi en klinik i Libanon. Vi sendte sundhedspersonale derned, også nogle danske læger eller sygeplejersker, hvis jeg husker rigtigt. Jeg har siden være optaget af Palæstina-spørgsmålet og blandt andet besøgt Vestbredden flere gange.”

”Jeg sejlede med Handala langs Norges kyst i 2023 og senere i Middelhavet – det sidste for at nå til Gaza. Men båden er gammel og slidt, så vi måtte sejle den til Sicilien, hvor den lå i et år. Nu er den klar til at sejle videre. Jeg har også været på Madleen. Det er nogle måneder siden – vi skulle have sejlet til Gaza, men der udbrød brand i motoren, så vi måtte gå ind i Italien. Da Madleen satte ud, drog jeg til Malta for komme med på Concience, men den blev bombet. Så jeg tog hjem. Nu har jeg så fået den her mulighed for at komme med Handala til Gaza.”

Tredje gang er lykkens gang?

”Ja, ikke sandt.” 

Hvordan har du det med, at skulle afsted?

”Rigtigt godt. Jeg bliver sindssyg af at sidde derhjemme. Der er jeg med i demonstrationer. Men man kan kun gå på nettet og se, hvad der sker i Gaza, se, hvor glemte palæstinenserne må føle sig. Jeg har truffet mange palæstinensere på Vestbredden og i Libanon. Det er fantastiske mennesker med en kultur, som Israel forsøger at fratage dem. Det er stort at være med på Handala. Meget stort. At kunne gøre noget, vise at vi er her, støtte palæstinenserne midt i det helvede, som de går igennem lige nu. Jeg føler mig meget privilegeret.”

Vigdis holder en pause, drikker af sin juice. En familie går forbi.

”Jeg vil ikke have, at mine børnebørn og, når den tid kommer, mine oldebørn skal komme til mig og sige: ’Jamen vidste du det, hvorfor gjorde du ingenting?’ Jeg vil stolt kunne sige: ’Ja jeg gjorde noget.’ Folk er aktive på forskellige niveauer. Jeg kan rejse til Gaza. Andre bærer Palæstina-tørklæder eller går i demonstrationer. Det viser, at vi ikke vil være passive tilskuere og presser på, for at få regeringerne til at komme til fornuft.”

Du har både børn og børnebørn?

”Jeg har en søn og to børnebørn.”

Hvad siger de?

”De respekterer og støtter op om de ting, jeg gør. Men det er svært for familierne derhjemme. Vi, der er her, ved jo, hvad der sker. Jeg taler i telefon med dem undervejs. Men jeg har ikke aftalt faste tider. For der kan pludseligt ske noget, så man ikke får ringet.”

Handala bliver sandsynligvis stoppet før skibet når Gaza, hvad skaber det af tanker?

”Det er vi forberedt på. Vi har aftalt, hvordan vi skal reagere. Vi skriver ikke under på noget og beder om advokatbistand. Vi træner på at være rolige, for vi ved, at den mindste fejl eller fejlbevægelse kan ændre situationen. Med mental træning forsøger vi at være mere i kontrol.” 

Så det holder dig ikke søvnløs?

”Det er dumt ikke at være nervøs. Men søvnløs? Nej, jeg sover så godt om bord på Handala.”