Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
16. december. 2025

Abortkampen i Færøerne har vundet sin første sejr

Onsdag 4. december stemte det færøske Lagting en ny abortlovgivning igennem – og med det faldt en af Europas strengeste abortlovgivninger. Afstemningen kom efter et komplekst politisk spil, hvor forskellige lagtingsmedlemmer blev skiftet ind og ud på kort tid. Vár Autumn fra Frælsisfyling Anarkistanna skriver om den færøske kamp for fri abort

Fri abort bjargar liv – fri abort redder liv. Foto: Frælsisfylking Anarkistanna

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Færøernes nye abortlovgivning er næsten identisk med det forslag, der blev stemt ned i 2024 med 15 stemmer for og 15 stemmer imod. Det nye forslag kom til, efter at en lille ændring i Lagtinget svingede den afgørende stemme til fordel for at opdatere lovgivningen.

Et flertal stemte for forslaget ved første behandling, men det blev efterfulgt af konservative kræfter i retsudvalget, som forsinkede anden behandling med over en måned. Abortmodstanderne ventede, til en regeringsreform gik igennem, og den socialdemokratiske abortmodstander Djóni Nolsøe Joensen genindtog sin plads i Lagtinget 1. december efter at have mistet sin ministerpost.

Samtidig opsagde den abortstøttende socialdemokrat Súsanna Bertholdsen sin ministerpost, som hun ellers lige havde overtaget fra Djóna. Súsanna udskiftede derefter Djóna i Lagtinget 2. december, og hendes stemme blev afgørende allerede samme dag, hvor anden behandling blev stemt igennem, med 17 stemmer for og 16 imod.

Den nye abortlov

1. juli 2026 træder den nye lovgivning i kraft. Det er en modificeret udgave af den gamle danske abortlovgivning fra 1973. Det betyder, at abort bliver fri op til 12. uge, og åbner også for, at abort efter 16. uge er mulig, så længe den lever op til de samme undtagelses-krav som den gamle lov.

Rent praktisk betyder det, at de, som ønsker en abort i Færøerne, ikke længere er tvunget til at navigere i en labyrint af læger i håb om at finde en, som fortolker undtagelserne liberalt. Man vil heller ikke længere behøve at rejse på tværs af landegrænser for at få en abort inden for 12. uge i Danmark eller andre steder i Europa.

Den nye lov er en ubeskrivelig forbedring af livskvaliteten i Færøerne. Men man taler stadig om en lovgivning der – før den overhovedet bliver gyldig – er 50 år gammel. Allerede i 2023 skrev den danske sundhedsstyrelse om lovgivningen i Danmark, at “den nuværende grænse ved udgangen af uge 12 ikke kan begrundes sundhedsfagligt”.

Abort.fo

I Frælsisfylking Anarkistanna er vi på nuværende tidspunkt den eneste organisation i Færøerne, der arbejder for en moderne og tidsbevidst abortlovgivning. I den sammenhæng har vi startet kampagnen Abort.fo, inspireret af the European Safe Abortion Network, med det formål at informere om Verdenssundhedsorganisationens retningslinjer om abort.

Vores ønske er, at skabe en åben samtale i Færøerne om, hvordan vi bedst kan sikre abortretten og den fulde glæde af den sundhedsfaglige udvikling, der er sket inden for abortområdet. Det seneste år har vi arrangeret en række begivenheder, aktioner og demonstrationer samt networket på tværs af grænser.

Vi har blandt andet holdt offentlige filmvisninger af abort-dokumentaren Vessel i både Torshavn og København, holdt oplæg om Færøerne og kønsbefrielse rundt omkring i Danmark, og vi har organiseret plakat- og klistermærke-aktioner i Færøerne til International Safe Abortion Day i samarbejde med Shout Your Abortion.

Abortoplysning på gaden

Til hver afstemning har vi været til stede uden for Lagtinget med vores lille bod, banner og flag og inviteret alle forbipasserende til en samtale om abortrettigheder med en gratis kop kaffe, bog eller andet.

Vores indgangsvinkel er, at abort skal blive et emne, vi kan snakke om uden stigmatisering, uden kriminalisering og uden medikalisering. En stor del af dette består af informationsarbejde – det seneste år alene har vi givet mere end 15 bøger om abort fra forskellige vinkler væk, sammen med et endnu større antal zines.

I denne sammenhæng har vi også udgivet vores politiske grunddokument “Ein Tíðarhóskandi Abortlóggáva” (en tidssvarende abortlovgivning, red.). Dokumentet forklarer, hvor den nuværende abortlovgivningen fejler, og hvad der skal til for, at den lever op til Verdenssundhedsorganisationens vejledninger. Når den nye abortlovgivning træder i kraft næste år, bliver dette dokument løbende revurderet, og en nyudgivelse er på vej.

Abortoplysning til borgerne i Færøerne. Foto: Frælsisfylking Anarkistanna

Vi er ikke i mål

I Færøerne er samfundsdebatten og lovgivningen stadig langt fra i mål. Vi vil derfor stadig kæmpe abortkampen i Færøerne – og målrettet at kæmpe for en lovgivning, der som minimum sikrer:

1) At alle har fri abort uden uge begrænsninger og uden begrundelser. Som minimum skal den frie abort øges til den 18. uge.

2) Afkriminalisering af abort. Ingen skal straffes for at hjælpe med abort. Den nye lov kriminaliserer aborthjælpende aktivisme og åbner for muligheder som retsforfølgelser, der minder om sagen mod den polske abortaktivist Justyna Wydrzyńska.

3) Åbner for aborttjenester uden for den offentlige sundhedsstyrelse – med fokus på at legalisere feministisk og autonom abort-infastruktur som Women on Web og Women Help Women.

4) Selvadministration og hjemmeabort: Alle skal have ret til selv at vælge, hvordan deres abort foregår. Særligt har vi fokus på muligheden for selvadministration af abortmedicin i eget hjem, i overenstemmelse med Verdenssundhedsorganisationens vejledninger.

5) En diskursændring, hvor retten til abort fremgår mere konkret i loven, og hvor ordvalget er mere kønsinkluderende. For eksempel ønsker vi, at ordet kvinde udskiftes med et mindre kønsladet ord, og et nyt færøsk ord for abort uden negative konnotationer skal implementeres, ligesom man gjorde i Island.

6) Unge under 18 år skal have ret til abort uden samtykke fra værge eller forældre.

Om skribenten

Vár Autumn

Vár Autumn

Talsperson i Frælsisfylking Anarkistanna. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER